Amazon-ejede Wickr lukker

Wickr
(Foto: Wickr)

Den krypterede beskedtjeneste Wickr annoncerer, at den lukker sin gratis krypterede besked-app Wickr Me ved udgangen af næste år.

Det rapporterer tech-mediet TechCrunch ifølge Computerworld.

Wickr, der blev grundlagt i 2011 og var en af de første krypterede beskedtjenester, blev i 2021 opkøbt af Amazon Web Services (AWS).

”Efter nøje overvejelse vil vi koncentrere Wickrs fokus på at sikre vores forretnings- og offentlige kunders data og kommunikation med AWS Wickr og Wickr Enterprise, og vi har besluttet at stoppe vores forbrugerprodukt Wickr Me,” lyder det ifølge Computerworld i den officielle udmelding fra AWS.

Men nu skal Wickr Me altså lukkes helt. Der vil dog være en udfasningsperiode,
lyder det i meldingen.

Nye brugere vil have mulighed til at registrere sig indtil 31. december
2022, mens app’en endegyldigt lægges i graven et år efter – 31. december 2023.

Wickr oplyser, at virksomhedens produkter til myndigheder og virksomheder vil fortsat eksistere og fungere som hidtil.

Wickr Me var populært blandt journalister og whistleblowere, da det sikrede en end-to-end kryptering af beskederne. Tjenesten blev dog også med tiden kendt for at blive benyttet af mindre lovlydige borgere.

Lukningen af app’en kommer i kølvandet på kritik af Amazon, fordi beskedtjenesten også er blevet brugt til blandt andet narkohandler og deling af børneporno, melder TechCrunch ifølge Computerworld.

TOPICS
Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.