Ny Logitech løsning til videokonferencer gør møder enklere og smartere

Logitech Rally Board 65
(Foto: Logitech)

Logitech præsenterer en ny alt-i-én-løsning til videokonferencer, Rally Board 65, der kombinerer en 65" berøringsskærm med intelligent lyd og video. Med fokus på mobilitet og brugervenlighed er enheden designet til at gøre moderne møder enklere og mere effektive. 

Logitech har også lanceret Logitech Spot - en sensor, der kan installeres i mødelokaler, så funktioner som lookalebooking, justering af temperatur og udluftning kan foregå automatisk. 

Enkel opsætning og fleksibel brug

Rally Board 65 kan hurtigt sættes op i forskellige mødelokaler med understøttelse af platforme som Microsoft Teams, Zoom og Google Meet. Rally Board 65 kan monteres på et mobilt stativ, så den nemt kan flyttes mellem rum, hvilket gør den ideel til hybridarbejde eller kontorer med flere mødelokationer. Rally Board 65 er designet til at tilpasse sig forskellige arbejdsmiljøer. Den kan f.eks. også bruges i åbne kontorlandskaber, hvor skærmen nemt kan flyttes til et ledigt område for hurtigt at opsætte et spontant møde. Med den justerbare kamerahøjde og den AI-drevne baggrundssløring og lyd, der fokuserer på mødedeltagerne, sikrer enheden professionelle videokonferencer uden forstyrrelser fra omgivelserne.

Rally Board 65

Logitech Rally Board 65 kan også bruges fast i mødelokaler. (Image credit: Logitech)

Rally Board 65 kan også fastmonteres i et mødelokale og fungere som en integreret del af rummet, hvor miljøsensorerne kan hjælpe IT-teams med at optimere rummets anvendelse og energiøkonomi. Løsningen er også velegnet til undervisningsmiljøer, hvor dens interaktive touchskærm kan bruges til præsentationer og samarbejdsøvelser.

Ifølge Logitechs Chief Operating Officer, Prakash Arunkundrum, er målet at tilbyde en løsning, der kombinerer avanceret teknologi med enkel opsætning. "Vi spurgte os selv: Hvordan kan vi skabe et intelligent, yderst sofistikeret konferencesystem, samtidig med at vi forenkler opsætningen? Svaret er Rally Board 65, en brugervenlig løsning, der bryder mønsteret med indviklet teknologi, som ellers kan overvælde virksomheder". 

Avanceret AI og bæredygtigt design

Rally Board 65 er udstyret med 4K-video og avancerede AI-funktioner som RightSight 2 og RightSound 2, der optimerer mødedeltagernes visuelle og lydmæssige oplevelse. Funktioner som "Camera Zone" og "Mic Zone" sikrer, at opmærksomheden holdes på mødedeltagerne og ikke omgivelserne. Det vil sige, at både kamera og mikrofoner fokuserer på billede og lyd fra mødeområdet, imens baggrunden bliver sløret og lyd, der kommer uden for mødeområdet bliver filtreret fra. 

Rally Board 65 er designet med fokus på bæredygtighed og bruger op til 41 % genbrugsmaterialer samt energibesparende funktioner, der reducerer strømforbruget.

Specifikationer

  • Skærmstørrelse: 65" berøringsskærm med 4K-opløsning
  • Platforme: Understøtter Microsoft Teams, Zoom og Google Meet
  • Teknologi: AI-funktioner som RightSight 2, RightSound 2, Depth Blur
  • Mobilitet: Kan monteres på mobilt stativ eller installeres fast
  • Bæredygtighed: Fremstillet med genbrugsmaterialer og energibesparende funktioner

Logitech Spot: Avanceret sensor til luftkvalitet og energiforvaltning

Logitech lancerer samtidig Logitech Spot: Det er en ny radarbasseret sensor til montering i mødelokaler. Den kan kombineres med Rally Board 65 for at forbedre arbejdsmiljøet. Spot registrerer tilstedeværelse i lokaler og overvåger miljøforhold som luftkvalitet, temperatur og CO2-niveauer. Disse data synkroniseres med Logitech Sync, hvor IT-teams kan se rumspecifikke analyser og få anbefalinger til ventilation, energiforbrug og pladsudnyttelse.

Spot kan f.eks. registrere, når et mødelokale bliver tomt, så andre brugere i mødesystemet kan se, at lokalet ikke er i brug. Der findes en masse muligheder, som kan indstilles i det enkelte mødesystem. 

Med trådløs installation og Bluetooth-tilkobling kan Spot nemt integreres med eksisterende arbejdspladsstyringsløsninger som Microsoft Places, Zoom Workplace Reservation og Logitech Room Booking. Sensorens energibesparende funktioner, herunder en lavstrømstilstand og let udskiftelige batterier, gør den til en praktisk og holdbar løsning for virksomheder, der ønsker at optimere deres kontorforhold.

Pris og tilgængelighed

Logitech Rally Board 65 bliver tilgængelig fra maj 2025 og får en vejledende pris på 64.900 kroner. Det mobile stativ sælges separat til 24.599 kroner. Produktet kan købes via autoriserede forhandlere og Logitechs egen webshop.

Logitech Spot vil være tilgængelig i anden halvdel af 2025. For at bruge sensoren kræver det et abonnement, og du kan læse mere om Logitech Spot her.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.