The Book of Boba Fett: Udgivelsesdato, medvirkende og alt, hvad vi ved
Kæmpe Star Wars-spoilere forude, når vi tager et nærmere kig på tv-serien om dusørjægere
Følg med i, hvad der sker i galaksen langt, langt borte med vores opsummeringer af The Mandalorian sæson 2 episode 1, The Mandalorian sæson 2 episode 2, The Mandalorian sæson 2 episode 3, The Mandalorian sæson 2 episode 4, The Mandalorian sæson 2 episode 5, The Mandalorian sæson 2 episode 6, The Mandalorian sæson 2 episode 7 og The Mandalorian sæson 2 episode 8.
Dusørjægere? Vi har brug for disse bad boys. Da Greedo indhentede Han Solo i Mos Eisley Cantina, blev det begyndelsen på en årtier lang debat om, hvem der skød først, og lige siden har disse moralsk fleksible individer været en integreret del af Star Wars-universet. Nu sætter den kommende Disney Plus-serie The Book of Boba Fett spotlight på den mest berømte af dem.
Den længe ventede serie, der er et spinoff fra The Mandalorian, sætter fokus på den mest frygtede dusørjæger i galaksen. Selvom Fett kun optrådte i få scener i den originale Star Wars-trilogi, gjorde hans ikoniske, gadget-fyldte rustning og blodtørst ham til en øjeblikkelig favorit blandt fans. Og nu, hvor anden sæson af The Mandalorian har bekræftet, at det er lykkedes ham at undslippe tusind års smerter og lidelser i Sarlaccs mave, er han fri til at skabe sig et helt nyt liv i The Book of Boba Fett.
Stjernen Temuera Morrison har allerede antydet, at serien kommer til at handle om Fetts liv efter The Empire Strikes Back, og vi ved også, at serien vil byde på endnu en dusørjæger Fennec Shand (spillet af Ming-Na Wen). Men hvilke andre klassiske Star Wars-skurke er med i serien? Hvordan passe det ind i de andre Star Wars-tv-serier på Disney Plus? Og hvornår får vi det at se?
Her er alt, hvad vi ved om The Book of Boba Fett indtil videre ...
Udgivelsesdato: The Book of Boba Fett starter den 29. december 2021.
Medvirkende: Temuera Morrison genoptager rollen som Boba Fett og spiller overfor Ming-Na Wen i rollen som dusørjægeren Fennec Shand.
Handling: Detaljer om plottet er et større mysterium, end hvad der gemmer sig inde bag Mandalorians hjelm, men noget tyder på, at The Book of Boba Fett fortsætter der, hvor anden sæson af The Mandalorian slap med flashbacks til Fetts tidligere bedrifter som dusørjæger.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
- Sådan ser du Star Wars-filmene i den rigtige rækkefølge
- De bedste serier på Disney+ lige nu
- Alt, hvad du skal vide om Disney+
Premiere på The Book of Boba Fett
Premiere på The Book of Boba Fett
His story is only beginning. The Book of @BobaFett, an all-new Original Series, starts streaming December 29 on @DisneyPlus. #TheBookOfBobaFett pic.twitter.com/bWPg0D0Z6lSeptember 29, 2021
Lucasfilm har afsløret, at The Book of Boba Fett får premiere den 29. december 2021. Ovenfor kan du se den første plakat.
The Book of Boba Fett: Hvornår blev serien offentliggjort?
Spoilere for The Mandalorian sæson 2 følger. Fortsæt ikke ned forbi billedet herunder, hvis du ikke vil vide, hvad der sker.
Luke Skywalker vendte tilbage i The Mandalorian, og det var stort, men afslutningen på sæson 2 leverede nok den største overraskelse i en scene efter rulleteksterne. Mens Tatooines tvillingesole skinnede over Jabba the Hutts ikoniske palads, så vi, hvordan den legendariske dusørjæger Boba Fett og hans nye makker Fennec Shand henrettede Jabbas tidligere samarbejdspartner Bib Fortuna og tog kontrol over det, der engang var Jabbas kriminelle imperium.
Herefter blev vi præsenteret med teksten: “ THE BOOK OF BOBA FETT: Kommer i december 2021”. Har der nogensinde været en federe måde at annoncere en ny tv-serie på? Måske, men ikke i nyere tid - og slet ikke på en så sensationel måde.
The Book of Boba Fett var én af flere nye Star Wars-tv-serier og -film - som fx andre spinoffs af The Mandalorian, Ahsoka og Rangers of the New Republic - der blev annonceret på Disney Plus på ca. samme tid.
Disse serier blev dog præsenteret på en meget mere traditionel måde af Lucasfilms administrerende direktør Katheleen Kennedy under Disneys Investor Day. Hun ventede dog med at offentliggøre The Book of Boba Fett til senere - efter anmodning fra showrunner Jon Favreau fra The Mandalorian.
"Vi ville holde det hemmeligt [på Investor Day], fordi vi ikke ville spolere overraskelsen”, fortalte Favreau til Good Morning America. Vi er selvfølgelig glade for, at Disney var enige med Favreau - men nu sidder vi med ét spørgsmål, som vi alle brænder for at få svar på...
Er The Book of Boba Fett den tredje sæson af The Mandalorian?
Det korte svar er: Nej! Mange Star Wars-fans har spekulerede i, om The Book of Boba Fett muligvis var en ny take på en tredje sæson af den forrige serie, som flyttede fokus fra Din Djarin og Baby Yoda til Boba Fett. Det er dog nu blevet bekræftet, at de to serier er helt forskellige kreationer.
"[The Book of Boba Fett] er faktisk adskilt fra sæson 3 af The Mandalorian," sagde Favreau i sit interview med Good Morning America. Han bekræftede også, at det nye show i øjeblikket er i produktion og afslørede et logo, der lignede Fetts berømte rustning.
StarWars.com gav os lidt flere information: “Boba Fett er tilbage. Og hans historie er kun lige begyndt. Som teaseren i form af den overraskende ekstra scene i sæsonafslutningen på The Mandalorian hentyder, fortsætter den legendariske dusørjægers rejse i The Book of Boba Fett.”
The Book of Boba Fett-trailer: Se teaseren fra rulleteksterne
Den spændende afslutning på sæsonfinalen i Mandalorian viser en lille teaser, der fortæller os mere om Boba Fetts og Fennec Shands færden.
Vi venter stadig spændt på at se flere trailere af The Book of Boba Fett, men du skal nok ikke forvente at få et klart billede af, hvad den nye serie har at byde på før premieren. Lucasfilm holder altid kortene tæt ind til kroppen, og det er sjældent at de overhovedet afslører titlerne på de forskellige afsnit, før de lander på Disney Plus. Vi regner med at det samme gælder for The Book of Boba Fett.
The Book of Boba Fett: Handling
The Book of Boba Fett: Handling
Når det kommer til plotdetaljer af The Book of Boba Fett, skal du ikke forvente de store afsløringer endnu...
"Jeg kan ikke sige noget om det, jeg er svoret til tavshed," sagde executive producer (og instruktør på afsnittet ”The Tragedy” i sæson 2 af The Mandalorian) Robert Rodriguez til Nerdy Basement (via Comicbook.com) i september 2021. Han tør dog godt love os, at vi har noget at glæde os til.
Efter Jon Favreaus udtalelser til Good Morning America tilbage i december 2020, hvor han fortalte, at The Mandalorian spinoff-serie finder sted "umiddelbart efter" Return of the Jedi, har mange spekuleret i, om det så betyder, at The Book of Boba Fett begynder umiddelbar efter ødelæggelsen af den anden Dødsstjerne. Vi tror dog ikke, at man skal lægge for meget betydning i ordene "umiddelbart efter", men at Favreau løst henviser til den periode, hvor The Mandalorian allerede finder sted - cirka fem år efter Jedi's Return.
Vi ved fx, at den berømte sekvens med Jabbas palads må have fundet sted efter begivenhederne i sæson 2 af The Mandalorian, da Boba Fett er iført sin ikoniske rustning, som Mando tog tilbage fra Cobb Vanth i Mos Pelgo i afsnittet ”The Marshal”. Fett og Fennec Shand fløj formentlig til Tatooine, efter at Din Djarin havde overdraget Grogu til Luke Skywalker, og det passer fint med Favreaus kommentarer.
Ifølge en artikel i Collider tyder noget på, at The Book of Boba Fett bliver sæson 2.5 af The Mandalorian, og vi gætter på, at showet kommer til at fokusere på Boba Fetts forsøg på at få kontrol over det kriminelle imperium, som Jabba the Hutt efterlod. De forholdsvis få tilbageværende medløbere i resterne af den afdøde Bib Fortunas kriminelle organisation tyder på, at tingene ikke helt går så godt, som det plejede at gøre under Jabba the Hutt.
Det åbner flere muligheder for, at Fett kommer til at mødes med gamle og nye karakterer, både de gode og de onde. Det bliver spændende at se, hvor mange af Fetts tidligere venner, der stadig er med. Hans tidligere mentor Aurra Sing er tilsyneladende død - Tobias Beckett sagde i Solo: A Star Wars Story, at han havde dræbt hende - men Cad Bane, en anden tidligere dusørjæger fra The Clone Wars-æraen, der også optræder i The Bad Batch, kan muligvis stadig være aktuel. Og så er der dusørjægerne 4-LOM, Zuckuss, Bossk, IG-88 og Dengar, som Darth Vader hyrede til at opspore Millennium Falcon i The Empire Strikes Back.
Dengar, som i mange år har samarbejdet med Fett, er særlig interessant. Ikke nok med at Simon Pegg lagde stemme til Dengar i The Clone Wars, men Pegg fortalte Collider, at han er åben for at vende tilbage til rollen i fysisk form. Dengar menes stadig at være i live tre årtier senere i The Rise of Skywalker-æraen. Ifølge SlashFilm har han dog radikalt ændret sig, og er blevet en bizar, grotesk cyborg, der går under navnet Rothgar Deng. Måske er historien bag Dengars nye form en vigtig del af historien.
Fett kunne nemt besøge Mos Pelgo for at udveksle oplysninger om den berømte rustning, da de begge er baseret på Tatooine. Serien kunne også kigge nærmere på de forskellige kriminelle syndikater i galaksen langt, langt borte og være en slags interstellar Godfather-saga. Faktisk blev historien om Crimson Dawn (det kriminelle syndikat, som vi i "Solo" fandt ud af, var styret af Darth Maul) aldrig helt forklaret - så måske kan The Book of Boba Fett samle de løse tråde. Og enhver tur væk fra Tatooine giver os også mulighed for at se Fetts ikoniske skib Slave I i aktion.
Fett ville være den ideelle guide gennem disse mørke verdener, da han gik fra at være skurk til at være antihelt i The Mandalorian. Fett var kendt som den mest frygtede dusørjæger i galaksen, så det alene det faktum, at han hjælper Mando med at redde Grogu, afslører en form for æreskodeks, som vi aldrig vidste eksisterede. Vi satser dog på, at han stadig har en delvis hensynsløs side.
Faktisk forventer vi ikke, at Boba Fett kommer til at bruge al sin tid på at slappe af på tronen i Jabbas palads. Selvom dusørjægeren aldrig rigtigt fik lov til at vise, hvad han duede til i den originale trilogi, fik vi endelig lov til at se ham i kamp i The Mandalorian. Vi regner derfor stærkt med at se mere action fra ham i The Book of Boba Fett.
"Jeg tror, at [nærkampen i The Mandalorian] på sin vis var en velsignelse for mig, hvad angår historien om Boba Fett," sagde Morrison til Rotten Tomatoes. ”Der er ingen, der rent faktisk har set ham lave andet end bare at være til stede. Og så tror jeg selvfølgelig også, at hans berømmelse skyldes, at han fangede manden. Men bortset fra det var han en temmelig udefinerbar gut.”
Det ser ud til, at flashbacks også vil være et vigtigt element i The Book of Boba Fett. Morrison nævnte det i sit interview med Rotten Tomatoes, hvor han afslørede, at: “Vi kan ikke afsløre for meget, men vi kommer til at se hans fortid og finder ud af, hvor han har været siden The Empire Strikes Back. Det er tid til at gå tilbage i tiden for at se hans rejse og lære mere om ham.”
Det kommer ikke som nogen overraskelse, hvis serien udforsker Fetts tidligere forhold til Fennec Shand. Hun var trods alt en vigtig del af The Bad Batch (et par årtier før The Book of Boba Fett), hvor hun allerede har haft kontakt med Boba Fetts klon - ”søsteren” Omega.
Men måske er det største spørgsmål, som Star Wars-fans gerne vil have svar på, nok hvordan Fett undslap 1.000 års smerte og lidelse i Sarlaccs mave. Selvom vi har hørt mindst én version af historien i den gamle ”Legends”-version af Expanded Universe, ville det være lidt ærgerligt, hvis detaljerne om Fetts overlevelse ikke bliver fortalt. Det ville også efterlade 5 år af Fetts liv helt hen i det uvisse.
The Book of Boba Fett kunne sagtens tage os længere tilbage i tiden for at udforske Fetts oprindelse. Selvom The Clone Wars afslørede de første skridt i dusørjægerens liv, efter hans far Jango Fett døde, og vi lærer mere om hans oprindelse i The Bad Batch, ved vi stadig ikke rigtigt, hvordan han blev så stor en del af Jabba the Hutts kriminelle imperium. Og selvom Marvel-tegneserier har afsløret, at Fett hjalp Darth Vader med at lede efter Luke Skywalker efter A New Hope, og at han og Skywalker duellerede, er der stadig meget om ham, som vi ikke kender til.
Disneys Star Wars-æra har også lånt masser af idéer fra de førnævnte Legends-historier, så du skal nok ikke blive overrasket, hvis vi ser Boba Fett som forlover ved Dengars bryllup. Ja, det skete faktisk i en udvidet Legends-historie.
Overlapninger med The Mandalorian
Kommer The Book of Boba Fett og The Mandalorian til at overlappe hinanden?
Det er ikke officielt bekræftet, men det er ikke helt usandsynligt. Først og fremmest fordi, at Boba Fett, Fennec Shand, og selv Mandalorianen Din Djarin før har arbejdet sammen og befundet sig i lignende miljøer i Star Wars-galaksen, så det ville ikke være så mærkeligt, hvis deres veje skulle krydse igen.
På Disney Investor Day bekræftede Kathleen Kennedy fra Lucasfilm selv, at The Mandalorian og spinoff-serien Ahsoka (og den nu tilsyneladende droppede "Rangers of the New Republic") er "sammenkoblede" og "vil kulminere i et klimaks af begivenheder". Selvom The Book of Boba Fett ikke blev nævnt i denne udtalelse, er grunden højst sandsynligt den, at showet ikke var blevet offentliggjort på det tidspunkt.
Det ville være mærkeligt, hvis Boba Fett og Fennec Shand ikke bliver en del af så stor en sammekobling af serier, når deres historie også foregår på samme tid i Star Wars-tidslinjen. Vi forestiller os, at de måske tager på egne eventyr i et stykke tid, men at de genforenes med Din Djarin, Bo-Katan Kryze og andre ligesindede karakterer på et eller andet tidspunkt. Måske hjælper de Bo-Katan med at genbygge hendes hjemplanet Mandalore, efter "den store udresning", da Emperiet mange år tidligere udryddede størstedelen af hendes folk? Eller måske forsøger de simpelthen at stoppe kejserlige efterkommere i at overtage hele galaksen?
Da alle disse serier som foregår i årene mellem Return of the Jedi og The Force Awakens, ved vi også, at First Order i al hemmelighed er ved at tage form et eller andet ukendt sted. De vil formodentlig ikke være begejstrede for, at en flok dusørjægere stikker snuderne i deres forretning.
Uanset hvilken drejning serien tager, er der masser af historier at fortælle - så mange faktisk, at sæson 2 af The Book of Boba Fett måske allerede er ved at blive planlagt. Selvom That Hashtag Show muligvis drager lidt forhastede konklusioner, når de udtaler, at uofficielle klistermærker givet til holdet bag serien, som henviser til "sæson 1", muligvis betyder, at der kommer flere sæsoner, men det ville bestemt ikke være nogen overraskelse, hvis dusørjægerens eventyr fortsætter i flere sæsoner.
The Book of Boba Fett: Medvirkende
The Book of Boba Fett: Medvirkende
Ikke overraskende er Temuera Morrison (som også optræder i Aquaman 2) tilbage i rollen som Boba Fett.
Morrison medvirkede første gang i Star Wars i Attack of the Clones, hvor han spillede dusørjægeren Jango Fett, som var Boba Fetts ”far”. Jango var skabelonen for Clone Troopers, der kæmpede for den gamle republik i The Clone Wars. Han bad Jango-klonerne fra Kamino om at skabe Boba, en umodificeret version af sig selv, så han kunne få sin egen søn.
Og siden DVD-udgivelsen af den originale trilogi i 2004, har Morrison også lagt stemme til Boba Fett i The Empire Strikes Back. Star Wars-skaberen George Lucas besluttede at erstatte replikker, som oprindeligt blev indtalt af Jason Wingreen, så der er en vis kontinuitet.
Morrisons medspiller i The Book of Boba Fett bliver stjernen Ming-Na Wen fra Agents of SHIELD og Mulan, der vender tilbage til sin rolle som dusørjægeren Fennec Shand. Hun spiller også karakteren i The Bad Batch, den animerede spinoff af Clone Wars, der foregår mere end 20 år tidligere.
Holdet bag kameraet består af executive producer bag The Mandalorians Jon Favreau, som er producer sammen med Dave Filoni og Robert Rodriguez. Instruktøren bag The Sin City/Alita: Battle Angel er blevet budt velkommen i Star Wars-familien, efter han instruerede Fetts store comeback i afsnittet ”The Tragedy” i sæson 2 af The Mandalorian. Morrison bekræftede i sit interview med Rotten Tomatoes, at "de bragte Robert [Rodriguez] tilbage for at instruere et par afsnit mere. Der er nogle vidunderlige instruktører involveret." Vi ved dog stadig ikke helt med sikkerhed, hvem disse "vidunderlige instruktører" er endnu.
Kathleen Kennedy, som er chef for Lucasfilm, kommer til at fungere som executive producer på serien.
- Ny Star Wars-tv-serie og -film: forklaret (på engelsk)
Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.