Ny rapport: Danskerne streamer levende billeder som aldrig før
Vi er vilde med streaming – og betaler gerne for det
Når lysten til at se film, serier, sport eller andet godt melder sig hos danskerne, er det oftere og oftere streamet indhold, vi vælger at lade blikket hvile på.
For mens flow-tv er i tilbagegang herhjemme, tordner brugen af streamingtjenester som Netflix, DRTV, HBO og Viaplay frem, viser en ny rapport fra Slots- og Kulturstyrelsen.
"Danskerne har taget streamingtjenester som Netflix og HBO til sig i en sådan grad, at 62 procent af os nu streamer eksempelvis serier, film, tv og videoklip mindst én gang om ugen, og ofte streamer vi i mange timer ad gangen", udtaler specialkonsulent Anders Sebastian Kauffeldt på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.
Unge fører an
Det fremgår desuden af specialrapporten, at hele 95 procent blandt de unge i aldersgruppen fra 12 til 18 år streamede ugentligt eller oftere i 2018, og at 94 procent af de 19 til 34-årige gjorde det samme.
Måske ikke så overraskende er det også især de yngre, der streamer i længere tid ad gangen.
"Det er ret bemærkelsesværdigt, at 40 procent af de 19 til 34-årige fortæller, at de streamede indhold i mindst to timer, når de blev spurgt om, hvor lang tid de streamede dagen før. Samtidig viser tallene, at stadigt flere ældre er begyndt at streame tv, film og serier, selvom de dog streamer i kortere perioder ad gangen end de unge," oplyser Anders Sebastian Kauffeldt på hjemmesiden.
Punger ud
Streamingtjenesternes popularitet kan også aflæses i rapportens opgørelse over antallet af abonnementer i de små hjem landet over: Sidste år havde 53 procent af alle danske husstande abonnement på en eller flere af de streamingtjenester, der skal abonneres særskilt på, såsom HBO og Netflix.
Get the best Black Friday deals direct to your inbox, plus news, reviews, and more.
Sign up to be the first to know about unmissable Black Friday deals on top tech, plus get all your favorite TechRadar content.
For vi punger gerne ud for selv at kunne bestemme, hvad der ruller henover skærmen. Ifølge rapporten spenderede en gennemsnitslig dansk husstand 584 kroner om året på streamingtjenester i 2017, og det er mere end dobbelt så meget som året før, hvor beløbet var 275 kroner.
I tallene ovenfor er der ikke medregnet det indirekte forbrug på streamingtjenester, som man har adgang til via sine tv- og teleabonnementer.
Så alt i alt er det vist ikke en overdrivelse at påstå, at vi er blevet en nation af streaming-storforbrugere.