Nordic Darts Masters vender tilbage på Viaplay til januar 2023

Nordic Dart Masters
(Foto: Viaplay)

Viaplay og Professional Darts, Corporation (PDC) fortsætter det gode samarbejde og vender tilbage med en tredje udgave af Nordic Darts Masters den 20.-21. januar 2023 i Forum, København. En turnering, der med sine få år på dansk jord, har formået at skrive sportshistorie og samle tusinder af danske fans i et tætpakket Forum. Billetterne er netop sat til salg og kan bestilles fra i dag, hvor publikum kan se frem til et gensyn med verdenselitens dartspillere i form af hollandske Michael van Gerwen, skotske Peter Wright og walisiske Gerwyn Price. Udover at følge turneringen direkte inde fra salen, streamer Viaplay også hele turneringen live eksklusivt i ni lande.

’Det er genialt, at World Series er tilbage i København til januar. Fansene har været fantastiske begge gange, vi har været i København, og det var en vidunderlig oplevelse at vinde Nordic Darts Masters foran dem i juni,’ sådan lyder det fra Dimitri Van den Bergh, sidste års vinder af Nordic Darts Master 2022, der også ser frem til at genbesøge hovedstaden for at forsvare sin titel.

Der blev skrevet sportshistorie første gang, Nordic Darts Masters fandt sted i København i 2021. Det var nemlig regionens første PDC World Series of Darts-begivenhed og samtidig også den første tv-transmitterede PDC-finale nogensinde med en kvindelig dartspiller, Fallon ’Queen of the Palace’ Sherrock fra England. Sherrocks modstander, den hollandske tredobbelte verdensmester Michael van Gerwen, vandt i sidste ende sin 16. World Series-titel, og fans kan se frem til et glædeligt gensyn med Van Gerwen, når han vender tilbage til København sammen med superstjernerne Peter 'Snakebite' Wright og Gerwyn 'Iceman' Price.

Det blev dog ikke til nogen ny finaleplads for Sherrock, da hun deltog i sidste års udgave af Nordic Darts Masters . Her blev hun slået ud i kvartfinalen af Michael Smith. I stedet var det den 28-årige belgier, Dimitri Van den Bergh, der kunne løfte vindertrofæet foran publikum i et tætpakket Forum og kunne med sin første Worldseries titel skrive sig ind i sportsbøgerne.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.