Microsoft vil betale danske medier for indhold

Microsoft logo outside building
(Foto: gguy / Shutterstock)

Microsoft er nu klar til at betale danske medier for indhold, der bliver delt i selskabets søgemaskine Bing. Det skriver Finans.

Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation, DPCMO, har indgået en såkaldt forståelsesaftale med Microsoft.

Aftalen betyder, at Microsoft anerkender, at danske medier har ret til betaling for indhold, og at selskabet vil indgå en licensaftale om deling af indholdet i Bing.

Microsoft er det første selskab, der underskriver sådan en aftale.

I den fælles skrivelse lyder det, at ”Microsoft og DPCMO deler en fælles forståelse af behovet for et fair vederlag for brug af indhold fra danske pressepublikationer under EU og dansk ophavsretslov for at sikre bæredygtigheden i medieindustrien”.

Ifølge DPCMO kan det sagtens tage et halvt år, før en egentlig licensaftale er forhandlet på plads.

DPCMO har haft en tilsvarende dialog med Facebook, Apple og Google i mere end et år uden at opnå nogen resultater, men håbet er, at forståelsesaftalen med Microsoft kan fungere som løftestang for den proces.

TOPICS
Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.