En større sag om groft brud på ophavsretten er blevet afsluttet med, at en mand er dømt for at have udbudt ulovlig adgang til godt 21.000 beskyttede værker. Det drejer sig om cirka 9.000 tv-kanaler, 1.000 sportskanaler og 11.000 film og serier
Retten i Esbjerg har idømt manden fem måneders betinget fængsel – betingelsen omfatter bl.a. 100 timer samfundstjeneste. Det oplyser Anklagemyndigheden.
Manden har givet adgang til indholdet via to hjemmesider og skal have omsat for mindst 600.000 herved. Som led i dommen er fortjenesten blevet konfiskeret.
Under det sidste retsmøde mandag erkendte den anklagede, at han over en periode på halvandet år havde givet betalende brugere adgang til det ulovlige indhold via en abonnementsordning.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har stået bag sagen.
Nu glæder anklager Rasmus S. Hegelund sig over afgørelsen:
"Det er ulovligt at krænke ophavsretten, herunder at videreformidle tv uden rettighedshavers samtykke. Det er alvorlig kriminalitet, som ikke bare går ud over rettighedshaverne, men også den almindelige forbruger, som skal betale ekstra for sin lovlige adgang," konstaterer han i pressemeddelelsen.
Sagen blev anmeldt af en rettighedshaver i maj sidste år, hvorefter mandens bopæl blev ransaget. I den forbindelse blev der bl.a. fundet udstyr til retransmission af tv-signaler, film og udsendelser. Udstyret er nu også blevet konfiskeret.