Hvis det står til EU: Ét stik til alle telefoner

chargers
(Foto: chargers)

Ifølge et udspil fra Europa-Kommissionen skal der nu være en fælles standard for opladere til alle smartphones, tablets, håndholdte spillekonsoller, kameraer, høretelefoner samt trådløse højttalere. Det skriver meremobil.dk

Det vil sige at uanset om der er tale om Samsung, Apple, Sony eller andre skal de benytte et USB-C til opladning.

Og det er ikke alt, for man vil også have fælles regler for opladehastigheden, samtidig med at det skal være muligt at købe en ny telefon uden automatisk at få en oplader med. På den kan man både spare penge og reducere mængden af elektronisk affald, siger EU-kommissær Thierry Breton.

Ifølge Europa-Kommissionens tal vil en universaloplader kunne mindske mængden af elektronisk affald med næsten 1000 ton årligt.

De trådløse opladere er dog stadig fredet. Det er fordi det er en teknologi, der stadig er under udvikling og det er derfor for tidligt at lovgive på området. Det betyder dog ikke, at det ikke kommer til at kan ske på et tidspunkt.

Debatten om en universaloplader har verseret siden 2009 og har da også haft en effekt. Hvor der for 10 år siden var 30 forskellige opladere, er der i dag kun tre, ifølge EU.

De fleste Android-telefoner bruger allerede USB-C til opladning og vil selvsagt ikke have problemer med den nye lov. Apple derimod har allerede været ude og beklage sig over udspillet, som de mener vil bremse udviklingen og innovationen af nye produkter.

Det er vigtigt lige at påpege, at dette kun er et udspil, der skal forhandles på plads af Europa-Parlamentet og medlemslandene, før det kan træde i kraft. Men der forventes ikke den store modstand, da Europa-Parlamentet længe har ønsket en universaloplader, skriver meremobil.dk

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.