Dykkende drone rammer Danmark

Gladius Mini
Foto: Lisa Tirimacco/Chasing-Innovation

De fleste tænker sikkert på en fjernstyret, flyvende enhed, når de hører ordet 'drone' – men nu er droner til det våde element også begyndt at vinde frem på markedet for private brugere. 

Herhjemme har fotodistributøren Focus Nordic således netop annonceret, at de har fået agentur på den lille undervandsdrone Gladius Mini, som er tilgængelig nu.

Undervanddronen er i stand til at dykke 100 meter ned under vandoverfladen og kommer med to kraftige LED-lys, så man kan navigere og optage video, selv om der skulle hænde at være tale om et dunkelt farvand.

Artiklen fortsætter nedenfor

Gladius Mini

Foto: Chasing-Innovation

Ikke bare en sjov gadget

Umiddelbart lyder Gladius Mini, der måler knap 40 cm i længden og vejer 2,5 kg, som et sjovt stykke tech-legetøj for folk med penge på lommen (og det er det utvivlsomt også). 

Men dykkende droner kan også bruges til mange praktiske formål af eksempelvis sejlerfolket, som kan få et undervandskig på deres både, eller sportsfiskere og dykkere, der kan sondere terrænet under vandoverfladen.

Gladius Mini, der er skabt af det kinesiske teknologifirma Chasing-Innovation, har ifølge producenten en batteritid på op til to timer og koster 11.999 kroner.