Dit mekaniske tastatur er ikke bare irriterende, det er også en sikkerhedsrisiko
Dette websted smuglytter
Hvis du har et larmende mekanisk tastaturer derhjemme eller på kontoret, så har du nu den perfekte undskyldning for at fortælle familiemedlemmer eller kollegaer, at de ikke skal gå for hårdt til tasterne. Det viser sig nemlig, at hackere mere eller mindre kan gætte, hvad du skriver, bare ved at lytte til tastelydene.
Keytap3 er en software, der er udviklet af Georgi Gerganov, og som kan registrere, hvilke taster der trykkes på blot ved at lytte gennem en nogenlunde anstændig mikrofon. Gerganov demonstrerer dette ved hjælp af den indbyggede mikrofon i en mobiltelefon under en 'akustisk aflytningstest' på deres YouTube-kanal.
Det er ikke den første version, som Gerganov har udviklet, men det er klart den mest intuitive. Tidligere skulle brugeren skrive en række forudbestemte ord og sætninger for at træne Gerganovs software til at tyde, hvilke taster der blev brugt.
I de tidligere versioner skulle man også sørge for, at mikrofonen, der blev brugt til at optage tastelydene, ikke blev flyttet under testen, og når softwaren blev brugt. Det er ikke tilfældet med Keytap3, som er den 3. version af projektet.
Gerganov forklarer, at det "fungerer ved at gruppere de tastelyde, der opfanges, baseret på deres lyd og derefter bruge statistisk information om frekvensen af bogstavet n-gram på det formodede sprog i teksten (for eksempel engelsk)."
Vi gav det et forsøg ved at bruge tastaturet Razer Huntsman v2 Analog, som bruger Razers egne analog-taster. Det gav os nogle lidt blandede resultater, så det er altså ikke 100% nøjagtigt endnu. Alligevel var det meste af det, som Keytap3 registrerede, mens vi tastede, faktisk nøjagtigt det, vi skrev. Det vil altså sige, at man kan opsnappe vigtige data som fx adgangskoder og følsomme oplysninger i private e-mails. Lidt skræmmende.
Du kan selv afprøve det på Keytap3-webstedet ved at følge vejledningen nedenfor, som Gerganov har lavet for at forbedre oplevelsen.
Vil du have flere Pro-nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig til TechRadar Pro-nyhedsbrevet for at få alle de bedste nyheder, synspunkter, funktioner og vejledninger, som din virksomhed har brug for for at få succes!
- Der skal være forholdsvis stille i rummet
- Åbn denne side på din telefon, og placer den ved siden af det relevante tastatur
- Alternativt kan du åbne siden på din pc og placere mikrofonen ved siden af tastaturet
- Tastaturet behøver ikke engang at være tilsluttet under denne test
- Tryk på Init-knappen og tillad webstedet adgang til din mikrofon
- Skriv noget på engelsk på dit tastatur. Brug kun små bogstaver og mellemrumstasten
- Du skal helst ikke skrive hurtigere end 250 tegn pr. minut
Heldigvis fungerer det kun med mekaniske tastaturer, og jo mere støjende jo bedre. Lyden skal nemlig være høj nok til, at en mikrofon kan opfange den. Hvis du er bekymret for din sikkerhed, kan du udskifte dine nuværende taster til noget lidt mere støjsvagt som fx Cherry MX Silent switches. Selvom risikoen for, at hackere lytter til dine samtaler, ikke er særlig stor, kan det være, at dine kollegaer vil sætte stor pris på lidt mindre støj på arbejdspladsen.
Der er ingen grund til de helt store bekymringer... endnu
Gør det dig urolig? Så har vi både gode og dårlige nyheder til dig. Den gode nyhed er, at selvom det virker temmelig skræmmende, er det højst usandsynligt, at hackere vil være i stand til at bryde ind i dit hjem og placere en mikrofon tæt nok på dit tastatur, uden at du opdager det.
Den dårlige nyhed er, at der er masser af andre måder, som dit tastatur kan sladre om dine private oplysninger på. Der findes dongler, som kan opsnappe tryk på tasterne, og som kan tilsluttes et tastaturs USB-kabel. Trådløse tastaturer kan udnyttes ved hjælp af hardware som fx KeySweeper, en enhed, der kan optage, hvad du taster ved hjælp af 2,4 GHz-frekvensen, når den placeres i samme rum.
Der findes endda komplekse systemer, der bruger lasere til at registrere vibrationer eller fluktuationer i elledninger for at opfange, hvad der bliver tastet på et tastatur i nærheden.
Hvis du er fan af mekaniske tastaturer, skal du ikke lade dig afskrække. Især hvis du bruger det derhjemme og ikke på et offentligt kontor. Det er højst usandsynligt, at du skal tage ekstreme forholdsregler i dit eget hjem, og nu om dage er der stort set en sikkerhedsrisiko forbundet med alt, hvad vi foretager os. Det burde i hvert fald ikke være noget, som holder dig søvnløs om natten, fordi du ligger og er bekymret for, om der er hackere, som sidder og lytter til dine Facebook-beskeder til din mor.
Via Gizmodo
Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.