Børn på 16 hospitaler over hele Norden får nu glæde af Disney+

Disney+
(Foto: Disney)

Disney fortsætter sit engagement i børns sygdomspleje ved at tilbyde Disney+ til 16 partnersygehuse i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Håbet er at mindske frygt og angst blandt unge patienter og deres familier under hospitalsophold.

I håb om at kunne mindske frygt og nervøsitet under et hospitalsbesøg bliver det nu muligt at se streamingtjenesten Disney+ på børneafdelinger ved 16 partnerhospitaler i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Eksempelvis på Rigshospitalet i København, Uusi Lastensairauala i Helsinki, Oslo Universitetssykehus i Oslo samt Astrid Lindgrens Barnsjukhus i Stockholm.

Denne nyhed er resultatet af to pilotprojekter foretaget dels i USA og dels i Europa 2020/2021. Projekterne omfattede interview med børnepatienter, legeterapeuter og børnelæger. Og alt sundhedspersonale, der var involveret i pilotprojekterne, var enige om, at Disney+ gjorde en positiv forskel for børnenes oplevelse, og de ønskede, at tjenesten skulle udbredes til flere hospitaler.

"Jeg er glad for og stolt over, at vi kan tilbyde unge patienter og deres familier gratis adgang til Disney+ på et tidspunkt, hvor de har mest brug for den glæde og trøst, som vores film og shows kan give dem. Jeg kan ikke forestille mig noget sted, hvor Disney+ kan gøre større gavn", siger Hans van Rijn, SVP og Country Manager for the Walt Disney Company Nordic.

Disneys engagement i børnehospitaler begyndte med Walt Disney selv. Walt Disney inviterede ofte Disney-figurer og animatorer med ud til børneafdelinger for at opmuntre indlagte børn.

I 2018 besluttede Disney at donere 100 millioner dollars til børnehospitaler rundt om i verden. Siden da har mere end 750 hospitaler samarbejdet med Disney om aktiviteter under hospitalsopholdet, der har til formål at skabe ro og tryghed samt styrke børnenes følelsesmæssige robusthed. Og på Disney+ Day i november sidste år annoncerede Disney, at børneafdelinger på partnersygehuse i over 30 lande ville få gratis adgang til Disney+.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.