Anmeldelse: Moto G22

Holder sig til det mest basale

Moto G22 placeret op ad en væg
(Image: © Future)

TechRadar Konklusion

Moto G22 er billig i pris, holder længe mellem opladninger og kommer med den nyeste Android 12-software. Bortset fra det er der ikke så mange andre imponerende aspekter at nævne. Men i og med at det er en af de billigste smartphones på markedet i øjeblikket, så behøver den måske heller ikke byde på meget mere end det allermest nødvendige.

For

  • +

    Robust

  • +

    Meget overkommelig pris

  • +

    God batterilevetid

Imod

  • -

    Mørk skærm med lav opløsning

  • -

    Understøtter ikke 5G

  • -

    Grundlæggende kamerafunktioner

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Moto G22: Kort opsummering

Når det er tid til at opgradere mobilen, leder de fleste af os som oftest efter en mobiltelefon, der tilbyder mest smartphone for så lidt penge som muligt. Det er et område, hvor Motorola traditionelt har brilleret. Moto G22 er et af de billigste mobiltelefoner på markedet lige nu. Den vejledende pris er 1.399 kr., men du kan i øjeblikket finde den en anelse billigere hos nogle danske forhandlere.

Tidligere Moto-telefoner har muligvis givet dig mere for pengene, end du måske havde forventet. Det gør denne model desværre ikke - her får du præcis, hvad du betaler for. Der er dømt discount over det meste af linjen lige fra ydeevne til skærm og kamerasystemet, og for mange brugere kan det muligvis bedre betale sig at punge lidt flere penge ud. 

Men der er skam også positive ting at sige om denne smartphone. Den har en temmelig god batterilevetid og kan holde i op til 2 dage med en enkelt opladning (muligvis længere, hvis du ikke bruger den så meget). Hvis du leder efter en telefon, som du mere eller mindre kun skal bruge til opkald og sms'er, er det rart, at den holder længe mellem opladningerne, og at den ikke koster en formue. I så fald er Moto G22 muligvis lige noget for dig. 

Selvom telefonen kommer med den nyeste Android 12-software, har den ikke den bedste ydeevne. Du vil af og til opleve, at mobilen hakker lidt i det og har små forsinkelser, især når du bruger de lidt mere krævende apps og spil. Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvordan telefonen vil præstere om 2 år, men du skal nok ikke forvente, at det bliver et smukt syn. 

Når det kommer til billeder og videoer (en afgørende faktor for mange af os) klarer mobilen sig ganske godt under gode lysforhold, men den kæmper lidt i omgivelser med lavere belysning. Skærmen har lav opløselige, og den bliver aldrig rigtig lys nok. Det er tydeligt at se, hvor Motorola (og ejeren Lenovo) har sparet på produktionsomkostningerne. 

Et af problemerne med Moto G22 er, at der findes masser af telefoner, der koster lidt mere og fungerer meget bedre (og som understøtter 5G). Et par gode eksempler er Xiaomi Redmi Note 11 Pro 5G og Nokia G50. Det er muligt at Moto G22 er et bedre match for dig, du skal bare være opmærksom på, hvad du får.

Pris og tilgængelighed

  • Vejledende udsalgspris: 1.399 kr.
  • Tilgængelig hos danske forhandlere

Lige nu kan du købe 64GB-versionen af Moto G22 hos danske forhandlere som Elgiganten, Expert, Power og flere. Den vejledende udsalgspris er 1.399 kr., men du kan være heldig at finde den lidt billigere i nogle butikker og online-shops og spare lidt ekstra.

Design

Bagsiden af Moto G22

(Image credit: Future)
  • Robust og godt design
  • Fås i to farver
  • Ingen IP-klassificering 

Moto G22 er en forholdsvis tyk smartphone, men den har et flot buet design og føles robust. Den er 8,5 mm i tykkelsen, og sammenligner du med iPhone 13 og Galaxy S22 på henholdsvis 7,7 og 7,6 mm, kan man godt fornemme, hvor der er blevet sparet lidt. 

Alt er plastik, men det er ikke overraskende til den pris. Alligevel føles den ikke billig eller skrøbelig, når du sidder med den. På bagsiden har den et lille, diskret Motorola-logo, og kamerasamlingen er placeret i øverste venstre hjørne. Kameraerne stikker lidt ud, men det er ikke det værste, vi har set. 

Du kan vælge mellem 2 farver: Cosmic Black (som er den model, vi havde) og Iceberg Blue. Begge farvevalg har en lidt skinnende effekt, når lyset rammer den, og det giver det ellers ret simple design et lidt mere elegant look. 

Moto G22 har ingen IP-klassificering, selvom Motorola oplyser, at den er vandafvisende. Det lyder som om, at den kan klare et par vanddråber, men den overlever nok ikke en tur i badekarret eller swimmingpoolen. 

Power- og lydstyrkeknapperne er placeret nederst på højre side af telefonen, i bunden har den en USB-C-port, og på toppen har Motorola fundet plads til et 3,5 mm hovedtelefonstik. Tænd/sluk-knappen har indbygget fingeraftrykslæser, og selvom vi foretrækker, hvis den sad under skærmen, fungerer det ganske glimrende. 

Kigger du i de lidt billigere prisklasser på mobilmarkedet, skal du ikke forvente de helt store innovationer og æstetik, når det kommer til design, men Moto G22 er bestemt ikke en af de telefoner, du behøver at være flov over og har lyst til at gemme væk pga. dens udseende.

Skærm

Moto G22 på et klinkegulv

(Image credit: Future)
  • 6,5 tommer IPS LCD-panel
  • Lav 720p-opløsning
  • 90Hz opdateringshastighed

Mobilens 6,5-tommer IPS LCD-skærm er et tydeligt tegn på, at der er tale om en budgetmobil. Med en opløsning på 720 x 1600 pixels er skærmen ikke specielt skarp, og den er heller ikke specielt farverig eller lysstærk. Til gængæld har den en opdateringshastighed på 90Hz frem for den gamle standard på 60Hz. 

Rammerne rundt om skærmen er ikke alt for tykke efter moderne standarder, selvom den nederste hælder lidt til den brede side. Helt oppe i toppen af skærmen er selfie-kameraet placeret midt for. 

Hvis du undrer dig over, hvordan Motorola formår at producere mobiltelefoner, der er så billige, finder du bl.a. svaret i denne skærm. Selv når du skruer helt op for lysstyrken, kan det stadig være svært at se i skarpt dagslys, og videoer og billeder ser temmelig livløse ud. Det er helt klart ikke på skærmoplevelsen, at Moto G22 vinder point.

Kamera

Et nærbillede af bagkameramodulet på Moto G22

(Image credit: Future)
  • 4 kameraer på bagsiden
  • Ultra-vidvinkelkamera, men ingen optisk zoom
  • Gode billeder i godt lys

På Motorolas websted præsenteres Moto G22 med overskriften "Bedste Android-kameratelefon". Vi går ud fra, at det er for at tiltrække besøgende på siden, for den påstand er langt fra sand. Vi forventer selvfølgelig ikke at få samme kamerakvalitet som med iPhone 13 Pro fra en mobiltelefon, der koster langt mindre, men Moto G22 leverer kun gode billeder under optimale forhold. 

Kamerasamlingen bag på telefonen består af 4 kameraer: 50MP vidvinkel, 8MP ultra-vidvinkel, 2MP makro og 2MP dybdemodul. Frontkameraet er et 16MP selfie-kamera. På softwaresiden er der et par indstillinger, du kan lege lidt med som bl.a. ISO, hvidbalance og HDR

Det er ikke første gang, vi har sagt det om en budgetmobil, og det bliver nok heller ikke sidste gang: Med masser af dagslys, og når den holdes helt i ro, tager Moto G22 nogle ganske glimrende billeder. Vi fik faktisk masser af detaljer og en naturlig farvebalance på de billeder, vi tog med telefonen. HDR-behandlingen gør også et anstændigt stykke arbejde med at balancere lys og skygger. Du får dog ikke resultaterne at se i realtid, men først når billedet er gemt. 

Som i de fleste tilfælde er det billederne, du tager i svagt lys, eller hvor motivet bevæger sig, der begynder at give problemer. Telefonen har godt nok nattilstand, men den er ikke særlig nyttig. Du får meget støj på billederne, og de er sjældent brugbare. Nogle gange kan du være heldig at få et nogenlunde anstændigt billede, så længe der er lidt lys, og du kan holde din hånd helt i ro.

Testbilleder

Ydeevne og specifikationer

  • Begrænsede specifikationer
  • MicroSD-kortholder
  • Middelmådig ydeevne

Moto G22 er drevet af en MediaTek Helio G37-processor, 4 GB RAM og enten 64 GB eller 128 GB internt lagerplads (vi brugte 64 GB-versionen til vores test). Du kan udvide lagerpladsen med et microSD-kort, hvis du har brug for det. 

Disse specifikationer er tæt på det absolutte minimum, du skal have, for at kunne køre Android nu om dage. Alt kører fint, men du vil bemærke lidt forsinkelser og lange indlæsningstider, når du åbner menuer, skifter mellem apps og indlæser websteder. 

Med andre ord: Hvis du bruger din smartphone til hurtigt at skifte mellem de forskellige apps, sende e-mails afsted og lege med augmented reality-effekter, vil du blive frustreret over Moto G22. Det ses også tydeligt på Geekbench 5 scorerne på 171 (single-core), 960 (multi-core) og 89 (Vulkan). Det er nogle af de laveste resultater, vi har set på en mobiltelefon, som vi har testet på det seneste. 

Det er i høj grad en mobiltelefon for dem, der kun har brug for det allermest basale, og som ikke har noget imod, at det går lidt langsommere. Det lykkes os at spille nogle forholdsvis krævende spil på telefonen, men nogle gange hakkede billedet lidt i det, og der var af og til nogle lidt lange indlæsningstider. Det samme gør sig gældende, når du bruger den til andre krævende opgaver som fx billedredigering. 

Moto G22 understøtter heller ikke 5G, men det er muligvis ikke den helt store dealbreaker for dig. Selvom det er lækkert med hurtigere download- og uploadhastigheder, er det ikke så vigtigt for de fleste brugere. Der er stadig mange steder i verden, hvor 5G ikke engang er rullet ud endnu. 

Du skal i øvrigt også være opmærksom på, at Moto G22 heller ikke understøtter Wi-Fi 6. Det er måske meget rart at vide, hvis du lige har opgraderet til en Wi-Fi 6-router.

Software

Skærmbilleder af Moto G22 Android 12 software

(Image credit: Future)
  • Næsten standard Android 12
  • Lidt bloatware
  • Praktisk vejr-widget

Med Moto G22 får du en version af Android 12, der ligger meget tæt på den originale version, og der efter vores mening er bedre end de meget mere tilpassede versioner, som andre Android-producenter ofte kører på. Men det afhænger selvfølgelig lidt af personlige præferencer.

De eneste to apps, du kan betragte som bloatware, er Device Help (som giver dig adgang til Motorola support) og Motorola Notifications (som vi går ud fra vil sende specielle tilbud og opdateringer fra Motorola). Der er også en smart Interactive Wallpapers-app, der giver dig nogle flotte animerede baggrunde fra Motorola. 

Apropos Motorola-tilpasninger, så får du også den sædvanlige Moto-startskærmswidget, som giver dig et hurtigt overblik over tid og vejr. Det ligner den brugerdefinerede widget, som Google tilføjer til sine Pixel-telefoner, og den er faktisk skøn og praktisk at have.

Batterilevetid

Bagsiden af Moto G22, mens den ligger på toppen af en væg

(Image credit: Future)
  • 5.000 mAh batteri
  • Holder i 2 dage
  • 15W kableopladning

Udover prisen er batterilevetiden den anden af de to funktioner ved Moto G22, der virkelig skiller sig ud. Batteriet har en kapacitet på 5.000 mAh, og telefonen holder utrolig længe mellem opladningerne. Det er en af fordelene ved at have en skærm med lav opløsning og interne komponenter, der ikke er alt for krævende med hensyn til strøm. 

En times streaming af video ved fuld lysstyrke og lav lydstyrke reducerede batteriniveauet 100% til 95% under vores test. Det vil sige, at du samlet set får ca. 20 timers videoafspilning, og det er ret imponerende. Til almindelig hverdagsbrug kan den holde i godt 2 dage, før du skal oplade den - måske endda 3 dage, hvis du bruger den meget lidt. 

Det samme kan dog ikke siges om opladningshastigheden med sølle 15W. Det er heller ikke muligt at bruge trådløs opladning, men det er ikke usædvanligt for en telefon i denne prisklasse. Det tager ca. 3-4 timer at oplade telefonen fra 0-100%, når du sætter det medfølgende USB-C-kabel og opladeradapteren i en stikkontakt.

Skal jeg købe den?

Moto G22 liggende på en væg

(Image credit: Future)

Køb den hvis...

Du har et stramt budget
Det største salgsargument (og egentlig det eneste salgsargument) for Moto G22 er den ekstremt overkommelige pris. Den giver dig det mest basale til en meget billig pris.

Du foretrækker standard Android
Motorola piller som regel ikke meget ved Android, og det gælder også for Android 12 i dette tilfælde. Du behøver ikke rode gennem en masse bloatware for at finde de vigtigste ting.

Du er fan af en lang batterilevetid
Moto G22 er udstyret med et batteri på 5.000 mAh, og det giver dig masser af tid mellem opladningerne. Det er uden tvivl også takket være skærmen med lav opløsning og lysstyrke.

Køb den ikke hvis...

Du har brug for et fantastisk kamera
Moto G22 giver dig et okay kamera, men så får du heller ikke meget mere end det. Hvis du bruger den i svagt lys eller forsøger at fange motiver med hurtige bevægelser, får du desværre ikke meget ud af det.

Du vil have en hurtig telefon
Android kører fint nok på telefonens komponenter, men de er det absolutte minimum for 2022. Du skal regne med lidt forsinkelser og lange indlæsningstider i de mere krævende apps eller browserfaner.

Du vil have en fantastisk skærm
Hvis bruger din mobil til at se film eller spiller spil på, er Moto G22 muligvis ikke noget for dig.  Den 6,5-tommer, 720 x 1.600 pixel IPS LCD-skærm er ikke rigtig noget at råbe hurra for.

Anmeldt første gang: april 2022

Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.

Med bidrag fra