Waoo hæver hastigheden – og prisen
Fiberselskabet lancerer forbindelse med hastighed på op til 1 Gbit/s
Waoo har trykket speederen i bund og fordoblet hastigheden på deres hurtigste forbindelse, hvilket betyder, at visse af fiberselskabets kunder fra i dag, den 3. september, kan få gigabit-forbindelse til internettet.
Til en start er det udelukkende nye kunder, som tegner abonnement på selskabets premium-pakke, Waoo Fiber Full, der får adgang til den opgraderede forbindelse med hastigheder på op til 1 Gbit/s ved både up- og download.
Hvis du vil købe dig adgang til 1 Gbit/s forbindelsen, skal du slippe 489 kr. per måned. Med oven i hatten får du så blandt andet en sikkerhedspakke, 100 GB online harddisk, udvidet installation samt Waoo Smart WiFi. Forudsætningen er i sagens natur, at du har mulighed for at få fibernet der, hvor du bor.
Har du allerede et abonnement på Waoos premium-pakke, må du dels væbne dig med lidt tålmodighed, og dels forberede dig på en prisstigning.
For Waoo oplyser i en pressemeddelelse, at eksisterende kunder med Waoo Fiber Full først får adgang til den nye tophastighed i løbet af efteråret – og, at opgraderingen vil medføre en prisstigning på 20 kr. pr. måned.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.