Rygte: Apple på vej med egen gaming-streamingtjeneste

Apple logo
(Foto: Apple)

Apple skulle have overvejet en egen streamingtjeneste til spil ala Google Stadia - projektet kan dog allerede være lagt i graven, lyder det.

Efterhånden har selskaber som Microsoft, Google og NVIDIA lanceret cloudbaserede spilstreamingtjenester, så mange har nok tænkt på, at også Apple ville kaste sig ud på det marked.

Det lader til, at de faktisk har haft en sådan tjeneste på tegnebrættet, i hvert fald hvis man skal tro Bloombergs Mark Gurman. Han har skrevet om det i seneste udgave af hans nyhedsbrev Power On.

Ifølge Gurman har Apple haft planer om at lancere en sådan tjeneste sammen med Apple Arcade, der er selskabets abonnementstjeneste for spil, hvor man for en månedlig afgift får adgang til en række iOS-spil, der er helt fri for reklamer og in-app køb. Det skriver Mobil.nu

En cloudtjeneste vil være mere som NVIDIAS GeForce Now eller Google Stadia, hvor spillere kan købe et spil og streame det fra en ekstern server. Pointen er, at det bliver lettere at spille spillet på enheder, der ellers ikke har de nødvendige hardwarespecifikationer, når spillet ligger på en anden server.

Det kan tilmed være på mobiltelefoner.

Gurman hævder dog, at Apple diskuterede muligheden internt, men ikke gik videre med det. Det er uvist, om man har besluttet at undersøge muligheden nærmere, eller om det allerede er besluttet at droppe idéen helt. Det rapporterer Mobil.nu

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.