Nu lander Apple Arcade

'Super Impossible Road' fra Rogue Games (Foto: Apple/Rogue Games)

Ventetiden er ved at være slut for de mange gamere, der med spænding har set frem til lanceringen af Apples spiltjeneste, Apple Arcade (og ikke allerede har fået et smugkig). Abonnementstjenesten bliver nemlig tilgængelig sammen med iOS 13 i dag, den 19. september, via en ny fane i App Store. 

Den nye spiltjeneste vil i startfasen byde på et katalog med over 100 nye, eksklusive spil, der alle kan spilles ubegrænset på både iPhone, iPod touch, iPad, Apple TV og Mac.

'Pac-Man Party Royale' fra Bandai Namco

'Pac-Man Party Royale' fra Bandai Namco (Image credit: Apple/Bandai Namco)

Blandt debutspillene finder du for eksempel det post-apokalyptiske rejseeventyr 'Overland' fra Finji, Bandai Namcos 'Pac-Man Party Royale', det futuristiske racerspil 'Super Impossible Road' fra Rogue Games samt rollespillet 'Various Daylife' fra Square Enix, der også har skabt 'Bravely Default' og 'Octopath Traveler'.

Apple Arcade, der hverken har reklamer eller tilkøb, lanceres med en gratis prøveperiode på en måned. Derefter koster abonnementet 39 kroner per måned, og et enkelt abonnement giver adgang til op til seks familiemedlemmer med Apples Familiedeling.