Fremtidens smarte højttalere kan registrere et hjerteanfald og ringe efter en ambulance

Amazon Echo Dot
Image Credit: TechRadar (Foto: TechRadar)

Måske kan de smarte højttalere snart hjælpe dig med andet end at læse vejrudsigten og madopskrifter op – de kan også redde dit liv.

Forskere fra universitetet i Washington har udviklet en maskinlæringsalgoritme, som kan opfange de lyde, som opstår ved agonal vejrtrækning – de skarpe hiv efter vejret, som opstår i 50 procent af tilfældene ved hjertestop.

Bygges værktøjet ind i smarte højttalere såsom Amazon Echo eller Google Home, kan det ifølge forskerne hjælpe til med at tilkalde hjælp, selv hvis den pågældende person er bevidstløs. 

“Vi forestiller os et kontaktløst system, som fungerer ved kontinuerlig og passiv monitorering af soveværelset, som skal opfange spor af agonal vejrtrækning og alarmere folk i nærheden, så der kan ydes hjertemassage,” udtaler én af forskerne, Shyam Gollakota. ”Kommer der intet svar retur, kan enheden automatisk ringe alarmcentralen op.”

Behov for mere data

Systemet er ikke helt klar til udrulning endnu. Algoritmerne skal udvikles yderligere for at reducere fejlmargenen og sikre, at agonal vejrtrækning kan registreres på større afstand og fra forskellige vinkler.

Lydoptagelser fra ægte alarmopkald i Seattle blev brugt til at træne den kunstige intelligens, såvel som lyd fra søvnstudier. Softwaren endte med at ramme rigtigt og registrere agonal vejrtrækning i 97 procent af tilfældene med en afstand på op til 6 meter, hvilket er en god start.

Der var dog også nogle fejlaflæsninger under testperiode, men teamet forsikrer, at de gør den underliggende algoritme så præcis som overhovedet muligt, før de overvejer at slippe den løs i den virkelige verden.

Det bliver interessant at se hvordan apps til smarthøjttalere udvikler sig i fremtiden: Alexa kan allerede detektere lyden af glas der smadrer og advare om et potentielt indbrud.

Via Engadget

Mikael Hansen

Mikael Hansen was the Senior editor at TechRadar Denmark and a freelance IT journalist. He has been working in the IT-business for more than 14 years and have a broad knowledge of products, technologies, and the business as a whole.