Det danske e-landshold er klar til kamp i London

Marcus Jørgensen og Fatih Üstün. Foto: Per Kjærbye - dbufoto.dk

Nu begynder timerne at tælle ned for den danske duo Fatih "FifaÜstün" Üstün og Marcus "Marcuzo" Jørgensen. Der er kun lidt over en uge til, at de to spillere løber på banen ved eFootball-turneringen i London England, der starter den 13. april.

Fatih "FifaÜstün" Üstün og Marcus "Marcuzo" Jørgensen blev for nylig udtaget af et nyt e-landsholdsudvalg, og de skal kæmpe for Danmark i e-turneringen, hvor der deltager i alt 19 nationer.

eFootball-spillene afvikles i FIFA Ultimate Team, og hovedpræmien består af 1.500 EA SPORTS FIFA 19 Global Series-point. Det vil med andre ord sige, at der er tale om ære, og ikke de mange millioner, der er på spil, når eksempelvis det danske hold i Astralis er på banen.

Hver kamp afvikles over tre runder. Første runde foregår på PlayStation, anden runde på Xbox og endelig spilles der to mod to på de to konsoller. Danmark er i pulje D, hvor de er oppe imod Australien, Holland, Portugal og Rusland.

Efter gruppespillet, som vi forventer, at Danmark går videre fra, avancerer holdet til knockout-kampene, som til slut kårer FIFA 19 World Champion – verdensmestrene.

Her følger du kampene

Om de to danske deltagere har en chance for at løbe med verdensmesterskabet er svært at vide, men der er store forventninger til dem fra Kenneth Reeh, der er konstitueret direktør i DBU. Ved udtagelsen af de danske repræsentanter sagde han:

"Vi er meget glade for at kunne udtage Fatih Üstün og Marcus Jørgensen til turneringen. De er begge dygtige og erfarne, og vi er helt overbeviste om, at de tager til London og leverer et rigtig flot resultat under ledelse af Dennis Nordenbøll som e-landstræner. Det bliver meget spændende at følge," lød det fra Kenneth Reeh.

Skulle én af spillerne blive skadet i en kamp, er der heldigvis en reserve klar på bænken. Det er August "Agge" Rosenmeier, som er udtaget som 3. mand.

Vil du heppe på det danske e-landshold, kan du følge kampene på disse kanaler: Twitter, Facebook og YouTube.

TOPICS