Timing har ikke været på Black Widows side. Talrige Covid-relaterede produktionsudskydelser har holdt den Scarlett Johansson-ledte historie i limbo i mere end et år, hvor den er blevet det største offer for Disneys tovtrækkeri mellem at udgive deres nyeste film på streamingtjenester, i biografer eller begge dele.
Det er den første film i Marvels fremadskuende Fjerde Fase, og alligevel tager den seeren hele vejen tilbage til den store finale i Captain America: Civil War fra 2016.
På papiret kan det virke som et risikabelt træk for verdens førende superheltestudie, særligt efter den definitivt afsluttende fornemmelse man fik i Avengers: Endgame. Men Black Widow triumferer faktisk fordi den føles ved siden af. Cate Shortlands jordnære actionfilm er et forfriskende afbræk fra udmattende multivers teorier og en påmindelse om, at Marvel ikke behøver at rejse til rummet eller hoppe gennem tiden for at fortælle en fængende historie.
- Sådan ser du Marvel filmene i den rigtige rækkefølge
- Sådan ser du Black Widow på Disney+
- Her er de bedste film på Disney+
En succesfuld blanding af genrer
En af Black Widows største styrker er dens succesfulde brug af forskellige genrer.
Historien er en temmelig ordinær fortælling - Natasha bliver konfronteret med fortidens dæmoner - men den er dog stadig original nok inden for dens overordnede superheltegenre til at føles frisk. Vi har ikke set denne slags langsomme (og til tider mørke) spionage action i MCU siden 2014s Captain America: The Winter Soldier. Filmen bevæger sig ikke ud på jord, andre spion thrillere ikke allerede har betrådt, men den adskiller sig dog ved at have øjeblikke med Marvels karakteristiske, fjogede charme.
Black Widow er en seriøs actionfilm parret med en tegneserie om en superhelt. Det betyder, at den har friheden til at vælge de bedste elementer fra dens inspirationer. Filmen bliver mere og mere Marvel-agtig, som dens handling skrider frem gennem dens tre akter, men den indledende time har mere end et par lighedstegn med Jason Bourne og James Bond filmene.
Til tider ville det ikke komme som en overraskelse, hvis Matt Damon eller Tom Cruise overtog Johanssons rolle, når hun navigerer gennem intense biljagter og forfølger hendes mål gennem et kringlet metro netværk. Soundtracket bidrager også til at være mere i stil med Mission: Impossible end med Avengers, hvilket komplimenterer Black Widows ændrede stil.
Det her er en side af Marvel, vi ikke har set i lang tid. Det er rart at se vores helte som de jagtede fremfor jægerne, være bundet til tyngdekraftens love og at indgå i simpel nærkamp. Det resulterer i en lækker blanding af tankevækkende dialog og højintense action sekvenser uden det kaotiske virvar af specialeffekter, man finder i de seneste MCU udgivelser.
En familieaffære
Ikke overraskende er Johansson lige så god som den badass Natasha, som hun altid har været, men det er filmens omgivende karakterer, der gør Black Widow så fornøjelig at se.
David Harbour og Rachel Weisz gør det fremragende som Natashas sovjetiske stand-in spion-forældre, Alexei og Melina. Parret har den samme naturlige kemi, man kunne forvente af et gift par, og Harbour giver nogle gode komiske øjeblikke i samspil med Johanssons jernfaste Natasha.
Florence Pugh er dog Black Widows store triumf. Som Yelena er hun ikke blot en måde, hvorpå Natasha kan udforske sine mørkere sider af sin fortid, men hun er også en fascinerende karakter i sig selv. Hun fyrer nogle af filmens bedste jokes af og smider omkring sig med de sejeste slag, for på den måde at matche sit Avengers modstykke i kampevner og sågar trumfe hende i humor.
Det virker ganske naturligt, at Pugh er med, og det ville ikke være overraskende at se hende igen i fremtidige fortællinger (der går rygter om, at hun dukker op i næste års Hawkeye serie på Disney+). Ja, hvorfor ikke give hende sin egen serie? Figuren er så god, at den sagtens ville kunne bære det.
Kunstnerisk licens
Ligesom de fleste Marvel film er Black Widow dog ikke fejlfri. Den tager et par store kunstneriske friheder med nogle af sine stunts og indeholder en del "hvordan kom de derhen?" øjeblikke, man forventer de fleste spion thrillere har. Skurkene i filmen er også intetsigende og har slet ikke samme dybde som Thanos eller The Winter Soldier. Ray Winstone er hverken truende eller overbevisende russisk som den onde dukkefører Dreykov, mens den Arkham Knight-agtige Taskmaster er for meget G.I. Joe til at blive tage seriøst.
Men det vidner om Black Widows effektivitet på andre områder, at intet af det rigtig betyder noget. Den her film handler om at sætte en populær figur i fokus, så fansene får mulighed for at lære Natashas fortid bedre at kende og nyde en historie, der ikke har travlt med at opbygge begivenheder til fremtiden.
Efter at have brugt år på at rende rundt med nordiske guder og rustning beklædte milliardærer, er Black Widow det gennemførte, selvbetitlede eventyr, dens titulære heltinde fortjener - en bona fide spion thriller der ændrer på den seneste Marvel formular på en forfriskende måde. Johansson vender ikke tilbage som Nat, men Cate Shortland har orkestreret en passende afslutning på hendes årti-lange tid i MCU.
Black Widow udkommer i biograferne d. 9. juli, 2021, og kommer også til at være tilgængelig online via Disney+ Premier Access.
