Anmeldelse: Samsung Galaxy Z Fold 4

Samsung Galaxy Z Fold 4 er alt, hvad du kan ønske dig af et flagskib: En sjov blanding af telefon/tablet med fokus på produktivitet og fleksibel formfaktor.

Samsung Galaxy Z Fold 4 ligger foldet ud med bagside og fronskærm opad
Samsung Galaxy Z Fold 4
(Image: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Samsung Galaxy Z Fold 4 er en foldbar telefon, der mere end nogensinde før ligner og føles som en "normal" flagskibsenhed. Den er tyndere, lettere og har en større ydre skærm, end forgængeren. Den tager gode fotos og lader dig multitaske eller se Netflix i storformat, men den høje pris vil måske afskrække nogle købere.

For

  • +

    To enheder i én

  • +

    Imponerede gode skærme

  • +

    Forbedret multitasking

  • +

    Skjult selfie-kamera i hovedskærmen

Imod

  • -

    Kameraerne er ikke Samsungs allerbedste

  • -

    Folden er stadig synlig

  • -

    Dyr mobil

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Anmeldelsen kort

Det er tre år siden, at den første Samsung Galaxy Fold kom på markedet. Selv om den foldbare mobil var spændende - endda banebrydende - var den slet ikke klar til at møde verden, da den blev lanceret, og Samsung måtte tilbage til tegnebrættet.

Samsung har fået styr på tingene siden da, og sidste års Fold 3 var en vinder blandt foldbare mobiler.

Galaxy Z Fold 4 kommer i år med små, men vigtige forbedringer af design, skærme, kameraer og hængsel. Resultatet er en Galaxy-enhed, der mere og mere ligner en hvilken som helst anden flagskibstelefon, men som er mere alsidig, sjov og fantastisk til produktive brugere.

Sammenlignet med de andre Galaxy Z Fold-telefonerne er dette dén telefon, der indtil videre føles mest som en "almindelig" telefon. Skærmen er stadig en smule smallere end skærmen på f.eks. en 6,8" Samsung Galaxy S22 Ultra, og når telefonen er foldet sammen, er den tykkere end de andre topmodeller på markedet. Samsung har dog formået at skære ned på de ydre skærmkanter og hængselprofilen for at forlænge skærmen med 2,7 mm. Den ydre skærm er en kompromisløs, adaptiv mobilskærm med en opdateringshastighed på 120 Hz.

På bagsiden er der et komplet kamerasæt på niveau med S22-serien. Det er gode kameraer, men i betragtning af den høje pris på denne foldbare mobil vil nogle nok forvente kameraer på niveau med Galaxy S22 Ultra med 10x optisk zoom og 100x space zoom. Det skal siges, at kameraerne er fremragende kameraerne og vil fungere fint for de fleste brugere. 

Samsung Galaxy Z Fold 4 foldet ud med spillet Angry Birds 2 på skærmen.

Du får pludselig rigtig meget skærmplads til spil og streaming. (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsung har virkelig givet mulighederne for produktivitet en stor opdatering med One UI-softwaren. Ud over at understøtte flere apps samtidig (op til fire ad gangen på skærmen, herunder et "floating window"), har du nu også en ny tilpasselig app-dock i bunden af skærmen, hvor du kan åbne en række apps uden at forlade den skærm, du lige har åben nu. Den understøtter endda S Pen-input.

Med hensyn til batterilevetid er Z Fold 4 udstyret med den bedste mobile CPU, som Qualcomm i øjeblikket har at tilbyde, Snapdragon 8 Plus Gen 1, bakket op af 12 GB RAM. Denne chip er ikke helt så kraftfuld (benchmark-mæssigt) som Apples A15 Bionic, men Qualcomm er ved at indhente forspringet, og baseret på vores test har chippen al den kraft, du har brug for til de fleste typiske opgaver, og nok plads til mere CPU-intensive opgaver, som f.eks. redigering af 8K-video.

Galaxy Z Fold 4 er også en fremragende gaming-enhed og en sand fornøjelse at bruge, når det handler om at binge Netflix.

Med en startpris på 13.999 kr. er Samsung Galaxy Z Fold 4 ikke ligefrem en billig mobil, men så får du også den mest alsidige mobil på markedet lige nu. Den er tyndere end forgængeren, selv om den vejer stort set det samme. Den har en ydre skærm, som er stor nok til at fungere fint, uden at du hele tiden behøver at folde telefonen ud. Når du folder den ud, får du en stor og flot 7,6-tommers tablet med fremragende multitaskingkapacitet og S Pen-understøttelse (medfølger ikke). Dermed får du nærmest to telefoner i et. 

Samsung Galaxy Z Fold 4 med skærmen foldet ud og fire apps kørende på skærmen.

Den lille app-bar i bunden gør det nemt at skifte imellem apps eller at åbne flere apps på én gang.  (Image credit: Peter Hoffmann)

Det er en flot telefon, både når den er lukket, og du kigger på frontskærmen, og når den er foldet ud til den større tablettilstand. Fordi hængselen er mindre fremtrædende end på Z Fold 3, ligner den næsten en almindelig mobil. Selvfølgelig er folden på den indvendige skærm stadig synlig, og du kan mærke den, når du stryger fingrene langs skærmen, men det er en lille pris at betale for den fleksibilitet, som den foldbare skærm giver. 

Batteriet er på 4.400 mAh, og det er nok til at klare sig igennem en typisk arbejdsdag. I vores test fik vi cirka 13 timers strøm. Det er ikke vildt imponerende batterilevetid, for med den spritnye og mere strømsparende chip, havde vi håbet på mere. Virkeligheden er dog, at en en skærm i tablet-størrelse æder mere strøm end selv den største standardskærm på 6,8 tommer på en smartphone.

Det er en dyr telefon - især hvis du vælger mere end de 256 GB lagerplads i grundpakken. Men Galaxy Z Fold er god nok til at cementere det faktum, at foldbare enheder er kommet for at blive, og at Samsung har stor fokus på dette format. 

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Pris og tilgængelighed

  • Galaxy Z Fold4 (12/256GB) vejledende pris fra 13.999 kr.
  • Galaxy Z Fold4 (12/512GB) vejledende pris fra 14.999 kr.
  • Galaxy Z Fold4 (12/1TB) vejledende pris fra 16.999 kr.

Samsung Galaxy Z Fold 4

Du skal betale en del for den nye Samsung Galaxy Z Fold 4. (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsung afslørede sine nyeste foldbare enheder den 10. august under Unpacked-eventet og lancerede både Samsung Galaxy Z Fold 4 og Samsung Galaxy Z Flip 4 sammen med Galaxy Watch 5, Watch 5 Pro og Samsung Galaxy Buds 2 Pro.

Den nye Samsung Galaxy Z Fold 4 har en startpris på 13.999 kroner for den billigste version. Prisen stiger afhængigt af hvor meget lagerplads du vælger. Telefonen findes i versioner med 256 GB, 512 GB eller 1 TB lagerplads, alle med 12 GB RAM.

Der er også tre forskellige farvemuligheder til Galaxy Z Fold 4: Grå, Phantom Black og Beige (desværre er der ikke mulighed for den lilla Bora Purple, som findes til Flip 4). Telefonen bliver sat til salg den 26. august og kan forudbestilles nu hos Samsung.

Samsung Galaxy Z Fold 4 står i et pastelfarvet rum med den store ydre skærm ud mod kameraet.

Den store ydre skærm på Samsung Galaxy Z Fold 4. (Image credit: Future / Lance Ulanoff)

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Design 

  • Ingen vilde ændringer i forhold til Samsung Galaxy Z Fold 3 
  • Tyndere og lettere end Z Fold 3 
  • Hængslet er mindre og det får telefonen til at virke mindre

På dette tidspunkt mener Samsung helt klart, at de har fundet et ret godt format med deres foldbare enheder, og derfor er Z Fold 4 ikke radikalt anderledes end Samsung Galaxy Z Fold 3

Med dimensioner (67,1 mm x 155,1 mm x 15,8 mm) er praktisk talt de samme som hos forgængeren, med kun små ændringer her og der (f.eks. er hængslerne mindre). Tilsammen giver alle de små ændringer en enhed, der er et par gram lettere (263 gram sammenlignet med 271 gram på Z Fold 3). Det er ikke meget, men telefonen føles alligevel lettere og ligger bedre i hånden, trods den relativt lille forskel.

Knapperne og portene er standard for en smartphone, men det foldbare design betyder, at placeringen er lidt anderledes. Der er SIM-slot, som sidder på siden tæt på telefonens øverste kant, og der er højttaler- og mikrofonåbninger i toppen og bunden af telefonen sidder der både højttalergitter, mikrofon og USB-C-port.  og på den anden kant er der en volumenknap og en tænd/sluk-knap og en sleep-knap, der også fungerer som fingeraftrykssensor, som tilfældigvis fungerer ganske fint. Jeg registrerede flere fingre. Telefonen understøtter også biometri med Face ID, men du advares om, at det er mindre sikkert end andre metoder.

Samsung Galaxy Z Fold 4 hold i hånden, så tykkelsen er tydelig.

Hængslet på Samsung Galaxy Z Fold 4 og det gør samlet set telefonen lidt smallere end de tidligere modeller. (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Skærm(e)

Når vi taler om skærmen, mener vi naturligvis skærme, og der er ændringer på både den ydre skærm og den store skærm på indersiden.

På den ene side af Samsung Galaxy Z Fold 4 er der en fremragende 6,2" Super AMOLED-skærm på 6,2", der er kant-til-kant med en adaptiv opdateringsfrekvens på 48-120 Hz. I forhold til forgængeren er skærmkanten blevet dyndere, så du nu får en 2,7 mm bredere skærm. Den lille smule ekstra plads gør den ydre skærm mere anvendelig og giver telefonen et mere traditionelt design.

Samsung Galaxy Z Fold 4

Sådan ser Samsung Galaxy Z Fold 4 ud, når du åbner den. (Image credit: Peter Hoffmann)

Stjernen i showet er naturligvis den enorme 7,6-tommers skærm med en opløsning på 2176 x 1812 (sammenlignet med 2208 x 1768 på Fold 3) og en adaptiv opdateringsfrekvens på 1-120 Hz, der venter på dig, når du folder Galaxy Z Fold 4 ud.

Når enheden er foldet ud, måler den 130,1 mm x 155,1 mm x 6,3 mm, hvilket er lidt tyndere end Z Fold 3. Hængslets bevægelse føles lidt lettere sammenlignet med forgængeren. 

Ligesom på Galaxy Z Fold 3 er uden kamerahul. Selfiekameraet er skjult under skærmen og vises kun (ved hjælp af LED-lys), når du aktiverer selfiekameratilstanden.

Samsung siger, at skærmpanelet er blevet opdateret med stærkere ultratyndt, bøjeligt glas. Bortset fra ujævnheden i knækket, som du stadig kan mærke og se (når skærmen er slukket), er skærmen stor og lækker. Der var ingen mulighed for at installere apps eller teste videoer og spil, men vi prøvede at surfe på nettet og brugte endda en S Pen på den (S Pen understøttes stadig ikke på den ydre skærm). Alt i alt er den dejlig, responsiv skærm, som føles som en tynd tablet i fuld størrelse.

Ligesom sin forgænger har telefonen en IPX8-klassificering, hvilket betyder, at den kan tåle en 30-minutters dukkert i 1,5 meter ferskvand.

Samsung Galaxy Z Fold 4 ligger ved siden af Galaxy S22 Ultra - begge viser samme klip fra Netflix.

Her Netflix set på hhv. Samsung Galaxy Z Fold 4 og Samsung Galaxy S22 Ultra.  (Image credit: Peter Hoffmann)

Cover-skærmen har også fået en opgradering. Det er stadig en 6,2" Dynamic AMOLED-skærm med en opløsning på 2316 x 904 (sammenlignet med Z Fold 3's 2268 x 832), men nu er den 2,7 mm bredere end coverskærmen på Galaxy Z Fold 3. Den har også en adaptiv opdateringsfrekvens, selv om den i dette tilfælde er 48 Hz til 120 Hz.

Som på hovedskærmen er der hul i skærmen til selfiekameraet, selv om dette ikke er skjult under skærmen.

Takket være den større skærm er det nu en virkelig brugbar og nyttig skærm. Den er ikke tl multi-tasking, men den er god til e-mail, webbrowsing, chat-apps, sociale medier og som søger for kameraet på bagsiden.

Alt i alt er vi tilfredse med den opdaterede coverskærm, som får telefonen til at virke mere som en almindelig mobil end forgængeren.

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Kameraer

  • S22-lignende kamerasetup 
  • Selfie-kameraer uændret 
  • Kameraet på bagsiden har nu et 50 MP vidvinkelkamera 

Samsung Galaxy Z Fold 4 er åbnet og kamera-app'en er tændt

Udsigten gennem det 50 MP vidvinkelkamera på Samsung Galaxy Z Fold 4. (Image credit: Peter Hoffmann)

Den korte version her er: Hvis du kender kameraopsætningen på Samsung Galaxy S22, vil du genkende kameraerne på Z Fold 4. Faktisk er det den samme kombination af kameraer med et 50 MP vidvinkelkamera, et 12 MP ultravidvinkelkamera og et 10 MP kamera med 3x optisk zoom. Dette er en stor opgradering i forhold til Fold 3's trio af 12 MP-kameraer. Samsung siger selv, at de nye kameraer kan give 23 % lysere billeder takket være den større hovedsensor.

Portrættilstanden fra kameraet på hovedskærmen er særligt imponerende, og billederne fra kameraet med 3 x optisk zoom på 10 MP ser også gode ud. Ligesom på Galaxy S22 topper den digitalt forbedrede SpaceZoom ved 30x.

  • 12MP ultrawide med  123 graders synsvinkel F2.2
  • 50MP Wide F1.8
  • 10MP telefoto F2.4
  • Forsidekamera: 10 MP F.2.2
  • Selfiekamera i hovedskærmen: 4MP F1.8

Samsung Galaxy Z Fold 4 holdt i hånden sammenklappet med kamera-app'en kørende på frontskærmen.

Du kan også tage fotos, når telefonen er klappet sammen (Image credit: Peter Hoffmann)

Alle kameraerne er ret gode, især de tre i kameramodulet på bagsiden. Det svarer meget godt til vores forventninger efter at have testet Samsung Galaxy S22.

Som vi er vant til fra Samsung, er kameraerne virkelig gode til at indfange lyset, farverne er flotte (måske en lille smule for meget, men det er også et Samsung kendetegn), og portrætfunktionen er fremragende.

3x optisk zoom er effektiv, og den digitalt assisterende og optisk og digitalt stabiliserede Space Zoom er også ganske god.

Fotografering ved svagt lys og om natten er også imponerende. 

Vi er en smule skuffede over, at en foldbar mobil med en startpris på 13.999 kroner ikke er udstyret med Samsung bedste kameraer. Det sidder stadigvæk kun i den fantastiske topmodel Galaxy S22 Ultra. Så der er ikke noget 108MP hovedkamera eller 10x optisk zoom her, og Space Zoom topper her ved 30x zoom.

Selfiekameraet på coverskærmen er godt, og det på hovedskærmen er mere end brugbart - vi brugte det til fotos og i en Google Meet-session.

Der er masser af muligheder for videooptagelse, helt op til 8K 60fps, selv om det kun giver mening, hvis du også har et godt 8K-tv til at se videoen på. 4K-video ser fantastisk ud, og du kan også optage i slowmotion.

Kameraappen giver hurtig adgang til en lang række optagelsesmuligheder, herunder Pro Mode, hvor du kan styre indstillinger som lukkerhastighed og hvidbalance.

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Batterilevetid

  • 4.400 mAh er måske lidt for lidt til denne telefon
  • Den klarede det meste af en meget lang dag
  • Hurtig trådløs opladning fungerer godt med den rigtige oplader (den er ikke inkluderet)

Med et batteri på 4.400 mAh er batteriet uændret i forhold til Galaxy Z Fold 3, og vi forventer derfor, at brugerne vil kunne nyde en hel dag med varieret aktivitet, afhængigt af hvad de bruger enheden til. Vi vil sørge for at teste batterikapaciteten  grundigt i vores fulde anmeldelse af telefonen.

Telefonen understøtter trådløs opladning, og 25 Watt hurtig opladning, som ifølge Samsung giver dig 50 % batteri på 30 minutter. Du kan også bruge telefonen til at oplade andre kompatible enheder via trådløs strømdeling.

Vi har testet Galaxy Z Fold 4 med alt fra online videomøder til tekstbehandling, gaming, videoredigering og Netflix, og nogle gange multitaskede vi og gjorde flere af tingene på samme tid. 

Her kunne vi også se, at batteriet blev drænet forholdsvis hurtigt, sammenlignet med ikke-foldbare mobiler. Et batteri på 4.400 mAh er normalt ikke at betragte som et lille batteri, men her skal batteriet holde gang i to skærme. Og selv om de ikke er tændt på samme tid, så koster den store og lysstærke hovedskærm alligevel på batterikontoen. 

Batteriet holdt ca. 13 timer, hvilket er ganske godt, selv om det selvfølgelig havde været lækkert med endnu mere skærmtid. Men igen så trækker den udfoldede skærm en masse strøm, og det er flot, at telefonen holder så længe som den gør. Det skyldes sandsynligvis den forbedrede strømstyringsevne i det nye Snapdragon 8+ Gen 1 chipsæt.

Telefonen understøtter hurtig kablet og trådløs opladning, og kan lade 30 % strøm  på 15 minutter (ved hjælp af en Samsung 65W-oplader, som ikke medfølger). Telefonen kan også bruges til strømdeling. 

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Ydelse og specifikationer

  • Udstyret med den nye, kraftulde Snapdragon 8+ Gen 1 CPU 
  • Ikke så kraftfuld som moderne iPhones 
  • 12 GB RAM og har minimum 256 GB lagerplads

Inden i Samsung Galaxy Z Fold 4 sidder Qualcomms nyeste Snapdragon 8+ Gen 1 CPU understøttet af 12 GB RAM. Så selv om kameraerne måske ikke slår S22 Ultra, så er det nye chipsæt i Z Fold 4 det hurtigste Android chipsæt på markedet lige nu. Der findes ikke så mange mobiler med dette chipsæt i Danmark, men OnePlus 10T har faktisk også denne chip. 

Vi er glade for, at Galaxy Z Fold 4 har Qualcomms nyeste og hurtigste chip - Snapdragon 8 Plus Gen 1, da den har brug for masser af kraft til at klare alle de multitasking-opgaver, og det skader ikke, at Samsung har bakket chippen op med 12 GB RAM. Geekbench 5-benchmarks viser, at den nye CPU er hurtigere sammenlignet med 8 Gen 1. Ydelsen slår stadig ikke Apples A15 Bionic, men det er ligegyldigt - her er mere end nok kraft alle opgaver.

Det er især vigtigt, fordi du med den store skærm kan gøre ting på Fold 4, som du ikke nødvendigvis ville gøre på en enhed med en mindre skærm.

En Samsung Galaxy Z Fold 4 står på et bord, hvor den ene halvdel af telefonen bruges som skærm og den anden halvdel bruges som tastatur.

Det er som en lille bærbar computer! (Image credit: Future / Lance Ulanoff)

Et af de store salgsargumenter for Z Fold 4 er dens evne til at multitaske. Det er ekstremt nemt at multitaske på telefonen, og det er muligt at bruge telefonen som en lille bærbar computer. Hvis du sætter f.eks. telefonen i flextilstand (hvor den står åben som en lille bærbar), åbner browseren og trykker på adresselinjen, dukker der et tastatur på den ene halvdel af skærmen. Smart.

Vi er også begejstrede for den nye app-funktion, som gør det muligt at trykke på et app-ikon nederst på skærmen, indtil du mærker en lille vibration, og derefter kan du trække og slippe et app-vindue til venstre, højre, nederst eller øverst på skærmen. Vi kan åbne op til fire app-vinduer. Én stor, som fylder hele den ene halvdel af den store skærm, to "halve", som tilsammen fylder den anden halvdel af skærmen, og til sidste én mere, som vi kan placere i midten, svævende over de andre, og som vi kan flytte rundt med. Fire app på én gang har vi ikke haft brug for, men det er rart f.eks. at kunne surfe på nettet og skrive beskeder samtidig. Men hvis du har brug for flere åbne apps, så er muligheder der altså.

Det er meget sjovt at tegne på skærmen med S Pen, og fungerer nemt og problemfrit. Det er en mobil, du ikke bliver færdig med at udforske lige med det samme.

Samsung Galaxy Z Fold 4 står klappet op som telt med en S Pen liggende ved siden af

Samsung Galaxy Z Fold 4 understøtter S Pen (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsung Galaxy Z Fold 4 - Software

  • Android 12
  • Har Samsungs One UI brugerflade
  • Flere multi-tasking muligheder

Samsung Galaxy Z Fold 4

Den store skærm på 7,6 tommer giver dig masser af plads til at multitaske. (Image credit: Peter Hoffmann)

Samsung lykkes med at integrere sine vigtigste One UI-funktioner og apps i Fold-oplevelsen, uden at det påvirker brugen af almindelige Android Google-apps.

Overgangen fra cover-skærm til hovedskærm virker uden problemer. Du folder bare telefonen ud, og så er app'en klar til brug på den store skærm. Hvis du folder telefonen sammen igen, så åbner den som udgangspunkt ikke dine apps på coverskærmen igen. Du kan dog gå ind i indstillinger (Fortsæt apps på coverskærmen) og vælge apps, som du ønsker skal hoppe til coverskærmen, hvis de er åbne på hovedskærmen, når du folder den sammen. 

Galaxy Fold 4 kan fungere som en normal telefon med coverskærmen, som en tablet med hovedskærmen eller som noget midt imellem, hvis du folder skærmen til en 90-graders vinkel.

Galaxy Z Fold 4 registrerer automatisk, når den er bøjet i en 90-graders vinkel, og hvis du er i en app som Word, placerer den det opdelte tastatur på den nederste halvdel af skærmen. Det virker, men det er ikke helt så nemt at skrive på en skærm som på et rigtigt tastatur. Det føles lidt som at sidde med en meget lille Android-bærbar. 

App-skuffen (i Indstillinger hedder den Proceslinje, der dukker op i bunden af skærmen, når du åbner en app, giver dig hurtigt at åbne app (et kort klik åbner en nye app), men som nævnt kan du også trykke og holde på et app-ikon, og så trække det op på skærmen for at åbne appén i sit eget vindue, sammen med den eller de apps, du allerede har kørende. 

App-skuffen er virkelig genial og giver dig nem adgang til de apps du ofte bruger. Samtidig kan den endda huske app-grupper og lade dig få øjeblikkelig adgang til dem og genåbne dem med et tryk. Meget smart. Her savnede vi dog mulighede for at lave gemme nogle faste kombinationer, så vi kunne gemme vores yndlingskonfiguration af apps. Som det er nu, er det de senest brugte apps, der åbner.  

Samsung Galaxy Z Fold 4 understøtter Samsungs S Pen, men kun S Penne, der er specielt designet til Z Fold-skærmen. Vores gæt er, at Fold 4 skærmen trods alt er lidt mere skrøbelig end f.eks. vores favoritmobil Galaxy S22 Ultra, så derfor kræver det altså også en anden pen.

Skal du købe den?

Samsung Galaxy Z Fold 4 er en kraftfuld Android-telefon, der næsten ligner en almindeligt mobil, når den er foldet sammen, og som kan åbnes op og forvandles til en nyttig, sjov og produktiv tablet.

Kameraerne er fremragende uden at være Samsungs bedste og vil være mere end rigeligt for de fleste. Vi er også glade for ydelsespotentialet, multitasking og streaming på den store 7,6-tommers skærm. Vi har heller ikke rigtig noget imod folden i skærmen - ja, vi kan mærke og se den, men når skærmen er tændt, glemmer vi hurtigt, at det er der.

Dette er en af de dyreste telefoner, du kan købe lige nu; men der kun meget få telefoner, der tilbyder to Super AMOLED-skærme i fuld størrelse med 120 Hz opdateringshastighed.

Køb den, hvis...

Du vægter produktivitet og fleksibilitet
Hvis du vil have en telefon, der giver dig mulighed for at arbejde i tabletformat, så Galaxy Z Fold 4 lige dig.

Du vil have nogle fremragende kameraer
Ja, vi ville gerne have haft S22 Ultra-kameraer, men kameraerne her er også fremragende og tager en masse gode billeder i forskellige situationer.

En klaptelefon bare ikke er nok
Samsungs Galaxy Z Flip 4 er uden tvivl en af de flotteste klaptelefoner på markedet, men den er ikke helt så optimal til multitasking. Med Z Fold 4 er du dækket ind, når det gælder storformat og produktivitet.

Køb den ikke, hvis...

Du har et budget
Dette er en dyr telefon. Ja, den har masser af RAM og to skærme, men prisen er så høj, at du enten skal kunne trække den fra i skat eller have et næsten ubegrænset budget for at retfærdiggøre købet. 

Du vil have rigtig hurtig opladning
Samsung Galaxy Z Fold 4 lader fra 0-100% på 100 minutter. Det er ok, men ikke i nærheden af andre topmodeller, der kan lade helt op på kun 20 minutter. 

Du bare vil have en flot mobil med foldbar skærm
Har du virkelig brug for alle Z Fold 4s funktioner og muligheder? Eller er den flotte og noget billigere Galaxy Z Flip 4 mere din stil? Flip 4 kræver i hvert fald knap så stort budget. 

TOPICS
Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.

Med bidrag fra