Podimo med ny kæmpe kapitalrejsning

Podimo logo
(Foto: Podimo)

Podcast-mediet, Podimo har for nyligt hentet 80 millioner kr. fra investorer, skriver MediaWatch. Det er den tredje runde kapitalrejsning, siden Podimo blev lanceret for godt halvandet år siden. 

Podimo har arbejdet fokuseret på at skabe hurtig vækst og få kunder om bord i den nye abonnementstjeneste for podcasts, som blev sendt på markedet på et tidligt tidspunkt, hvor der endnu var tvivl om, hvorvidt man kunne få brugere til at betale for lydformatet, der ellers typisk har været gratis

Direktør og medstifter Morten Strunge, fortæller til MediaWatch, at den nye kapitalindsprøjtning især skal bruges på tre ting, der skal accelererer væksten i de tre markeder, Podimo allerede er rullet ud i.

"Først og fremmest skal pengene investeres i markedsføring og indhold i "samtlige lande, vi er rykket ind i – Danmark, Spanien og Tyskland," lyder det fra Morten Strunge. "Den anden ting er på teamet. Vi nærmer os 100 ansatte, men forventer at styrke teamet yderligere både i forhold til produktudvikling, AI og indholdsproduktion & relation. Til sidst vil vi med denne investering have mulighed for at kunne gribe nogle muligheder uden for planerne, som måtte opstå hen ad vejen,” siger Morten Strunge.

Podimo kom ud af sit første regnskabsår, der blev lukket med udgangen af juni 2020, med et bruttotab på knap 17 mio. og underskud på knap 34 mio. før skat.

"Det er også derfor, vi har har hentet kapital for at kunne finansiere de underskud, vi laver – og det er jo helt bevidst, så det har heller ikke overrasket nogen overhovedet,” siger Morten Strunge. ”Vi er en virksomhed, som kommer til at skulle vækste rigtig meget, og vi har nogle investorer, som ikke går op i, at vi skal tjene penge på den korte bane, men at vi formår at skalere en sund forretning", lyder det fra Morten Strunge.

Flest penge i den nye kapitalrejsning kommer fra Chr. Augustinus Fabrikker - et datterselskab under Augustinus Fonden, der også er en af Gyldendals hovedaktionærer.

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.