HBO Max vil også byde på reality-tv
"Vi skal ikke være limet til kun én genre", siger chef hos HBO Max
De fleste forbinder nok HBO Nordic med dramaserier som ”Game of Thrones”, ”The Wire” og ”Succession”. Men efter knap 10 år på markedet bliver HBO Nordic i dag til HBO Max, og det åbner op for Paradise Hotel-pendanten ”F Boy Island”, kendismadlavning i ”Selena + Chef” og konkurrence i ”Craftopia”. Det skriver Mediawatch.
Døren til såkaldt non scripted indhold er med andre ord gået fra at stå på klem til at være blæst op på vid gab, og det giver HBO Max’ europæiske chef for indkøb og programmering, Ragnhild Thorbech, friere hænder.
”Vores brand har længe været HBO, og det er veletableret nu. Med Max får vi lov til at brede vores søgelys ud, når det kommer til genrer, og det er enormt spændende,” siger hun med reference til, at hun har siddet i indkøbsstolen hos HBO Nordic, siden tjenesten ramte markedet i 2012.
- HBO Max lanceres i Danmark 26. oktober
- HBO Max bestiller svensk serie
- TV 2: Streaming er vores fremtid
Konkurrencen på reality er knivskarp, og genren er en del af kernetilbuddet hos bl.a. Viaplay, TV 2 Play og Discovery+, der alle har udviklet deres egne brands inden for indholdet igennem en årrække både på tv og streaming. Ragnhild Thorbech har netop høje forventninger til reality-genrens mange facetter og mulighederne inden for underholdende non-fiktion.
”Non scripted er så rummelig en genre med et væld af underkategorier, som man kan gøre vildt meget med. Ligesom den skrevne fiktion er non scripted så sprudlende lige nu – der er nye idéer og formater overalt,” lyder det.
Derfor understreger indkøbschefen også, at keglen i søgelyset er aldeles bred, og at ingen genrer under non scripted-paraplyen som udgangspunkt vil være udelukket.
”Det vil ikke udelukkende være dokumentarer, John Oliver (vært på ”Last Week Tonight” red.) og Bill Maher (vært på ”Real Time with Bill Maher” red.). Det bliver reality, konkurrencer, dating, madlavning og en masse andet. Så vi kommer forhåbentligt til at appellere til mange flere mennesker, som også får øjnene op for vores andet indhold,” udtaler Ragnhild Thorbech til Mediawatch.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
”Der er ikke nogen forbruger, der er limet til én genre, og det skal vi heller ikke være. Jeg mener, det er en forkert indstilling at sige, at fordi vi er HBO, kan vi ikke blande genrer, fordi seerne kombinerer vildt meget. Hele idéen med Max er netop, at alle de her forskellige typer indhold skal kunne findes på ét sted,” siger Ragnhild Thorbech.
”Vi skal ikke give dem et HBO-twist, vi skal give dem et Max-twist. Det ville da være svært at forestille sig nogle af de reality-programmer, vi nu får på Max, være på det ”gamle” HBO, fordi det ville stå alene som små øer på platformen. Men på Max passer de perfekt,” siger indkøbschefen til Mediawatch.
HBO Max er netop blevet rullet ud i Danmark og de øvrige nordiske lande. Næste år er det planen være tilgængelig på 27 europæiske markeder.
Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021.
Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.
Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.