USA’s højesteret har afsagt kendelse til fordel for Google i en langvarig strid om selskabets brug af software fra Oracle. Det skriver Journalisten, som citerer nyhedsbureauet Reuters.
Seks af de otte dommere mener, at Google ikke overtrådte den amerikanske lovgivning om ophavsret, da selskabet anvendte Oracles Java-software under udviklingen af styresystemet Android uden at betale for det.
- Google skruer op for hastigheden i Chrome
- Syv overraskende danske verdensrekorder på Google
- Google Workspace med stor opgradering - tilpasset tiden efter Corona
Med mandagens kendelse i højesteretten slipper Google for at skulle aflevere milliarder af dollar i kompensation til Oracle. Selskabet skulle ifølge nyhedsbureauet dpa have krævet omkring ni milliarder dollar eller næsten 57 milliarder kroner.
Desuden bliver en tidligere kendelse ved en lavere retsinstans, som gav Oracle medhold, sløjfet.
“Beslutningen giver juridisk sikkerhed for den næste generation af udviklere,” siger Kent Walker fra Googles ledelse om mandagens afgørelse i højesteretten.
Oracle mener derimod, at med kendelsen “er Googles platform med et blevet større og har øget sin markedskraft”.
“De stjal Java og brugte et årti på retssager, som kun en monopolist er i stand til. Denne adfærd er lige præcis årsag til, at tilsynsmyndigheder overalt i verden og i USA undersøger Googles forretningspraksis,” siger Dorian Daley, der er vicepræsident og chef for juridiske anliggender hos Oracle.
Retstvisten mellem de to amerikanske it-giganter har stået på siden 2010.