De bedste Mac-apps i 2022
De bedste macOS apps til din Apple-computer - gratis og betalte
Introduktion
Det store bibliotek med de bedste Mac-apps konkurrerer med de bedste Windows-apps. Og nu, hvor macOS Big Sur giver endnu bedre integration med iOS-apps til iPad og iPhone, er dette bibliotek blevet endnu større. Du kan gøre næsten alt, hvad du vil, på din Mac, hvad enten det er kreativt arbejde, produktivitet, underholdning eller spil.
De bedste Mac-apps i 2022 dækker mange forskellige områder. Det er lige fra noget praktisk som Evernote, den bedste app til at tage noter på markedet, over Stocks and News-appen, til de apps, der gør din hverdag og arbejdsdag på din Mac meget lettere, og du vidste ikke, du havde brug for.
Vi har sammensat denne liste for at samle de bedste Mac-apps til dig, og vi bruger størstedelen hver dag. Selvom du ikke finder dem alle i Mac App Store, skal du stadig overveje dem. Uanset om du overvejer musikoptagelsesprogrammer eller gratis apps og hjælpeprogrammer, løfter de alle selv den bedste Mac til det næste niveau. Og hvis du er ny i forhold til macOS, kan du læse her, hvordan du bruger Mac App Store.
Bill Thomas og Gabe Carey har også bidraget til denne artikel.
- Beskyt dig selv på nettet med de bedste VPN-tjenester
1. Amphetamine
- Hent den her: App Store
- Pris: Gratis
Der findes desværre ikke en computer fri for irritationsmomenter – og Macs er ingen undtagelse. Det har længe været umuligt at bruge vores MacBooks – uden strømkablet sat til – imens videosignalet sendes videre til en ekstern skærm. Som vi alle ved, også her på TechRadar, falder Apples computere i søvn, når du klapper skærmen ned. Det kan være ganske irriterende, hvis du eksempelvis foretrækker at benytte en ekstern skærm.
Heldigvis lader Amphetamine dig have maskinen klappet sammen, uden at den går i ”dvaletilstand”. Du har tidligere kunnet gøre det samme med en app kaldet Caffeine, men vi foretrækker brugerfladen i denne gratis app. Ikke alene passer den fint ind sammen med dine øvrige Menu Bar-elementer, men Amphetamine understøtter også hotkey commands samt muligheden for at slå påmindelser fra – fik vi nævnt, at den også er fri for reklamer?
2. HyperDock
- Hent den her: App Store
- Pris: 89 kroner
Selvom du har kunnet hæfte programmer til siderne af skærmen i Windows siden Windows 7, havde Apple ikke en lignende fuktion før OS X El Capitan. Men selv derefter manglede den nogle af finesserne fra Microsofts alternativ. Heldigivs giver HyperDock os de funktioner, vi savner, og lader enhver med en Mac anvende dem på både app Dock og vinduer.
Hvad angår vinduer, kan du trække dem til højre eller venstre side af skærmen, og de vil automatisk hæfte sig fast til denne del af skærmen. Dette kan spare meget tid. Hvad angår Docken i bunden af skærmen, vil du få vist et miniature-vindue af den app, som du nu holder musen henover – præcis som i Windows 7. Dette er ekstremt nyttigt.
3. Parallels Desktop 13
- Hent den her: Parallels
- Pris: $79.99/år
Er du netop skiftet til Mac og savner nogle af dine gamle Windows-apps, så tøv ikke. Med Parallels Desktop 13 kan du få dem tilbage. Du behøver ikke længere have en Windows-partition og benytte dual-boot på din Mac. Med Parallels Desktop 13 installeret på din Mac, kan du installere og benytte Windows direkte i macOS og sågar afvikle programmer, som ellers kun er udgivet til Microsofts styresystem, såsom Visual Studio 2015, eller Windows-versionerne af Microsofts Office 365 apps – side om side med dem du har til macOS.
Du får naturligvis brug for en Windows 10-licens – så køb en sådan, hvis du ikke har den i forvejen. Du kan naturligvis også benytte Parallels til at give dig i kast med nogle af de gratis styresystemer herunder Chromium (en gratis udgave af Chrome OS) eller Linux Debian. Seneste version af Parallels har bedre understøttelse af Touch Bar, bedre skalering af opløsning til Retina-skærme og picture-in-picture, så du kan køre med flere styresystemer samtidig.
4. Duet
- Hent den her: App Store
- Pris: 89 kroner
Hvis du minder bare lidt om os, ved du også, hvor rart det er at have ekstra skærmplads at lege på. Transportable skærme er stadig ganske dyre (og tunge) men heldigvis kan du bruge din iPad i stedet. Det eneste du behøver er en smart lille app kaldet Duet. Programmet er udviklet af tidligere Apple-ingeniører, og det fungerer ved, at du kobler din iPad til din Mac med et af Apples Lightning-kabler og starter appen på begge enheder.
Du kan nu bruge din iPad som en ekstern skærm og trække apps og vinduer over på den, som du ville kunne på en almindelig ekstern skærm. Har du en af de nyere iPads med Retina-skærm får du fuld udnyttelse af de smukke pixels. Husk blot, at hastigheden ikke er helt på niveau med de bedste skærme, så der kan godt være lidt forsinkelse på. Det er dog stadig fint til at se videoer, browse hjemmesider og skrive på.
5. Atom
- Hent den her: Atom
- Pris: Gratis
Er du vant til at skrive kode og søger en tekst-editor til netop dette, er Atom, hvad du leder efter. Den er fleksibel og kan tilpasses på mange måder og til mange forskellige brugere. Dette af to årsager: for det første skal du downloade flere forskellige pakker – plugins – så du får programmet, som du vil have det. Det kan være en enkel editor til at skrive blog-opslag i, eller du kan tislutte Evernote og gemme notater i skyen.
Der er mere end 10 forskellige ordtællere, og du kan sågar tilføje lydeffekter, så det lyder som om du skriver på en gammeldags skrivemaskine. Atoms udseende kan tilpasses ud i det uendelige takket være en redigerbar back-end, hvilket lader dig ændre skrifttyper, linjehøjde og farver.
6. Logic Pro X
- Hent den her: App Store
- Pris: 1.699 kroner
Uagtet om du er professional producer eller blot jammer i din fritid, er Macs kendt for at at være nogle af de bedste maskiner til at producere musik på – og Logic Pro X spiller her en stor rolle. Det er udviklet af Apple, og den lettilgængelige brugerflade skjuler et hav af indstillinger. Seneste version har et lækkert design, 64-bit arkitektur og en ny session drummer, som vil spare dig for at skulle købe en trommemaskine eller rigtige trommer.
Programmet fungerer desuden perfekt sammen med iPads, som tilfører touch-funktionalitet til musikproduktionen, idet du kan trække og slippe blokke ind i editoren. Uanset om du er professionel (Sia brugte appen til at optage sit hit ”Chandelier”), eller om du opgraderer fra Garageband, er Logic Pro X meget nok det, du søger.
7. Microsoft to do
- Hent den her: App Store
- Price: Gratis
Opgavestyringsapps redder hverdagen, og Microsoft To Do-appen er måske bare den bedste af dem. Uanset om det er indkøbslister, opgavelister, noter eller påmindelser, du har brug for. Denne app har det hele. Den synkroniserer endda påmindelser og opgaver med Microsoft 365, så du kan holde øje med din dag, uanset hvor du er, hvilket gør dette til den eneste planlægger, du nogensinde bruger eller har brug for.
Og med ekstra funktioner som temaer, farvekodning og emojis behøver din dagsplanlægning ikke at være så kedelig som andre lignende apps.
8. Evernote
- Hent den her: App Store
- Pris: Gratis
Evernote har igennem årene udviklet sig til at være en af de bedste apps til notetagning. Nogle vil måske sige, at den er for proppet med funktioner, men de mange muligheder gør det stadig til en af de bedste inden for sit felt. Du kan tage noter, naturligvis, organisere dem med et væld af foldere og tags. Du an lægge dem ind i Google Drive-dokumenter, som er tilgængelige med et enkelt klik.
Du kan også indstille påmindelser, dele noter med venner, finde information via Evernotes ”Context”-funktion, skabe lister og favoritter, som du ofte bruger. Alle dine noter synkroniseres naturligvis via firmaets servere og er tilgængelige på stort set alle computere eller mobile enheder i verden. Den betalte version lader dig bruge Evernote på mere end to enheder, imens dit dataforbrug fordobles.
9. GIMP
- Hent den her: Website
- Pris: Gratis
GIMP eller GNU Image Manipulation er en af de bedste gratis billedredigerings-apps på markedet. Det er et fremragende alternativ til Photoshop og har flere professionelle funktioner, som lader dig justere og tilpasse eksisterende billeder i flere formater, samt skabe nye fra bunden. Du kan arbejde i lag, tilpasse penseltyper, automatisk forbedre billeder og tilføre filtre. Du kan gøre endnu mere med plugins, som kan downloades fra GIMP Plugin Registry.
10. Ulysses
- Hent den her: App Store
- Pris: 39.99 Euro/året
Når vi taler om de bedste Mac-apps, handler det om at finde balancen imellem enkle funktioner og godt design. Modsat Word 2016 og Apples egen Pages, har Ulysses en ekstremt enkel brugergrænseflade. Denne lader dig komme i gang med skriveriet, uden at du bliver forstyrret af for mange knapper og menuer. Appen bruger sin egen version af Markdown – en form for tekstformateringsmotor – som lader burgeren fokusere på at skrive og gør det nemmere at organisere samt eksportere. Ulysses vil formatere på en attraktiv facon og bruger en af mange eksportmuligheder, når du er færdig med at skrive. Du får en smart vedhæft-bar på højre side, som tæller ord og lader dig skrive ekstra noter. Noter kan tilgås hvor som helst takket være iCloud-understøttelse, så du kan samle din iPad op og fortsætte, hvor du slap takket være macOS Handoff-funktionen.
11. OneCast
- Hent den her: Website
- Pris: 171 kroner
Nogle gange vil du gerne spille på din Xbox, men din sambo bruger TV’et i stuen. Du kan naturligvis streame Halo 5 eller Sea of Thieves til en Windows PC, men har du en Mac, er det ikke så lige til. Men, hvis du installerer OneCast, får du nu samme streaming-funktionalitet til din Mac og macOS. Det er let at koble din Mac og Xbox One sammen på samme netværk og derefter logge ind på Xbox Live. Vores oplevelse er, at OneCast fungerer ganske glimrende, selvom du bør have begge enheder tilsluttet via ethernet-kabel for at få det bedste signal.
12. Microsoft Remote Desktop 10
- Hent den her: App Store
- Pris: Gratis
Ingen kan benægte, at de bedste Macs er gode til netværksadministratorbrug, og har du har brug for at administrere flere Windows-enheder, er det særligt vigtigt at kunne tilgå en pc og problemdiagnosticere. Heldigvis har Micrsoft lavet en app til netop dette.
Med Microsoft Remote Desktop 10 får du en officielt understøttet app, der giver dig fjernadgang til enhver pc på dit netværk - så længe du er netværksadministrator eller en autoriseret bruger. Det kan være bøvlet at konfigurere, og den PC du prøver at tilgå, skal køre Windows 10 Pro. Men når du først er kommet i gang, kan du få adgang til filer, kopiere / indsætte på tværs af desktops og endda køre spil - vi fraråder den sidste del.
Microsoft Remote Desktop 10 er en gave til netværksadministratorer og it-fagfolk, og er en af de bedste Mac-apps, du kan downloade lige nu.
13. Microsoft Office 365
- Hent den her: App Store
- Pris: Gratis
Microsoft Office har efterhånden været tilgængelig på Mac i mange år, men det har ikke altid været lige let at downloade det. Vi har efterspurgt en version i Mac App Store længe, og nu er den kommet.
Vi behøver naturligvis ikke gå i detaljer omkring, hvad Microsoft Office er, men her er tale om Microsofts pakke med office-apps fra Word til PowerPoint til Excel. Det er absolut en vigtig app at have, men du skal huske, at du har brug for et Office 365-abonnement for at bruge programmerne.
Dette er en af de essentielle Mac-Apps, som alle professionelle brugere bør have, og da den nu ligger i Mac App Store, skal du ikke bekymre dig om, hvorvidt den er opdateret.
14. CleanMyMac X
- Hent den her: App Store
- Pris: fra 339,- kr.
Markedet for diskoptimeringsapps er hverken omfattende eller særligt interessant, navnligt ikke på Mac - hvor Apple normalt gør et godt stykke arbejde med at rydde op på dine drev. Din opstartsdisk vil dog til sidst blive fuld, og din computer vil ende som et rod af filer, især hvis du ikke er helt så fokuseret på filorganisering , som du måske burde være.
Heldigvis er der apps som CleanMyMac X, som kommer dig til undsætning. Denne macOS-renser rydder ikke kun op på din Mac (fjerner unødvendige filer, der er gemt i tilfældige mapper, du har glemt alt om). Den er også en performance-overvåger samt en malware-fjerner. Så næste gang du bliver konfronteret med den frygtede fejlmeddelelse, mens du redigerer dine fotos i Photoshop... tja, den ser du måske aldrig igen.
15. SoftMaker Office 2021
- Hent den her: Website
- Pris: $79.95
Her er måske mere tale om tre apps end kun én, men SoftMaker Office 2021 tager alle de vigtigste funktioner i Microsoft Office og giver dem en brugerflade, som er skræddersyet til dine behov. Her får du en række programmer kaldet TextMaker, PlanMaker og Presentations 2021, som måske ligner dem fra Office 365, men koster ikke penge hver måned.
Uanset om du har brug for et brugervenligt tekstbehandlingsprogram, et regneark eller et letanvendeligt slideshow-program, har SoftMaker Office det, du leder efter. Og fordi prammet stadig er i betafasen, kan du få en gratis, omend midlertidig, licens via e-mail, hvis du vil prøve det af. Der findes også en permanent gratis version kaldet SoftMaker FreeOffice, som dog kun er tilgængelig på Windows, Android og Linux.
16. Unclutter
- Hent den her: App Store
- Pris: 169 kroner
Da du naturligvis vil installere alle de andre nævnte apps, har du brug for et værktøj, som kan rydde op på dit skrivebord. Og imens macOS Mojave og Stacks gjorde din Mac mindre rodet, går Unclutter skridtet videre. Uanset om du er seriøs notetager eller bare har svært ved at slette filer, vil Unclutter hjælpe dig med at holde styr på det hele.
Det er en strålende idé, der er gjort endnu bedre af det faktum, at den kan konfigureres med ”gesture controls”, så du til enhver tid kan stryge ned fra toppen af skærmen med to fingre på pegefeltet (eller en med musen) for at afsløre tre vinduer, som kan skjules og kaldes frem igen efter behov.
17. Franz
- Hent den her: Website
- Pris: Gratis
Det er let at miste overblikket over de mange beskedtjenester og platforme – der er mange sociale medier, SMS-platforme og instant messaging-tjenester at vælge imellem. De fleste af os har samtidig mange forskellige konti, der bruges til at administrere alle disse meddelelser. Men hvad nu hvis du kun skulle logge ind ét sted?
Det er ideen bag Franz, som er en besked-app, der giver dig mulighed for at se og sende beskeder i WhatsApp, Facebook Messenger, Slack, HipChat og mere. Du kan let skifte imellem tjenesterne, på samme måde som du skifter imellem arbejdsområderne i Slack. Det bedste af det hele er, at der ikke er nogen grænse for, hvor mange tjenester du kan bruge på én gang. Så selvom du skulle have 10 konti på Facebook eller lignende, får du stadig alle beskederne samlet på ét sted.
18. Deliveries
- Hent den her: App Store
- Pris: 45 kroner
Hvis du som os modtager masser af pakker, kan det blive svært at holde styr på det hele. Heldigvis er der lavet en app til netop dette formål. Med Deliveries kan du holde styr på alle dine indkommende leverancer ét sted med en brugervenlig grænseflade.
Appen giver dig besked, hvis der sker ændringer i forhold til leveringer til dig og synkroniserer oplysningerne mellem macOS og iOS, så du altid er informeret, selvom du er på farten. DEt eneste, du skal gøre for at spore en pakke, er at trykke Command + New og indsætte sporingsnummeret – det er det. Dette er virkelig en af de bedste Mac-apps til alle med en travl postkasse.
19. Paprika Recipe Manager 3
- Hent den her: App Store
- Pris: 249 kroner
Kan du lide at lave mad, og har du svært ved at holde styr på dine opskrifter – især på en digital platform - vil du elske Paprika. Med denne app kan du downloade enhver opskrift, du finder online, og den vil automatisk formatere den, så den er let at læse. Downloader du samtidig appen til iOS, kan du synkronisere dine opskrifter mellem alle dine enheder, så du kan holde styr på, hvilke ingredienser du skal købe, når du er ude for at købe ind.
20. Fantastical 2
- Hent den her: App Store
- Pris: 449 kroner
Undertiden bliver livet hektisk, og du har brug for hjælp til at organisere alting. Heldigvis findes der en app, som kan hjælpe dig. Fantastical 2 er den mest komplette kalender og påmindelsesapparat nogensinde.
Du kan indstille begivenheder og påmindelser ved hjælp af stemmekommandoer, ligesom den er naturligvis fuldt ud kompatibel med dine iCloud-påmindelser. Der findes naturligvis også en iOS-app til iPhone og iPad, der ubesværet synkroniserer med Mac-appen, så du er helt up to date, hvor end du befinder dig.