Danskerne lider af cookie-lede
En ny undersøgelse viser, at et markant flertal af danskere er trætte af cookies og videresalg af persondata
Efterlader cookies dig med en dårlig smag i munden? Og er du træt af, at oplysninger om dig og din adfærd på nettet sælges videre? I givet fald er du absolut ikke alene, afslører en ny undersøgelse, som Ingeniørforeningen, IDA og Forbrugerrådet Tænk sammen har fået foretaget.
De to organisationer har via Userneeds spurgt lidt over 2.000 danskere om deres holdning til blandt andet cookies, personaliserede reklamer og videresalg af persondata til tredjepart.
Og svarene er ikke til at tage fejl af: To ud af tre giver udtryk for, at de er irriterede over cookies generelt, mens 74 procent er negative over for personaliserede reklamer, der følger dem rundt på nettet.
Endnu flere har det skidt med, at persondata samt informationer om deres gøren og laden online videregives eller sælges til tredjepart. Hele 77 procent af de adspurgte svarer således, at de synes 'dårligt' eller 'meget dårligt' om den udbredte praksis.
Ekspert: Accepter ikke i blinde
Holdningerne, der kommer til udtryk i undersøgelsen, møder forståelse hos Jørn Guldberg, der er ekspert i it-sikkerhed hos Ingeniørforeningen, IDA. Ifølge en pressemeddelelse mener han, "at en forretningsmodel baseret på at forfølge forbrugerne og bruge deres data, ikke er en god idé."
Jørn Guldberg tror desuden, at brugerne ville reagere endnu mere, hvis de kendte det faktiske omfang af den overvågning, der er tale om. Også selv om den nye databeskyttelsesforordning fra maj 2018 betyder, at virksomheder kun må bruge cookies til at tracke de data, der er nødvendige, for at et program kan fungere. Vil de bruge yderligere cookies, skal brugeren spørges om lov.
"Der er dermed strammet op på kravet til samtykke, og det har betydning for, hvordan cookietilladelser indhentes. Det har uden tvivl fået flere virksomheder til at begrænse de data, de gemmer om brugere, og særligt de data, som deles med tredjeparter. Men det kræver stadigvæk, at man som forbruger rent faktisk læser, hvad der står, og ikke bare accepterer i blinde," påpeger eksperten i it-sikkerhed.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
- Læs også: Findes der ægte “gratis” VPN-tjenester?