TechRadar Konklusion
Fitbit Versa 4 giver dig knapt så meget smartwatch, som du får med nogle af de ældre Fitbits, i hvert fald ved lanceringen. Det kan ikke måle sig med de bedste, når det kommer til nøjagtigheden af fitness-sporing. Til gengæld har det en god batterilevetid, og det er et fint ur til dem, der er tilfredse med et mere grundlæggende udvalg af funktioner, end dem du finder i de mere avancerede smartwatches og fitness-ure.
For
- +
Koster mindre end et Apple Watch
- +
Opgraderet brugervenlig grænseflade
- +
Det karakteristiske Fitbit-design
- +
Temmelig lang batterilevetid i standardtilstand
Imod
- -
Pulsmåleren er ikke helt nøjagtig
- -
Understøtter ikke apps fra tredjeparter
- -
Den integrerede højttaler er dårlig
- -
Ikke alle funktioner er tilgængelige ved lanceringen
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Velkommen til TechRadars anmeldelse af Fitbit Versa 4. Da Google købte Fitbit tilbage i 2020, forventede vi lidt, at de bedste Fitbits, inklusive ure som Fitbit Versa 4, fremover ville få Googles WearOS-software, men det er desværre ikke sket.
Fitbit Versa 4 føles mest af alt som en finpudset version af Fitbit Versa 3, og faktisk er der ikke sket de vildeste opgraderinger fra Versa 3. Fitbit Versa 4 er et begyndervenligt ur, men det byder ikke på alle de smarte funktioner, som du finder på nogle af konkurrenterne som fx de bedste Apple Watch-modeller.
Det understøtter ikke apps fra tredjeparter, og du får heller ikke mulighed for at afspille og styre din musik, hvilket uden tvivl er en del vigtigere. Fitbit Versa 4 er altså ikke er et ur, du kan bruge til træning uden at have din telefon med dig, og det er lidt skuffende. Fitbit Versa 4 er også en lidt mindre præcis fitnesstracker til løbere end fx et Apple Watch Series 8 eller Garmin Venu 2.
Selvom uret ikke kan prale af at tilbyde de allerbedste funktioner, er Fitbit Versa 4 stadig et godt, brugervenligt og flot ur, og batteriet holder et godt stykke tid, hvis du ikke bruger Always-on-indstillingen. Fitbits har lånt Pixel Watchs grænsefladelayout og præsenterer sine smartere funktioner på en god måde, især notifikationer. På trods af den fitness-relaterede kritik, som vi kommer nærmere ind på senere, er det et ganske udmærket ur til dem, der er mere tilbagelænede, når det gælder tracking af regelmæssige løbeture og vandreture.
Pris og tilgængelighed
Fitbit Versa 4 er det billigere alternativ til Fitbit Sense 2. Den vejledende pris for uret er 1.799 kr., og det er en del billigere end Sense 2, som har en vejledende pris på 2.229 kr.
Uret blev lanceret i slutningen af september 2022 - to år efter Versa 3. De mest oplagte konkurrenter i denne prisklasse er Garmin Venu Sq 2 og Apple Watch SE, som henholdsvis koster lidt mindre og lidt mere.
Design og skærm
- Designet ligner meget den forrige model
- God OLED-skærm
- Vandtæt ned til 50 meter
Fitbit Versa 4 ligner meget Versa 3. Det har et pænt firkantet design, og skærmen er dækket af buet glas. Rammen er lavet af aluminium og bagsiden er plastik. Det er et knapt så avanceret design som et Apple Watch SE, men der er klart mere fokus på design end Venu 2 Sq, som er det Garmin-ur, der kommer tættest på. Der er ikke sket så meget nyt og spændende mht. designet, men der er dog en vigtig forskel i forhold til den nyeste Versa 3-model.
Fitbit har tilføjet en fysisk knap på Versa 4, hvor Versa 3 i stedet bruger en ret irriterende kapacitiv touchpad. Den nye knap føles lidt billig. Det skyldes muligvis at kabinettet har en lækker anodiseret finish, mens knappen er blank. Først troede vi faktisk, at den var lavet af plastik, men det er den ikke. Den er lavet af metal. Vi synes, at det er ret praktisk med den fysisk knap frem for en kapacitiv.
Vi har aldrig været de helt store fans af armbåndsstilen, som Fitbit Versa 4 bruger, og Apple Watch for den sags skyld. Det er dog så behageligt, at du nogle gange helt glemmer, at du har uret på. Det er heller ikke en stor katastrofe, hvis du rent faktisk glemmer, at du har det på, da Versa 4 er vandtæt ned til 50 meters dybde, så det kan sagtens klare en tur i bruseren eller en svømmetur (så længed du ikke dykker).
Uret vejer 40 gram, hvilket er meget let. Skærmen er et OLED-panel med 336 x 336 pixels, ligesom Versa 3. Dens skærmkant er meget større end Apple Watch Series 8, men det er stadig okay, da uret er væsentligt billigere i pris. Skærmen er også skarp, farverig og lys nok til udendørs brug på en solskinsdag.
- Design og skærm: 4/5
Funktioner
- Fitbit-OS er blevet designet til at ligne WearOS
- Ingen musikunderstøttelse
- Begrænset smarte funktioner, men har god notifikationsstyring
Fitbit Versa 4 har ikke WearOS, men bruger i stedet den klassiske Fitbit OS-grænseflade, der nu har fået nyt design, så det kommer tættere på Googles nye stil.
Hvis du swiper til venstre og højre, kan du vælge mellem widget-lignende skærme for hver af urets grundlæggende funktioner. Disse inkluderer dine daglige skridt, en oversigt over din puls i løbet af den sidste dag, en søvnrapport og vejrrapport.
Når du swiper op på urskiven, får du en oversigt over meddelelser. Hvis du swiper nedad, får du adgang til basisfunktioner som Forstyr ikke, skærmens lysstyrke og Always-on-funktionen.
Hele opbygningen nem og simpel, og det lader til, at Fitbit har forbedret forsinkelsen fra Versa 3- og Sense-modellerne betydeligt. Det skyldes muligvis softwareforbedringer eller ny processorhardware, som Fitbit (som sædvanlig) ikke fortæller os så meget om. Under alle omstændigheder er det i hvert fald gode nyheder. Der er kun en kort ventepause, når du åbner apps.
Fitbit Versa 4 ligner og føles som et smartwatch, men jo mere du bruger det, jo mere indser du, at det ikke er et smartwatch. Uret understøtter ikke tredjepartsapps, du kan ikke gemme musik på dit ur, og du kan heller ikke downloade Spotify-appen, der understøttes af Versa 3, for at streame din musik. Du får ikke engang de grundlæggende musikkontroller, så du kan styre den musik, du afspiller på en tilsluttet mobil. Det er normalt noget, som de fleste fitnessarmbånd tilbyder.
Der er dog stadig nogle positive ting. Versa 4 har meget mere fokus på notifikationer sammenlignet med de fleste lignende ure. Hver notifikation har sit eget "kort", som du kan gennemse, på samme måde som præsentationen af e-mails og notifikationer i WearOS. Fitbit Versa 4 understøtter også Amazon Alexa, og det er måske lidt underligt, nu hvor Fitbit er overtaget af Google. Du starter Alexa ved at holde sideknappen nede i et stykke tid, og så kan du bede hende om at indstille alarmer, spørge hvordan vejret bliver i morgen eller starte en træning.
Du får alle svarene på spørgsmål i både tekstform på skærmen og stemmeoplæst gennem urets højttaler. Det er ret cool, selvom højttalerkvaliteten ikke er den bedste. Lyden er meget lav og forvrænges mange gange.
En anden ulempe er, at Fitbit Versa 4 skal være forbundet til din mobil for at Alexa kan fungere. Uret skulle have indbygget Wi-Fi, men det er deaktiveret, og derfor skal al interaktion foregå via Bluetooth gennem din mobil. Uret understøtter dog trådløse betalinger. Du kan indstille Fitbit Pay til at bruge Versa 4 til betalinger, ligesom med et Apple Watch, Garmin eller WearOS-ur.
Fitbit siger, at der kommer mere til uret senere. Google Wallet vil blive tilføjet som et alternativ til Fitbit Pay, og der kommer også Google Maps-understøttelse på kortene. Det betyder desværre ikke, at du vil være i stand til at downloade kortdata eller navigere uden din mobil. Tidlige rapporter tydede på, at Versa 4 ville få udførlig navigation fra en tilsluttet mobil, hvilket er praktisk, hvis du er på vej et sted til fods.
Fitbit Versa 4 tilbyder altså de mest basale smartwatch-funktioner, du har brug for, som bl.a. trådløse betalinger, notifikationer og grundlæggende smart assistent-understøttelse. Denne meget forenklede stil er dog ikke helt, hvad vi før i tiden fik fra Fitbit på app-fronten.
Det er nok heller ikke sandsynlig, at der kommer til at ske så meget mere i den afdeling, da Fitbits aktivitetsure var blevet lidt for smarte og muligvis var begyndt at konkurrerede for meget med Googles egne WearOS-ure.
- Funktioner: 3/5
Batterilevetid
- Holder i ca. en uge ved let brug
- Reduceres til 2-3 dage med Always On-funktionen
- Batterilevetiden er mere eller mindre som lovet
Der er dog ét område, hvor disse mere enkle ure klarer sig bedre end dem fra Garmin og Huawei: De giver dig altid længere batterilevetid end et Apple Watch eller Wear OS-ur.
Ifølge Fitbit kan Versa 4 holde i mere end 6 dage. Efter at have brugt uret i knap to dage (44 timer for at være præcis), var batteriet faldet med 29%. Det passer meget godt med Fitbits påstand, hvilket tyder på, at du kan bruge uret i lidt over seks dage på én fuld opladning.
Faktisk holdt det i syv dage under vores test. Vi havde 9% batterilevetid tilbage efter en uge, men det var mest det skyldes nok, at vi havde en dårlig vane med mange gange at tage uret af.
En times GPS-sporet løb brugte 7% af batteriet. Det tyder på, at det er muligt at bruge GPS i 14 timer, selvom Fitbit selv vurderer det til 12 timer.
Disse gode resulterer i en helt anden oplevelse end med et Apple Watch. Det er lækkert, at man kun skal oplade uret en gang om ugen i stedet for en gang om dagen. Men det gælder dog kun, hvis du bruger Fitbit Versa 4 i standardtilstand, hvor der kun er lys i skærmen, når du laver en bevægelse med hånden eller trykker på knappen eller skærmen.
Uret har også en Always-on-funktion, som holder skærmen tændt hele dagen. Det halverer dog batterilevetiden, så bruger du den indstilling, bliver du altså nødt til at oplade dit Fitbit Versa 4-ur ca. hver tredje dag - måske endda efter to dage, hvis du bruger det meget. Selvom Always-on-funktionen sluger lidt mere strøm, foretrak vi dog at bruge uret med skærmen tændt hele tiden.
- Batterilevetid: 4/5
Sundheds- og fitnesssporing
- Pulsmåling kan ikke måle sig med Apples eller Garmins
- Ekstra funktioner, men det er de grundlæggende, der tæller
- Ingen EKG- eller EDA-sensor
Når du går ind på sundheds- og fitnesssiden, kan du tydeligt se, hvordan Versa 4 adskiller sig fra Sense 2. Der er ingen avancerede fitnessfunktioner. Du får altså ingen EKG, som bruges til at vurdere din hjertesundhed, og heller ingen EDA-sensor, som holder øje med din svedproduktion som en indikator for stress. Tilbage er der GPS, en optisk pulsmåler og en højdemåler, som bruges til at tælle, hvor mange trappetrin du tager hver dag. Der mangler altså nogle af de sundhedsfunktioner, der findes i Sense 2, men bevarer de vigtige fitnessfunktioner.
Efter at have sammenlignet Versa 4 med Apple Watch Series 8, Garmin Venu 2 Sq og Garmin Fenix 7 for at spore træning, halter uret lidt bagud på nogle af nøgleområderne. Når du sporer et løb, kan det gå lidt langsomt med at åbne GPS-funktionen, og selvom det blev bedre efter et par ugers træning samme sted, var det stadig ikke superhurtigt. Vi er muligvis blevet lidt forkælede med nogle af de nyeste Garmin-ure, som finder din placering næsten øjeblikkeligt.
Fitbit-urets sporede ruter fungerer heller ikke helt så godt som Apples eller Garmins. Det er mere tilbøjeligt til at afvige fra den egentlige rute og er sammensat af færre punkter end de bedste. Vi fik lidt forskellige resultater, hvor Versa målte en lidt kortere eller længere afstand end det faktiske antal kilometer, sammenlignet med Garmin og Apple Watch, som var mere præcise. GPS-sporing på Versa 4 er stadig okay og fungerer fint nok, hvis du ikke går helt så meget op i helt nøjagtig fitnesssporing.
Pulsmålingerne er derimod et lidt større problem. De store problemer, som vi oplevede med den originale Fitbit Sense, hvor anstrængende gåture eller lignende nogle gange slet ikke blev registreret, er blevet bedre, men det stadig langt fra optimalt.
Det tilbagevendende problem denne gang er en alt for stejl pulsstigning under tidlig anstrengelse i hver træningssession. Uret overvurderer ofte din puls, før den kommer ned på et mere realistisk niveau. I tilfælde af træning med moderat indsats kan det resultere i en vildledende maksimal puls for hele sessionen.
Pulsmålerne i Apple Watch SE og Garmin Venu 2 Sq klarede sig meget bedre i vores tests. Vi er dog glade for, at der er sket lidt forbedringer siden den forrige generation.
Uret er også ret simpelt med hensyn til notifikationer under træning. Som standard vibrerer Versa 4 fx, når du går fra en pulszone til en anden, uanset om du er ude at løbe eller i gang med træning i fitnesscentret. Som standard med de fleste løbeture, får du som regel en opdatering ved hver kilometer, men det gør Versa 4 ikke, og det giver ikke helt den samme oplevelse.
Du kan indstille uret til at give dig en opdatering pr. km, men uret føles mere egnet til dem, der ikke går helt så meget op i sporing som dem med en meget mere struktureret tilgang til træning. Det ses også på skærmen under træning, som kun viser dig tre målinger, hvor vi ofte gerne vil have fire, når vi er ude at løbe. Derfor skal du scrolle på skærmen, hvis du vil se yderligere statistikker.
En af de store ændringer for denne generation er nogle ekstra sporingsfunktioner. Versa 3 har lidt over 20, men Versa 4 har 41. Det er dog efter vores mening ikke nogen særlig meningsfuld forbedring, da mange af de nye funktioner viser og registrerer de samme statistikker, bare under en anden kategori. Indendørs klatring, yoga og spinning er stort set næsten identiske. Det er lidt skuffende, for man kunne fx godt have brugt den barometriske højdemåler under klatring.
Nogle af oplysningerne i Fitbit Versa 4, er kun tilgængelige for dem, der er tilmeldt Fitbit Premium. Det koster ca. 100 US-dollars om måneden og giver dig også en masse videotræningssessioner og meditationssessioner.
Det er også den eneste måde, at du kan se en mere langsigtet analyse af den statistik, dit ur registrerer, ved at sammenligne aktuelle aflæsninger med tidligere uger og måneder. Uden et Premium-abonnement går du også glip af søvnsporingsoplysninger, snorkedetektion og Daily Readiness, som fortæller dig, om din krop er klar til at træne eller ej.
Uden et Premium-abonnement kan du stadig se de forskellige søvnstadier i løbet af natten, hvor længe du sov og variationer i din iltning af blodet, men du får ikke måling af din puls eller "rastløshed". Fitbit elsker også at minde dig om, hvad du går glip af, ved hyppigt at henvise dig til Premium i Fitbit-appen. Du kan dog sagtens klare dig uden. Du får stadig adgang til Fitbits populære udfordringer, hvor dine skridtmålinger sammenlignes med dine venners og andre brugeres resultater.
Der er dog nogle ting i appen der virkelig godt kunne trænge til en opdatering. Hvorfor kan man finde "Hudtemperatur" under Sundhedsmålinger, når Versa 4 ikke engang har en temperatursensor? Og er det virkelig nødvendigt med en Apps Gallery-sektion, når du jo slet ikke kan få flere apps på uret?
- Sundheds- og fitnesssporing: 3/5
Fitbit Versa 4: Køb det, hvis...
Du vil have et ur med en bedre batterilevetid end de fleste almindelige smartwatches
Fitbit Versa 4 er et ret brugervenligt ur, der med nød og næppe kan placeres i smartwatch- og fitnessur-kategorien. Batteriet holder i cirka en uge mellem opladninger, medmindre du bruger Always-on-funktionen eller konstant tjekker dine beskeder.
Du vil have et brugervenligt ur med Fitbits karakteristiske design
Fitbit Versa 4 har det klassiske Fitbit-design, der på en eller anden måde virker mere neutralt og brugervenligt end sort set alle sine konkurrenter. Selvom det stadig har en del tekniske funktioner, virker det knapt så kompliceret eller "tech-nørdet" som mange af konkurrenterne.
Du vil have et godt ur i mellemklassen
Sammenlignet med andre Fitbit-ure er Versa 4 en fornuftig mulighed i mellemklassen. Det har nogle avancerede smarte funktioner, som der mangler i Fitbit Charge 5, selvom det har færre sundhedsfunktioner. Du får ikke EKG og EDA som i Sense 2, hvilket måske ikke gør så meget, hvis du er mere interesseret i fitnesssporing.
Fitbit Versa 4: Køb det ikke, hvis...
Du vil have den bedste fitness-tracking
Puls- og GPS-sporing er ikke så nøjagtigt som de bedste ure fra Apple eller Garmin, men begge fungerer fint nok for dem, der har en mere afslappet indstilling til løbetræning. Det er bare en skam, at det ikke understøtter musikafspilning, og at du derfor er nødt til at have din mobil med dig, hvis du vil have musik i ørerne under dine gå- eller løbeture.
Du vil have en mere opgraderet version af de tidligere modeller
Fitbit har tilføjet nogle nye træningsfunktioner, der efter vores mening ikke helt tæller som forbedringer. De har samtidig også fjernet nogle tidligere funktioner og tredejepartsapps, og derfor føles det ikke som nogen særlig opgradering fra de tidligere Fitbit-modeller
Du har brug for vigtige sundhedsfunktioner som i Sense 2
Uden temperatursensoren EKG eller EDA-stresssensor er Versa 4 meget dårligere til sundhedssporing end Fitbit Sense 2 eller endda Fitbit Charge 5, som koster en hel del mindre.
Andre alternativer
Apple Watch SE er det tætteste Apple-alternativ i Fitbits prisklasse, og selvom det ikke har nær så god batterilevetid, er der meget mere smartwatch over det end Fitbit Versa 4.
Garmins livsstils-smartwatch er et lækkert ur til prisen, og det overhaler helt klart Versa 4, når det kommer til fitnessfunktioner. Garmins fremragende Connect-app kræver heller ikke et ekstra abonnement.
Testet første gang i oktober 2022
Se også:
Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.