Nu vil Xiaomi lave elbiler

Xiaomi EV
(Foto: Xiaomi)

Xiaomi er mest kendt for deres forbrugerelektronik, som herhjemme tæller smartphones som Xiaomi Mi 11-serien og en masse smart home-produkter, som herhjemme blandt andet sælges via Mistore.dk. Men nu vil Xiaomi blande sig med navne som Tesla og Polestar. De vil nemlig til at lave elbiler, og til det formål har Xiaomi netop etableret virksomheden Xiaomi EV med en startkapital på 9.75 millarder kroner.

Xiaomi EV har endnu ikke afsløret ret meget om, hvilken type af elbil, der bliver tale om. Men i betragtning af, at alle andre Xiaomi produkter udelukkende kører på batteri, så er det nærliggende at tænke, at virksomheden vil satse på rene elbiler. I takt med at batterierne bliver bedre og ladestanderne bliver mere udbredte og får større kapacitet, vil der sandsynligvis også være mindre og mindre brug for hybridbilerne.

En ting skriver Xiaomi dog i deres pressemeddelelse: at de netop har opkøbt Deepmotion Tech, et tech selskab med fokus på autonom kørsel, for 487,5 millioner kroner. Så der er ingen tvivl om, at Xiaomi EV satser stort på de selvkørende biler.

Selv om Xiaomi EV har ansat en gruppe på 300 medarbejdere, der skal producere deres elbiler, så skal du nok ikke regne med at se en Xiaomi EV elbil i Mistore eller på gaden lige med det samme, da det sandsynligvis vil tage et par år at få noget på hjul. Men vi glæder os til at se (og prøve) Xiaomi EVs elbil, når den er klar.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.