Pc-gigant aflyser chip-krisen
Salget af elektronik er faldet, og dermed har chipkrisen løst sig selv, mener pc-giganten Acer
Coronakrisen fik efterspørgslen på mikrochips til at stige markant og kastede samtidig verden ud i en længerevarende chipmangel.
Men problemet er ved at løse sig selv. Efter to år med stigende efterspørgsel på elektronikprodukter falder behovet igen, lyder analysen fra pc-kæmpen Acer.
Det skriver Berlingske ifølge Computerworld.
"Vi ser en hurtig afmatning i efterspørgslen. Det betyder, at der ikke længere er et reelt problem med at få de nødvendige komponenter. Den berømte mangel på chip har løst sig selv, fordi efterspørgslen er mindre," siger europadirektør for Acer, Emmanuel Fromont, til Berlingske.
Acer er det femtestørste pc-mærke i Danmark. Selskabet står for salget af fem procent af alle stationære computere og syv procent af alle nye solgte bærbare er en Acer-pc.
Det globale marked for salg af computere følger også Acer-topchefens analyse. Det skriver Computerworld.
I første kvartal af 2022 blev der sendt 80,1 millioner computere ud til forbrugere på verdensplan. Det svarer til et fald på 3 procent sammenlignet med forrige år.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Med udsigterne til en løsning på problemet omkring mikrochips, står hardware-leverandørerne over for et andet problem, vurderer Acer-direktøren.
Han peger nemlig på behovet for at kunne levere bæredygtige løsninger, som den næste store udfordring for verdens pc-producenter. Det skriver Computerworld.
Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021.
Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.
Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.