Apple’s næste store softwareopdatering – iOS 12 – forventes at blive lanceret inden for de næste to måneder, men den seneste melding lyder, at en af de mest forventede funktioner ikke vil være klar fra dag ét.
Group Facetime er en funktion, der giver mulighed for at videochatte med op til 32 personer på én gang. Funktionen er forsinket og kommer derfor først med i en fremtidig opdatering fra Apple. Den vil derfor ikke være en del af lanceringen af iOS 12.
Meldingen om forsinkelsen kommer direkte fra udvikleren af iOS 12 beta 7, der blev spottet af 9To5Mac. Selvom det ikke bliver uddybet, hvorfor funktionen er forsinket, meldes det ud, at Group FaceTime er fjernet fra den oprindelige udgivelse af iOS 12 og vil finde sted i en fremtidig softwareopdatering til efteråret.
Vi må væbne os med tålmodighed
Det kan betyde, at du kommer til at vente på iOS 12.1 eller iOS 12.2 for at kunne downloade den nye funktion. Hvis Apple følger sine normale udgivelsesmønstre, forventer vi, at de vil være klar inden årets udgang.
Ved sidste års lancering af iOS 11 blev det meldt ud af Apple, at Apple Pay Cash og CarPlay 2 ikke blev en del af softwareopdateringen til at starte med. Funktionerne kom senere, ligesom det bliver tilfældet med Group Facetime.
Hvis du er en af dem der har ventet desperat på Group Facetime, er der heldigvis flere alternativer derude. Der findes fx Google Hangouts og Skype, og hvis du ønsker gruppesamtaler på kun op til tre personer, er WhatsApp og Instagram også en mulighed.
Via TechnoBuffalo