Guide til babyalarmer
Babyalarmer er vidt forskellige. Vi har lavet en video-guide til de forskellige muligheder
Vi kommer vidt omkring på TechRadar. Her kigger vi på babyalarmer, som kommer i forskellige typer, og priserne spænder fra få hundrede kroner til et par tusinde. Valget af babyalarm må bero på forældrenes behov for tryghed, og denne guide giver dig en fornemmelse af, hvilke ting du bør have med i overvejelserne før næste køb.
TechRadar har arbejdet sammen med techjournalist og småbørnsfar Kasper Nesager om denne artikel.
Markedet for babyalarmer er omfattende og bredt. Du møder mange forskellige brands og forskellige typer af babyalarmer. Når det kommer til dit barns tryghed og sikkerhed, og ikke mindst din egen ro, anbefaler vi, at du ikke baserer dit valg ud fra det enkelte mærkes popularitet eller omdømme, men orienterer dig efter, hvad du mener, der er behov for.
Forskellige typer af babyalarmer appellerer nemlig til forskellige ønsker om det tryghedsskabende miljø for dit barn – og dig. Artiklen med dertilhørende videoguider ser nærmere på de tre former for babyalarmer, der i øjeblikket findes på det danske marked, mens vi til sidst i artiklen kommer ind på, hvorvidt der er strålingsfare forbundet med babyalarmer, som kan påvirke børnenes helbred.
Hvad er bedst - Ren lyd eller skal der billeder på?
De fleste babyalarmer under kr. 1.000 opfanger kun lyde fra babyværelset, så du kan høre, om dit barn sover eller er vågent. Det er muligt at finde babyalarmer med lyd til omkring kr. 400, men de har som regel en kort levetid på grund af mindre gode materialer. I vores videoguider til babyalarmer ser vi nærmere på to mærker over kr. 1.000, så du får en fornemmelse af, hvad du får for pengene, hvis du betaler lidt ekstra – praktisk som funktionelt:
Neonate N65
Suverænt den dyreste babyalarm kun med lyd på markedet i dag. Til gengæld får du et kompakt og handy design, en bred og praktisk udstyrspakke samt en ufattelig lang batterilevetid, mens forældreenheden og babyenheden tager mindre end 2½ time om at lade op.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Norske Neonate gør det også nemt at tilslutte en ekstra babyenhed til samme forældreenhed, hvis du har to børn sovende i hver deres værelse. Brugervenligheden er høj, eftersom det er nemt for dig at finde rundt i N65s mange funktioner og menuer.
Du kan nemt indstille mikrofonens lydfølsomhed i babyenheden, så den ikke reagerer på bilstøj, der finder vej ind gennem det åbne vindue. Ligeledes kan du nemt aktivere beroligende lys i babyenheden gennem forældreenheden, hvor du også får oplyst, hvor varmt der er i babyværelset, så den mindste hverken fryser eller kogsveder.
Neonate N65: Set til 1.500 hos Filur
Philips Avent SCD713
Betydeligt billigere end Neonate N65, men designmæssigt mindre praktisk og du får ingen udstyrspakke med i købet. Til gengæld får du en babyalarm med god lydkvalitet, beroligende lys og vuggeviser i bedste muzakstil, der kører i loop.
Philips Avent SCD713 gør det, den skal, da du klart og tydeligt kan høre, om dit barn er vågen eller græder, ligesom du kan monitorere værelsets temperatur. Du kan regulere lydstyrken, ligesom du kan tale til dit barn på bedste walkie-talkie-manér. Forældreenheden har et praktisk spænde, så du kan have enheden siddende i lommen eller buksekanten.
Både forældreenhed og babyenhed er batteridrevne, men i stedet for et traditionelt Li-ion batteri, skal du fodre enhederne med AA-batterier. Medfølgende er der to genopladelige AA-batterier til forældreenheden og en oplader. Du får op til 18 timer på én opladning afhængig af dine indstillinger og brug, men det tager til gengæld mere end 12 timer at lade batterierne op, og så er det nemmere at bare skifte batterierne, selvom dette er en skjult ekstraomkostning.
Philips Avent SCD713: Set til 1.169 kr. hos Elgiganten
Philips Avent SCD923
Fantastisk videobabyalarm med masser af funktioner og høj brugervenlighed. Philips Avent SCD923 har kamera, monitor og appfunktion, men du kommer til gengæld til at betale en høj pris for hele herligheden. Du får dog luksusudgaven inden for babyovervågning.
Philips Avent SCD923 har en væsentlig ulempe, foruden prisen, og det er, at kameraet i babyenheden ikke er batteridrevet, hvormed du bliver nødt til at have det stående tæt på en stikkontakt. Babyenheden har nattelys- og vuggevisefunktion indbygget, som din baby kan finde ro ved i mørket.
Monitoren i forældreenheden har en pænt stor skærm, og du kan nyde synet af dit barn i fuld HD, ligesom du får masser af farver og detaljer med i billedet. Forældreenheden er batteridrevet, og du får godt og vel 12 timer på én opladning – igen, afhængig af dine indstillinger. Genopladning fra 0 % tager cirka to timer og et kvarter. Skulle uheldet være ude, og monitoren ikke er blevet genopladet, kan du fatte smartphonen og overvåge dit barn gennem Philips Avent-appen.
Philips Avent SCD923: Set til 2.799 kr. hos Philips
Angelcare AC327
Leder du efter en babyalarm, som gør noget ekstra for at forhindre vuggedød, er Angelcare AC327 det rette valg for dig. Foruden en babyenhed med kamera og mikrofon samt en forældreenhed med en relativ stor skærm, er Angelcare AC327 udstyret med en bevægelsessensor.
Sensoren lægger du ind under madrassen i babysengen, og den reagerer, hvis dit barn ikke har rørt på sig såsom vejrtrækning i 15 sekunder. Sensoren sender en alarmbesked til monitoren, så du kan reagere. Genialt tænkt af Angelcare!
Forældreenheden er udstyret med en 4,3” skærm og en række knapper til at bladre i indstillingerne og brugermenuen, så du kan tale med dit barn gennem babyenheden eller se, hvor varmt der er i babyværelset. Lyd og billede er i god kvalitet, så du kan se og høre, hvad der måtte foregå i rummet. Ulemperne er dog, at kameraet skal placeres tæt på en stikkontakt, da det ikke er batteridrevet, og det udskiftelige batteri i bevægelsessensoren ikke har synderlig lang levetid.
Angelcare AC327: Set til 1.689 kr. hos AV Cables
Neonate BC-8000DV
Neonate gør det helt rigtige og lader både forældreenheden og babyenheden være batteridrevet. Dermed kan du placere kameraet ovenpå barnevognen ude i det fri og langt fra en stikkontakt, ligesom du kan have forældreenheden siddende ved bukselommen, så du kan bevæge dit frit omkring i hjemmet uden at miste kontakten med dit barn.
Neonate BC-8000DV spilder ikke batterilevetid på billedkvalitet i fuld HD eller vuggeviser. Billedet på monitoren er i en forholdsvis lav opløsning på en lille skærm, mens lydkvaliteten ikke er den bedste, vi har oplevet. Der er mening med galskaben. Babyalarmen kan holde i op til 50 timer på én opladning afhængig af dine indstillinger, og Neonate har prioriteret en lang rækkevidde på BC-8000DV – derfor førnævnte trade off. Alarmen er bygget til, at du skal kunne se, hvad der sker i børneværelset og høre, hvis dit barn græder – that’s it!
Største ulempe ved BC-8000DV er, at den ikke understøtter lynopladning, eftersom det tager 4½ time at lade enhederne op. Og du kommer ikke til at glemme at lade dem op, fordi forældreenheden udsender en møgirriterende alarmtone cirka hver 15. sekund, når batteriet når under de 20 %. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan alarmtonen slås fra – og den driver os til vanvid.
Neonate BC-8000DV: Set til 2.099 hos Elgiganten
Er babyalarmerne en sundhedsrisiko?
Men hvad med strålingen fra babyalarmer? Skader de ikke barnets og de voksnes helbred? Det korte svar er nej. Efterhånden er der så meget forskning af stråler, der udsendes af smartphones, routere og babyalarmer, at vi ved, at de ikke er til fare for helbredet eller børns kognitive udvikling. Og med alle de elektroniske produkter folk har i hjemmet, såsom mikroovne og telefoner, er det ikke babyalarmerne, man skal bekymre sig om.
Sundhedsstyrelsen skriver på deres hjemmeside, at radiobølgerne, som babyalarmer udsender, er af så lav intensitet, at de ikke har en negativ effekt på folks helbred. Christoffer Johansen, der er overlæge og leder af Center for Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse, har tidligere udtalt at:
”Der er ikke nogen data, der peger på, at børn der bruger babyalarmer eller mobiltelefoner har højere risiko for hjernetumorer, for eksempel”. Christoffer Johansen påpeger, at hvis babyalarmer eller telefoner skulle udgøre en sundhedsrisiko, ville vi være ilde stedt, da andre almindelige elektronikprodukter udsender kraftigere stråling end babyalarmer. Folk skulle dermed fjerne alt fra fjernbetjeninger til hårtørrer og køleskabe, hvis man nogenlunde skulle gardere sig mod stråling.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.