Tech til turen - gadgets til din ferie
Der findes masser af gadgets, der kan gøre ferieturen bedre. Her er et udvalg af lækkerier.
Det er endelig blevet ferietid, og vi har samlet en række uundværlige gadgets, som du skal overveje at have med på sommerferien. For selv om du skal ud i verden, er der absolut ingen grund til at gå ned på gadgets, der kan forbedre oplevelsen for alle. Uanset om I vælger at bo på et hotel, en campingplads eller i et sommerhus, er der nogle gadgets, der kan gøre jeres ferie endnu bedre.
Lyd til turen
Musik er rigtig vigtigt for mange mennesker, og derfor har vi puttet en række Bluetooth højttalere på vores liste over uundværlige gadgets til sommerferien, for uanset om I ønsker at nyde jeres yndlingsmusik på farten, hyggemusik på hotelværelset eller en spontan dansefest i sommerhuset, så kan Bluetooth højttaleren levere det hele uden bøvlede ledninger.
I kan også bruge den til at lytte til lydbøger eller podcasts, hvis vejret ind imellem ikke er til udehygge.
Vi har valgt tre forskellige højttalere, der passer perfekt til ferieturen.
Beosound A5 er den dyreste højttaler på listen. Med en udsalgspris på 7.499 kr. skal der dybe lommer til at købe denne smukke luksus højttaler. Men så får du også en bærbar (ok, den er ret tung) højttaler, som både kan køre via Bluetooth og wi-fi, og som endda kan bruges til at lade din telefon op – både via USB-C og et trådløst opladefelt i toppen af højttaleren. Lydmæssigt ligger Beosound A5 i toppen af sin klasse, og hvis du elsker en rumlende og vibrerende bas, vil du være solgt her. Men pas på, for hvis du skruer op, er det ikke sikkert, at du har lyst til at skrue ned igen. Højttaleren er vandafvisende og har en IP65-certificering.
Audio Pro T3+ er en ren Bluetooth højttaler – og Lemon-modellen kommer i den mest fantastiske gule farve. Her er prisen 2.000 kr., som måske er lidt mere spiseligt for feriebudgettet. Højttaleren leverer solid lyd og har USB-A port, så du kan tilslutte et kabel bruge højttaleren til at oplade mobilen samtidig med at du bliver badet i lækre toner.
JBL Charge 5 WiFi har også flere es i ærmet. Den kan som navnet antyder både levere musik via wi-fi og Bluetooth. Højttaleren er vandtæt, så du kan have den med alle vegne uden at frygte vandskader. Den lille højttaler leverer forbavsende meget lyd og masser af bas, så den kan godt sætte fart på sommerhyggen ved stranden eller omkring lejrbålet. Den har sørme også en USB-A-port, så du kan bruge den til at oplade din mobil, så streamingfesten ikke behøver at slutte lige med det samme. Pris – 1.899 kr.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Personlig lyd med fred og ro
På en tur, hvor I er flere sammen på mindre plads, kan det være rigtig rart at kunne lukke verden ude ind imellem. Her er et par støjreducerende hovedtelefoner en fantastisk opfindelse, fordi de giver stilhed og ro. Vi har taget Sennheiser Momentum 4 med på turen.
Sennheiser Momentum 4 Wireless er et fantastisk sæt trådløse over-ear-hovedtelefoner, der har fremragende aktiv støjreduktion, en række imponerende funktioner samt fremragende lyd- og samtalekvalitet. De er også lette og komfortable – og så får du en batterilevetid batteriet på 60 timer, så du nærmest kan bruge dem hele ferien uden at skulle bekymre dig om at lade dem op. Pris fra 2.400 kr.
Underholdning til turen
Du skal selvfølgelig have underholdning med på turen. Her er en tablet en alsidig enhed, der kan være en lifesaver på en familieferie. Den kan bruges til at underholde børnene med film, spil og interaktive apps under transporten eller på regnfulde dage. Samtidig kan den være en kilde til information om lokale seværdigheder, vejrforhold eller endda som guide til at planlægge jeres aktiviteter. En tablet giver også forældrene mulighed for at slappe af og nyde en god bog eller se en film efter en lang dag med eventyr.
Vi har valgt den nye OnePlus Pad til turen. Den har et stort batteri, en fantastisk lækker skærm og er ganske enkelt en fornøjelse at bruge. OnePlus har her virkelig formået at lave en tablet, der kommer med et forholdsvist beskedent prisskilt (3.999 kr.), men som leverer en virkelig lækker oplevelse, der hvor det tæller. Så hvis du vil have mulighed for at se film eller spille spil undervejs, er OnePlus Pad et virkeligt godt bud på en god rejsemakker.
Hvis film ikke er underholdning nok, så kan en håndholdt gaming konsol levere timevis af underholdning. Ind imellem kan bilturen blive lang og kedelig, eller vejret tvinger jer til at blive indenfor på ferien. Her kan det være rigtig godt at have noget underholdning med på turen i form af en bærbar spille konsol.
Vi har valgt Nintendo Switch OLED, fordi det er den ultimative bærbar spilkonsol, der kan skabe timevis af sjov og underholdning for hele familien. Uanset om I er på hotelværelset, i sommerhuset eller slapper af på campingpladsen, kan I nyde et bredt udvalg af spil alene eller sammen. Den bærbare karakter og muligheden for at spille multiplayer-spil gør Nintendo Switch til det perfekte redskab til at skabe familiebånd og have det sjovt sammen på ferien. Tager I docken med, kan I tilslutte et fjernsyn og spille sammen, men I kan også spille flere i tablet-tilstand eller spille solo i håndholdt tilstand. Game on, siger vi bare. Pris 2.699 kr.
Sikkerhed og minder fra turen
Hvis I planlægger en roadtrip eller skal køre meget under jeres ferie, kan et dashcam være en værdifuld investering. Udover at give jer en ekstra sikkerhedsfunktion ved at optage jeres kørsel, kan et dashcam også fange smukke landskaber og sjove øjeblikke på vejen. I kan senere gense og dele disse optagelser som en del af jeres ferieminder. Dashcamet kan være et nyttigt vidne i tilfælde af uheld eller uforudsete begivenheder og give jer ekstra tryghed under rejsen. Kører man i en lejebil, kan det være rigtig godt at kunne dokumentere, hvis der sker noget undervejs.
Nextbase 422GW dashcam er smart, fordi man kan tilkøbe og montere et Nextbase Rear View Camera , der kigger bagud, så man får optagelser af, hvad der sker både foran og bagved bilen, hvis noget skulle gå galt. Dashkameraet er nemt at montere, og man kan trådløst overføre videoer fra dashcam til sin mobil. Der medfølger i øvrigt software, så du kan redigere dine videoer på computeren. Kameraet har sin egen GPS, så du på computeren kan se nøjagtigt, hvor videoerne er optaget. Det er også smart, hvis du vil finde tilbage til noget spændende du har set eller oplevet, men ikke lige kan huske vejen tilbage. Pris – 1.199 kr. og 550 kr.
Fri for forstyrrelser
De fleste har en smartphone med på ferien. Men hvad med at vælge en dumbphone?
Hvis du vil have ekstra meget ud af familieferien, så lad din smartphone blive i lommen og tag en dumbphone med i stedet. Det er en mobil, der ikke har nogen stor skærm eller smarte funktioner, og hvor du ikke kan installere alle de apps, der kappes om at stjæle din opmærksomhed. Du kan selvfølgelig have din smartphone med i bagagen – for du kan nok ikke klare dig uden. Men prøv at lade den ligge medmindre det er absolut nødvendigt.
Nokia 2660 Flip er en super enkel mobil til turen. Klaptelefonen ligger godt i lommen, og giver dig de vigtigste funktioner, uden at du hele tiden skal forholde dig til beskeder eller notifikationer fra apps. Samtidig koster telefonen kun 699 kr., og så har du en ferie- og festival mobil, der kan holde i mange år.
Strøm til dine gadgets
Når man er på farten, er det ikke altid muligt at finde en stikkontakt, når ens enheder løber tør for strøm. En powerbank er en bærbar opladningsmulighed, der kan redde dagen og holde jeres gadgets kørende. Uanset om I er på stranden, i en nationalpark eller på en udflugt, kan I nemt genoplade jeres telefoner, tablets eller andre enheder uden bekymring. Det giver jer friheden til at udforske og nyde ferien uden at skulle bekymre jer om strømstik.
Her har vi valgt Sandberg Powerbank USB-C PD 130W 50000. Dels har den med 50.000 mAh batteri nok til at oplade samtlige familiens smartphones uden at få sved på panden, og stadig have strøm til overs til at sjatlade lidt hen ad vejen. Denne powerbank har også en port til 100w opladning. Det er genialt, for hvis du har en telefon, med hurtig opladning – f.eks. en OnePlus 11, så kan du bruge 100w porten og lade din mobil eller tablet op langt hurtigere. Du får ikke helt samme hastighed, som hvis du bruger mobilens egen oplader, men i vores test oplader powerbanken en OnePlus mobil op på ca. 40—45 minutter. Prisen er 1.799 kr.
Uanset, hvor I kører hen på ferie og om I vælger at bo på et hotel, en campingplads eller i et sommerhus, kan disse gadgets gøre jeres sommerferie endnu bedre. En Bluetooth højttaler skaber den perfekte atmosfære, en tablet holder jer underholdt og informeret, en powerbank sikrer, at I aldrig løber tør for strøm, et dash cam tilbyder sikkerhed og erindringer, og en Nintendo Switch giver jer mulighed for at nyde familieunderholdning overalt. Sidst men ikke mindst: En dumbphone sikrer, at I har fokus på at nyde familieferien og ikke på digital støj. Ved at medbringe disse gadgets kan I maksimere jeres rejseoplevelse og skabe uforglemmelige minder sammen som familie.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.