Vi tester MSI RTX 4070 Gaming X Trio - grafikkort til gaming med masser af køling
Lækkert grafikkort fra MSI med masser af køling
MSI har lavet deres egen version af RTX 4070 grafikkortet. Den hedder MSI RTX 4070 Gaming X Trio 12G og kommer med masser af køling. MSI lægger ikke skjul på, at kortet er designet til gamere, og du får da også RGB-belysning med på kortet. Samtidig får du Nvidias DLSS 3 Ray Tracing-ydelse i et forholdsvist stille kort.
Masser af køling
Kortet kommer med MSIs TriFrozr 3 system, der som navnet antyder kommer med tre blæsere. Blæserne er femte generation af MSIs Torx Fan 5.0, der er udviklet til at give den bedst mulige luftgennemstrømning.
Kølingen sker via en kobberplade på kortet. Den er forbundet med nogle store køleelementer og en stor metalplade, der hjælper med at lede varmen væk fra kortet. Kortet er forholdsvis stort, så det er en god ide at tjekke, om der er plads i kabinettet, inden du køber.
Kølingen kører effektivt, og sørger for at holde kortet køligt, selv når det kører med højeste belastning. Vores kort målte 32 grader uden belastning, og med høj belastning lå temperaturen på 66 grader, hvilket må siges at være acceptabelt.
Fremragende til 1440p
Kortet er velegnet til 1440p gaming og kommer med 12GB GDDR6X RAM, (Memory speed 21 GHz), 5888 CUDA-kerner, 192-bit memory bus og boost clock på 2610 MHz. Kortet har tre displayporte og en HDMI 2.1-port, der understøtter 4K@120Hz HDR og 8K@60Hz HDR.
Vi testede kortet med en række spil i1440p-opløsning, og fik følgende resultater:
Control – High – 97fps
Get the best Black Friday deals direct to your inbox, plus news, reviews, and more.
Sign up to be the first to know about unmissable Black Friday deals on top tech, plus get all your favorite TechRadar content.
Cyberpunk 2077 High – 90fps
Hogwards Legacy – High – 97fps
Wolfenstein Youngblood – High – 329fps
Tiny Tina´s Wonderlands – High – 101fps
Det er en fornuftig ydelse i 1440p med ray tracing, og spillene ser forrygende flotte ud.
Design
Kortet er designet med tre blæsere, og ser ret imponerende ud. Du får RGB-belysning på forsiden, og MSI har også tilføjet RGB-lys på kortets underside. Det er lidt underligt, for de lys vil ikke være synlige, hvis du monterer kortet normalt i computeren, så det virker som spildte kræfter. Køling fylder meget i kortets design, og ud over de tre blæsere, sørger en metalplade og de store køleelementer for at holde temperaturen nede. Det måler 338 x 141 x 52 mm og vejer 1214 gram. Det lægger sig pænt i mellemklassen, hvad størrelse og vægt angår. Der medfølger en såkaldt anti-sag bracket. Det er en metalbøjle, der monteres i kabinettet, som er skal understøtte det tunge kort, så det ikke bøjer. Men det føles ikke, som om passer særligt godt til kortet. Det er f.eks. ikke muligt at ”låse” denne bracket til kortet, så vi er ikke overbevist om, at det yder optimal understøttelse. Det vil tiden vise.
Pris og tilgængelighed
Kortet er tilgængeligt hos et bredt udvalg af forhandlere, og prisen ligger fra cirka 5.600 kr. og op.
Flere muligheder med den tilhørende software
Du kan downloade MSI Center gratis og bruge det til at justere indstillinger for kortet og blæserne. Det er også her, du kan lave et hav af forskellige indstillinger for RGB-lysene, så du kan få blæsere, grafikkort og hvad du ellers har af kompatible RGB-lys til at køre synkront. Du kan også helt vælge at slukke for ekstra belysning, men det vil være en skam. For RGB-lys giver bare noget ekstra stemning til f.eks. gaming. Du kan endda vælge at synkronisere belysningen, så den matcher indholdet på skærmen, når du gamer. MSI Center giver en masse muligheder, og vores maskine begyndte f.eks. at køre endnu mere stille, da vi aktiverede FROZR AI Cooling, som sørger for at tilpasse blæserhastigheden til belastningen og temperaturen på CPU og grafikkort.
Værdi for pengene
Vi fandt kortet til cirka 5.600 kr., og synes, at vi får udmærket værdi for pengene. Kortet leverer nogenlunde samme ydelse som et RTX 3080-kort til en lidt lavere pris. Dét, vi bider mærke i, er hvor stille kortet kører. Køling med blæsere kører kun, når kortet er belastet, og det meste af tiden, hører vi intet til det.
Kortet er beregnet til brugere, der vil game i en 1440p opløsning, og det fungerer fint. Det skal dog siges, at du godt kan finde kort, der leverer samme ydelse til en pris, der er mindst 600-800 kr. lavere. Det er selvfølgelig en udfordring for kortet, fordi du kan købe billigere kort, der kan levere samme ydelse. Men her kan den ekstra køling og stille drift måske være en afgørende faktor for, om man vælger dette kort eller et billigere kort. Den stille drift er i vores øjne en stor fordel ved kortet. Det betyder måske også, at prisen på MSI RTX 4070 Gaming X Trio 12G vil falde i fremtiden.
Konklusion
Det er ikke det billigste kort på markedet, og du kan finde billigere kort, der leverer en lignende ydelse. Til gengæld får du et grafikkort med virkelig god køling, som kører jævnt og forholdsvis lydløst. Samtidig får du med MSI Center også nogle flere muligheder for at tilpasse køling og RGB-lys præcis som du vil have det. Så selv om kortet i mine øjne er lidt for dyrt, får du et ganske godt kort for pengene.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.