Anmeldelse: Sonos Port

Med Sonos Port får du Sonos direkte ind i stereoanlægget

Sonos Port
(Image: © Sonos)

TechRadar Konklusion

Sonos Port er en fremtidssikret og temmelig dyr afløser for Sonos Connect. Funktionaliteten er i store træk den samme, og du får stadig mulighed for at indlemme dit anlæg i Sonos-netværket. Har du allerede masser af Sonos-højttalere er det næsten et must, imens det næppe er her, man vi starte sin samlig. En smart løsning men også en dyr fornøjelse.

For

  • +

    Let installation

  • +

    Lille og kompakt

  • +

    Det er Sonos

Imod

  • -

    Prisen er ret høj

  • -

    De har fjernet toslink-udgang

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Sonos Port er afløseren til Sonos Connect, som kom på gaden for 9 år siden. Den nye enhed er sort i stedet for hvid. Den er mindre, men kan i teorien det samme. Fordi Sonos har proklameret, at de vil dele deres produkter op i to grupper, S1 og S2, hvoraf kun sidstnævnte får fremtidige funktioner og opdateringer, vil mange nok blive fristet til at købe den nye Port og lade Connect pensionere. Lad os se på den.

Tilgængelighed og Pris

Sonos Port blev først vist frem under IFA i 2019 i Berlin. Enheden kunne købes i Danmark fra januar 2020. Den vejledende pris er 3.399 kroner. Har man en gammel Connect stående tilbyder Sonos 30% i rabat, hvis man indbytter den, når man køber en Port. 

Design

Sonos Port er som nævnt afløseren til Sonos Connect, som først kom på markedet i 2011. Det er derfor interessant først at se på forskellene imellem de to. Det mest indlysende er størrelsen, hvor Port er betydeligt mindre og nu er sort i stedet for hvid. Der er dog stadig tale om en meget enkel kvadratisk kasse med en diode på forsiden. Som med andre Sonos-højttalere kan du slukke for denne i appen, hvis du ikke gider se på den. 

Også på bagsiden er der sket lidt, hvilket måske vil irritere nogle. Hvor den gamle Connect både er udstyret med en digital optisk audio udgang (Toslink) samt en digital coax audio udgang, har man på Port fjernet den første, hvorfor vi nu må nøjes med coax. Ifølge Sonos er dette valg truffet, fordi Port primært henvender sig til ”installers” som fortrinsvis bruger coax-kabler. De af os, som indtil nu har benyttet et Toslink-kabel må altså ud og købe nye kabler eller nøjes med at benytte de analoge phono-kabler, som følger med i kassen. 

Her er stadig en analog indgang, så du eksempelvis kan tilslutte en pladespiller til dit Sonos-netværk og to indbyggede 10/100 Mbps Ethernet porte. 

Indvendigt gemmer sig også lidt nyt, selvom det ikke er meget. Port har fået en 12V power trigger, hvilket betyder, at den automatisk kan tænde for dit stereoanlæg eller andet udstyr, hvis det er i standby mode. Sidst er enheden blevet AirPlay 2-certificeret, så du nu kan streame direkte til den fra dine Apple-enheder.

(Image credit: Sonos)

Ydelse

Jeg har tilsluttet Sonos Port til min Marantz SR7012 med de medfølgende analoge kabler. Den erstatter en Sonos Connect, som jeg har benyttet igennem de sidste seks år. Min Sonos Connect var forbundet til min receiver via Toslink-udgangen, så jeg var indledningsvis lidt irriteret over, at denne nu er væk. Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke umiddelbart kan høre forskel. Hvad angår tilslutningen til dit netværk, kan det anbefales af bruge et ethernet-kabel, da man herved sikrer en bedre forbindelse end hvad det trådløse signal kan give. Det nye strømkabel er smallere end det gamle, og derfor lette at føre igennem smalle passager, hvis man gerne vil gemme sit udstyr lidt væk.

Fordi Sonos Port i realiteten er en forforstærker med streaming-egenskaber, kan det godt være lidt svært at vurdere lydkvaliteten, som i sidste ende afhænger mere af det udstyr du slutter den til – din receiver og derefter dine højttalere. Port sender med andre ord et signal til din receiver, som denne så er ansvarlig for at behandle. Af denne årsag giver det mest mening at låse lydstyrken (som også fjerner muligheden for at rode med din indbyggede equalizer) og lade receiveren stå for dette.

Som nævnt skiftede jeg fra Connect til Port, som tidlige var tilsluttet samme receiver. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan høre forskel. Det eneste jeg bemærkede var en mindre forsinkelse på lyden, hvis jeg bad min receiver om at omdanne stereosignalet til et dolby surround-signal – denne forsinkelse introduceres dog af receiveren og kan derfor ikke pålægges Sonos. Det kan dog stadig være irriterende, hvis man bruger Party-indstillingen og spiller det samme signal på alle højttalere på samme tid. Problemet er til at overse, men overlapper dine lydrum hinanden, vil du kunne høre en form for ekko. Det er også min receiver der står for 

En anden variabel er det signal du sender igennem enheden. Sonos-højttalere kan streame op til 16-bit/48kHz. Fordi det foregår over Wi-Fi, og ikke Bluetooth, får du ukomprimeret ”lossless” lyd (såfremt du har slået denne funktion til i appen). 

Tilføjelsen af AirPlay 2 er en god detalje og har man ikke andre Sonos-højttalere med denne funktion i forvejen, vil Amp nu kunne danne bro til de øvrige enheder, præcis som de andre højttalere allerede gør, når de alle er en del af samme netværk. 

Sidst er det værd at nævne, at Sonos Port er forberedt på S2-systemet, som Sonos åbner op for senere på året. Her bliver der mulighed for nye funktioner samt en højere bitrate. Dette var ikke muligt på den gamle Connect, så her kan Port komme til at adskille sig yderligere. Men det må vi desværre vente lidt med endnu. 

(Image credit: Sonos)

Konklusion

Har du et komplet hjemmebiosetup med receiver og 5.1/7.1-højttalere, eller bare et almindeligt stereoanlæg, vil du med Sonos Port kunne indlemme dette i dit Sonos-system og få de samme muligheder, som du har i de almindelige højttalere. Man kan dog let argumentere for, at det er en temmelig dyr løsning, og såfremt man ikke allerede er en del af Sonos-økosystemet, er der langt billigere måder at få streaming-egenskaber i et eksisterende anlæg, hvis dette da ikke i forvejen har indbygget lignende egenskaber – eksempelvis via en Bluetooth-adapter. For de som allerede benytter Sonos og sikkert ejer flere af deres højttalere i forvejen, er Port dog en god tilføjelse, såfremt man har et stereoanlæg at slutte den til. Du får desuden en bedre lydkvalitet end du ville med Bluetooth, da Sonos kan sende ukomprimeret og lossles musik til dit anlæg. Sidst bør vi nævnte det kommende S2-økosystem, som kan gå hen og betyde endnu flere fordele i den nye hardware fremfor den aldrende Connect. 

Mikael Hansen

Mikael Hansen was the Senior editor at TechRadar Denmark and a freelance IT journalist. He has been working in the IT-business for more than 14 years and have a broad knowledge of products, technologies, and the business as a whole.