Forskere udvikler nano-robot, der 'borer' sig ind i øjne uden at skade dem

Eye

Et internationalt team af forskere har udviklet en robot i nano-skala, som kan 'bore' sig ind i vævet i et øje uden at skade det.

Robotten, der er formet som en propel, er kun 500 nanometer bred og er dækket af en non-stick-belægning, der gør det muligt for den at glide igennem det tætte væv i øjet og bevæge sig frit omkring. En lillebitte mængde magnetisk materiale gør, at den kan styres udenfor kroppen ved hjælp af magnetfelter.

Inspireret af naturen

Forskerne sammenlignede vævet inde i øjet med et net af dobbeltsidet tape. For at undgå, at nanopropellen sidder fast, udviklede de en speciel todelt belægning: Et lag af molekyler bundet til propellens overflade samt en glat non-stick overfladebelægning.

"Til belægningen fandt vi inspiration i naturen", siger dr. Zhiguang Wu, en postdoktoral forsker ved Max Planck Institute for Intelligent Systems. "I det andet trin påførte vi et flydende lag, der blev fundet på en kødædende plante, som har en glat overflade på peristomet for at fange insekter. Det er som Teflon- belægningen på en stegepande."

"Denne glatte belægning er afgørende for den effektive fremdrift af vores robotter inde i øjet, da den minimerer vedhæftning mellem det biologiske proteinnetværk i glaslegemet og overfladen af vores nano-robotter."

I sidste ende håber forskerne, at en sværm af nano-robotter vil kunne læsses med medicin og bruges til at levere medicinen præcist, hvor det er nødvendigt.

Via Phys.org