Ekspert: Dette skal du overveje hvis du vil have 5G på mobilen

Kvinde sidder med smartphone i hånden
(Foto: Future)

Den gode nyhed er, at alle de nye iPhone 12-modeller understøtter 5G. Den dårlige nyhed er, at vi i Danmark stadig er et godt stykke fra en 5G-dækning, der kan gavne danskere over hele landet. 

Teleselskaberne er godt nok gået i gang med at opstille og tænde for 5G-master, men de helt høje hastigheder lader vente lidt på sig, forklarer en ekspert. 

“I Danmark er vi lidt bagud omkring salget af licenser til de frekvenser, der for alvor giver høje hastigheder. Man regner med, at de kommer i udbud til marts 2021, og så går der nogle måneder før teleselskaberne kan bruge dem. I mellemtiden har bl.a. TDC fået en lånelicens, så de har høje hastigheder allerede nu,” siger teleanalytiker Torben Rune til TechRadar. 

Så hvad gør du, hvis du vil på 5G-nettet allerede i år? Det kan måske blive nødvendigt at skifte teleselskab, lyder det fra Torben Rune. 

“Det er tæt løb. TDC er foran på 5G lige nu. Men den største forskel er, at selskaberne udbygger deres netværk efter forskellige principper. TDC er startet i Nordsjælland, hen over Fyn for så at slutte i Nordjylland. Telenor-nettet udbygges i cirkler omkring de store byer,” siger han og kommer med en god forudsigelse for dig, der bor i en større by:

“Hvis man bor i en større by, kan man godt regne med at få 5G-dækning hos alle selskaber i løbet af den første halvdel af 2021. I resten af Danmark kommer det til at variere,  så man må skifte selskab for at få den bedste dækning.”

Så inden du beslutter dig for noget er det en god ide at tjekke, hvor langt dit mobilselskab er kommet i udbygningen. Og så afhænger det selvfølgelig af, hvor tålmodig eller utålmodig du er. 

Jeg synes elektronik og teknologi er fascinerende fordi det er under konstant udvikling og altid bliver bedre.  I min fritid driver jeg en lille  webshop og så har jeg skrevet e-bogen bliv journalist