Apple afviser horoskop-app

horoscope app
(Foto: no credit)

Sidder man som ny appudvikler med en idé til en app, man vil have i iOS App Store, så kan det være smart at tjekke, at appen ikke hører til i en kategori, hvor der allerede er mange lignende valgmuligheder. Det er i hvert fald det råd, man får fra udvikleren Night Cat Productions.

De gik for nylig ud offentligt med, at deres horoskop-app WTFuture er blevet afvist. Tweetet med historien er senere blevet fjernet af en ukendt årsag, men det lader til, at de blev afvist to gange i sine forsøg på at få deres app med i Apples butik.

Udvikleren fortæller: “Jeg har dårlige nyheder. Der er åbenbart for mange horoskop-apps i App Store, så WTFuture er blevet afvist (to gange). Det er jeg virkelig ked af. Hvis du har en idé om, hvordan man kan gøre det til “ikke en horoskop-app”, så lad mig vide det. I mellemtiden vil jeg fortsætte med at tilpasse det til Android…”.

Apples anledning til at afvise appen var ganske enkelt, at der allerede er for mange af den type apps. I brevet henviser Apple til sine retningslinjer for udviklere, hvor sektion 4.3 lyder “Undgå også at lægge dig op ad en kategori, der allerede er mættet; App Store har allerede nok apps til prutter, bøvser, lommelygter, spådomme, dating, drukspil, Kama Sutra osv. Vi vil afvise disse apps, medmindre de giver en unik oplevelse af høj kvalitet.”

Apple foreslår desuden, at for mange af en vis type apps kan opleves som spam, og at selvom en sådan app kan være “brugbar, information og underholdende, så har App Store ganske enkelt nok af denne type apps og de vil derfor blive betragtet som spam”. Det skriver Mobil.nu

Michael Kilschow Hansen
Redaktør / Nyhedsjournalist

Michael har arbejdet journalistisk næsten hele sit arbejdsliv - og har i årenes løb beskæftiget sig med online nyhedsmedier, radio, tv, ugeblade, magasiner, musik- og filmjournalistik. Michael har været en del af TechRadar Danmark-teamet siden januar 2021. 

Han eeelsker sin iPhone, sin iPad og sin iMac - men på et ikke-religiøst niveau, og er voldsomt nysgerrig på, hvad andre tech-brands kan tilbyde.

Arbejde og hobby mødes i en smuk fusion, når der skal skrives om streamingtjenester og deres indhold, nye premierer på serier, film og spændende dokumentarprogrammer.