De bedste originale Netflix-film i 2024
Vi har lavet en liste over de bedste originale Netflix-film, du kan se lige nu.
Hvis du leder efter de bedste originale Netflix-film lige nu, er du kommet til det helt rette sted.
Netflix har et omfattende bibliotek af film og serier - fra blockbusters til mindre indie-perler - men streamingtjenesten har også udgivet deres egne originale spillefilm lige siden 2015. Det var dog først i 2019, at tjenesten for alvor slog igennem med originalt indhold.
Vi har samlet en liste over de bedste originale Netflix-film i øjeblikket med titler som bl.a. Don’t Look Up, The Adam Project, The Power of the Dog og mange flere.
Netflix er kendt for at have store budgetter på både sine serier og film, og der kommer hele tiden nye udgivelser på streamingtjenesten. Vores liste opdateres løbende, efterhånden som nye titler bliver tilgængelige på streamingtjenesten, så kig forbi jævnligt og få nye idéer til Netflix-originaler, som du må og skal se!
De bedste originale Netflix-film:
- The Gray Man
- Hustle
- Against the Ice
- Enola Holmes
- The mystery of Marilyn Monroe: The Unheard Tapes
- The Man from Toronto
- The Adam Project
- The Takedown
- Along for the Ride
- Trust No One: Jagten på kryptokongen
- Don't Look Up
- Brazen
- Windfall
- The Power of the Dog
- tick, tick...BOOM!
- The Irishman
- The Guilty
- Red Notice
- The Harder They Fall
- Passing
- Stowaway
- No One Gets Out Alive
- Concrete Cowboy
- Mank
The Gray Man
Six (Ryan Gosling) er en af CIA's dygtigste agenter og under en mission, som ikke går helt efter planen, opdager agenten ved et uheld bureauets mørkeste hemmeligheder. Der udloves en dusør på hans liv, og det bliver starten på en global menneskejagt med den sociopatiske tidligere agent og kollega Lloyd Hansen (Chris Evans) lige i hælene. Filmen er instrueret af brødrene Anthony og Joe Russo, og udover Gosling og Evans kan du bl.a. også opleve Billy Bob Thorton, Ana de Armas, Dhanush og Alfre Woodard. Plottet er måske lidt af en kliché, men Russo-brødrene leverer en film spækket med action, karismatiske skuespillere og smukke lokationer.
Hustle
Adam Sandler spiller rollen som Stanley Sugerman, en basketballspejder, der drømmer om at blive coach. Han rejser rundt i verden for at finde det næste ukendte talent. Det fører ham til Spanien, hvor han møder Bo Cruz (spillet af NBA-spilleren Juancho Hernangómez), en talentfuld spiller med en problematisk fortid. Stanley tager Bo med til USA, og med alle odds imod sig forsøger de to mænd at bevise, at de begge har det, der skal til for at klare sig i NBA.
Against the Ice
Filmen handler om et dansk forsøg på at modbevise USAs krav på Nordøsgrønland. Amerikanerne mente, at Grønland var delt i to forskellige landmasser. Ekspeditionen blev ledet af kaptajn Ejnar Mikkelsen (Nikolaj Coster-Waldau), som efterlod sin besætning på skibet for at rejse over isen med sit mest uerfarne besætningsmedlem Iver Iversen (Joe Cole).
De to mænd begiver sig ud på en hårdere og længere rejse en forventet, og må undervejs kæmpe imod alt fra elementernes rasen til isbjørne, og da de endelig når tilbage til skibet, er det ikke den redning, de havde forventet. En historie om et par heltemodige mænd, der satser alt i kampen om at finde sandheden.
Enola Holmes
Efter Guy Ritchies to Downey Jr-film, den katastrofale Will Ferrell-parodi, BBCs usædvanlige serie og 154 afsnit af Elementary, er det ikke underligt, at selv de mest ivrige fans af Baker Street er lidt trætte af Sherlock Holmes. Heldigvis tilføjer denne energiske version af Nancy Springers romaner for unge voksne noget nyt til dette detektivunivers – en lillesøster.
I en af sine første hovedroller efter Stranger Things tager Millie Bobby Brown chancen og spiller en karakter, der er langt mere animeret end den nedtonede Eleven. Hendes Enola Holmes er karismatisk og stærk, og i sine sine bestræbelser på at finde sin forsvundne mor viser hun , at hun er lige så klog som sin bror.
The mystery of Marilyn Monroe: The Unheard Tapes
The Mystery of Marilyn Monroe: The Unheard Tapes er en amerikansk dokumentarfilm fra 2022 instrueret af Emma Cooper. Den er centreret omkring den amerikanske skuespillerinde og kultikon Marilyn Monroes liv og hendes alt for tidlige død. Dokumentarfilmen fortælles gennem arkivoptagelser og hidtil usete interviews med stjernens venner.
The Man from Toronto
Kevin Hart og Woody Harrelson spiller hovedrollerne i Netflix’ nye actionkomedie The Man from Toronto. Verdens farligste snigmorder (Harrelson) og New Yorks største kvaj Teddy (Hart) bliver forvekslet med hinanden, da en Airbnb-reservation går galt. I håb om at overleve bliver Teddy tvunget til at slå sig sammen med lejeborderen. Selvom filmen ikke har modtaget de bedste anmeldelser, leverer Hart præcis, hvad han er kendt for. Så er du til klassisk Kevin Hart-humor, action og en badass Woody Harrelson, får du 1 time og 52 minutter med sjov og actionfyldt underholdning.
The Adam Project
Ryan Reynolds spiller jagerpiloten Adam Reed, som forlader året 2050 og ved et uheld styrter ned med sit fly i året 2022. Her slår han sig sammen med sit 12-årige jeg, og sammen påbegynder de en mission for at redde fremtiden.
Filmen har fået blandede anmeldelser, og selvom det måske ikke er en film, der er skabt for at vinde store priser, er det en skøn og underholdende film, der kan nydes af hele familien.
The Takedown
The Takedown er en fransk actionkomediefilm efterfølgeren til filmen On the Other Side of the Tracks fra 2012. Filmen handler om de to betjente Ousmane Diakité (Omar Sy) og François Monge (Laurent Lafitte), som har meget forskellige stilarter, baggrunde og karrierer. Det usandsynlige par genforenes i en ny efterforskning, der fører dem gennem hele Frankrig. Det, der synes at være en simpel narkosag, viser sig at være en stor kriminalsag med fare og uventet komik.
Along for the Ride
Det er Audens sidste sommer før hun skal starte på college. Mens andre teenagere fester i solen ved Colby Beach, bruger enspænderen Auden tiden på at strejfe rundt i gaderne, når alle andre sover. Alt ændrer sig, da hun møder den charmerende og mystiske Eli. De to tager på natlige eventyr sammen og hjælper hinanden med at træde ud af deres tryghedszoner, da de begynder at vise hinanden, hvordan man lever livet fuldt ud.
Trust No One: Jagten på kryptokongen
Trust No One: Jagten på kryptokongen (Trust No ne:The Hunt for the Crypto King) er en original Netflix-dokumentarfilm fra 2022 instrueret af Luke Sewell. Den unge Gerry Cotten var stifter af et kryptovalutafirma, og da han uventet dør, får rasende investorer mistanke om, at hans død ikke var helt tilfældig. Dokumentaren følger en gruppe cryptocurrency-investorer, der efterforsker Gerry Cottens død og de 250 millioner dollars, som de mistænker, at han stjal fra dem. Dokumentaren giver et spændende billede af paranoiaen og mysterierne, der omgiver BitCoin og cryptovaluta.
Don't Look Up
Don’t Look Up handler om Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence), en astronomistuderende, og hendes professor Dr. Randall Mindy (Leonardo DiCaprio), der opdager, at en komet på størrelse med Mount Everest har kurs mod jorden. Problemet er bare, at det ikke ser ud til, at nogen bekymrer sig særlige meget om det. De tager på en medieturné, der bl.a. gæster præsidenten og et morgen-talkshow for at advare og skabe opmærksomhed om den altudslettende komet, men det lader til at være lettere sagt end gjort at få menneskeheden til at kigge op!
Filmen er en satirisk håndtering af klimaforandringskrisen og udover Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence i hovedrollerne er rollelisten stjernespækket med navne som Rob Morgan, Jonah Hill, Mark Rylance, Tyler Perry, Ron Perlman, Timothée Chalamet, Ariana Grande, Scott Mescudi, Cate Blanchett og Meryl Streep.
Brazen
Krimiforfatter og kriminalekspert Grace (Alyssa Milano) er tvunget til at flytte tilbage til sit barndomshjem i Washington. D.C., efter at hendes søster er blevet dræbt. Det viser sig at søsteren levede et dobbeltliv og arbejdede som webcam-sexoperatør, og Grace ignorerer advarslerne fra detektiven Ed (Sam Page) og sætter sig for at blive involveret i opklaringen af sin søsters død.
Windfall
En indbrudstyv bryder ind i en tech-milliardærs tomme feriehus, men tingene går ikke helt som planlagt, da den arrogante rigmand og hans kone planlægger lidt ferietid og ankommer til villaen. Tyven bliver lige så overrasket som ejeren, og han ender med at holde parret fanget, og så starter de lange forhandlinger.
Det er en spændende, tilfredsstillende og velspillet thriller med Jesse Plemons (The Power of the Dog), Lily Collins (Emily in Paris) og Jason Segel (The Muppets).
The Power of the Dog
Benedict Cumberbatch spiller den hårdnakkede, barske og ondskabsfulde rancher Phil Burbank, der vækker frygt hos alle omkring sig. Da broderens (Jesse Plemons) nye kone (Kirsten Dunst) og hendes søn (Kodi Smit-McPhee) flytter ind, bliver de ikke ligefrem taget godt i mod af Phil. Han skaber listigt et giftigt miljø for at bevare magten over sin bror, deres business og deres fælles hjem.
Filmen starter i et roligt tempo, men udvikler sig til et psykologisk lagdelt drama fyldt med begær, had og dominans. The Power of the Dog er en smuk og imponerende film af Jane Campions, som af mange kaldes den bedste film fra 2021. Hvis du endnu ikke har set den, er det helt sikkert på tide, at du gør.
tick, tick...BOOM!
tick, tick…BOOM! er baseret på Jonathan Larsons semiselvbiografiske musical af samme navn. Vi følger den lovende unge teaterkomponist Jonathan Larson gennem kærlighed, venskab og presset fra livet som kunstner i New York i tiden før sin 30-års fødselsdag.
Andrew Garfield spiller hovedrollen, og gør det virkelig godt – og så kan den tidligere Spider-Man rent faktisk synge. Men selvom filmen byder på sang og koreografi, behøver du ikke være musical-entusiast for at se den.
The Irishman
Med skuespillere som De Niro, Al Pacino og Joe Pesci i front og instruktør Martin Scorsese bag kameraet er The Irishman uden tvivl en storfilm. Vi følger lejemorderen Frank Sheeran (De Niro) og hans historie. Både hans forbindelse til den berygtede fagforeningsboss Jimmy Hoffa (Pacino) og hans egen datter (Anna Paquin).
Selv om filmen ikke helt er på niveau med Scorseses tidligere gangsterbrag Goodfellas, er det stadig en seværdig film. Vi kunne måske godt have ønsket os nogle lidt mere troværdige "unge" udgaver af skuespillerne. Men der er trods alt tale om en gangsterfilm af Scorsese, og så bliver det altså ikke meget mere gangster. Og så skader det ikke, at Scorsese kan fortælle sine historier med fremragende kameraføring.
The Guilty
The Guilty er en genindspilning af den danske prisbelønnede film Den skyldige. I denne amerikanske version spiller Jake Gyllenhaal hovedrollen som politibetjenten Joe Baylor, der besvarer et opkald på alarmcentralen fra en kidnappet kvinde. Han ender i et kapløb med tiden for at redde kvinden i den anden ende af røret, men ikke alt er, som det lader til.
En spændende, intens film med uventede drejninger. Selvom om du måske allerede har set den danske, er The Guilty helt klart værd at se.
Red Notice
Hvad får du, hvis du samler Wonder Woman (Gal Gadot), Free Guy/Deadpool (Ryan Reynolds) og actionkongen Dwayne "The Rock" Johnson i én og samme film?
Action, en endeløs ordstrøm, masser af grin og mere hæsblæsende action. I Red Notice er Dwayne Johnson en FBI agent, der skal fange den internationalt eftersøgte kunsttyv "The Bishop" (Gadot). Undervejs bliver han nødt til at alliere sig med en anden eftersøgt kunsttyv Nolan Booth (Reynolds), og så går den vilde jagt ellers rundt i hele verden.
The Harder They Fall
The Harder They Fall er ifølge mange en af de bedste film, som streaminggiganten producerede i 2021. Filmen finder sted i det vilde vesten og følger den kriminelle Nat Love, som sætter alt ind på at stoppe sin gamle fjende, Rufus Buck, der myrdede Nats forældre og lige er sluppet ud af fængslet.
Filmen blander action og humor og har fremragende skuespillere som Regina King, Jonathan Majors og Idris Elba på rollelisten. Denne westernfilm hylder de afroamerikanske cowboys, som ofte bliver overset i lignende produktioner.
Passing
Passing er baseret på Nella Larsens roman af samme navn. Filmen handler om to sorte kvinder med lysere hudtone, som bor på hver sin side af farveskellet i New York i 1920'erne. Irene Redfield bor i Harlem og er gift med en sort læge. En dag møder hun tilfældigt barndomsveninden Clare Bellew på et hotel. Clare udgiver sig for at være hvid og har giftet sig med en velhavende hvid mand fra Chicago ved navn John.
Filmen har fået stor ros for den følsomme håndtering af det komplekse emne og vigtige fokus på raceidentitet i det tidlige 20. århundrede.
Stowaway
En rigtig god Netflix-sci-fi i 2021 er centreret om mangel på ilt. I dette tilfælde bliver en tre-mands besætning på vej mod Mars tvunget til at træffe nogle valg om liv eller død, da en skjult passager og et defekt luftfilter truer med at ødelægge deres to-årige ekspedition.
Heldigvis undgår Stowaway den Red Planet-forbandelse, der er ramt film som Mission to Mars og John Carter, og begrunder sin farefulde interplanetariske præmis i hård videnskab og filosofiske spørgsmål, som der ikke er nogen nemme svar på. Resultatet er mere et absorberende karakterstudie end et prangende rum-epos, og det drives fremad af en forrygende hovedrolleoptræden fra måske Hollywoods mest undervurderede skuespillerinde, Toni Collette.
No One Gets Out Alive
Ambar er en illegal mexicansk immigrant, som er på jagt efter den amerikanske drøm. Hun flytter ind på et nedslidt pensionat efter sin mors død, men inden længe begynder der at ske mærkelig ting, og Amber befinder sig pludselig i et mareridt, hun ikke kan undslippe. Er det drøm eller virkelighed?
Filmen er fra 2021 og baseret på Adam Nevills novelle fra 2014 af samme titel. Hvis du er til uhygge, gys og spænding er Netflix-originalen No One Gets Out Alive muligvis lige noget for dig.
Concrete Cowboy
Caleb McLaughlin er ofte blevet uretfærdigt sat på sidelinjen som Lucas i fænomenet Stranger Things. Men Concrete Cowboy viser, at Millie Bobby Brown ikke er den eneste teenager fra eventyret i Hawkins med en lovende filmkarriere forude.
McLaughlin gør det fremragende over for Idris Elba som en balladeskabende ung mand, der er sendt for at bo hos sin far i et samfund af afroamerikanske cowboys.
Førstegangsinstruktør Ricky Staub gør det også godt og retter spotlightet på et ukendt hjørne af nutidens Philadelphia med varme og en visuel panache. Hvis du troede, at westerns udelukkende var gunslinging og salonbarer, så tro om igen.
Mank
Hollywood elsker film om Hollywood. Dette veludformede kig bag gardinet i biografens gyldne tidsalder vandt både Bedste Fotografering og Bedste Scenografi ved dette års Oscars. David Fincher har tilpasset sin afdøde fars manus, og har lavet en film om Herman J. Mankiewicz kamp om at blive færdig med manus til filmen Citizen Kane inden deadline.
Mank er utvivlsomt mere en film til filmnørder end til det brede publikum som La Land og The Artist. Men selv dem, der kun har en en lille interesse i Tinseltowns rankespil, vil værdsatte de sort-hvide optagelser og Gary Oldmans fremragende præstation som selvdestruktiv drukkenbolt og Amanda Seyfried som hans ærkefjendes elskerinde.
- Se også de bedste film på Disney+
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Kristian arbejder som freelanceskribent for TechRadar Danmark og interesserer sig for nyheder om tech og forbrugerelektronik. Kristian dækker alt fra det seneste inden for computer- og smartphone-udvikling til kommende spil, produktanmeldelser, branchenyheder og dybest set alt, hvad du håber at finde på TechRadar.
- Peter HoffmannRedaktør TechRadar Danmark