TechRadar Konklusion
Beosound A5 er den nyeste mobile højttaler fra Bang og Olufsen. Det er igen lykkedes lydproducenten at skabe en højttaler, der skiller sig ud – både med design og lyd.
For
- +
Smukt design
- +
Virkelig god lyd
- +
Streaming
Imod
- -
Høj pris
- -
Ikke super-bærbar
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Anmeldelsen kort
Bang & Olufsen kommer igen med en højttaler, der har sit eget designsprog, og som formår at skabe en varm og nærværende lyd. Beosound A5 har en høj pris, og da der er tale om en forholdsvis tung højttaler, er den ikke egnet til at tage med vandreturen eller lignende. Designet er fantastisk smukt, og skal du en tur i sommerhuset, vil Beosound A5 absolut give lyden et løft.
Højttaleren har både Bluetooth og wifi, så du kan afspille musik fra dine yndlings streaming-tjenester uden problemer. Du kan også købe to og skabe et stereopar eller gør Beosound A5 til en del af dit B&O-setup i hjemmet, så den kan fungere som multiroom højttaler.
Højttaleren styrke er helt klart den virkelig gode lyd og det enkle og smukke design. Det virker fjollet, at selve højttaleren inde under beklædningen godt kan tåle vand, når yderbeklædningen ikke kan. Men det kan vi leve med, for lyden er virkelig på et højt niveau.
Bang & Olufsen har igen skabt en højttaler, hvor designet skiller sig markant ud fra resten af markedet. De to versioner - en med lyst flet og en med mørk eg - har hver deres udtryk og vil tiltale forskellige brugere. Ens for dem er, at de ud over et flot design også leverer mobil lyd i særklasse. Du får Bluetooth og wifi og i appen er der masser muligheder for at finjustere lyden.
Beosound A5: Pris og tilgængelighed
- Højttaleren er tilgængelig hos B&O og forhandlere og findes i to udgaver:
- Nordic Weave koster 7.499 kr.
- Dark Oak koster 8.299 kr.
Beosound A5: Design
- Flot design
- Trådløs opladning
Besound A5 er designet af Bang & Olufsen x GamFratesi Studio. De mest i øjenfaldende detaljer i designet er den siv-lignende beklædning og håndtaget i træ. Det får den mobile højttaler ligner en blanding af en gammeldags transistorradio og en picnic kurv. Beosound A5 fås i to farver: I grå aluminium med front i vævede papirfibre og et lyst håndtag i egetræ og i sort antracit kombineret med beklædning og håndtag i mørkt egetræ. B&O skriver, at højttaleren er IP65-certificeret, men det gælder tilsyneladende kun elektronikken. For ifølge B&O kan både trækomponenter og papirvæv godt blive beskadiget af vand. Det betyder altså, at højttaleren godt kan tåle vand under beklædningen, men ikke udenpå beklædningen.
Højttaleren måler 28,5 x 18,7 x 13 cm og vejer 3,7 kg, så der er altså tale om en ret tung højttaler, som nok ikke er super velegnet til at tage med, når du skal ud og gå Caminoen. Tænk mere i retning af en højttaler, du kan smide bag i bilen og tage med i sommerhuset eller ødegården i Sverige.
Designet er ellers tænkt til at passe både indenfor og udenfor, hvor Beosound A5. Inspirationen til Beosound A5 kommer fra B&O's ikoniske Beolit-serie og naturmaterialer, der skal minde om farver og teksturer i den skandinaviske natur. B&O laver højttaleren i to versioner. Hos B&O er det ikke unormalt, at forskellige designs af den samme højttaler har hver deres pris. Det gælder også her, hvor vores lyse siv-version hedder Nordic Weave og koster 7.499 kr. Den mørke version – Dark Oak – er beklædt med mørkt egetræ – koster 8.299 kr. Dermed er det en forholdsvis dyr mobil højttaler at anskaffe sig. Men som vi kommer ind på lidt senere, så vil det helt sikkert være pengene værd, hvis du går op i design og lyd.
Beosound A5: Lydkvalitet
- Velafbalanceret lyd
- Tilpasser lyd til lokalet
- Masser af power
Højttaleren er udstyret med fire drivere med digitale forstærkere. Drivere: 1 x 0.8” tweeter, 2 x 2” drivere med fuld rækkevidde, 1 x 5,¼" woofer. Forstærkere: 1 x 70 W Klasse D til tweeter, 2 x 70 W Klasse D for fuld rækkevidde og 1 x 70 W Klasse D til bashøjttaler. De leverer en effekt på 280 watt. Højttaleren sender lyden ud i 360 grader, så du får god lyd, uanset hvor du befinder dig i forhold til højttaleren. Beosound A5 er udstyret med funktionen Active Room Compensation, der kan bruges til at tilpasse lyden til omgivelserne. Specifikationerne siger noget om højttalerens kapacitet, men selve lyden skal man nok opleve for at forstå, hvor godt det lyder.
Vi testede for noget tid siden femte generation af højttaleren Beosound A9, og vi var begejstrede for både design og lyd. Det lykkedes Bang og Olufsen at levere et varmt og bredt lydbillede, som havde masser af power, uden at det gik ud over detaljerne. Det nævner vi her, fordi A5 tydeligvis har været igennem samme fremragende tuning. Lydbilledet kan selvfølgelig ikke måle sig med Beosound A9, men vi får alligevel noget af den samme lydoplevelse. Lyden er bred og nærværende, og det lykkes at placere vokalen separat fra musikken. Det giver igen en følelse af, at være til stede i samme lokale som musikerne, og det giver en fantastisk følelse af nærvær. Samtidig får vi et bredt lydbillede, hvor både diskant og mellemtoner komplimentere hinanden. Bassen fylder også og lægger en solid bund, som giver gennemslagskraft til alle frekvenser. Der er selvfølgelig ikke samme stereoseparation, som vi får med flere højttalere, men det forventer vi heller ikke i en bærbar højttaler. Alligevel er lyden altså imponerende lækker at lytte til, og vi er kort sagt meget begejstrede for lyden i Beosound A5.
B&O anbefaler højttaleren til rum fra ca. 50-100 m². Men vi har også lyttet til højttaleren i mindre lokaler, og her er lyden altså stadig fremragende.
Beosound A5: App
Den tilhørende app gør det muligt at justere lydindstillingerne og en masse andre funktioner på Beosound A5. Der finder du en EQ, som lader dig justere bas og diskant. Her finder du også Bang & Olufsens brugervenlige visuelle EQ, der hedder ”Beosonic”. Her kan du indstille, om du vil have varm lyd, diskant eller energisk eller afslappet lyd. Du kan gemme op til fire nye lydprofiler.
Du kan oprette forbindelse til højttaleren via wifi og Bluetooth, og med wifi kan du nemt koble højttaleren på dine musikalske streaming-tjenester. Når du har sat streaming i gang via f.eks. Airplay 2, Spotify Connect, Beolink Multiroom, Chromecast eller Tidal, spiller musikken bare.
Beosound A5: Batterilevetid
Bang og Olufsen angiver batterilevetiden til 12 timer ved moderat volumen. Det er svært at teste, for hvad er moderat volumen? I vores test, hvor vi brugte højttaleren blandet til både Bluetooth og wifi-streaming, og hvor vi spillede nogle sange højt og andre under middel volumen, fik vi alt fra 10-12 timers spilletid. Enkelte gange endda lidt længere. Det ændrer sig selvfølgelig, hvis du bruger højttalerens trådløse opladning til mobilen. Her oplevede vi, at opladningen bruger meget batteri, selv om vi generelt var udmærket tilfreds med batterilevetiden, når vi ikke brugte den til at lade mobilen op.
Wifi og smarte funktioner
Selv om designet er lidt retro, får du også avancerede funktioner med i købet. Højttaleren kan oprette forbindelse via Bluetooth og wifi, og du kan derfor nemt afspille musik via dine streaming-tjenester. Højttaleren har en IP65-certificering og er dermed vandafvisende, så den godt kan tåle vandstænk. Højttaleren er desuden udstyret med en trådløs oplader, så du kan oplade mobilen ved at lægge den direkte på højttaleren. Det er en virkelig smart funktion at få med. Det er ikke muligt at oplade mobilen via kabel, da USB-C porten på højttaleren udelukkende er til at oplade A5 med.
Har du flere Beosound A5-højttalere, kan du koble dem sammen, så du får et stereopar, hvor den ene højttaler leverer højre lydkanal og den anden leverer venstre. Det har vi ikke testet i vores setup, men vi forestiller os, at det lyder ret godt. Det skal dog siges, at tanken om at have to bærbare højttalere med håndtag stående som det primære stereo-setup, virker ret sær. Udelukkende fordi håndtagene så vil se super mærkelige ud.
Du kan også koble Beosound A5 på dit eksisterende Bang & Olufsen på dit eksisterende multiroom-system.
Beosound A5 kommer med mikrofoner, så du kan bruge en stemmeassistent. Her har Bang & Olufsen været så smarte at indbygge en fysisk knap, der slår mikrofonen fra. Det er godt for brugere, der ikke bryder sig om, at elektronikken lytter med.
Skal du købe Beosound A5?
Køb den, hvis...
Du går op i god lyd
Beosound A5 har varm og fyldig lyd, som skaber et ret intim og nærværende lydbillede, hvor det kan føles som om kunstnerne næsten står i samme lokale som dig.
Du vil have unikt design
Mangler du en anderledes bærbar højttaler? Besound A5 har sin helt egen stil og udtryk, og selv de to versioner af højttaleren er vidt forskellige.
Du har et B&O-setup i forvejen
Har du allerede et B&O system, er det oplagt at koble Beosound A5 til boligens B&O multiroom-setup.
Køb den ikke, hvis...
Du er på budget
Prisen for højttaleren er ganske høj. Og selv om lydkvaliteten er god, så kan du trods alt købe billigere højttalere, som også leverer fremragende lyd.
Du selv skal bære rundt på den mobile højttaler
Besound A5 vejer 3,7 kg, og trods det indbyggede håndtag, så er det ikke en højttaler, som egner sig til at blive båret i længere tid. Der findes mange alternativer, som er bedre egnet og mere robuste.
Du har brug for en robust højttaler
Selv om elektronikken er beskyttet imod regn og vand, så gælder det ikke den smukke beklædning. Så hvis du har brug for en højttaler, der kan overleve udenfor i de danske sommervejr, skal du finde noget andet.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
How to watch CMA Awards 2024 online – stream the 58th Annual Country Music Association Awards from anywhere tonight as Jelly Roll performs live
How to watch Night Court season 3 online: live stream the hit sitcom starring Melissa Rauch free from anywhere now
How to watch Based on a True Story season 2 online from anywhere for FREE – stream new episodes of dark comedy