Anmeldelse: Beosound A9 gen.5 - En eksklusiv højttaler med fantastisk lyd

Beosound A9 kombinerer lyd og design i et musikalsk kunstværk

Beosound A9
(Image: © Peter Hoffmann)

TechRadar Konklusion

Prisen på Beosound A9 vil nok afskrække en del købere. Men faktisk har min test af A9 fået mig til at overveje at købe den, fordi den lyder så godt. Ud over den fantastiske lyd, så er designet også i særklasse, så du samlet set får et kunstværk af en højttaler, som er svær at ignorere, og som nok vil hæve niveauet af stil i din bolig.

For

  • +

    Smukt design

  • +

    Formidabel lyd

  • +

    Streaming

Imod

  • -

    Høj pris

  • -

    Ikke til små lokaler

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Anmeldelsen kort

Bang & Olufsen er kendt for at lave produkter, der lyder godt, og som har sit eget designsprog og sin egen stil. Det leverer Beosound A9 i overflod, og der er ingen tvivl om, at den er en af Bang & Olufsens mest ikoniske højttalere. Prisen betyder, at den er uden for rækkevidde for mange brugere, men i mine øjne er den faktisk pengene værd. 

Beosound A9 blev lanceret første gang i 2012. Siden er der kommet flere opdateringer til den ikoniske højttaler, og vi har testet den 5. generation: Beosound A9 gen.5. Konklusionen kan du få med det samme: Dette er intet mindre end en fantastisk højttaler. Det er her lykkedes Bang & Olufsen, at kombinerer formidabel lydkvalitet med et unikt design. Resultatet er en højttaler, der både leverer enestående lyd, og som samtidig ligner et stilfuldt kunstværk i boligen. Vores største udfordring – at vi ikke tænkte på at få to Beosound A9 til test, så vi kunne lytte til den i et stereo-setup.

Beosound A9

Designet er fantastisk og fylder godt i landskabet (Image credit: Peter Hoffmann)

Med denne højttaler får du et klassisk B&O produkt, hvor stil og lyd går op i en højere enhed. Den kommer nu med Bluetooth og wi-fi, line-in og ethernet-port, så den er fleksibel, når du skal oprette forbindelse. Betjeningen foregår via Bang & Olufsens app, men du kan også bruge touch-styring ved at berøre højttalerens øverste kant, så du kan skrue op/ned for volumen eller sætte musikken på pause. 

Det mest markante er selvfølgelig højttalerens ikoniske design. Hvor stort set alle andre højttalere er firkantede, har B&O valgt en cirkelform, som ser vanvittigt godt ud. Det får samtidig Beosound A9 til at skille sig ud, så en ikke ligner nogen anden højttaler på markedet. Selv om designet er iøjnefaldende, så "larmer" det ikke, når højttaleren står i stuen. Men den tilføjer stil og elegance til lokalet. 

Lyden er i en klasse for sig. Der er tale om en meget velafbalanceret højttaler, der leverer virkelig lækker lyd med masser af detaljer. Med syv drivere er der masser af power, og bassen er kraftig nok til at få gulvet til at ryste, når du skruer op for den. B&O anbefaler den til lokaler ml. 15-100 kvadratmeter. Men selv om lyden vil fungere fint, så vil man få mere ud af højttaleren i lidt større lokaler. 

Samlet set får man her en højttaler, der ser godt ud og lyder bedre. Og selv om prisen er høj, så får man også rigtig meget højttaler og smukt design for pengene. 

Beosound A9

Emballagen er lavet så smart, at du kan montere benene, inden du tager Beosound A9 ud af kassen. (Image credit: Peter Hoffmann)

Beosound A9: Pris og tilgængelighed

  • Højttaleren er tilgængelig hos B&O og forhandlere og findes i to udgaver:
  • Du kan købe Beosound A9 i sort til en vejledende udsalgspris på 24.490 kr.
  • Beosound A9 i guld eller beige har en en vejledende udsalgspris på 26.490 kr.

Beosound A9 blev lanceret i 2012 i den første udgave. Siden er der kommet opdateringer, og nu er vi ved A9 gen. 5. 

Beosound A9

Beosound A9 er pæn fra alle sider (Image credit: Peter Hoffmann)

Beosound A9: Design

  • Ikonisk design
  • Touch betjening 

Beosound A9 er ikke kun en fantastisk lydoplevelse, men også et æstetisk mesterværk. Den runde form og den elegante stofbeklædning gør den til en fornøjelse at se på. Samtidig ligner den ikke nogle af de andre højttalere, du finder på markedet i dag. Langt størstedelen af dem er nemlig firkantede eller aflange, så her skiller A9 sig virkelig ud.

Samspillet imellem den stofklædte højttaler og de runde træben, giver en blanding af noget klassisk og noget nyt, som er smukt at se på, uden at virke som forstyrrende element i et lokale. Det er absolut en af de smukkeste højttalere, vi nogensinde har testet. 

Beosound A9

Selv bagsiden på Beosound A9 er pæn at se på (Image credit: Peter Hoffmann)

Én ting, der ikke er til at overse, er størrelsen. For den runde form og de tre ben betyder, at højttaleren får et forholdsvis stort fodaftryk og dermed optager en del gulvplads. Du kan også købe et beslag, så du kan montere A9 på væggen. Men så er du nødt til at skrue benene af, og det er i vores øjne en skam, fordi de er en vigtig del af det ikoniske design. Derfor er det nok en god ide, hvis du stiller højttaleren et sted, hvor der er god plads. Der er et bærehåndtag på bagsiden, så du relativt nemt kan flytte rundt på højttaleren, men den vejer knap 15. kilo, så der skal gode kræfter til at håndtere den. Hvis du bor i en lillebitte lejlighed, så er A9 nok ikke noget for dig. Har du til gengæld masser af plads, er der ingen undskyldning for ikke at købe denne virkeligt smukke højttaler (ud over prisen).

Højttalerens øverste kant fungerer som touch-panel, så du kan skrue op eller ned for musikken ved at køre hånden til højre eller venstre. Giver du højttaleren et let tryk i toppen, sættes musikken på pause. Vi har dog mest brugt mobilen til at styre lyden. 

Beosound A9

Du kan styre volumen på Beosound A9 med berøring. (Image credit: Peter Hoffmann)

Beosound A9: Lydkvalitet

  • Velafbalanceret lyd
  • Tilpasser lyd til lokalet
  • Masser af power

Prisen på Beosound A9 er næsten lige så iøjnefaldende som designet. For det er nok de færreste, der bare lige hiver 26.490 kr. op ad lommen, når de skal købe højttalere. Men efter at have tilbragt tre uger med A9 er jeg ret sikker på, at lyden vil retfærdiggøre udgiften for rigtig mange brugere. Det gælder også købere, som normalt ligger uden for Bang & Olufsen målgruppen.

Og hvad er det for en lyd, der er så mange penge værd? I mine øjne rammer Bang & Olufsen lyden ret perfekt med denne højttaler. A9 er udstyret med syv drivere, herunder en kraftfuld 8” subwoofer, der producerer dyb og intens bas. De resterende drivere er: To 3" mellemtoneenheder, to 1 1/2" fuldtoneenheder og to 3/4" diskantenheder. Størrelsen på højttaleren giver en god spredning af lyden og en god stereo separation, som dog ikke er super bred, fordi enhederne trods alt sidder forholdsvist tæt på hinanden i højttaleren. Resultatet er samlet set en højttaler, der er ret fantastisk.

Det er svært at beskrive, hvad Beosound A9 tilføjer til musikken, men man får en følelse af, at der bare er mere af alt, hvad der er godt. Musikken føles generelt bare større og mere ”saftig”. Bassen er præcis og tung, diskanten understøtter mellemtonerne virkelig godt, og mellemtonerne er tydelige og klare. Lyden føles virkelig naturlig. På et tidspunkt lyttede jeg til en podcast, og højttaleren fik det til at lyde som om personerne sad i min stue og talte sammen. Musik med vokal er også virkelig sprød og lækker at lytte til, og igen giver det brede lydbillede en følelse af at kunstneren er meget tæt på.

I appen ligger der en funktion som B&O kalder Rumkompensation. Her udsender højttaleren en lyd, som bliver kastet rundt i lokalet og opfanget med højttalerens mikrofon og så optimerer højttaleren lyden i efter placeringen i lokalet. 

Det er muligt, at koble to A9 højttalere sammen i et stereo-setup, så én spiller højre kanal og den anden venstre. Det har vi dog ikke prøvet, men når en spiller fantastisk vil vi forvente, at to i stereo-setup giver os samme lækre lyd og et større og meget bredere lydbillede, fordi højttalerne kan placeres i hver sin side af lokalet.

Størrelsen og kraften i højttaleren betyder, at den ikke rigtig egner sig til små lokaler. Den lyder skam godt også i små lokaler, men man skal ikke skrue højere op end 50-60 % volumen, før det bliver så højt, at naboerne nok vil blive lidt trætte af din musiksmag. Og med den lyd, A9 kan levere, vil man slet ikke få udnyttet højttaleren i et lille lokale.

Beosound A9: App

Den tilhørende app gør det muligt at justere lydindstillingerne på Beosound A9. Der finder du en EQ, som lader dig justere bas og diskant. Her får vi seriøs rumlen i gulvbrædderne, når vi skruer op for bassen. Samtidig ligger Bang & Olufsens brugervenlige visuelle EQ, der hedder ”Beosonic” også i appen. Her kan du nemt justere, om du vil have varm lyd, diskant eller energisk eller afslappet lyd. Du kan gemme nye lydprofiler. Du kan gemme op til fire ekstra lydprofiler ud over den forudindstillede – Optimal.

Det er også her du laver rumkompensation. Når du kører denne funktion, afspiller A9 en lyd, som den så bruger til at oprette en lydprofil, der er tilpasses lokalet. Det er ret praktisk, hvis du er typen, der går og flytter rundt på højttaleren.

Du kan oprette forbindelse til højttaleren via wi-fi og Bluetooth, og den har indbygget Chromecast, så du kan afspille alle dine musiktjenester. Når du har sat streaming i gang via Airplay 2, Spotify Connect, Beolink Multiroom, Chromecast eller  Tidal, behøver mobilen ikke være forbundet til højttaleren, for musikken spiller bare.

Skal du købe Beosound A9?

Beosound A9

Beosound A9  (Image credit: Peter Hoffmann)

Køb den, hvis...

Du vil have luksus
Hvis du vil have en højttaler i ikonisk design, som spiller fantastisk og ser fantastisk ud, er Beosound A9 det rigtige valg. 

Du har plads til god lyd
Hvis du har et lokale i en god størrelse, hvor Beosound A9 kan få lov til at spille med sine akustiske muskler. Det vil være en skam at stille den i en lillebitte lokale.

Du har penge på kontoen
Har du ikke noget imod, at højttaleren koster det samme som en lille brugt bil, så slå til nu.

Køb den ikke, hvis...

Du har begrænset plads
Du bor på 20 kvadratmeter – højttaleren vil stadig lyde fantastisk, men dine naboer vil helt sikkert blive trætte af at høre den, og så optager den også forholdsvis meget gulvplads.

Du har et stramt budget
En pris på over 26.000 kr. er noget, der vil kunne mærkes i de flestes budget. Selv om du for pengene får en unik højttaler, så er der mange billigere løsninger derude. 

Du har små børn
Bare tanken om små børn med fedtefingre i nærheden af denne højttaler, giver mig koldsved på panden. Den er smuk og unik, men den er bestemt ikke børnegnet.

Peter Hoffmann
Redaktør TechRadar Danmark

Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.