Anmeldelse: Ringenes Herre: Magtringene

Ringenes Herre: Magtringene er et ekstraordinært hasardspil fra Amazon Studios. Den internationale underholdningsgigant har opnået betinget succes med sine andre satsninger inden for film og tv, såsom The Boys og Invincible. Men Amazon Prime Video, Amazons streamingtjeneste, mangler en stor attraktion, som Netflix har med for eksempel "Stranger Things", Disney med sit Marvel Cinematic Universe (MCU) eller HBO med "Game of Thrones" og "House of the The Dragon". ud over de mange andre snacks, tjenesten byderpå.

Med Magtringene, en serie fra Amazon Prime Video, der foregår i den legendariske forfatter J. R. R. Tolkiens fantastiske univers Midgård, har Amazon mulighed for at udfordre de prestigefyldte tv-satsninger Netflix, Disney og HBO Max. Sådanne ambitioner kan være farlige, for den første sæson af Magtringene har kostet 465 dollars. Hvis Amazon rent faktisk indspiller alle fem sæsoner til omkring 1 milliard dollars, vil dette være den dyreste tv-serie, der nogensinde er skabt. Og hvis anmeldelserne ikke er positive, kan de negative økonomiske og omdømmemæssige konsekvenser være katastrofale for Amazon. De har simpelthen ikke råd til at fejle.

Så er det dejligt, at Ringenes Herre: Magtringene er et dyrt hasardspil, der viser sig at være vellykket, og det på en blændende og fortryllende måde. Dette er avanceret fantasy, når det er bedst. Denne fortryllende dramaserie er overvældende i omfang og ambition, med så dygtigt udført håndværk, at måske endda Tolkien ville have nikket godkendende.

En ny æra er på vej

Ringenes Herre: Magtringene udspiller sig i Midgårds anden æra, og fortæller os en flerlagshistorie om, hvordan magtringene blev til – om Saurons vej til at blive en tyrannisk hersker, og hvordan folkene i Midgård forenes i kampen mod hans onde planer.

De fem sæsoner, som er planlagt, hvis den første skulle blive en succes, er allerede planlagt. Så kan man roligt sige, at Amazons Ringenes Herre-serie er ambitiøs. Men fra et fortælleperspektiv skal Magtringene lære at gå, før den kan løbe. Det er en serie, der trods frustration fra mange Tolkien-entusiaster forsøger at presse 3.500 år af Midgårds historie ind i en fortælling, der strækker sig over årtier snarere end årtusinder. Dette er en væsentlig kreativ afvigelse fra kildematerialet.

Det er således ikke så overraskende, at de to første afsnit helliger sig at definere karaktererne, stederne og de forskellige linjer i fortællingen. Åbningsscenerne viser vigtige begivenheder i Midgårds første æra, såsom elvernes århundrederlange kamp mod Morgoth, også kendt som Saurons herre. Dette er en lille historielektion, fortalt af Galadriel (Morfydd Clark), som giver seeren en værdifuld kontekst forud for hovedfortællingen i Ringenes Herre-serien. Dette minder om prologen i Peter Jacksons film "The Fellowship of the Ring", men den går dybere ind i Midgårds historie end Jacksons version.

Derfra tager serien seerne med på en sightseeingtur til alle de forskellige racer, de vigtigste karakterer og de centrale lokationer. Med 23 hovedkarakterer og otte regioner at følge med i. Og med det niende rige Númenor, som først dukker op i tredje afsnit, er der mange dele, der skal fungere sammen i hele Amazons fortolkning af Ringenes Herre.

Det er en fornøjelse at se, at Magtringene får alle disse komponenter til at spille sammen. Med inspiration fra Jacksons "Ringenes Herre" og "Hobbitten"-trilogierne bruger "Magtringene" et kort over Midgård til at springe til de forskellige regioner såvel som til de vigtigste spillere i hvert område og handling, mens den udspiller sig.

Ligesom Game of Thrones skifter Magtringene rutinemæssigt mellem en række forskellige lokationer og opnår en tilfredsstillende balance i forhold til, hvor meget tid vi bruger i hver verden, hvilket giver de centrale karakterer tilstrækkelig skærmtid til, at publikum kan forholde sig til dem, der er fortrolige med dem. Serien koncentrerer sig mindre om det politiske forræderi, vi kender fra HBOs eventyrsucces (og dets spinoff "House of the Dragon") og gyserindslag som i "Stranger Things", så seerne vil ikke opdage, at der er mange fællestræk. Men Amazons Ringenes Herre-serie bruger den samme multi-parallelle narrative tilgang, som førnævnte serier har haft usædvanlig succes med, og udfolder en indviklet historie, der foretrækker silkebløde overgange, i vid udstrækning baseret på kortet over Midgård, frem for hårde snit mellem scenerne.

Magtringens mangel på karakter- og plotspecifikt kildemateriale gør, at serien ikke kræver et indgående kendskab til Tolkiens værker, for at du kan nyde den. Det tjener snarere til at lade historien udspille sig i en tidsalder, hvor der er lidt baggrundsinformation. I hvert fald sammenlignet med Ringenes Herre. Det betyder, at du ikke behøver at binge andre serier eller film for at kunne blive hooked på serien. Det er ellers et stort problem, som nytilkomne står over for med MCU-universet, men det er ikke et problem i forhold til Magtringene. I stedet fungerer serien som en fremragende indgang til Midgård for alle Tolkien-novicer.

Det skal bemærkes, at visse sekvenser af begivenheder og subplotter er svagere end andre. Southlands-linjen, som centrerer sig om skovelveren Arondir (Ismael Cruz Córdova) og menneskelige figurer som healer Bronwyn (Nazanin Boniadi) og hendes urolige søn Theo (Tyroe Muhafidin) befinder sig i begivenhedernes centrum, da ondskaben vender tilbage til Midgård. . Dette er vigtigt, men med undtagelse af et par ærefrygtindgydende øjeblikke med Arondir i centrum, er det ikke så spændende som Galadriels mere actionfyldte fortælling, der udfolder sig på tværs af flere steder. Det er langt mere gribende, både stilistisk og i forhold til selve historiefortællingen.

Southlands-linjen er heller ikke så charmerende eller så gennemsyret af det overnaturlige som de begivenheder, hvor hobitternes forfædre, Flaxfoots, spiller en central rolle, eller de diplomatiske handlinger, hvor centrale personer som Elrond (Robert Aramayo), Durin IV ( Owain Arthur), Disa (Sophia Nomvete) og Gil-galad (Benjamin Walker) er med. Scenerne uden for Sydlandet er dog ikke helt immune over for fejltrin. Visse scener er ret langsomme, endda begivenhedsløse. Vi håber, at de næste otte afsnit finjusterer balancen mellem de forskellige fortællinger. Ellers vil Magtringene kæmpe med nogle af de samme problemer med replikkerne i fortællingen, der af og til hjemsøgte "Game of Thrones".

Om elvere og mennesker (og dværge og harfoots)

Selvom der er nogle problemer med den forgrenede fortælling i Magtringene, kan det samme ikke siges om den begavede rollebesætning.

Her er kendte skikkelser som Galadriel og Elrond yngre og mere uerfarne end i Peter Jacksons film. Det giver gode muligheder for at udforske, hvordan de er blevet til, som vi kender dem fra den tredje tidsalder.

Heldigvis tilføjer Clark og Aramayo flere nye dimensioner til deres respektive karakterer. Clarks temperamentsfulde Galadriel har en iboende fasthed og stædighed, som står i skarp kontrast til den flygtige og mystiske figur, hun senere blev. Ellers besidder Aramayos Elrond en ungdommelig naivitet og energi, der står i kontrast til den kloge og forsigtige skikkelse, vi lærte at kende i Ringenes Herre. Disse modstridende personligheder skaber grundlaget for gribende møder mellem Galadriel og Elrond i Magtringene. Her vil der være verbale dueller, der er en fornøjelse at se. Særligt glædeligt er det at opleve samtalerne mellem de to – Elrond og Galadriel – for i Jacksons film optræder de kun sammen i én scene.

Det er ikke kun Clark og Aramayos elvere, der klarer sig glimrende. Harfoot-duoen Nori Brandyfoot (Markella Kavenagh) og Poppy Proudfellow (Megan Richards) bidrager med en letsindighed, nysgerrighed og velvilje, som du genkender fra Merry og Pippin fra "Ringenes Herre". Dværgene Durin IV og Disa (Sophia Nomvete) bidrager med både humor og varme i Khazad-dûms dystre huler. Dette er særligt vigtigt, da dværge normalt er blevet brugt som komiske elementer i live-action filmproduktioner af Ringenes Herre. Selv den mystiske fremmede (Daniel Weyman), en figur mange har spekuleret i siden lanceringen af den første trailer, giver sine egne, unikke bidrag til fortællingen. Weymans figur er primært fysisk, hvilket forstærker til det mysterium, der omgiver ham.

Forholdet mellem de forskellige figurer, hvad enten det er forventet eller uventet, giver os fordybende oplevelser. Uanset om det er Galadriels oprindeligt skeptiske møde med den menneskelige udstødte Halbrand (Charlie Vickers), Durins komplicerede og årtier gamle forhold til Elrond eller Arondirs Shakespeare-romance med Bronwyn, byder de konstante skift mellem karaktererne i Magteingene masser af sjovt, dramatisk og følelsesladet. øjeblikke. Du kan forvente, at nogle politiske spændinger vil udfolde sig, når Númenorianerne og Bridie Sissons kryptiske, navnløse skikkelse og hendes band af hvidklædte sidekicks.

Fraværende action og fantastisk arkitektur

Noget, der er skuffende, er, at åbningsafsnittene af Magtringene ikke funkler. Det er i og for sig forventet, på grund af alt det, der skal være på plads, for at seerne kan fordybe sig i en så overvældende detaljeret verden.

Med undtagelse af et par træfninger er Magtringene fri for ægte spektakulære og spændingsfyldte actionsekvenser. Serien skal nok få fodfæste på dette område efterhånden, når de vigtigste figurer og steder har sat sig ordentligt fast. Baseret på trailerne kan vi forvente en række store og afgørende øjeblikke i løbet af den første sæson. Men det ville ikke have været helt galt med en saftig og lang actionsekvens i skildringen af elvernes krig mod Sauron.

Produktionsdesignet i Magtringene er nødvendigvis forbløffende detaljeret. Ja, i mange af scenerne bruges greenscreen og bluescreen, med varierende grad af succes. Sekvenser med computergenererede baggrunde og CGI-figurer blander sig problemfrit med de fysiske sæt, men der er nogle uheldige øjeblikke, som når Galadriels skib drejer som Valinor, hvor brugen af greenscreen er smerteligt mærkbar.

Men disse små øjeblikke er ikke med til at svække indtrykket af de overvældende og detaljerede fysiske kulisser, der er bygget til serien. Nogle kritiske røster vil sandsynligvis pege på det massive budget på 465 millioner dollars som bevis på, at fysiske filmsæt af en sådan skala er nødvendige for en så storslået serie. Men det er i hvert fald miljøer, der skal bygges grundigt op og bidrage med autenticitet, for at det er overbevisende. Det skal få steder som Khazad-dûm, Lindon, Rhovanion og Tirharad til at føles ægte og levende.

Uanset hvor mange penge Amazon har kastet efter Magtringene, er der ingen erstatning for kostume- og produktionsdesign. Heldigvis har Magtringene høstet frugterne af at have ivrige Ringenes Herre-entusiaster i sit crew bag kulisserne. De har været med til at gøre serien til en fryd for øjet.

Dette fortsættes i den højtflyvende filmkunst (udført under ledelse af Aaron Morton, Alex Disenhof og Oscar Faura), med inspiration fra Andrew Lesnies spektakulære luftfotos og den gode sans for nærbilleder i Jacksons filmtrilogier. Billederne er rigeligt understøttet af Bear McCrearys kraftfulde og til tider smukt afdæmpede musik.

Vores vurdering

Ringenes Herre: Magtringene er fantasy prestige-tv, når det er allerbedst. Serien inviterer dig til at udforske Tolkiens velkendte verden gennem nye øjne, takket være det forfriskende udgangspunkt og det brede udvalg af karakterer. Det labyrintiske plot er kun lige begyndt at give os en ildevarslende forvarsel om kommende begivenheder. Men det går heller ikke ud over kildematerialet. Amazons fortolkning af Ringenes Herre fanger essensen af Tolkiens ikoniske værker – nemlig magien og mysteriet – i alle dele af produktionen.

Baseret på de indledende episoder er Magtringene en triumf for Amazon Studios. Kritikere vil nok hævde, at det er præcis, hvad du får for 465 millioner dollars. Men Amazons svimlende udlæg var ingen garanti for, at Magtringene ville blive omfavnet af både fans og kritikere. Det kunne være blevet det dyreste flop i historien – et monumentalt fejltrin, som ifølge branchens insidere kunne have ført til lukningen af
streamingtjenesten Amazon Prime Video.

Magtringene klarer presset forbundet med at være en Ringenes Herre-produktion. Det gør den bemærkelsesværdigt godt. Det føles ærligt talt som en perfekt tilpasning af litteratur, der er flået direkte ud af Tolkiens populære bøger. Projektet har al æren for implementeringen indtil videre.