Anmeldelse: MacBook Pro med Touch Bar (13 tommer 2018)

Lad os få det af vejen fra starten: Hvis du i 2016 blev sur over MacBook Pros ultratynde design og det brug af Thunderbolt 3 som eneste måde at koble en ekstern enhed op på, så er der ikke meget i denne opgradering, der vil gøre dig glad igen.

Men hvis man kan leve med det, og i øvrigt foretrækker macOS frem for Windows, så er der her tale om en solid, men ikke vildt inspirerende forbedring.

På den anden side er det de to modeller med Touch Bar - ud af fire - der er de virkelige opgraderinger.

Hvis du leder efter en større MacBook Pro, så tjek vore anmeldelse af MacBook Pro 2018 15 tommer.

Pris og tilgængelighed

Vi mener, at man bør se bort fra modellerne med de laveste specifikationer, der stadig er baseret på en 7. generations Intel Core processor. Det betyder, at startprisen stiger til 15.900 kroner, men så får man til gengæld også dobbelt så meget diskplads, nemlig 256 GB.

Såvel som de forventede opgraderinger af CPU'en og GPU'en (det kommer vi tilbage til senere), så er der en lille, men velkommen ændring til Thunderbolt 3-portene. Hver af de to Touch Bar-modeller har fire Thunderbolt 3-porte, og hvor de tidligere udgaver havde problemer med to ud af tre porte, så er det ikke længere tilfældet.

Så hvis man bruger et eksternt grafikkort (eGPU), så behøver man ikke længere at tænke over, hvilken port, man skal forbinde det til - som det var tilfældet med både 2016 og 2017-modellerne.

Design

På ydersiden er denne 13-tommer MacBook Pro 2018 næsen magen til sidste års model - helt ned vægt og størrelse. Og som med 2017 MacBook Pro'en er der ingen ændringer til Retina-skærmen. Den 13,3 tommer store skærm har stadig en opløsning på 2560x1600 pixel. Her må vi sige, at allerede før 2017-udgaven kom på gaden, havde nogle af de nærmeste rivaler allerede overgået dette, så MacBook Pro'en taber på skarphed. Til gengæld er P3 farveskalaen et godt værktøj for fotografer og designere.

Der er en ny feature til skærmen: True Tone, tidligere tilgængelig på iPhone X og de fleste iPad Pro'er, og her er tale om en feature, der er fungere som en udvidet version af NightShift-indstillingerne.

Hvor Night Shift-indstillingerne gør farverne varmere om natten og i den tidligere morgen, så virker True Tone hele dagen, og den justerer løbende farverne på skærmen.

Der er kun én måde at justere True Tone, og det er via skærmens preferencer. Selv om det er muligt at skyde genvej med tasterne Option + Touch Barens brightness-tast, så kunne vi nu godt have tænkt os muligheden for at gå til indstillingerne med et enkelt tastetryk.

Med et års erfaring på iPad Pro - og lidt mindre på iPhone X - er vi helt klart blevet overbevist om fordelene ved True Tone ved ikke-kreativt arbejde. Det er kun når man ved et uheld kommer til at slå det fra, mens man for eksempel er ved at skrive en mail eller læse en rapport, at man opdager hvor effektivt, det er. Og så får man det hurtigt slået til igen.

Hvor meget man ønsker at bruge True Tone afhænger selvfølgelig af, hvilken slags bruger, man er. Hvis man arbejder med visuelle udtryk, vil man nok slå det fra. Til gengæld er studerende og skribenter meget glade for tilføjelsen til den 13 tommer store MacBook Pro.

Havde man håbet på et fuldstændigt redesign af tastaturet, så bliver man skuffet. Taster med meget kort taste-tryk går igennem på alle Apples pro bærbare. Selv efter et par år med dette tastaturlayout, har vi problemer med pile-tasterne. Apples marketingafdeling har da også kun fremhævet en enkelt ting vedrørende tastaturet: at det er mere lydløst.

Da iFixit skilte computeren, fandt de ud af, at der er en tynd silikone-membran mellem tasten og mekanismen underneden.  Generelt er tastelyden mindre "klik-agtig", når man skriver hurtigt. Og når man hamrer løs på en e-mail eller et dokument, så forstyrrer man ikke sine omgivelser så meget.

Yderligere tests afslørede også, at membranen også er med til at hinder skidt og støv i at trænge ned i den underste mekanisme. Her skal man dog bemærke, at Apple ikke har gjort et stort nummer ud af dette. Det tager rigtigt lang tid og arbejde med tastaturet for at finde ud af, om der er tale om en forbedring, og hvor lang tid det holder.

Derimod vedbliver Touch Baren med at være et kontroversielt emne for mange brugere. Selv om man kan indstille det til at vise funktions-taster, volume og brightnes-kontrol, så er problemet, at det er meget nemt at komme til at berøre de forkerte taster ved en fejl, når man ikke har fornemmelsen af en tast under fingeren. Der skal kun en meget let berøring til, før en tast bliver aktiveret. Vi er ofte kommet til at aktivere Siri, når vi har forsøgt at benytte slette-tasten.

Touch Barens værdi afhænger af, hvorvidt programmet udnytter det godt. I Apples Page skriveprogram kan man for eksempel hurtigt tilføje ændringer til valgt tekst - uden at det er nødvendigt at bruge piletaster. Fordi baren er indholds-sensitiv, så tjekker det hele tiden, om det er muligt for brugeren at spare tid.

Brugen af Touch ID fingeraftrykslæseren er en hurtig måde at genoptage arbejdet på, og det er især en bonus, hvis man er træt af hele tiden at skulle indtaste et password. Det er dog endnu hurtigere, hvis man har et Apple Watch på håndleddet, så er man stort set i gang inden låget er helt oppe.

Skuffet over, at der ikke er Face ID à la iPhone X? Det ville kræve et kamera med dybde-sensor. Til gengæld kan man godt argumentere for, at MacBook Pro'ens kamera har brug for en opdatering.

Touch Baren og Apples Secure Boot teknologi afvikles af den opgraderede ARM-processor T2, der fik sin debut i iMac Pro'en i 2017. Du kan læse om sikkerhedsfordelene ved T2 på Apples side.

Selv om der er masser af oplagte muligheder for forbedringer i Apples Touch Bar, så er den stadig i en klasse for sig selv, når det handler om trackpads. I over et årti har den været en klar leder på dette område.

Der er fordele og ulemper ved touchscreen-Macs, og det kunne vi så skændes om hele dagen, men det store multitouch-område foran på MacBook Pro'ens tastatur er både komfortabelt og produktivt, når bare man lige lærer at bruge det. Vi er endog i stand til at tilgive Apple Force Touch-featuren, fordi den er lidt ligegyldig - ligesom 3D Touch på de nyere iPhones -  men hvis man kan huske at brugen den, så er den OK til at previewe filer og mapper.

Interne opgraderinger

Et af de store kritikpunkter fra professionelle brugere er MacBook Pro'ens begrænsning på 16 GB hukommelse. Og desværre har denne 13-tommer model ikke fået det samme DDR4-boost som 15-tommer udgaven.

Alle 13-tommer modellerne kommer med en begrænsning på 16 GB, og det er de samme 2,133MHz LPDDR3 som sidste år. Serien starter ved 8 GB, og det er nødvendigt at hælde flere i på købstidspunktet.

8 GB lyder lidt nærigt, når man tager grundmodellen og holder dets CPU-hastighed, RAM og SSD-muligheder op imod en Surface Book. Her kommer MacBook Pro'en ud med en pris, der er noget højere.

Men tingene kan ikke sammenlignes én til én. Mac'en har for eksempel dobbelt så meget eDRAM (128 MB), en bedre GPU (Iris Plus 655 i stedet for en 640) og fordelen af de ultrahurtige Thunderbolt 3-porte.

Til gengæld skal der nok være en del, der er sure over, at Apple ikke inkluderer en USB-A adapter i boksen, især i betragtning af, at de nyeste mobiler inkluderer en 3.5mm adapter til høretelefoner.

Vi kunne godt ønske os, at Apple ville gøre det samme. Selvfølgelig er det nemt nok at overføre trådløst eller via nettet, men nogle gange er det altså rart blot at bruge en USB-disk.

Vi kunne godt ønske os, at Apple ville gøre det samme. Selvfølgelig er det nemt nok at overføre trådløst eller via nettet, men nogle gange er det altså rart blot at bruge en USB-disk.

En del af den høje pris skyldes MacBook Pro'ens brug af den superhurtige NVMe-baserede disk. Sammen med det ultratynde design ved introduktionen i 2016, kom også opgraderingen til de lynhurtige læsehastigheder - helt op til 3GB/sek. Og det samme gør sig gældende for skrivehastigheden.

Den Mac vi havde til anmeldelse var udstyret med en 2TB SSD, så den var ikke hevet ned fra forretningens hylder, her ville den have haft 256GB eller 512GB. 2TB er maksimumkapaciteten for MacBook Pro (13-tommer), og prisen varierer afhængig af, hvilken model, man vælger.

Da vi ikke havde standardudgaven, kunne vi ikke teste, om Apples oplysninger vedrørende hastigheden på de 3,2 GB/sek. holder vand.

I vores test peakede 2TB SSD-diskens læsehastighed ved 3,104 MB/s (3.1 GB/s), så det var kun en smule under Apples "op til 3,2 GB/sek. Til gengæld var skrivehastigheden imponerende med 3,201 MB/s (3.2 GB/sek.). Som altid med harddiske er gennemsnitshastighederne lavere ved både læsning og skrivning af data. Her lød de på henholdsvis 2,289.5 MB/s og 2,217.3 MB/s.

Det er ikke alle, der har brug for den slags hastigheder, men især fotografer og videofotografer vil nok sætte pris på at kunne sende hundredvis af gigabytes gennem systemet på ingen tid. Det sparer både tid og penge.  

Der er en anden ting, der ofte ikke bliver nævnt, når man taler om hastigheder. Når man restarter - eller skifter bruger - en Mac, så bliver alle de programmer eller vinduer, man har åbne, genetablerede. Forskellen i hastighed her er - selv om den ikke kan konkurrere med en tablet - meget imponerende.

Nyere Macs og iOS-hardware kan afspille videoer med HEVC (High Efficiency Video Coding), også kaldt H.265. Det giver næsten samme kvalitet som H.264, men filerne er blot halvt så store. Kodning i dette format er en krævende proces, så det testede vi naturligvis op imod et par ældre Mac-computere.

Vi renderede en 57 minutter lang 1080p-video til HEVC ved hjælp af HandBrakes Apple 1080p30 Surround preset med encoderen sat til H.265 (x265).  Den ældste Mac, vi testede, var en iMac fra 2011 med en 3.4GHz quad-core i7-processor. Den anden en Mac mini fra 2012 med en 2.6GHz quad-core i7.

Den sidste Mac mini er fra den ældste generation som macOS Mojave understøtter. iMacen tog to timer og 48 minutter, og Mac minien bruge tre timer og 6 minutter.

Så kørte vi testen på en 15-tommer MacBook Pro fra 2016 (2.7GHz, quad-core i7), og den skulle bruge en time og 33 minutter om den same opgave. Vores nye 13-tommer udgave blev sat på samme prøve, og den klarede sig faktisk udmærket, takket være dens quad-core i7-processor med Hyper-Threading. I alt brugte den en time og 32 minutter.

Den sidste test blev gennemført efter, at vi havde opdateret til macOS High Sierra 10.13.6 Supplemental Update, som Apple har sat i søen for at forhindre throttling (problemer ved overophedning) af CPU'erne i 2018-udgaverne. Da vi kørte testen før denne opdatering, var tiden to timer og 4 minutter.