Dårlige film er der ingen mangel på. De findes i massevis, og du kan især finde dem på diverse streaming-tjenester. De ti film på listen er nogle af dem, jeg synes, er værst - af forskellige årsager. Selv om det lyder sært, så er de på en måde også så elendige, at de alligevel er værd at se.
De 10 værste sci-fi film på streaming
- After Earth
- Valerian and the City of a Thousand Planets
- Passengers
- Tenet
- Tomorrow war
- The King's Man
- Annihilation
- Infinite
- Eternals
- Moonfall
After Earth (2013)
After Earth er måske en af de værste sci-fi film, jeg nogensinde har set. Der er intet ved den film, som gør den seværdig på nogen måde. Den er også et eksempel på Hollywood-nepotisme, når den er værst. Will Smith er med, men det er ikke ham, der spiller hovedrollen. Næ, det er såmænd hans søn, Jaden, der står øverst på plakaten i dette makværk af en film fra 2013. Der er ingen tvivl om, at det kan åbne døre at have en kendt forælder eller to i Hollywood. Det gør sig da også gældende her, for Jaden Smith er tydeligvis ikke velsignet med sin fars skuespiltalent. Han er dog ikke den eneste, der spiller elendigt. Det gør Will Smith også – muligvis i et forsøg på ikke at outshine sin søn i den store hovedrolle. Det skal lige nævnes, at Will Smith faktisk selv har skrevet historien, så dét er altså heller ikke hans store styrke.
Som om det ikke var slemt nok, så er plottet også den rene ynk. General Cypher Raige (Will Smith) og Kitai Raige (Jaden Smith) er de eneste overlevende efter at deres rumskib er styrtet ned. De er nødlandet på en ugæstfri planet, men de kan ikke tilkalde hjælp, for den lille radio, der skal klare det, ligger desværre ikke på i cockpittet af rumskibet. Næ, den har såmænd sin faste plads i bagenden af rumskibet, som desværre er knækket af. Det er selvfølgelig ærgerligt, for nu må Kitai prøve at nå frem til den anden halvdel af rumskibet 100 km væk. Generalen er nemlig kommet til skade. Den unge Kitai bliver på turen udsat for alskens farer. Blandt andet prøver en kæmpeørn ??? at fodre sine nyudklækkede unger med ham. Heldigvis redder han ungerne fra angribende bjergløver, og som tak ofrer ørnen senere i filmen sit eget liv, kun for at redde ham fra at fryse ihjel.
PR-folkene var dog tydeligvis godt klar over, at Jaden ikke sælger mange billetter. Derfor fylder Will Smith også en del på filmplakaten. Filmen er instrueret af M. Night Shyamalan, og med ham kan det gå begge veje. Denne gang gik det rigtig, rigtig skidt.
Valerian and the City of a Thousand Planets (2017)
Uh. Den er ringe. Ikke fordi filmen i sig selv er forfærdelig. Det er den egentlige ikke. Men forsøget på at omsætte kult-tegneserien Linda og Valentin til film, kikser totalt. Måske fordi Linda og Valentin i tegneserien er semi-voksne mennesker, og virker forholdsvis ansvarlige. Major Valerian og Sergent Laureline virker mere som et par forkælede teenagere, der da virkelig ikke har tid til at tage sig af resten af verden. Jo, de gør deres job, men mest for sjovs skyld. Når de keder sig, begynder især Laureline at se lettere surmulende ud. Heldigvis er Valerian ret vild med hende, så det generer ham ikke. Mig irriterer det til gengæld røven ud af bukserne på. Måske, fordi jeg er vokset op med universet og var vild med serien. Jeg var i øvrigt ret vild Linda – altså i tegneserien, så måske er det bare mig, der er skuffet over, at hun har vist sig at være en ret forkælet kvinde i filmen. Når jeg ser filmen, forstår jeg i hvert fald ikke, hvorfor Valerian er forelsket i hende, og i modsætning til tegneserien, virker hun ikke specielt vild med ham. De to skuespillere har faktisk ikke rigtigt noget kemi, hvilket heller ikke løfter filmen.
Hvis du aldrig har læst Linda og Valentin, vil du sandsynligvis være godt underholdt af filmen. Der er masser af action, eksplosioner og den ret markante Luc Besson-stil med masser af farver og matchende musik. Filmen scorer 53% på Rotten Tomatoes, så jeg er ikke den eneste, der har det lunkent med den.
Se Valerian and the city of thousand planets på Viaplay
Passengers (2016)
Den film er virkelig flot lavet. Jo, den er god nok. Rent filmisk er den nærmest smukt udført. Jennifer Lawrence og Chris Pratt spiller hovedrollerne i denne film fra 2016. Skuespillerne kan deres kram, og selve ideen om en kærlighedshistorie i rummet er også smuk. Min udfordring med filmen ligger i det kunstgreb, der skaber hele historien. Præmissen er, at et rumskib med 5.000 sovende mennesker, som er på en 120 år lang rejse tilsyneladende foregår helt uden nogen form for sikkerhedsmæssige tiltag. Dvalemodulerne, der skal holde passagererne i live og sørge for, at de først vågner, når rejsen til den nye koloni er overstået, bliver åbenbart opfattet som så ufejlbarlige, at der ikke findes nogen som helst protokol for, hvad der skal ske, hvis de alligevel fejler. Men selvfølgelig fejler de, og Chris Pratt er nu den eneste vågne passager på den 120 år lange rejse.
Der er selvfølgelig ingen ekstra dvalemoduler eller mulighed for at få hjælp. For besætningen er i dvale, så der er ingen ud over den kunstige intelligens i kundeservice at melde fejlen til. Og som vi alle efterhånden ved, så er kundeservice det sidste sted vi får hjælp, når der er udfordringer med teknologien.
Chris Pratt begynder at kede sig lidt, så på et tidspunkt saboterer han Jennifer Lawrence' dvalemodul, så hun også vågner. Han ved godt, at hun så ikke har store chancer for at overleve turen. Jennifer Lawrence finder ud af det og bliver sur, men ender alligevel med at tilgive ham, hvilket gør dette til et af de mest creepy "romantiske" sci-fi film i nyere tid.
Selve udgangspunktet – at nogen vil udføre en så farlig rejse uden sikkerhedsnet - er simpelthen også så tåbeligt, at irritationen sidder i kroppen hele filmen igennem. Og det er en skam, for der er som sagt ellers tale om gode skuespillere og et oplæg, der kunne have været en fantastisk film.
Tenet (2020)
Christopher Nolan laver jo ikke kedelige film. Han laver film om alvorlige mennesker i alvorlige situationer. Det gælder bestemt også Tenet, som er rigtig alvorlig. Desværre for mig, er jeg for dum til at kunne forstå, hvad i alverden der foregår?
Jo, altså, nogen har opfundet noget, der kan få ting til at bevæge sig baglæns i tiden. Det gælder f.eks. patroner, der flyver tilbage til pistolen i stedet for den normale måde at gøre det på. Det samme gælder alt fra biler til mennesker, og alt andet. Når du bevæger dig fremad i tiden, kan du møde nogle mennesker, der bevæger sig bagud i tiden. For dig ser det ud som om, de bliver spolet baglæns og det samme gælder, når de ser dig. Forvirret? Det var jeg. Selv om der er nogle scener, hvor forlæns-folkene slås med baglæns-folkene, som er ret fantastiske.
Filmen følger John David Washington, der er en hemmelig agent, og som får til opgave at undersøge det sære fænomen med inverterede ting, der bevæger sig baglæns i tiden. Han støder på en sammensværgelse, som har til formål at udslette hele menneskeheden (hvem finder på det her?), alt sammen ledet af en ond oligark (Kenneth Branagh). Nu går den vilde kamp mod tiden (eller med, hvis du er inverteret). Filmisk er det en flot oplevelse. Desværre hænger min hjerne fast i ”Hvad f… foregår der?” det meste af filmen, så det finere detaljer i inverterede (de hedder de, når de bevæger sig baglæns i tiden) patroner og godtfolk, forstår jeg simpelthen ikke.
Faktisk kan jeg godt lide filmen, fordi Christopher Nolan er grundig med sin historie og de enkelte scener. De føles ægte på en måde, som mange andre film ikke formår. Det gør det bare endnu mere frustrerende, at jeg føler mig som en idiot, hver gang jeg når til slutningen af filmen – som jeg har set nogle gange.
Tomorrow war (2021)
Endnu en Chris Pratt film, der virkelig er elendig. Heller ikke denne gang kan jeg give Chris Pratt (Dan Forester) skylden. Der er igen tale om en film, hvor selve plottet simpelthen er tåbeligt: Pludselig en dag får vi i nutiden besøg fra fremtiden, hvor menneskeheden udkæmper krig imod en horde af monstre. En krig, som vi er ved at tabe godt og grundigt, medmindre der bliver hentet forstærkninger fra fortiden (altså nutiden). Tidsrejser er ikke noget nyt i sci-fi genren, men her bliver det igen brugt i et klodset manuskript. Man kan her kun hoppe præcis 30 år frem i tiden, og når værnepligten er overstået, bliver man så sendt 30 år tilbage i tiden igen. Skaberne bag prøver at få noget drama med i serien ved at plot-tviste Dan Foresters datter (som er barn i nutiden) til den øverstbefalende i kampen mod monstrene i fremtiden.
J.K. Simmons, som ud over en Oscar og en Oscar-nominering har et utal af priser og nomineringer i baggagen, spiller desværre også med i filmen. Desværre, fordi hans skuespil for en gangs skyld ikke er nok til at hæve filmens format.
Filmens udfordring er, at logikken røg ud af vinduet ved første gennemskrivning af manuskriptet, og derfor bliver historien rodet og uvedkommende.
The King’s Man (2021)
Nogen vil mene, at King's Man ikke er en sci-fi film, da den foregår omkring 2. Verdenskrig. Men med deres gadgets, synes jeg alligevel, at jeg kan snige den med på listen. Den er i hvert fald dårlig nok.
Den første Kingsman film var fantastisk underholdende at se og bød både på fremragende action-sekvenser, spænding og engagerende skuespil. Den formåede nærmest at give nyt liv til agentfilm-genren.
Den anden var også værd at se, selv om den dog ikke rigtig formåede at ramme niveauet i den første film. Og så kom nummer tre, The King’s Man, i 2021, hvor kæden for alvor hopper af. Det originale hold af skuespillere er udskiftet, og vi får her origin-historien om, hvordan organisationen the kingsmen blev skabt i tiden omkring 2. verdenskrig. Desværre er historien noget rod, og filmen går fra at være en humoristisk action-film til et ret trist action-drama. I langt tid følger vi den unge Conrad Oxford (Harris Dickinson), der ser ud til at være filmens hovedperson, men senere skifter fokus ret så uheldigt og overraskende til Orlando Oxford (Ralph Fiennes), desværre uden at det på nogen måde løfter fortællingen.
Historien går som de andre Kingsmen film ud på, at en ond starut er ude på at ødelægge verden, for at genskabe den på en anden måde. Det gælder også her, og så må Kingsmen (inden de blev Kingsmen) træde til og ordne situationen.
Desværre er den utroligt rodede historie også ret dårligt fortalt, og nogle scener er simpelthen tåbelige. F.eks. scenen, hvor to af filmens helte slås imod Rasputin, imens de er til fest i paladset hos den russiske Zar. Tanken om, at man kan smadre inventar og affyre en revolver i Zares palads, uden at det på nogen måde bliver lagt mærke til det, er simpelthen bare snotdum. Filmen skæmmes også af have et utroligt højt antal af klicheer, som da Gemma Arterton (efter kampen i paladset) sukker og siger, "why is it that boys are always so messy". Når man tænker på hvor meget skuespiltalent, der er til rådighed her, så burde filmen være bedre.
Annihilation (2018)
Natalie Portman, Benedict Wong, Oscar Isaac, Jennifer Jason Leigh, Tessa Thompson og svenske Tuva Novotny er alle verdensstjerner, og de er alle med i denne særling af en sci-fi film fra 2018. Filmen er baseret på bogen af samme navn af Jeff VanderMeer, og bogen er den første i en trilogi. Udfordringen ved filmen er, at den er baseret på første del af trilogien, så når filmen slutter er vi altså ikke i nærheden af at have en afsluttet historie. Samtidig er filmens univers lige så underlig og fremmed, som den sære alien invasion, filmen handler om.
I Blackwater National Park opdager man, at et fyrtårn er omgivet med et mærkeligt forhæng af lys. Myndighederne har sendt dyr, droner og mandskab ind for at undersøge området, men ingen kommer ud. Området er omgivet af lyset, som myndighederne kalder ”the shimmer”, fordi det er omkranset af et gardin af glimtende og flydende lys - og området udvider sig langsomt. Indenfor sker der sære ting, og alle ekspeditioner, der er blevet sendt ind for at undersøge fænomenet, er forsvundet. Lena (Portman) er soldat og forsker. Hendes mand Kane (Isaac) er soldat og har været forsvundet i et år og dukker pludselig op i deres hjem. Han er den eneste, som er kommet ud af the shimmer i live. Men Kane er slet ikke sig selv, og da han bliver syg, må Lena rejse med et hold kvindelige forskere og soldater ind i the shimmer for at finde ud af, hvad der er sket og muligvis helbrede Kane.
Filmen er både fantastisk og forfærdelig. Fantastisk, fordi den tager os med ind i et foruroligende sært univers, og forfærdelig, fordi den tager os med på en uigennemskuelig rejse, uden nogen rigtig forklaring på, hvad der sker eller hvorfor? Og hvad sker der med Lena og Kane, og vil menneskeheden overleve eller ej? Der er alt for mange ubesvarede spørgsmål, og det er klar, når vi kun får handlingen fra den første bog ud af tre. Annihilation klarede sig elendigt i biograferne, så der er nok ikke udsigt til, at vi får en to’er eller tre’er at se. Det er en skam, for hvis vi havde hele fortællingen, ville den første film måske give mere mening.
Infinite (2021)
En god ide, der bliver fuldstændig kørt i sænk af et halvlamt manuskript og en ret elendig hovedrolle. Mark Wahlberg virker nærmest som om han ikke rigtig har lyst til at være med i filmen, og selv den ellers eminente Chiwetel Ejiofor virker som om inspirationen helt og aldeles har forladt ham, så han nu bare hopper fra kliché til kliché i filmen.
Historien om en flok udødelige (de genfødes i en ny krop, når de dør) krigere, er ellers helt fin. Èn af dem er træt af hele tiden at genopstå, og det vil han gøre ved at gøre en ende på det hele – altså hele menneskeheden og livet som vi kender det – selvfølgelig. Han har endda fundet en løsning på at downloade krigernes sjæl og opbevare den, så de ikke genopstår. Men det er åbenbart ikke faldet ham ind at bruge den løsning på sig selv, så derfor vil han udslette hele menneskeheden i stedet for. Mark Wahlberg er en genfødt kriger, der har glemt, hvem han er, så de andre evige krigere må fyre op under hans hukommelse med alle mulige voldelige tiltag og nærdødsoplevelser. Samtidig er det kun Wahlberg, der kan stoppe udslettelsen af menneskeheden. Det kunne have været en fantastisk film, men Mark Wahlbergs ringe skuespil, det tynde plot og det generelt lave niveau af skuespil, suger simpelthen livskraften ud af filmen.
Eternals (2021)
Det var vist meningen, at Eternals skulle være en triumf i Marvel-universet, men desværre gik det en helt anden vej. Filmens største udfordring er, at den introducerer en helt ny flok “helte” til Marvel universet - Eternals.
Heltene lever evigt og har superkræfter, og det har været deres opgave at støtte og beskytte menneskeheden siden tidernes morgen. Desværre viser det sig, at de i virkeligheden bare er levende maskiner, der er bygget af Arishem – en guddommelig Celestial – for at udrydde de såkaldte Deviants. Det er monstrene, som Arishem først lavede for at udrydde farlige rovdyr på planeterne, så menneskeheden frit kunne udviklet sig. Men Deviants udviklede sig og begyndte også at dræbe mennesker og alt andet liv, så Arishem fandt på at lave Eternals med styrke nok til at udrydde deviants. Lyder det som et fjollet plot? Så prøv at sidde og se historien udspille sig i en film, der varer over to timer og 30 minutter. Og hvis du troede, det var det værste, så tager du fejl.
For det viser sig, at menneskeheden pg jorden bare er til for fungere som udklækningssted for en ny Celestial. Når det sker, vil jorden, menneskeheden og alle ugens dage fra mandag til søndag blive udslettet. Så Eternals troede, de the good guys, men nej, ligesom jeg troede, at Eternals var værd at se, men nej. Så nu er det spændende, om Eternals lader jorden gå under eller om de prøver at stoppe Arishems onde, onde plan?
Filmen fortsætter sådan set ned ad bakke, og det kan det ufatteligt store antal af Hollywood superstjerner absolut ikke rokke ved. Selvfølgelig har nogle Eternals også være kærester på kryds og tværs i løbet af deres mange år på jorden, så de har altid noget at snakke (småskændes) om, når de ikke lige udrydder Deviants. Der er alt for mange (uinteressante) sidehistorier at holde styr på, for lidt action og et ufatteligt og unødvendigt kompliceret plot, der hurtigt vil få mundvigene til at pege nedad hos Marvel fans. Noget nær det eneste positive ved filmen er Kumail Nanjiani, der leverer et stærkt tiltrængt indspark af humor, som sikrer noget underholdning undervejs.
Du kan se Eternals her hos Disney+
Moonfall (2022)
Et papirstyndt plot gør denne film til en ret elendig oplevelse. Den kommer ellers direkte fra Roland Emmerich, som nærmest har gjort katastrofefilm til sit speciale (Independence Day, 2012, The Day After Tomorrow). Filmen har samtidig nogle fremragende skuespillere - Halle Berry, Patrick Wilson og John Bradley - så den burde egentlig sidde lige i skabet.
Men årsagen til, at jorden nu er i fare for at få en dødbringende krammer af månen er simpelthen så tåbelig og fortænkt, at det er svært at tage historien alvorligt. Roland Emmerich har lavet nogle fremragende film igennem tiderne, men det er Moonfall bestemt ikke et eksempel på. Her virker det tværtimod som om Rolands Emmerich er blevet metaltræt, når det gælder om at skrive de gode historier.
