AceZone gaming headsets – De bedste gaming headsets, du aldrig har hørt om
Danske AceZone laver high end gaming lyd til professionelle - og nu også til dig.
Kender du navnet AceZone? For mange vil svaret nok være nej, for der er tale om et forholdsvist nyt firma, der har eksisteret siden 2018. Men hvis du er fan af de store esport-turneringer, har du helt sikkert set deres produkter. Her har AceZone nemlig stået for at levere ny, banebrydende teknologi i form af headsettet A-Live, som jeg vender tilbage til. Men det har betydet, at firmaet indtil for nyligt slet ikke havde nogen produkter, som almindelige brugere kunne købe, så deres A-Live headset har kun været tilgængelige for turneringsplanlæggere af store e-sport events og på særlig bestilling. Dér har deres høretelefoner – AceZone A-Live – været så populære, at AceZone nu har lanceret to nye headsets til forbrugere til esport og seriøst spil, der er udviklet ud fra den samme avancerede teknologi som AceZone A-Live – de hedder A-Rise og A-Spire.
Tilgængelige for alle - med penge på kontoen
Begge høretelefoner er inspireret af firmaets populære gaming-høretelefoner A-Live, der som navnet antyder, er skabt til de store live-events. Men høretelefonerne er blevet så populære, at AceZone også har lavet en version til almindelige brugere – A-Rise. Som er nøjagtigt samme headset, men uden det lysende Admin Detection System (ADS), der viser e-sport admins om lyden i høretelefonerne er tændt og om mikrofonen virker, så de hurtigt reagere, hvis der er fejl på spillernes headsets. Den funktion er ikke nødvendig på A-Rise, men ellers er der tale om samme headset. A-Rise har en pris på 749 euro, hvilket bliver til cirka 5.580 kr. Det betyder, at man nok hører til de mere ambitiøse brugere, hvis man køber dem. Men så får du altså også et headset, der er samlet i hånden i virksomhedens hovedkvarter i København.
Det er også muligt at købe A-Spire, der er en billigere version til 319 euro eller cirka 2.375 kr. Både A-Rise og A-Spire gør det muligt for spillerne at høre fjendens fodtrin tidligere (længere væk) end andre gaming headsets. I videoen herunder er det tydeligt illustreret.
Bedre lyd giver kæmpe fordele
I konkurrenceprægede FPS-spil som CS:GO (Counter-Strike: Global Offensive) er evnen til at høre og identificere fjender en afgørende succesfaktor – især på topniveau. For selv om billederne på skærmen og hurtig reaktionsevne også er afgørende, så kan evnen til at høre fjendernes bevægelser give spillere en betydelig fordel i kampene. Ved at lytte efter fjendens fodtrin eller våbenlyde kan spillere få vigtig viden om modstanderes placering, bevægelser og intentioner. Dette giver dem mulighed for at planlægge deres egne bevægelser og angreb mere effektivt og øger deres chancer for succes i spillet. Ifølge AceZones egne omfattende tests, så er A-Live (og A-Rise) så god til at filtrere støj fra, at det i kombination med lydindstillingerne, gør det muligt at høre fjenden tydeligere og tidligere (på længere afstand) end nogen andre gaming headsets på markedet. Dermed ved spillerne altså tidligere, hvor deres fjender er, og hvor de er på vej hen.
Den klare lyd er den ene grund til A-Lives popularitet i e-sporten. Den anden er, at høretelefonerne samtidig tilbyder en meget effektiv noise cancelling. Hvis du nogensinde har deltaget i et live esport event, så ved du, at publikum larmer rigtig meget. Faktisk så meget, at et normalt gaming headset vil have svært ved at lukke lyden ude. Det kan selvfølgelig virke enormt forstyrrende, når man er midt i et spil, hvor det er livsvigtigt at kunne høre sine fjenders fodtrin. Her bruger AceZones høretelefoner alle hybrid noise cancelling (både aktivt og passivt), der specifikt er udviklet til e-sports events.
Mikrofonteknologi fra jetfly
Kommunikationen med dit hold er selvfølgelig også vanvittigt vigtigt i CS:GO. Her bruger alle tre headset teknologi, der er udviklet til F-16 fly i deres mikrofoner. AceZone blev skabt i 2018 med det formål at lave det bedste esport-headset. Grundlæggerne – Christian Poulsen og Søren Louis Pedersen – har ekspertise inden for avancerede lydsystemer til militæret, mikrofon-teknologi og e-sportsbegivenheder. Den ekspertise samler de i AceZones høretelefoner, så der er altså tale om ret så avanceret grej. Det forklarer måske også den forholdsvis høje pris sammenlignet med andre gaming headsets på markedet. Men deres teknologi sikrer, at larmen fra publikum ikke går ind og forstyrrer kommunikationen, så spillernes stemmer går klart igennem, uden at publikums begejstrede råb kan høres. Og i en verden, hvor den mindste fordel kan afgøre store turneringer til gigantiske præmiesummer, så er de sandsynligvis hver en krone værd for spillerne. Som nævnt er det noget nyt, at AceZone nu er begyndt at lave høretelefoner til alle. Det giver os lejlighed til at teste deres udstyr, så du vil snart kunne læse en anmeldelse af AceZone A-Rise her på siden.
Få daglig indsigt, inspiration og tilbud i din indbakke
Tilmeld dig de seneste nyheder, anmeldelser, meninger, topteknologiske tilbud og mere.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.