Moon Knight er en forrygende og forvirrende serie fra Marvel review

Bare rolig - vi skal nok skrive, inden vi kommer med spoilers, så du kan hoppe fra i tide.

Hvis der er ét ord, der kan beskrive Marvel Studios i den seneste tid, er det eksperimenterende. Fra den kommercielt og underholdningsmæssigt (utroligt) skuffelse Eternals til multiverse historier som Spider-Man: No Way Home, har Marvel ikke været bange for at løbe nogle kreative risici med deres post-Avengers Endgame-produktioner.

Hvor opfindsomme disse Marvel-film end har været, er det hos Disney Plus, hvor Marvels kunstneriske frihed virkelig har skinnet igennem. Disneys streaming-tjeneste har givet Marvels kreative kræfter en legende platform at arbejde på, og WandaVisions sitcom-stil og multiversets første fremkomst i Loki er tegn på en ændring i studiets kreative proces. Med deres udforskning af forskellige karakterer og besøg i flere forskellige genrer er det lykkedes at skabe både film og serier, der giver publikum meget af det, de gerne vil have. Så er det måske også forventeligt, at der ind imellem kommer ærgerlige fejlskud som Eternals.

Med Moon Knight lykkes det dog igen at skabe en solid og underholdende historie, der føles som et virkelig innovativt skridt for studiet. Marvels seneste tv-udspil er en fantastisk surrealistisk, engagerende og overnaturlig tilføjelse til Marvels etablerede bagkatalog. Det er en serie, der passer ind i Marvel Cinematic Universe (MCU), men som samtidig er i stand til at eksistere uden for det. Det må siges at være noget af en bedrift i med en figur og historie, der er bygget på sammenkoblinger og crossovers. Og uden at det skal lyde overdrevet, er det muligvis den bedste tv-serie, som Marvel nogensinde har lavet.

Kun i drømme

Moon Knight foregår i nutiden i MCU og fortæller historien om Steven Grant (Oscar Isaac), en flink og stilfærdig medarbejder i en gavebutik på et museum, der lever et tilsyneladende almindeligt liv. 

Steven lider dog af blackouts og har regelmæssigt drømme om et andet liv dobbeltliv. Efter en særlig mareridtsagtig drøm, hvor Grant støder på den mystiske Arthur Harrow (Ethan Hawke), finder han ud af, at hans drømme måske ikke er helt så uvirkelige, som han selv tror. 

Det er umuligt at afsløre mere, uden at komme med spoilers. Så hvis du læser videre herfra -  Spoiler Alert - vi kommer ind på noget af plottet. 

Vi kan nøjes med at sige, at Steven Grant opdager, at han lider af en personlighedsforstyrrelse, hvor flere personligheder deles om hans krop. Den anden persona hedder Marc Spector, og han er en hensynsløs lejesoldat, der har fået overmenneskelige kræfter af halvguden Khonshu, så han kan forsøge at redde verden som den maskerede selvtægtsmand Moon Knight. Steven må nu lære at samarbejde med Marc for at stoppe de onde kræfter, der vil ødelægge verden.

Denne historie lyder måske som standardmateriale for en MCU-produktion - hvis man altså fjerner vinklen med den psykiske lidelse. For den adskiller Moon Knight fra andre Marvel-helte. Det., der ikke fremgår af vores korte resume af plottet, er hvor fuldkommen kaotisk det første afsnit af Moon Knight er. Men det virker.

For det første gør brugen af den ikke-lineære fortælling det til en anspændt og forvirrende oplevelse. Steven lider under blackouts i løbet af hele første afsnit - men vi ser aldrig de begivenheder, der udspiller sig under disse sekvenser. I stedet er rystende kameraovergange og klipninger splejset sammen, så det virker som om vi har oplevet blackoutet sammen med Steven og ubevidst er sprunget fremad i tiden sammen med ham. De dukker løbende op, og skaber en uforudsigelighed i historien, som gør det hele ekstra spændende. Samtidig oplever vi begivenhederne fra Stevens vinkel og føler samme forvirring over, hvad i alverden der foregår. Det giver en stærk følelse af empati med Steven. 

I første afsnit får man hurtigt en fornemmelse af en uforudsigelig surrealisme, der er set i lignende ikke-lineære psykologiske thrillere som Memento eller Mulholland Drive og det gør Moon Knight til en yderst tilfredsstillende oplevelse. Dens indledende afsnit er bevidst forvirrende, men det er det, der gør den fantastisk, og det er kun gennem Stevens insisterende undersøgelse af særhederne, at vi er i stand til at navigere i Moon Knights i starten forvirrende plot. Vi er på denne rejse sammen med ham, i stedet for blot at observere det plot, der udspiller sig. 

Lige så interessant er Marvels beslutning om at introducere Steven/Marc på samme måde som Tom Holland's Spider-Man. Spider-Mans oprindelseshistorie er blevet dækket udførligt i tidligere Spider-Man-film, så der var ingen grund til at genfortælle historien, da Spiler-Man ankom i MCU i Captain America fra 2016: Civil War.

Moon Knight bliver også introduceret uden forhistorie, da han er kendt i Marvels tegneserie-univers. Så vi møder ham som en karakter, der er allerede findes i MCU. Det potentielle problem her er dog, at Moon Knight er relativt ukendt blandt MCU-fans Derfor virker Marvels beslutning om at droppe den traditionelle origin story for Moon Knight ret underlig. 

Men fordi vi oplever historien sammen med Steven - som også oplever det hele for første gang - fungerer den også uden en udpensling af oprindelseshistorien. Seriens springende stil og den usædvanlige måde Steven/Marc introduceres på, giver ind imellem en følelse af, at vi er gået glip af et tidligere afsnit i serien. 

Det er netop denne uklarhed, der gør det muligt for serien at omgå den konventionelle origin story-formel. I stedet for at tvinge publikum til at sidde igennem Marcs baggrundshistorie, hvordan han fik sine kræfter, og hvorfor Steven i øjeblikket har ansvaret for deres krop, bliver disse historiefortællinger drypvis formidlet til os gennem Moon Knight-episoderne. På den måde kan Moon Knights historie og skuespillere komme godt fra start, så seerne kan fordybe sig fuldt ud i det forvirrende plot og lære om de mange mysterier, efterhånden som de udfolder sig naturligt.

En dejligt forvirrende fortælling

Selvom Moon Knight går uden om den traditionelle origin story, falder den alligevel i en af Marvel-klichéerne på vejen: Red verden-plottet, som meget ofte ses hos Marvel.

Ja,ja. Marvel laver film og serier om superhelte, så det kan virke som en mærkelig kritik. For enhver god heltehistorie kulminerer trods alt med, at hovedpersonen besejrer skurken. Det er et plot, som Marvel-film og -serier i vid udstrækning er bygget på.

I første afsnit føler vi os som seere på virkelig dybt vand (på den gode måde), takket være den usædvanlige måde at fortælle historien på. Det giver en virkelig dynamisk historie og man bliver grebet med det samme, for hvad i alverden foregår der? Men allerede i 2. afsnit hopper Marvel over i en den mere traditionelle (og lidt forudsigelige) stil, og undervejs føles det som om, vi får nogle af informationerne alt inden historien er rigtig moden til dem. 

Og det er en skam. Moon Knight brillerer virkelig, når den fuldt ud omfavner sine mystiske og mørke træk og afslører sine mystiske plotpunkter på en spændingsfyldt måde. Uden at spoile noget, er der øjeblikke i episode 3 og 4, der igen bevæger sig ind på freakish og mytologisk territorium - og der kommer undervejs en af de mest  uventede og overraskende drejninger i MCU's historie. Det er præcis de oplevelser,  der giver Moon Knight en særlig stil og følelse blandt andre Marvel historier, så det er en skam, at de lejlighedsvis bliver skubbet i baggrunden.

Denne tydeligt foruroligende stemning er årsagen til, at Moon Knight slet ikke virker som de sædvanlige MCU-projekter fra Marvels hånd. Manglen på forbindelser til tidligere Marvel-produktioner gør det muligt for Moon Knight at være lige så uafhængig som Iron Man var det i 2008 og giver den frihed til at være så forvirrende og  overraskende, som den har lyst til 

Og overraskende er den bestemt. Moon Knight er Marvels mest modne produktion til dato; dens ondskabsfulde og lidt mere blodige æstetik giver en serie, der passer til et voksent publikum. Scener, hvor Steven kæmper for at bevare sit greb om virkeligheden, og de scener, der omfatter horror-lignende besøg af Khonshu, skyldes i høj grad instruktørerne Mohamed Diab, Aaron Moorhead og Justin Bensons færdigheder. Trioens psykologiske thriller- og indiehorror-rødder er tydelige hele vejen igennem og skaber med jævne mellemrum virkeligt skræmmende og angstprovokerende øjeblikke - både for os og for Steven.

Det skal også bemærkes, at Moon Knight på fornuftig vis håndterer sit emne om mental sundhed med gennemtænkt omhu. I betragtning af den indlevende måde, hvorpå mental sundhed behandles i Moon Knight tegneserien på, er det nødvendigt, at serien gør det samme. Og det gør den også, idet showrunner Jeremy Slater udforsker dette følsomme emne med ærlighed, medfølelse og autenticitet.

Stjerner på nattehimlen 

Et projekt som Moon Knight, hvor personernes karakter er så væsentlig for historien, kræver en talentfuld skuespiller i hovedrollen. Og med Oscar Isaac har Moon Knight en ægte superstjerne, der er i stand til at levere en passende overbevisende og fængslende præstation.

Steven er måske nok en klodset, Mr. Bean-agtig karakter, der blot er med på turen, men Isaacs oprigtige portrættering af en plaget sjæl er sympatisk og menneskelig. Hans falske britiske accent var et varmt diskussionsemne, efter at den første trailer landede på nettet, men det er Isaacs fejlfri levering af den tørre britiske humor, der er med til at fuldende hans karakter.

Som den selvsikre Marc er Isaac lige så stærk. Kampene mellem Marc/Moon Knight og hans forfølgere er intense, hektiske og temmelig brutale, men det er den interne kamp mellem Steven og Marc, der er den mest betydningsfuld her. Polariteten mellem disse personligheder kunne ikke være mere slående - det er et totalt umage par - og de to meget forskellige karakterer giver Isaac mulighed for at vise sin bredde som skuespiller med tilfredsstillende effekt.

Det er ikke kun Isaac, der er med i kampen. Ethan Hawke er fremragende som den snedige og manipulerende modspiller til Isaacs forstyrrede antihelt; den mentalt stabile Harrow undergraver den traditionelle filmfigurformel med selvbevidst og målrettet helt, der kæmper mod en skurk, der ofte er nærmest manisk i sin overbevisning om at være almægtig og i sin gode ret til at ødelægge verden. Men Hawke virker i rollen som Arthur alt andet end sindssyg og manisk. Han er faktisk rolig og venlig, og det gør ham bare endnu mere skræmmende. De to har nærmest et læge-patient-forhold - og bygger videre på den sære polaritet, der findes flere steder i Moon Knight seriens seks afsnit. 

May Calamawy er fremragende i rollen som Layla. Hendes kemi med Isaac føles naturlig, og måden hun henholdsvis behandler Marc og Steven på er igen modsætningsfyldt som resten af samspillet imellem karaktererne. 

Vores dom

Moon Knight er en spændende og opfindsom tv-serie, som ikke ligner noget, Marvel tidligere har lavet. Den tager store sving i både historie og tema, men heldigvis får Marvel et godt resultat ud af at løbe en kreative risiko her. Det tyder på, at Marvel har så meget selvtillid, at de tør lave projekter, der skiller sig ud, og det lover godt for fremtidens Marvel-film og -serier. 

Serien føles som om den står uden for Marvels sædvanlige univers, og det vil sandsynligvis kunne tiltrække nye fans, som ikke allerede er hoppet med i Marvels  mere end 30 film og serier. Moon Knight skiller sig ud både med helte og skurke, og det er et frisk pust i MCU. Forhåbentlig vil Marvel udvikle flere af denne type projekter, som er afkoblet lidt fra den centrale MCU fortælling og dens helte. Det vil være et dristigt træk, men Moon Knight beviser, at det er muligt.

Indtil videre hører Moon Knight til noget af det bedste (måske, fordi den virker så frisk) fra Marvels hånd. Med sin foruroligende og mystiske historie, sin dystre æstetik og sine alvorlige temaer, sin udforskning af flere genrer og sin overraskende pædagogiske værdi - heldigvis krydret med Marvel-humor, er Moon Knight en virkelig seværdigt og kreativ serie. 

• Moon Knight kan starte et helt nyt kapitel for Marvel