Anmeldelse: PlayStation Classic

En hyldest til de klassiske Playstation-spil, tjae nogle af dem i hvert fald

PlayStation Classic

Vores dom

Fordi den ikke indeholder de spil vi husker bedst fra 90ernes, er Playstation Classic ikke helt hvad vi havde håbet på. Men hvad den mangler på softwaresiden, hiver den hjem på sig nydelige design af hardwaren.

For

  • To controllere i hver æske
  • Nogle interessant spilvalg
  • Indbyggede hukommelseskort

Imod

  • Nogle spil er ikke ældet med ynde
  • Begrænsede antal genoptagelsespunkter
  • Begrænset nostalgifaktor

Sony kunne have fuldt i Nintendos fodspor og lanceret en sikker vinderkonsol, med de for tiden mest populære spil såsom Crash Bandicoot, Final Fantasy 8 og 9 eller Tomb Raider.

Men sådan er PlayStation Classic ikke. 

Den indeholder ikke størstedelen af konsollens største hits og satser i stedet på nogle kultklassikere som Persona og Jumping Flash sammen med nogle mere velansete titler. At bruge Sonys retrokonsol er derfor knap så meget en tur ned ad memory lane, som det er tilfældet med SNES Classic og NES Classic Mini, og i stedet mere et bredt udvalg af hvad konsollen kunne byde på for et par årtier siden.

Selvom man kan have meget sjov ud af spilsamlingen i Playstation Classic, er vi milevidt fra, hvad der havde gjort det til et drømmeudvalg af spil.

Hvor er Castlevania: Symphony of the Night? Hvor er Silent Hill? Chrono Cross? Tomb Raider? Hvor er Legend og Dragon eller PaRappa the Rapper?

Lad mig fortælle dig hvor du ikke finder dem: Sonys første retrokonsol.

Jovist, disse spil er nu tilgængelige på andre platforme, men at have kunnet spille dem på en kopi af den hardware de hjalp med at definere, havde være en sand hyldest til den ikoniske maskine. Det du i stedet får, er en samling af spil, som du måske kan hygge dig med en enkelt aften, men næppe vender tilbage til lige med det samme. 

Det er ikke til at sige, hvorfor Sony har valgt denne vej, men den mest logiske forklaring er, at fordi mange spil på denne tid havde lydspor i CD-kvalitet, og at der derfor på flere af disse var rettighedshavere til musikken, kan disse rettigheder for længst være udløbet. Skulle Sony genanskaffe disse rettigheder, for at kunne bruge dem igen, ville det ikke alene være meget vanskeligt men også meget dyrt. Det er ikke Sonys fejl, men efterlader os ikke mindre med et middelmådigt spiludvalg.

Et mere grundlæggende problem ligger i det faktum, at den første PlayStation var første indgangsvinkel til 3D-gaming på hjemmefronten, og at der derfor var meget der skulle læres, i takt med at udviklerne fandt ud af at bruge de nye muligheder. Som et resultat deraf er de tidlige PlayStation spil (hvoraf mange er inkluderet her) en smule grove i kanterne. 

Til sammenligning har SNES et spilbibliotek, der fungerer langt bedre i et ”Klassisk” genskabt format, eftersom spillene til denne konsol repræsenterer det ypperste fra 16-bit 2D-æraen.

Sagt med andre ord - selvom her er nok til en sjov aften, et besøg tilbage i tiden og den tidlige 3D-æra, så vil de der forventer kultklassikere og lang levetid blive skuffet.

PlayStation Classic

Design

Uanset hvad du måtte mene om spiludvalget, vil du blive temmelig imponeret over pakken Sony har kreeret til at indeholde softwaren – Classic er et nostalgifremkaldende stykke plastik. Dens ydre er identisk med den originale PlayStation 1, i en mindre udgave naturligvis, med et par få moderne tiltag som HDMI-udgang, USB-port til strøm og sågar USB-controllere. (Underligt nok har Sony ikke valgt at lægge en strømadapter til microUSB-kablet med i pakken, så den må du selv sørge for.)

Efter at have set både den nye PlayStation Classic og den originale maskine ved siden af hinanden, er det tydeligt at se, at der er tale om en tro kopi, helt ned til de små detaljer. Den er identisk med den rektangulære grå plastikkasse, som du brugte timevis på som barn… blot en anelse mindre. (Ifølge Sony er den omkring 45% mindre end originalen.)

Den er ikke kun mindre, som du kunne forvente, men også meget lettere. 

Det skulle gøre den utrolig nemt at pakke i tasken og tage med dig. Takket være den nu universelle HDMI-port, behøver du desuden ikke bekymre dig om at finde et TV, som stadig har den oldnordiske composite-indgang. 

Ligesom på originalen finder du på toppen af Classic tre knapper: Power, Open og Reset. Knapperne gør stort set hvad du forventer af dem. Du tænder og slukker konsollen med Power og skifter virtuelle discs i spil fordelt over flere skiver med Open. Reset er lidt anderledes, idet den tager dig tilbage til hovedmenuen, hvor du kan vælge spil og oprette genoprettelsespunkter til næste gang du vil spille og hoppe tilbage ind hvor du slap – i stil med det system vi ser på NES/SNES Classic men med kun ét genoptagelsespunkt i stedet for fire.  

Hver gang du går ud af et spil ved at trykke på Reset, vil Classic spørge, om du vil overskrive dit gamle genoprettelsespunkt – den spørger dig basalt set hver gang om du vil gemme dit hårde arbejde. Bortset fra at gemme på memory-kort er der ikke nogen måde hvorpå du kan ”låse” dit spil og forhindre, at andre kommer ind og sletter dette lagringspunkt. 

Den store forskel imellem den originale konsol og Classic er, at den sidste ikke afspiller rigtige skiver, og at der ikke er nogen måde hvorpå du kan tilføje spil fra PlayStation Store til konsollen. Det burde ikke komme som en overraskelse eller være nogen nyhed på dette tidspunkt, men det er værd at nævne og herved undgå det uundgåelige spørgsmål: ”Kan den spille mine gamle PlayStation-spil?” Der er heller ikke nogen online multiplayer-funktion, i tilfælde af, at du havde håbet på at spille Cool Borders 2 med din bardomsven på den anden side af jordkloden. 

Af mindre betydning finder vi en anden lille forskel på selve controllerne: Imens alle knapperne vender tilbage i deres originale form, vil du opleve, at controlleren ender i et USB-stik. Det kunne potentielt betyde, at controllerne vil fungere på din PC, hvis du har en emulator, men betyder definitivt, at Sony ikke har introduceret en proprietær indgang kun til retrokonsollen. 

Nu vi taler om controllerne, har du nok bemærket, at de to der følger med, stammer fra tiden før DualShock. Det betyder, at du er nødt til at bruge de fire retningsknapper som din primære styreform og give afkald på den uden ubestridt bedre styreform til Resident Evil Director’s Cut og Tekken 3. Det er naturligvis ikke nogen deal breaker, men det havde ikke skadet, hvis Sony havde annonceret en variant af DualShock sammen med konsollen. 

Sidst men ikke mindst er ledningerne til controllerne en anelse korte, og kan give spillere problemer, hvis du vil flade ud på sofaen med en ven. En lille fordel er dog, at de kan kobles direkte til fronten af maskinen og kræver dermed ikke, at du først skal fjerne et stykke plastik, som det er tilfældet på SNES og NES Classic – hvilket i sidste ende giver Sonys konsol et renere og mere elegant udtryk.

Spilbibliotek og ydelse

PlayStation Classic 20 Games

Battle Arena Toshinden

Cool Boarders 2

Destruction Derby

Final Fantasy VII

Grand Theft Auto

Intelligent Qube

Jumping Flash

Metal Gear Solid

Mr Driller

Oddworld: Abe's Oddysee

Rayman

Resident Evil Director's Cut

Revelations: Persona

Ridge Racer Type 4

Super Puzzle Fighter II Turbo

Syphon Filter

Tekken 3

Tom Clancy's Rainbow Six

Twisted Metal

Wild Arms

Når du første gang tænder for konsollen, vil du blive bedt om at vælge sprog, før du overlades til den venlige brugerflade. Der er ikke meget du kan pille ved og den fungerer strengt taget primært som en vej til spillene og et sted du kan administrere de gemte spil på hukommelseskortet.

PlayStation Classics spilbibliotek og ydelse bygger på samme principper som designet: Behold tingene som de var, på godt og ondt.

Det vi mener er, at spillene ikke alene spilles præcis som du husker det med hensyn til styringen, men at de heller ikke har fået en HD-opdatering. Du får derfor de samme grynede og uskarpe billeder, som du kender og elsker, på et TV som slet ikke var opfundet, da disse spil udkom for mere end 20 år siden. 

På nogle måder er det charmerende at se kantede polygonale modeller i 2018. Vi er blevet så vant til at se finpolerede spil, at teksturer der dukker op og forsvinder igen i Cool Boarder 2 faktisk både er sjove og sjovt at se på. Det minder os om hvor langt 3D-spil er kommet, hvilket er ganske inspirerende. 

Samtidig kan det gøre helt ondt i øjnene at se disse spil i 1080P eller gud forbyde det, på et 4K-TV. Konsollen forsøger slet ikke at opskalere spillene og tidens tand har ikke været grafik under HD-niveau nådig. 

Dette tveæggede nostalgisværd kan ses igennem hele spilbiblioteket på PlayStation Classic. Jovist, de gamle spil er præcis som du husker dem, men selv dengang var det ikke særligt sjovt, at skulle bruge R1/R2 i stedet for højre analog styrepind (som i Rainbow Six). Hvad der er endnu mere frustrerende er, at flere af de inkluderede spil sidenhen er udkommet i remastrede udgaver, men fordi Sony har valgt at holde fast i de originale versioner, efterlades du med det klodsede designe for nostalgiens skyld. 

Billede 1 af 21

Anmeldelser af hvert spil på PlayStation Classic

PlayStation Classic kommer forhåndsinstalleret med 20 spil af varierende kvalitet. Alle er de indbygget, inklusiv multi-disc titler, som et lille bibliotek over tidlige 3D-spil. Bemærk at det er en låst liste. Du kan ikke tilføje flere titler, efter som der ikke er nogen mulighed for at udvide hukommelsen eller kobles til internettet. 

Her er et hurtigt overblik over spillene.

Billede 2 af 21

Battle Arena Toshinden

Et solidt kampspil, som fokuserer brug af våben. Der er meget taktik og det går langsomt. IKke et dårligt spil, men heller ikke ligefrem vintage PlayStation.

Billede 3 af 21

Cool Boarders 2

God for sin tid, men slalom ned ad bakken føles i dag ret forsimplet. Snowboarding var en hip ny sport i midthalvfemserne, men ikke længere spændende nok til at holde opmærksomheden.

Billede 4 af 21

Destruction Derby

Skaderne på bilerne i spillet var revolutionerende, da Destruction Derby først kom på gaden, ligesom det var sjovt at smadre biler - Grand Theft Auto perfektioneret denne dyd. Men styringen, den manglende split-screen og "death of"-mode betyder, at Destruction Derby hurtigt bliver kedeligt. Det er en skam, at den langt bedre efterfølger ikke er inkluderet i stedet.

Billede 5 af 21

Final Fantasy VII

Et af de allerbedste JRPG-spil, hvor vi følger et hold af frihedskæmpere på en episk færd for at redde en futuristisk fantasiverden. Det findes til stort set alle platforme i dag, men er stadig sjovt for fortjener at kendes af alle RPG-fans.

Billede 6 af 21

Grand Theft Auto

Spillet der startede det hele for Grand Theft Auto-serien, og vil være en overraskelse for de, som kun har spillet det i 3D. Det er primitivt ud fra dagens standarder – et sandkassespil set fra oven. Det er stadig sjovt at løbe rundt og skabe panik, men det var aldrig et særlig pænt spil og ser særlig grimt ud, når det blæses op på en stor skærm.

Billede 7 af 21

Intelligent Qube

Intelligent Qube, der også kendt som ”Kurushi” i Europa, ligner lidt et mareridt i Escher-stil. Med rullende sten, der jagter en flygtende hovedperson rundt i mørke og skumle labyrinter. Marker og oplys de rigtige blokke, hvorefter de falder ned og forsvinder. God hjerneknuser.

Billede 8 af 21

Jumping Flash

Et bizart spil, der solgte ideen om 3D-gaming godt i sin tid. Jumping Flash er et platformspil set fra førstepersonsperspektiv. Den polygonale vertikalitet gør dig næsten svimmel, men det føles mere som en eksperimental demonstration i dag fremfor et fuldt spil. 

Billede 9 af 21

Metal Gear Solid

Metal Gear er en af grundpillerne i moderne gaming, og står stadig i dag som en fantastisk spionthriller. Det holder forbavsende godt og har en filmisk kvalitet, som mange spil stadig stræber efter i dag. Det bedste spil på PlayStation Classic. 

Billede 10 af 21

Mr Driller

Et charmerende puzzle-spil, hvor du graver i undergrunden imens du holder øje med ilttilførslen og blokke der falder ned i hovedet på dig. 2D-grafikken er farverig og det farverige gameplay gør, at spillet stadig holder ganske godt i dag på PlayStation Classic.

Billede 11 af 21

Oddworld: Abe's Oddysee

Abe’s Odyssey var mærkeligt, da det blev lanceret i 1997 og er stadig meget, meget mærkeligt. Det er et humoristisk sc-fi puzzle-spil, hvor du spiller en slave-alien på jagt fra sine fangevogtere. Svært, men stadig en sjov 2D-kuriositet.

Billede 12 af 21

Rayman

Smukt animeret og stykket gakket sammen er Rayman stadig sjovt at spille. Spillet nyder godt af maskinens kræfter, som var utænkt før den blev lanceret og flyttede 2D-spil til sit for tiden højeste niveau. Stadig et godt spil


Billede 13 af 21

Resident Evil Director's Cut

Før alle spil i verden havde en ”Zombie-mode”, var Resident Evil spillet der bragte folk tilbage fra de døde på en troværdig måde. Styringen trækker det mere ned end det fortjener, men denne hyldest til George A. Romeros zombiefilm banede vejen forn denne moderne fascination af mennesker i forrådnelse. Resident Evil 2 var bedre, men det er stadig værd at bruge tid på. 

Billede 14 af 21

Revelations: Persona

Persona-serien får først nu den brede anerkendelse det fortjener, så denne mulighed for at se på originalen er velkommen. Et spøjst JRPG-spil om børn fra Tokyo, som bekæmper dæmoner er et kig værd, selvom det ikke er det bedste spil i serien.

Billede 15 af 21

Ridge Racer Type 4

Uden tvivl det bedste bilspil på PlayStation (især hvis du er mere til arkaderæs fremfor Gran Turismos fokus på autenticitet). Ridge Racer Type 4 får det bedste ud af hardwaren, med spændende baner, god karriere-mode og noget fed musik.

Billede 16 af 21

Super Puzzle Fighter II Turbo

Bland Street Fighter med Tetris og du får noget i stil med Super Puzzle Fighter II Turbo, hvor du kobler farvede sten sammen for at score points. Et sjovt arkadespil (som også var på alle konsoller op til PS3), med et charmerende persongalleri fra Street Fighter-universet.

Billede 17 af 21

Syphon Filter

Det var ikke så godt som Metal Gear Solid, da det udkom og det er ikke bedre nu. Syphon Filter har mere fokus på action end sin Konami-rival. Men dets brug af et tredjepersonskamera over skulderen, i en tid hvor den slags ikke var mestret endnu, kan være lidt vanskelig at holde ud i dag. Men udvalget af innovative gadgets er stadig sjove at lege med.

Billede 18 af 21

Tekken 3

Det ubestridt bedste kampspil på PlayStation. Dette er netop den slags spil PlayStation Classic skal hylde. Et godt udvalg af kæmpere, en fængende kampstil og masser af muligheder, hvis du har lyst til at grave dybere.

Billede 19 af 21

Tom Clancy's Rainbow Six

Et tidligt forsøg på et (single player) team-baseret førstepersons-skydespil. Rainbow Six var med til at bringe taktisk action til FPS-genren. Desværre er det sløvt og noget kedeligt efter dagens standarder, hvilet gør det svært at vende tilbage.

Billede 20 af 21

Twisted Metal

Det tredje bilspil til PlayStation Classic. Twisted Metal blev godt modtaget i sin tid, takket være sin Mad Max-agtige køretøjer . Det er stadig sjovt i små doser, men er ikke en klassiker. 

Billede 21 af 21

Wild Arms

Wild Arms er et besynderligt RPG-spil, der blander sci-fi fantasy med et økologisk budskab pakket ind i et western-tema. Det er bestemt ikke Red Dead Redemption men byder i stedet på turbaserede kampe og anime-figurer.

Naturligvis er ikke alle spil i 3D og ikke alle spil spil på konsollen har kluntet styring. Super Puzzle Fighter II Turbo ser rigtig flot ud og spiller helt fint. Det samme kan siges om Rayman (for det meste) og Mr. Driller, som måske får en bedre modtagelse nu, end det var tilfældet for 20 år siden. På grund af nogle helt afgørende beslutninger på designfronten, ser begge spil flotte ud og spiller ganske fint på PlayStation Classic.  

En anden opløftende kommentar er, at selvom vi ikke spillede disse spil under vores opvækst, ser vi os selv begravet i nogle af de mere nicheprægede titler på PlayStation Classic. De to vi først erindrer, er Revalations: Persona, det første kapitel i den nu vanvittigt populære Persona-serie, og det mere populære, men stadig knap så kendte Wild Arms. At købe en PlayStation Classic giver gamle spillere, som missede disse spil i første omgang, en ekstra chance for at opleve konsollens mindre kendte hits, og yngre spillere muligheden for at prøve velkendte halvfemserklassikere som Final Fantasy VII, Metal Gear Solid og Tekken 3.

Hvis du kun er ude efter klassikerne, ser de både ud og spilles præcis som du forventer. For de flestes vedkommende er de desuden kronjuvelerne i samlingen. Tager vi med, at disse spil ofte hver koster omkring 50 til 100 kroner på PSN Store, giver Sony dig en ganske god handel ved at inkludere dem i pakken.

Alt i alt er er det dog som vi frygtede, præcis som da vi først prøvede konsollen tilbage i oktober: PlayStation Classic har bare ikke spillene til at holde dig fanget i mere end et par timer ad gangen. Medmindre du er opsat på og forpligter dig til at spille alle klassikerne fra start til slut, vil du højst sandsynligt kun spille dine favoritter og derefter putte maskinen tilbage i skabet – måske ved siden af den originale PlayStation, som du havde håbet, den kunne erstatte. 

Endelig dom

Selvom det er lettest at sammenligne PlayStation Classic med Nintendos retrokonsoller, SNES Classic og NES Classic Mini, tilfører Sonys Classic-mikrokonsol en ny dimension til mixet. Bogstavelig talt. Eftersom de fleste af spillene på PlayStation Classic er i 3D, døjer den med opskaleringsproblemer og problematisk styring, som simpelthen ikke var et problem på Nintendos sprite-baserede konsoller. 

Men kantet grafik er ikke konsollens eneste problem: Selvom Sony har inkluderet en lille håndfuld af de bedste spil til systemet – eksempelvis Metal Gear Solid, Tekken 3 og Final Fantasy VII – er der ligeså mange spil, som måske ikke lever op til forventningerne, enten fordi de mere er kultklassikere fremfor mainstream hits, eller fordi gameplayet bare slet ikke holder i 2018.

Nogle vil nok udvikle en ægte tilknytning til spil som Destruction Derby, Ridge Racer Type 4 og Intelligent Qube – og hvis det er dig, så er PlayStation Classic alt det du har ønsket dig i en retrokonsol. Hvis ikke, bliver du nok skuffet over udvalget af spil, lidt imponeret over grænsefladen og tvinges til at se med – ofte i afsky – imens halvfemsernes grafik som Frankensteins monster bringes tilbage i live på dit 1080P- eller 4K-TV.

Gerald Lynch har bidraget til denne anmeldelse.