Anmeldelse: Samsung Galaxy S24 Ultra - Den vildeste Samsung mobil nogensinde

Dette er den telefon, Samsung har arbejdet hen imod i langt tid

Samsung Galaxy S24 Ultra-startskærm med ur og vejr
(Image: © Philip Berne / Future)

TechRadar Konklusion

Samsung Galaxy S24 Ultra forbedrer, hvad det vil sige at være Ultra - en telefon, der ikke bare er en smartphone. Den giver dig mere end nogen anden telefon lige nu og formår på en eller anden måde at forbedre sidste års Ultra på alle måder. Galaxy S24 Ultra har bedre batterilevetid, hurtigere ydeevne og endnu bedre kameraer, men du betaler også en smule mere for forbedringerne. De nye AI-funktioner er det eneste, der kan bremse denne telefon, ud over Samsungs brugerflade, der gemmer mange spændende funktioner under lag på lag af indstillinger og menuer. Når du ser Ultra i aktion, er den prisen værd, og nogle funktioner er ligefrem magiske, men der er også plads forbedringer.

For

  • +

    Bedre ydeevne og batterilevetid end nogensinde før

  • +

    Fantastiske kameraer forbedrer fotokvaliteten i forhold til sidste år

  • +

    Titaniumramme og holdbart Gorilla Armor-glas

Imod

  • -

    Stor og tung

  • -

    Mange nye og gode funktioner er skjult i gemte menuer

  • -

    AI-funktioner er ofte ubrugelige og forårsager forsinkelser i ydeevnen

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Galaxy S24 Ultra: Anmeldelsen kort

Hvis du lavede en liste over alt det, du gerne vil have på en fantastisk smartphone, så ville du sandsynligvis ende med én bestemt telefon øverst på listen: Galaxy S24 Ultra. Samsung har tydeligvis gjort en stor indsats for at få samlet både fantastisk hardware og supersmarte funktioner i S24 Ultra, og telefonen vil glæde både fans og tech-entusiaster. På mange måder, inklusive nogle overraskende, viser Galaxy S24 Ultra sig at være den bedste telefon, du kan købe lige nu. 

Vil du have den bedste batterilevetid? Galaxy S24 Ultra holder længere end de bedste iPhones og alle tidligere Galaxy-telefoner; den holder mere end en dag ved intens brug. 

Vil du have de bedste kameraer? Galaxy S24 Ultra tager bedre billeder end sin forgænger, uanset hvad der står på specifikationsarket. Det er stadig den mest alsidige kameratelefon til alle typer fotografier. Dine kunstneriske venner foretrækker måske iPhone 15 Pro, men du tager bedre billeder af alt, hvis du har en Galaxy S24 Ultra. 

Hvad har du ellers brug for? Hvis du spiller spil, er Galaxy S24 Ultra en af de bedste gaming-telefoner nogensinde. Den overgår de bedste Android gaming-telefoner, og den kan endda slå den lynhurtige iPhone 15 Pro Max.

Samsung Galaxy S24 Ultra låseskærm

(Image credit: Philip Berne / Future)

Hvis du bruger din telefon til arbejde, har S24 Ultra professionelle funktioner, som selv Pro iPhone ikke kan overgå, som Samsung DeX-software, der forvandler din telefon til noget, der minder mest af alt om en bærbar computer, både på telefonen eller, hvis du kobler den til en ekstern skærm.

Samsung er gået langt for at hæve niveauet for Galaxy S24 Ultra længere end nogen anden telefon før den, og for det meste er det lykkedes. Og alligevel er der så også noget, som telefonen mangler: Elegance og enkelhed. 

Galaxy S24 Ultra er den bedste telefon, du kan købe, på alle de områder, som vi typisk værdsætter i en mobil. Samtidig har det også noget Samsung baggage, som måske kan gøre det svært at lokke brugere fra konkurrenterne, selv om Galaxy S24 Ultra altså uden tvivl er en supermobil. 

For Samsungs software er noget rod. Der er simpelthen så mange muligheder og indstillinger og skjulte funktioner, som fylder i brugerfladen og gør telefonen unødvendigt indviklet at bruge.

Så ja, vi er vilde med de nye funktioner, Samsung tilføjer for at begejstre køberne, men der er ingen god grund til at gemme funktionerne, så vi skal igennem flere lag i indstillingerne for at kunne bruge dem. Hvis du forventer at finde nye AI-funktioner på Galaxy S24 Ultra, bliver du ikke skuffet, men de er ikke alle lige nemme at finde.

Samsung Galaxy S24 Ultra

Samsung Galaxy S24 Ultra (Image credit: Future)

Samsungs supermobil kommer lige nu også med nogle AI-funktioner, der ikke er særligt nyttige - i hvert fald, hvis du sidder i Danmark. Mange AI-funktioner virker nemlig kun på engelsk indtil videre. Ja, de kommer sikkert på dansk, men det er uklart hvornår. 

Det kan også være en udfordring, at disse AI-funktioner tilføjer en forsinkelse. Så selv om Galaxy S24 Ultra er den hurtigste Galaxy nogensinde, betyder de nye AI-funktioner, at du må stoppe op og vente, hvis du vil bruge dem. Der kommer uden tvivl masser af brugbare AI-fremskridt, men lige nu har behovet for at være først med funktionerne betydet, at det ind imellem tager længere tid at løse opgaverne på denne ellers lynhurtige telefon. 

Bare rolig Galaxy S24 Ultra er står stadig højt på himlen, når det gælder smartphones. Det er den bedste telefon, du kan købe, og udfordringerne, der følger med AI-software er på ingen måde nok til at fjerne vores store smil over batterilevetiden, der holder hele dagen og mere til, telefonens fantastiske kameraer og den stadig fantastiske S Pen.

Samsung Galaxy S24 Ultra fra bagsiden med S Pen for det meste trukket tilbage

(Image credit: Philip Berne / Future)

Galaxy S24 Ultra er en telefon, der snildt kan bruges i stedet for en bærbar eller en tablet, fordi den er mere kraftfuld og praktisk nok til at klare mange arbejdsopgaver. Det er også telefonen, som er rykket tættest på den teknologiske udvikling, vi kommer til at se i nærmeste fremtid. Det er også en telefon, du kan have med, der kan alt ude at fylde alverden. 

Men vi kunne stadig godt tænke os, at Galaxy S24 Ultra var meget nemmere at bruge, for der er stadig for mange smarte-funktioner og AI-funktioner, som ligger gemt af vejen. Måske kan AI løse Samsungs problemer med brugervenlighed i fremtiden. Jeg tror, Samsung har brug for at få ryddet op i sin brugerflade. iPhone 15 Pro med iOS 17 er ikke bare enklere, den er også sjovere og mere socialt med brugervenlige funktioner som Name Drop og Check In, der gør det supernemt for iPhone-brugere at dele med deres iPhone-venner. 

Samsung lader ikke til at bekymre sig om enkel brugervenlighed, men det burde de. Udfordringerne med software er reelle nok, og når nu hardwaren er så fantastisk, som den er, ville telefonen bare være endnu mere fantastisk, hvis softwaren også spillede med. Så forhåbentlig er det noget, Samsung vil fokusere på i fremtiden. 

Galaxy S24 Ultra: Pris og værdi for pengene

Samsung Galaxy S24 Ultra bagfra i titaniumgrå

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Koster 500 kr. mere end sidste års Galaxy S23 Ultra
  • Syv års opdateringer af styresystemet kan forbedre værdien

Samsung Galaxy S24 Ultra er en smule dyrere ved lanceringen end sidste års Ultra. Til gengæld er der nu 12GB RAM i den billigste version imod sidste års 8GB. Om det er prisen værd er op til den enkelte. Galaxy S23 Ultra var allerede spækket med funktioner, og der er ikke noget stort og nyt i Galaxy S24 Ultra. Den er bare blevet en lille smule bedre på mange måder. 

Den virkelige værdi kan kommer med tiden, takket være Samsungs løfte om at levere syv års større Android- og sikkerhedsopdateringer. Den længde af langsigtet support var uhørt så sent som sidste år, men Googles syv års support til Pixel 8-serien, har tvunget Samsung til også at hæve niveauet. Så nu har vi syv års support til de bedste Android-telefoner, mens Apple halter bagefter og kun tilbyder fem års support. 

Samsung kan love guld og grønne skove, men før vi når til det syvende år, ved vi ikke, om de virkelig kan levere varen. Der er måske grund til at være lidt skeptisk. Begravet i Samsungs seneste servicevilkår er en meddelelse om, at de nuværende AI-funktioner kun kan være gratis i en begrænset periode. Helt ærligt har vi ingen anelse om, hvad det betyder, og det er for tidligt at spekulere. Men det er underligt på en måde, for det kommer til at virke som om, Samsung har planer om at tage penge for deres AI-funktioner. Men mon dog det kommer så vidt? For der er ingen tvivl om, at det ville være ret upopulært blandt køberne af den ikke helt billige S24 Ultra. 

Samsung Galaxy S24 Ultra foran Galaxy S23 Ultra

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Værdi: 3 / 5

Galaxy S24 Ultra: Specifikationer og benchmark

Samsung Galaxy S24 Ultra med note-app åben med teksten "taken to Extreme"

(Image credit: Philip Berne / Future)

I vores benchmark-test af Galaxy S24 Ultra slog S24 Ultra den bedst præstende iPhone: iPhone 15 Pro. I næsten hver eneste benchmark-test scorer Galaxy S24 Ultra højere. I multi-core tests, grafikrenderingstests, batteridriftstests og mange andre slår Galaxy S24 Ultra iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max. 

Sidste års Galaxy S23 Ultra var ikke i stand til at slå Apples iPhone 14 Pro Max, og det er længe siden, at en Android-enhed har scoret en rungende sejr i benchmark-tests på tværs af platforme. Når det er sagt, bruger vi ikke benchmark-resultater som målestok i anmeldelsen, men det er interessant at se udviklingen. 

Swipe to scroll horizontally
Mål:162.3 x 79.0 x 8.6 mm
Vægt:232g
Skærm:6.8-tommer Dynamisk AMOLED 2X, 2.600-nit peak brightness
Opløsning:QHD+
Opdateringshastighed:1Hz-120Hz variabel
CPU: Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy
RAM: 12GB
Lagerplads: 256GB / 512GB / 1TB
Styresystem og forventede opdateringerAndroid 14 / One UI 6; 7 års opdateringer
Bagkameraer: 200MP f/1.7 wide, 12MP f/2.2 ultra-wide, 50MP f/3.4 periscope (5x), 10MP f/2.4 telephoto (3x)
Frontkamera: 12MP f/2.2
Batteri: 5,000mAh
Opladning: 45W kablet, 15W trådløs
Farver: Titanium Violet, Titanium Gray, Titanium Black, Titanium Yellow, Titanium Blue, Titanium Green, og Titanium Orange

Galaxy S24 Ultra: Design

Samsung Galaxy S24 Ultra fra siden viser knapper

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • En stor smartphone
  • Titanium er flot, men ikke lettere
  • Poleret og stilfuld, men med små ændringer

Galaxy S24 Ultra er svær at skelne fra Galaxy S23 Ultra, hvilket ikke betyder, at der ikke er forskelle, men snarere at ændringerne er meget små. Højttalergitterne er forskellige, mikrofonerne er flyttet en smule, men for det meste ligner den nye telefon den gamle. 

Kigger man nærmere efter, er der dog forskelle: Bagglasset er lag på lag af metallisk maling, som giver telefonen en større dybde, især i den spøgelsesagtige, naturgrå titanium-finish. 

Samsung lægger stor vægt på detaljerne, når det gælder farver, materialer og finish. Hver model har en subtilt farvet ramme, der matcher den nye Gorilla Glass Armor-bagside. Den titansorte er helt sort, mens andre farvemuligheder går over i varmere farvetoner.

Samsung Galaxy S24 Ultra under en iPhone 15 Pro Max

(Image credit: Philip Berne / Future)

Ligesom Apple har Samsung valgt titanium på rammen i år, men det gør ikke så stor en forskel, som det gør på min iPhone 15 Pro Max. Pro Max har formået at tabe sig omkring et 30 gram i år i forhold til sidste år. Galaxy Ultra? Den vejer stort set det samme. 

Noget, som Apple-brugere ikke finder i nogen iPhone? En S-pen. Den er indbygget i S24 Ultra, og er både en pen, en Bluetooth fjernbetjening til telefonens kamera og kan bruges til at styre funktioner på telefonen, også uden at røre skærmen fysisk. Og så klikker den, når du trykker på toppen. Som en rigtig kuglepen. Det er der slet ingen grund til, men Samsung har indbygget klikket, og det er faktisk ret tilfredstillende at kunne klikke på pennen. 

Selvfølgelig er S Pen ikke bare bygget for sjov, den er mpget af det bedste tilbehør nogensinde. Den er lige så præcis som et professionelt tegneværktøj, ikke som en stor, klodset stylus med gummispids, som du kan købe til en iPhone.

Samsung Galaxy S24 Ultra holdt fra siden

(Image credit: Philip Berne / Future)

Galaxy S24 Ultra har fået en markant ændring i designet, som du stadig skal kigge efter for at opdage. Skærmen er blevet fladere, så den nu ikke buer ude i siderne. Det er en lille ændring, men resultatet er, at skærmen nu føles større. Det betyder også, at den nu ligger anderledes i hånden. På for- og bagsiden har Galaxy S23 Ultra blidt afrundede kurver, som gør telefonen meget rarere at holde om. Galaxy S24 Ultra er mere skarp og ligger ikke helt så godt i hånden. Men den ser pænere ud. 

  • Design: 4 / 5

Galaxy S24 Ultra: Skærm

Samsung Galaxy S24 Ultra med AI-gerereret baggrund

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Fantastisk skærm 
  • Stor og skarp - blandt de bedste du kan finde
  • Manglende Dolby Vision-understøttelse er ærgerlig

Skærmen på Galaxy S24 Ultra er fremragende, og noget af det bedste, vi har set på en førsteklasses smartphone. Den er stor, lysstærk og farverig, især når man bruger indstillingen Vivid color tone.

Der er masser af tilpasninger til denne skærm, herunder adaptiv lysstyrke og farvetoner, der måler den omgivende belysning og justerer skærmen, så den ser bedst mulig ud. I stærkt udendørslys kan skærmen booste til fantastiske 2.600 nits, hvilket ikke er helt det lyseste, du kan finde, men du får ikke brug for noget lysere. 

Endnu mere interessant er måske Extra Dim-indstillingen. Galaxy S24 Ultra kan opretholde en god farvegengivelse selv ved en lysstyrke på 1 nit. Det er svagt nok til, at du næsten kunne tjekke dine beskeder i en biograf, men så ville du være en ekstra irriterende Ultra-idiot. Men du kan godt.

Samsung Galaxy S24 Ultra afspiller en TikTok-video

(Image credit: Philip Berne / Future)

Kunne Galaxy S24 Ultra-skærmen være bedre? Ja, absolut. Der findes telefonskærme, som kan opnå en opdateringshastighed på 144 Hz, men det er faktisk ikke en funktion, vi savner her. Vi vil til gengæld gerne have, at Samsung begynder at undersøtte Dolby Vision på sine telefonskærme og tv-apparater. Hvis du ser meget Netflix, ser serierne bedre ud, når du sammenligner en skærm med Dolby Vision med en skærm uden. Det virker som en dum udeladelse, at Samsung ikke understøtter Dolbys HDR-videostandard, for de understøtter faktisk Dolby Audio.

  • Skærm: 5 / 5

Galaxy S24 Ultra: Software

Samsung Galaxy S24 Ultra viser menuen for avancerede intelligensindstillinger

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Overkompliceret software skjuler nye funktioner under 'Indstillinger'
  • Nye AI-funktioner er af og til magiske, mens nogle er ubrugelige
  • Syv års opdateringer er et kæmpe plus

Det er blevet helt tydeligt, at Samsung fokuserer på hardware og ikke har haft stor fokus på at gøre sin software mere brugervenlig. Softwaren på Galaxy S24 Ultra er udfordrende, og det er surt at se en så fantastisk telefon med en One UI-brugerflade, der ind imellem gør det hamrende svært at finde de smarte funktioner. Selv de simpleste funktioner er fyldt med valgmuligheder og menuer, og Samsung vil tilsyneladende hellere overvælde brugerne med valgmuligheder i stedet for at arbejde med brugervenligheden. Her er Samsung bagud, og det vil helt sikkert være noget, som brugerne vil begynde at forholde sig til. For selv om der er avancerede funktioner, behøver det ikke at være så svært at finde og bruge dem. 

For hvor finder man de nye AI-oversættelsesværktøjer eller indstiller AI-funktionen, der omskriver ens tekstbeskeder? Hvor slår man AI til for at redigere fotos eller AI til at opsummere en webside? Alt sammen det samme sted, desværre. 

Alle de nye Samsung Galaxy AI-funktioner er begravet i Indstillinger, og de er ikke ved overfladen. Der er 25 forskellige muligheder i menuen Indstillinger. Mulighed 17 ud af 25 er Avancerede funktioner. Tryk på den, og du finder "Avanceret intelligens", som faktisk ikke er det, AI står for... vel? Det er i hvert fald der, Samsung har gemt alle de nye, seje funktioner til sin flagskibs smartphone: Under den 17. indstillingsmulighed, tre lag nede. Det tog os et stykke tid at finde, og det er da ret underligt, når nu der er tale om det sagnomspundne Galaxy AI, som er Samsungs helt store sagsargument for S24 Ultra. 

I et svagt forsøg på at informere brugerne om alt det, telefonen kan, bobler Galaxy S24 Ultra af og til op med beskeder og forslag til ting, man kan prøve. Men hvis du ikke lige har tid til at kigge nærmere på det i øjeblikket, forsvinder budskaberne igen, og du må enten gå på jagt selv, eller vente til telefonen beslutter at vise dig nogle tips igen. 

Men som bruger, er det svært at lære at bruge nye funktioner, hvis du får dem vist på tilfældige tidspunkter. Tit popper beskederne op, når man er midt i at løse en anden opgave på telefonen. Her bør Samsung træde et stort skridt tilbage og finde ud af, hvordan man opmuntrer brugerne til at prøve funktioner, de vil få glæde af. Samsung er også nødt til at fjerne de funktioner, der ikke bliver brugt, og skjule dem, der ikke behøver at være synlige. Der burde simpelthen være et Galaxy AI-ikon på forsiden med adgang til de vigtigste informationer, tutorials og tips og tricks. Det ville gøre livet lettere for Galaxy AI-brugere.  

Hvad angår de nye AI-funktioner, er de en blandet landhandel af fantastisk magi og ubrugeligt pladder. Hvis du får mulighed for at bruge AI-oversættelsen i et telefonopkald, er det som science fiction. Det føles, som om du har stukket universal oversætter i hånden og lever i en Star Trek-fremtid. 

Samsung Galaxy S24 Ultra showing AI writing style tools

(Image credit: Philip Berne / Future)

Andre AI-funktioner er nyttige, men med masser af plads til forbedringer. Funktionen AI writing style kan tilpasse dine tekstbeskeder til en række forskellige stilarter, herunder en professionel tone, beskeder med emojis og afslappede beskeder. I det store hele var forskellene dog ikke så store, at det gjorde nogen særlig forskel. Så jeg brugte faktisk mest de tekster, jeg selv havde skrevet. Samsung lovede nok for meget om denne funktion, for ændringerne er ikke helt så markante som ventet.  

Disse skrivestils- og oversættelsesfunktioner er indbygget i Samsung Keyboard, så de fungerer på tværs af flere apps. Det gælder i øvrigt også grammatik- og stavekontrol. Funktionen fungerer på dansk, og den virker faktisk ret godt. Men du kan ikke vælge kun at medtage nogle af rettelserne, Samsung finder til dig. Du kan enten indsætte hele teksten eller kopiere den. Her ville det have været smart, hvis man kunne markere dele af teksten og indsætte, så man ikke nødvendigvis behøvede at tage alle ændringer med. Vi kunne få Galaxy S24 Ultra til at læse korrektur på en tekst, der var cirka 14 linjer på et A4 ark - cirka 1.000 tegn uden mellemrum. Så det fungerer fint til kortere tekster og hurtige rettelser, men ikke til din hitsorieopgave på gymnasiet.

Samsung Galaxy S24 Ultra showing

Galaxy S24 Ultra har generativt AI-tapet, ligesom Google Pixel 8 Pro (Image credit: Philip Berne / Future)

Nogle af de AI-funktioner, som blev overført fra Google Pixel 8-familien, har også vist sig at være en skuffelse. Samsung lovede, at deres Voice Recorder-app ville tilbyde udskrifter og resuméer, ligesom Recorder-appen på Google Pixel. I praksis er Samsungs app ikke så avanceret eller brugbar som Pixel-versionen. Den er langsommere, mindre præcis og giver ikke mulighed for live transskribering af tekster. Samtidig forstår den ikke dansk endnu.  

Billedredigeringsfunktionerne imponerende på Galaxy S24 Ultra, men de er stadig mere imponerende på Pixel 8 Pro. Galaxy har Samsungs version af Magic Editor-værktøjet, kaldet Generative Edit, som lader dig vælge objekter i dit foto for at flytte, ændre størrelse eller slette dem. Når du sletter et objekt eller en hel baggrund, kan telefonen bruge AI til at erstatte den del af billedet, og her overgår Samsung Googles billedredigering. 

Hvad Samsung-telefonen mangler, er de bedste redigeringsværktøjer, der findes på Pixel, nemlig Photo Unblur-værktøjet, der gør selv gamle fotos, du ikke har taget med din smartphone, skarpere, og Best Take-indstillingen, der kombinerer flere fotos for at slippe af med lukkede øjne og grimme udtryk.

Men selv om Samsungs software ikke er optimal, så er der simpelthen ting, man kan gøre med en Galaxy-telefon, især Galaxy S24 Ultra, som man ikke kan gøre med noget andet. Jeg elsker Samsungs DeX, som forvandler din telefon til noget, der fungerer mere som en computer, når du tilslutter den til en skærm med et tastatur og en mus. Du får en ny startskærm med vinduer og en app-dock, og langt det meste kører problemfrit. 

Hvorfor er det nyttigt? Det er faktisk muligt at tilslutte både en skærm, et tastatur og en mus til en telefon med Samsung DeX. Så fungerer den stort set som en computer, så du kan bruge den til at arbejde eller se fjollede videoer. Det er bare en genial funktion, hvis man ikke lige vil slæbe en bærbar computer med rundt. 

Samsung Galaxy S24 Ultra forbundet til en skærm og tastatur.

Galaxy S24 Ultra (til venstre) med DeX tilsluttet til skærmen.  (Image credit: Philip Berne / Future)

Så kan du svare på vigtige e-mails med et rigtigt tastatur eller redigere dokumenter i Microsoft Word (det er dog kun muligt at åbne et Word-dokument ad gangen) og Google Docs. Du kan gøre stort set det samme som på en "rigtig" computer, bortset fra at køre Chrome-webbrowserudvidelser. 

Som nævnt lover Samsung, at hele Galaxy S24-familien vil få softwareopdateringer og sikkerhedsopdateringer i de næste syv år. Med helt nye AI-funktioner på telefonen bliver det spændende at se, om Samsung kan leve op til det. AI ser ud til at udvikle sig eksponentielt, så hvordan kan en syv år gammel telefon overhovedet overleve i år 2031?

En ledetråd kan ligge i Samsungs servicevilkår. Dybt gemt finder du følgende formulering om AI-funktioner: "Samsung kan til enhver tid ændre nogle af eller alle sine avancerede intelligensfunktioner til abonnementsbaserede funktioner, i hvilket tilfælde Samsung vil give forudgående varsel. Samsung forbeholder sig retten til at begrænse din hastighed for at forhindre kvalitetsforringelse eller afbrydelser i de avancerede intelligensfunktioner."

Det kan både være helt uskyldigt, eller det kan være et tegn på, at Samsung leder efter et smuthul til at slippe ud af sit syvårige løfte. De kan tilbyde fremtidige Android-opdateringer i almindelige og "Premium"-varianter. De kan også udelukke visse modeller fra alle fremtidige premium-funktioner og kun tilbyde det mest basale operativsystem til Galaxy S24 Ultra, når fx Android 18 lanceres, formentlig om fire år.

Under alle omstændigheder er der nu et "men" knyttet til Samsungs løfte om syv års opdateringer. Men vi forventer, at Samsung vil gøre lige som Apple. Alle funktioner, der ikke er helt hardwareafhængige, bør komme til alle kvalificerede telefoner. Den fem år gamle iPhone XR kan naturligvis ikke få en ny Dynamic Island, men den seneste opdatering bragte NameDrop, som er en helt ny iOS 17-funktion. Vi forventer det samme, når Galaxy S24 Ultra bliver opdateret til Android 21 i 2031.

  • Software: 3 / 5

Galaxy S24 Ultra: Kameraer

Samsung Galaxy S24 Ultra-kameraer

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Bedre billedkvalitet, selv om specifikationerne er mistænkelige
  • Færre detaljer fra zoomobjektivet, men bedre farver og rækkevidde
  • Har stadig brug for hjælp med svagt lys og støjreduktion

Galaxy S23 Ultra var vores generelt bedste kameratelefon sidste år, så rygterne om, at Samsung ville droppe den optiske zoom fra 10x til 5x, satte gang i en masse bekymringer. 10x-zoomen var den fremtrædende funktion på Galaxy S23 Ultra ... bortset fra 200MP-sensoren, de to zoomlinser, 100x digital astro-fotografering, AI-billedforbedringerne og alt det andet, telefonen kunne. Alligevel er det mærkeligt, at Samsung tager et skridt tilbage, især når det gælder specifikationer.

Lad os starte med Galaxy S24 Ultras 5x zoom-objektiv. Samsung har ikke taget et skridt tilbage, mere et skridt til siden. Galaxy S24 Ultra har stadig det bedste zoomkamera, du kan finde på en smartphone. Det er bedre end Galaxy S23 Ultras 10x-zoom, og det er meget bedre end den 5x-zoom, du finder på iPhone 15 Pro Max. Det meste af tiden, som når du virkelig bruger zoomen fuldt ud.

Når du zoomer ind til 10x eller endda 100X, producerer Galaxy S24 Ultra billeder med bedre farver og meget bedre dynamisk rækkevidde end Galaxy S23 Ultra. Hvor det ældre kamera fik billederne til at se flade ud, ser du mere dybde og skygge med Galaxy S24 Ultra. Til gengæld får du ikke helt så mange detaljer. Samsung har ofret de fine detaljer i billederne for at få en bedre overordnet kvalitet.

Det er et godt valg. De 10x og 100x zoom-billeder fra S23 UItra ser forfærdelige ud. Selvfølgelig kan du se nogle detaljer, men de er blandet med støj og slør.  På Galaxy S24 Ultra kan du ikke se så meget, men de ser lidt bedre ud. Generelt set, skal du ikke forvente at få knivskarpe og tydelige billeder med 100x zoom, og det bliver næppe den funktion, du kommer til at bruge mest. 

I en direkte sammenligning mellem Galaxy S24 Ultra og iPhone 15 Pro Max med 5x zoom, giver iPhone bedre billeder. Når du begynder at anvende digital zoom, gør Galaxy et bedre stykke arbejde. Ved 5x zoom fik vi et flot landskabsbillede af et fyrtårn fra begge kameraer. Da vi zoomede til 25x, beholdt Galaxy flere detaljer og endnu bedre farver end iPhone. iPhonen kunne ikke zoome længere, men Galaxy S24 Ultra kunne få nok detaljer med fra fyrtårnet, som ligger en kilometer fra kysten, til at tælle trapperne, der fører op fra kajen.

Samsung er tidligere blevet kritiseret for unaturlige farver i fotos, og det er tydeligt, at virksomheden har taget det til sig og forsøgt at komme tættere på iPhonens behandlingsteknikker. Farverne ser meget mere naturlige ud, ofte endda køligere end de overophedede iPhone-billeder, der giver et gulligt skær på nogle billeder. Problemerne med digital skarphed er blevet reduceret, så Galaxy S24 Ultra producerer billeder med en fin mængde detaljer uden den sløring, man finder på nogle iPhone-billeder.

Det betyder ikke, at kameraet ikke har udfordringer. Svagt lys er stadig et problem, og andre telefoner håndterer forskellige nattesituationer bedre. Google Pixel 8 Pro er bedre til landskabs- og bybilleder om natten, og selv OnePlus 12 kan håndtere nogle billeder i blandet lys, som at tage billeder af mad i en mørk restaurant, bedre end Samsungs bedste. 

Men samlet set har Galaxy S24 Ultra den bedste kameratelefon, vi har set det seneste år. Den dominerer måske ikke på alle områder, men den præsterer konsekvent bedre end alle andre telefoner, uanset om du bruger en iPhone, en Pixel eller endda en nyere OnePlus-telefon med Hasselblad-blledbehandling. 

Der, hvor Samsung virkelig er god, er heldigvis på nogle af de ofte bruge fotos. Hvis du har brug for et godt makrofoto tæt på eller et appetitvækkende billede af den pizza, du har lavet, så er du dækket ind med Galaxy. Selfies og portrætter ser godt ud, med præcise hudtoner og nok detaljer til, at du ikke ser kunstig ud. Telefonen har ingen problemer med at indramme din yndige hund og beskære de lodne ører pænt i et portrætbillede.

I Galaxy S24 Ultras Galleri-app kan du nu anvende Generative Edit AI-funktionerne til redigering, så du f.eks. kan ændre størrelsen på og flytte objekter i dit billede, eller helt ændre baggrunden afhængigt af konteksten i billedet. Du skal dog være opmærksom på, at Samsung tilføjer et lille vandmærke i billedet, hvis du anvender AI-tricks i redigeringen.

Samsung Galaxy S24 Ultra

(Image credit: Philip Berne / Future)

Samsung Gallery-appen kan foreslå billedredigeringer, som f.eks. at fjerne refleksioner (ovenfor). Du kan se resultaterne nedenfor:

Hvis du savner Photo Unblur-funktionen fra Google Pixel 8 (og den er ganske eftertragtet), kan du gå til Galaxy App Store og downloade Samsungs Galaxy Enhance-X  app til fotoredigering. Denne lidt ukendte app giver dig masser af avancerede fotoredigeringsværktøjer, hvoraf mange er baseret på AI og maskinlæring. Disse værktøjer er ikke lige så effektive som redigeringerne i Google Fotos på en Google Pixel 8 Pro, men det giver alligevel nogle gode ekstrafunktioner. 

Du kan også køre mere avanceret fotoredigeringssoftware som Adobe Lightroom og SnapSeed. Disse apps kører meget problemfrit på Galaxy S24 Ultra, og det var lettere at redigere fotos med S Pen end med fingeren. 

Vi har endnu ikke haft mulighed for at teste AI-månefotograferingsfunktionerne på Galaxy S24 Ultra, fordi det har været overskyet, siden vi modtog vores testenhed, men vi vil selvfølgelig prøve funktionen af, så snart som muligt. Samsung siger, at den indbyggede AI vil genkende objekter og derefter forsøge at identificere motivet for at tage det bedste billede. Vi får se, om den nye telefon kan holde trit med de blændende astro-fotografier fra sidste års Galaxy S23 Ultra.

Galaxy S24 Ultra: Billedeksempler

Samsung har helt klart foretaget store forbedringer af billedbehandlingen på Galaxy S24 Ultra sammenlignet med sidste års Galaxy S23 Ultra. Dette foto ser meget mere naturligt ud med bedre farver og dynamisk rækkevidde og uden så meget digital skarphed:

  • Kamera: 5 / 5

Galaxy S24 Ultra: Ydelse

Samsung Galaxy S24 Ultra og et spil Call of Duty Mobile

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Første Android i mands minde til at slå iPhone i benchmarks
  • Eneste forsinkelse kommer fra de nye AI-funktioner
  • Topscorer inden for spil og produktivitet

Lige siden Apple begyndte at lave sit eget Bionic-chipsæt til iPhone, har vi ikke set en Android-telefon, der kunne slå Apples bedste iPhone i rå ydeevne. Det kan Galaxy S24 Ultra. Ultra er lige så hurtig som iPhone 15 Pro Max, og på mange måder er den endnu hurtigere. Du vil måske aldrig bemærke præstationsforbedringerne, men Qualcomm og Samsung har formået at overgå Apples chip for første gang i årevis. 

Hvad betyder det i den virkelige verden? Alt, hvad du kunne gøre på din smartphone, kan du nu gøre hurtigere. Hvis du spiller spil som Call of Duty Mobile eller Genshin Impact, kan du spille med de højeste indstillinger og opleve flydende framerates og hakkerfri gaming. 

Par dit spil med en Xbox- eller Playstation-controller via Bluetooth, og så kan du smadre noobs på patetiske Pixels og billige Motorola-telefoner i din foretrukne multiplayer-arena. Seriøst, at have en telefon, der reagerer så hurtigt på dine kommandoer og bevægelser, er en kæmpe gevinst for multiplayer-spil. 

Er Galaxy S24 Ultra så en gaming-telefon? Ja, det er det. Vi testede S24 Ultra mod Asus ROG Phone 8 Pro, en telefon, der virkelig er skabt til gaming. S24 Ultra havde ingen problemer med at slå ROG Phone 8 på alle parametre, og den leverede endda en højere framerate i de nyeste spil.

Hvis du ikke er til gaming, kan du stadig mærke fordelene ved ydeevnen. Vi redigerede fotos i Adobe Lightroom, og på Galaxy S24 Ultra kan vi bevæge justerings sliderne frit og se vores fotos ændre sig i realtid. I side-om-side-tests med de nye intelligente Adobe-maskeringsfunktioner kunne Galaxy S24 Ultra finde og vælge vores forgrundsmotiv på hurtigere end på den ældre Galaxy S23 Ultra. 

De eneste funktioner, der forårsager en forsinkelse på Galaxy S24 Ultra, er de nye AI-funktioner, og det er jo ironisk. For første gang i årevis har Samsung et forspring i forhold til konkurrenten Apple, men de har fyldt Galaxy S24 Ultra med AI-funktioner, som Apple indtil videre har sprunget over. Så selv om vi har fået nogle nye smarte funktioner, må vi altså lige nu bruge ekstra tid på at vente på at AI'en skriver nye sms'er eller redigerer i fotogalleriet. 

De funktioner er ikke ventetiden værd. Hvis der ikke var nogen ventetid, hvis de skriftlige forslag dukkede op i realtid på samme måde, som Adobe Lightroom ændrer mine fotos, ville jeg blive forbløffet over AI-værktøjerne, og jeg ville bruge dem oftere. Når man bruger telefonen, kommer man hurtigt til at stille sig selv spørgsmålet, om man har lige nu har tid til at bruge AI eller om man bare skal springe over. Dét er en stor udfordring for AI, for brugerne og i sidste ende også for Samsung.

  • Ydelse: 5 / 5

Galaxy S24 Ultra: Batterilevetid

Samsung Galaxy S24 Ultra batteriindstillinger

(Image credit: Philip Berne / Future)
  • Fremragende batterilevetid, blandt de bedste, du kan finde
  • Hurtig opladning, men kunne være hurtigere
  • Masser af muligheder for strømstyring

Du finder ikke en flagskibstelefon med længere batterilevetid end Galaxy S24 Ultra. 

I vores test, hvor vi testede uafbrudt surfing på nettet på 5G, indtil batteriet løber tør, holdt Galaxy S24 Ultra i standardtilstanden Adaptive display i hele 16 timer og 45 minutter. Det slår de imponerende 14 timer og 2 minutter, som iPhone 15 Pro Max klarede i vores test. Den overgår også Galaxy S23 Ultra med mere end to timer, ligesom den overgår mange andre Android-telefoner. 

Samsung har ikke forøget batteriets størrelse i forhold til sidste års Ultra, de har bare forbedret strømstyringen på Galaxy S24 Ultra, så den sparer mere strøm. De adaptive skærmindstillinger sørger for at holde lysstyrken nede, men du kan slå dem fra, hvis du har brug for en lys skærm hele tiden. Du kan også justere indstillinger som skærmopløsning og processorydelse for at spare mere strøm. 

Der er endnu flere ekstreme muligheder. Samsung plejede at have en ultra strømbesparende tilstand, men nu er det bare endnu en indstilling under strømbesparelsesfunktionerne, så du kan begrænse de tilgængelige apps, slukke for kantpaneler, dæmpe skærmen og generelt slukke for alt det, du ikke har brug for, for at spare strøm. 

Der findes en mere intelligent strømstyringsmulighed, som aflæser dine vaner og tilpasser strømbesparelserne til den måde, du bruger Galaxy S24 Ultra på. Den hedder "Tilpasset strømbesparelse". Men du skal nok lave en søgning i indstillinger for at finde den. Vi ved, den ligger gemt inde i menuen "Enhedspleje" under indstillinger, men selv om vi ved det, så er det nærmest umuligt at finde den derinde. Vi går ikke i detaljer, men det er den bedst gemte funktion, vi nogensinde har set på en telefon. Det er helt uforståeligt, hvad Samsung har tænkt på, da de gemte den funktion af vejen? Det er i hvert fald ikke noget, der fremmer brugervenligheden. 

Samsung Galaxy S24 Ultra set fra bunden med synlig USB-C port

(Image credit: Philip Berne / Future)

Galaxy S24 Ultra oplader med 45W, hvilket er en respektabel opladningshastighed, hurtig nok til at få dig et godt stykke over 50%, hvis du kun har en halv time til at oplade din telefon. På et kvarter var Galaxy S24 Ultra opladet til lige under 40% , og det tog omkring 45 minutter at oplade telefonen helt. Det er endnu hurtigere, end Samsung lover.

Der findes telefoner, der oplader hurtigere, som OnePlus 12, der leveres med en 80 W oplader. Den telefon kan nå 100% opladning på omkring en halv time, og OnePlus har endda en superhurtig (dvs. SuperVOOC-teknologi) trådløs oplader, der er i stand til 50W opladning. S24 Ultra kan håndtere op til 15 W trådløs opladning, inklusive den nyeste Qi2-opladningsstandard. Galaxy S24 Ultra kan også oplade andre enheder trådløst, men igen skal du på jagt i indstillinger for at slå trådløs strømdeling til. 

I modsætning til OnePlus 12 kommer Galaxy S24 Ultra ikke med en oplader i æsken, og hvis du vil have den hurtigste opladningshastighed, skal du sikre, at du køber den rigtige oplader fra Samsung eller en, der matcher. 

  • Batteri: 5 / 5

Galaxy S24 Ultra: Samlet karakter

Swipe to scroll horizontally
Samsung Galaxy S24 Ultra
VærdiDet er dyrere end sidste år, men hvis du vil have det bedste af det bedste og lidt til, må du betale lidt mere3/5
DesignGalaxy S24 Ultra ligner S23 Ultra på en prik, men med fladere skærmkanter. Titanium ser godt ud, men hjælper ikke på vægten. 4/5
SkærmEn stor, lysstærk og smuk skærm, der er skarp og responsiv. Det flade design gør det lettere at bruge pennen. 5/5
SoftwareSamsungs software føles her unødvendigt indviklet. Samsung tilføjer nye funktioner, men mange er gemt af vejen under flere lag indstillinger. Det er noget rod, og One UI har bare at blive bedre, for det irriterende at have en fantastisk telefon, når du skal bruge utroligt langt tid på at finde de rigtige menuer og funktioner.3/5
KameraerGalaxy S24 Ultra er Samsungs bedste kameratelefon overhovedet. Du kan finde bedre billeder her og der fra konkurrenterne, men Ultra er mere pålidelig og alsidig end iPhone, og den forbedrer sidste års S23 Ultra.5/5
YdelseDette er den første Android i lang tid, der slår den hurtigste iPhone, så hvad vil du gøre med alle de kræfter? Det er lige meget, for alt hvad du gør går hurtigere – bortset fra AI-funktionerne.5/5
BatteriBedre batterilevetid end nogen Galaxy Ultra – eller andre topmodeller. Denne telefon kan holde mere end en dag uden problemer.5/5

Køb den, hvis...

Du vil kunne meget mere med din telefon
Hvis du vil have en telefon, der kan mere, end en telefon bør kunne, skal du have en Galaxy S24 Ultra. Det er ikke bare en telefon, det er en bærbar computer, en notesblok, en spillekonsol og et multi-kamera til at putte i lommen. 

Vil du se, hvordan fremtiden føles
Samsung afprøver nye funktioner før noget andet telefonselskab, og hvis du vil foretage et telefonopkald med en Star Trek universaloversætter eller have en AI til at omskrive dine tekstbeskeder for dig, har du brug for en Galaxy S24 Ultra.

Du vil have den bedste telefon overhovedet
Galaxy S24 Ultra er ganske vist unødvendigt kompliceret, men det er fordi, der er så meget, du kan gøre med den. Hvis du vil have kompromisløs teknologi med alle tilgængelige muligheder, skal du købe Ultra.

Køb den ikke, hvis...

Du har ikke brug for alle de ekstra funktioner
Hvis der er telefon-funktioner, du ikke har brug for, så er Galaxy S24 Ultra ikke noget for dig. Den har alt, hvad du har brug for, og alt, hvad du ikke har brug for, og du kan ikke bede om mindre. Den fås kun "med det hele".

Du vil have en telefon, du kan bruge med én hånd
Galaxy S24 Ultra er titanium, og den er et stort bæst at se på. Hvis du har brug for noget mindre, der er nemt at bruge med én hånd, skal du prøve en anden mobil.

Du vil have en elegant oplevelse frem for vilde funktioner
Selvom Galaxy S24 Ultra er en telefon uden lige, er den ikke nem at bruge, med sin lidt for indviklede software. Hvis du sætter pris på intuitivt design og funktioner, der føles naturlige, skal du se, hvad Apple gør med iOS 17 på iPhone 15 Pro Max.

Galaxy S24 Ultra: Andre muligheder

Apple iPhone 15 Pro Max

Apple iPhone 15 Pro Max
Hvis du vil have den absolut bedste telefon, men Galaxy S24 Ultra ikke rammer plet, er der kun én anden telefon at overveje, og det er Apples største og bedste iPhone.

Samsung Galaxy Z Fold 5

Samsung Galaxy Z Fold 5
Hvis kameraer og AI ikke er så vigtige, giver Galaxy Z Fold 5 dig næsten alt, hvad du finder på Galaxy S23 Ultra, med en tablet foldet sammen indeni. Det er en helt ny klasse af enheder.

Google Pixel 8 Pro

Google Pixel 8 Pro
Du kan spare mange penge ved at overveje Pixel 8 Pro, som ikke kun er nem at bruge med et fantastisk kamera, men som også har de samme syv års Android-opdateringer, som Samsung har lovet. Plus AI direkte fra Google uden Samsung imellem.

Swipe to scroll horizontally
Galaxy S24 UltraiPhone 15 Pro MaxGalaxy Z Fold 5Pixel 8 Pro
Pris (ved lancering):11.499 kr.11.799 kr. 14.799 kr.8.499 kr.
Mål:162.3 x 79.0 x 8.6mm159.9 x 76.7 x 8.25mm154.9 x 129.9 x 6.1mm (åben) 154.9 x 67.1 x 13.4mm (lukket)162.6 x 76.5 x 8.8mm
Vægt:232g221g253g213g
Skærm:6.8-tommer OLED, 2,600-nit peak brightness6.7-tommer OLED, 2,000-nit peak brightness7.6-tommer OLED (indvendig) 6.2-inch OLED (cover-skærm)6.7-tommer OLED, 2,400-nit peak brightness
Kameraer:200MP f/1.7 wide, 12MP f/2.2 ultra-wide, 50MP f/3.4 zoom (5x), 10MP f/2.4 zoom (3x)48MP f/1.8 wide, 12MP f/2.2 ultra-wide, 12MP f/2.8 telefoto (5x)50MP f/1.8 wide, 12MP f/2.2 ultra-wide, 10MP f/2.4 zoom (3X)50MP f/1.7 wide, 48MP f/2.0 ultra-wide, 48MP f/2.8 zoom (5x)
Chipset:Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for GalaxyApple A17 ProQualcomm Snapdragon 8 Gen 2Google Tensor G3