TechRadar Konklusion
Samsungs har endnu en gang sat standarden for Mini LED-tv-teknologi med sit nye QN900B Neo QLED 8K TV. Det overgår sin forgænger på en lang række områder, bl.a. har det en mærkbar forbedring af lys, lyd, billede og design. Selvom vi har nogle forbehold med hensyn til Samsungs nye (men ikke nødvendigvis forbedrede) brugergrænseflade, bliver det svært at finde et bedre LCD-tv i år.
For
- +
Forbedret baggrundsbelysning
- +
Fremragende farvegengivelse
- +
Indbygget Dolby Atmos
- +
Understøtter 144Hz-spil
Imod
- -
Understøtter ikke Dolby Vision
- -
Ny 'Smart Hub' UI er et tilbageskridt
- -
NFT-integration virker som en gimmick
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Samsung QN900B Neo QLED 8K TV: Kort gennemgang
Fra et rent teknologisk synspunkt overgår Samsungs nye QN900B Neo QLED 8K TV sidste års bedste TV i klassen (QN900A Neo QLED 8K TV) på alle områder. Det byder på mærkbare fremskridt inden for billedbehandling (især når det gælder baggrundsbelysning) og lydkvalitet. Sidstnævnte byder på indbygget Dolby Atmos, som fungerer glimrende sammen med Samsungs Q-Symphony 2.0-teknologi.
Selvom antallet af dæmpningszoner som QN900B's Mini LED-panel kan tilbyde, ikke har ændret sig siden sidste år, er selve belysningsnøjagtigheden forbedret markant. Forklaringen er en opdateret Neo Quantum Processor med ny Shape Adaptive Light-teknologi. Det anvender AI-algoritmer til at kontrollere tv'ets baggrundsbelysning mere præcist, og i kombination med Samsungs Real Depth Enhancer-teknologi får du virkelig flotte billeder og en helt igennem enestående seeroplevelse.
Men nu skal det hele ikke bare handle om billedkvalitet. Lyden har nemlig også fået en opgradering i år med indbyggede højttalere, der skaber en fordybende Dolby Atmos-lyd helt uden brug af en soundbar. Når det er sagt, kan vi ikke komme udenom, at den opdaterede Q-Symphony-lyd i QN900B giver en fantastisk rig sorroundlyd, når højttalere kombineres med Samsungs soundbars.
Samsungs TV-serie for 2022 har også fået en splinterny Smart Hub-brugergrænseflade, som blev introduceret tidligere på året i forbindelse med The Freestyle-projektor. Desværre er vi ikke specielt begejstrede for netop denne ændring.
Vi kan sagtens følge Samsungs beslutning om fornyelsen, da det giver brugerne en omfattende startskærm i bedste Google TV-stil spækket med indhold. Desværre kan det virke indviklet og frustrerende for dem, der bare gerne vil justere indstillinger eller visningstilstande nemt og hurtigt.
Samsung er gået all in på at forbedre sit Neo QLED-flagskib i år på stort set alle områder. Man har bl.a. løst et (temmelig lille) problem, som den tidligere model havde, hvor de lyse områder på skærmen af og til forstyrrer de mørkere områder. Derudover er der også sket forbedringer på andre områder som fx indbygget lyd. Hvis du allerede har købt sidste års model er det selvfølgelig ikke strengt nødvendigt at opgradere, men hvis Mini LED er en helt ny verden for dig, er Samsung QN900B Neo QLED 8K TV et rigtig godt udgangspunkt.
Pris og tilgængelighed
Samsungs QN900B Neo QLED 8K TV kan i øjeblikket købes hos flere forskellige danske forhandlere som Elgiganten, Expert, Power og mange flere.
Priserne starter ved omrking 43.990 kr for en 65-tommer model, ca. 58.990 kr for en 75-tommer model, og den helt store 85-tommer koster omkring 74.990 kr.
Design
- Brancheførende, rammeløst design
- Praktisk One Connect boks
- Forbedret anti-reflekterende belægning
Med hensyn til design var sidste års Neo QLED 8K-flagskib tæt på at være perfekt, og QN900B kommer endnu tættere på.
Skærmstørrelser: 65-, 75-, 85-tommer | Tuner: Freeview Plus | 8K: Ja | HDR10: Ja | HLG: Ja | Dolby Vision/Atmos: Nej/Ja | Panelteknologi: Mini LED (LCD) | Smart-TV: Samsung / Tizen OS | Buet: Nej | 3D: Nej | Input: 4x HDMI 2.1 (1x eARC), 3xUSB, 1xRF, ethernet | Output: 1x optisk
Samsung har endnu en gang satset på minimalisme og leverer en praktisk talt rammeløs "Infinity"-skærm, der gør, at du kan fokusere 100% på det indhold, du ser. Designet så vi allerede i 2021, og vi er stadig vilde med det.
QN900A-modellen fra 2021 havde skjulte højttalere på siderne og i toppen af tv’et, som ikke var synlige forfra. Den æstetik har Samsung mere eller mindre bevaret i 2022, dog med den ændring at gitrene har større, pilleformede diagonale huller. QN900A byder på et 90W 6.2.4-system (12 højttalere), i modsætning til det 80W 6.2.2-system (10 højttalere) vi så sidste år.
Modellen, vi testede, var vætmonteret, men QN900B kommer med et næsten identisk stativ til 2021's QN900A. Stativet er fladt og centreret, og det betyder, at din tv-skærm kan være bredere end den overflade, du placerer den på. Du har også mulighed for at montere Samsungs One Connect-boks på bagsiden.
Ja, Samsungs One Connect-boks er med igen i år. Den giver dig nem adgang til alle QN900B's porte og har kun ét enkelt næsten gennemsigtigt kabel, der fører tilbage til selve skærmen. Det er simpelthen bare så lækker en løsning.
På One Connect-boksen finder du 4 HDMI 2.1-porte (eARC-understøttelse findes i HDMI 3), en Ethernet-port (LAN), en Digital Audio Out-port (optisk), 3 USB 2.0-porte og en RF-indgang til din tv-antenne eller satellitforbindelse.
Sidste år var vi lidt kritiske med hensyn til QN900A’s skærm, da den var ret reflekterende, hvis rummet var meget oplyst. I vores øjne ser det ud til, at antirefleks-laget i QN900B er blevet en anelse forbedret. Vi oplever dog stadig refleksioner fra omgivelserne under mørkere scener.
Men hvorfor har Samsung ikke lanceret et Neo QLED-tv med en mat finish/antirefleksskærm, som ligner den imponerende løsning, der blev vist på The Frames 2022-revision? Ifølge det sydkoreanske firma "reducerer matte skærme skarpheden, og de tillader ikke 100% af det nødvendige lys at trænge igennem." Med Samsungs egne ord handler "Neo QLED-tv'er om at være levende og skarpe", så det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at de har valgt ikke at undgå at gå på kompromis.
Smart TV (Tizen OS) og fjernbetjening
- Fremragende app support
- Den nye Smart Hub UI er indviklet
- Fjern det NFT-skrammel!
Samsungs TV-topmodeller for 2022 har fået en ny Smart Hub UI. Det er en helt ny grænseflade med en Google TV-inspireret startskærm fyldt med anbefalinger til forskelligt indhold på diverse streamingtjenester og apps.
Hvis hensigten er at fremhæve forskellige tv-shows og film fra en række forskellige kilder på ét sted, fungerer det fint. Men det fylder hele skærmen, og det betyder, at den lille, diskrete pop-up menu, vi normalt kender fra Samsungs Smart tv’er, er fortid.
Desværre kan denne indholdsspækkede startmenu være ret frustrerende. Du kan ikke længere justere indstillinger og ændre visningstilstande hurtigt og nemt. Nu skal nu helt gå ud af det, du er i gang med, gå til den nævnte startskærm, navigere til en sidebjælkemenu og derefter rulle ned til en separat indstillingsmenu for at ændre indstillinger. Før kunne du gøre det ved hjælp af et par enkle tryk.
Heldigvis giver Samsungs smart-tv-platformen dig stadig adgang til alle de store streamingtjenester og -apps som bl.a. Netflix, YouTube, Disney Plus og Amazon Prime Video.
Der er dog et andet aspekt af QN900B's smart-tv-oplevelse, som virker lidt fjollet: NFT-markedspladsen Nifty. Her har du mulighed for at købe og sælge kryptokunst med kryptovalutaen Ethereum, som derefter kan vises på tv-skærmen ved hjælp af den populære Ambient Mode. Det er dog ikke alle, der har lyst til at bruge penge på den slags gimmicks, eller der i det hele taget gider høre om alt det NFT-pjat. Hvis du er en af dem, kan det være irriterende og temmelig overflødigt, at det florerer på din startskærm - vi kunne sagtens leve uden, tak!
Til gængæld kan vi så give lidt rosende ord til Samsungs vidunderlige genopladelige fjernbetjening, som igen i år og redder os (og miljøet) fra brug af engangsbatterier.
Fjernbetjeningen genoplades ved hjælp af et solpanel på bagsiden, som absorberer både naturligt og kunstigt lys. Alternativt kan du også genoplade fjernbetjeningens batteri gennem en USB Type C-port.
Selve fjernbetjeningen er ret minimalistisk med ganske få funktions- og navigationsknapper. Derudover er den ligesom sidste år udstyret med dedikerede Netflix- og Prime Video-knapper samt knapper til Disney Plus og Samsungs TV Plus-app. Sidstnævnte giver dig en lang række digitale kanaler spækket med reklamefinansierede nyheder, sport- og underholdningsindhold.
Præstation
- Fantastisk lysstyrke og farveklarhed
- Mindre lyslækage
- Fremragende tv til gamere
Samsungs Neo QLED-modeller refererer til virksomhedens Mini LED TV-produktlinje. De giver kontrastniveauer, som næsten er på linje med OLED-niveauer takket være brugen af dioder, der er reduceret til 1/40 af tykkelsen for almindelige LED'er. Det betyder, at Samsung kan proppe tusindvis af mindre dioder ind i et panel for at opnå en markant forbedret farveskala for både lyse og mørke farver.
Da vi testede QN900A, som var sidste års model, kunne vi tydeligt se, at kontrastniveauerne var langt bedre end noget, vi hidtil har set på et LCD-tv. Desværre lagde vi dog mærke til, at der stadig var lyslækage, hvor de lyse områder på skærmen i nogle tilfælde går over og forstyrrer de mørkere områder.
Når vi sammenligner det nye QN900B med sidste års QN900A, må vi konstatere, at der er sket markante forbedringer på det område.
Det skyldes i høj grad QN900B's opdaterede Neo Quantum Processor 8K-chip og dens nye Shape Adaptive Light-teknologi, som bruger kunstig intelligens til at sikre, at baggrundsbelysningen matcher formen af objekter på skærmen mere præcist.
For at få en bedre idé om forbedringerne vendte vi tilbage til en scene fra filmen Alita: Battle Angel, som vi omtalte i vores QN900A-anmeldelse, hvor vi opdagede tydelige tegn på lyslækage.
I vores QN900A-anmeldelse nævnte vi, hvordan den lyse farve på Alitas’ brystplader skinnede lidt over i den sorte bjælke på skærmen. Vi var enormt glade for at se, at det ikke var tilfældet med QN900B. Du kan se billeder til sammenligning i galleriet nedenfor.
Med hensyn til den overordnede billedkvalitet bemærkede vi forbedringer i både dybde og kontrast, og billederne i forgrunden virker meget mere klare. Det kan vi takke Samsungs Real Depth Enhancer-teknologi for, som er gået fra 12-bit til 14-bit kontrastkortlægning og dermed giver fire gange så mange niveauer af monokromatisk farvegradation.
Det næste, vi gjorde, var at afspille den imponerende CG-animerede film Spider-Man: Into the Spider-Verse for at teste QN900B's HDR-egenskaber. Det er en film, der er sprængfyldt med farver, dybe sorte nuancer og lyse detaljer, og det nye Neo QLED-flagskib klarede sig fremragende på alle områder.
Farverne er flotte og skarpe, og selvom der var masser af lyse detaljer, oplevede vi ingen lyslækage på skærmen. Billedet nedenfor er et godt eksempel på QN900B's fantastiske billedkvalitet.
QN900B byder på adskillige funktioner til bevægelsesudjævning og støjreduktion. Disse funktioner har en tendens til at få billederne til at virke unaturlige, men heldigvis kan du skræddersy dine egne præferencer under avancerede indstillinger.
Alternativt kan du bruge QN900B's Filmmaker Mode for at få den mest autentiske seeroplevelse af professionelt produceret videoindhold. Du skal dog være opmærksom på, at denne visningstilstand ikke fjerner filmstøj. Med 8K-opløsning kan det af og til gengives endnu tydeligere.
Som ethvert andet 8K-tv opskalere QN900B videoindhold med lavere opløsning. Heldigvis gør Samsungs Multi-Intelligence AI-opskalering et godt stykke arbejde med at få ældre indhold til at se så rent ud som muligt.
Vi testede bl.a. nogle ældre tegnefilm på Disney Plus og oplevede, og selvom det originale materiale er 480p, så billedet ret rent ud.
Ligesom sidste års model får gamere hele 4 HDMI 2.1-porte på QN900B. På den måde kan du forbinde flere konsoller uden at ofre understøttelse af næste generations gamingfunktioner (4K/120fps eller 8K/60fps, ALLM, VRR), og som toppen af kransekagen kan pc-gamere nyde 144Hz.
Samsungs seneste Neo QLED-flagskib tilbyder også en omfattende Game Mode, som giver gamere mulighed for at se billedhastigheder, HDR-status, opløsninger og mere. Tilstanden byder også på en praktisk Dynamic Black Equalizer, der gør, at du kan justere, hvor mørke skyggerne skal vises.
Lyd
- Fantastisk indbygget lyd
- Imponerende Q-Symphony-tilstand
- Trådløs Dolby Atmos til understøttede soundbars
Samsungs QN900B Neo QLED 8K TV har fået en række lydforbedringer i forhold til forgængeren. Det gælder bl.a. opadgående højttalere, der teknisk set gør det muligt at opnå Dolby Atmos-lyd.
Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget dimensionalitet et fjernsyn kan producere uden dedikerede baghøjttalere og en separat subwoofer. QN900B gør dog et ret godt stykke arbejde med at skabe en fordybende lytteoplevelse takket være Samsungs Object Tracking Sound Pro. Nu kan du nemlig også følge lyde, der bevæger sig i lodret såvel som i vandret retning.
Hvis du har en kompatibel Samsung soundbar, kan du få det til at fungere helt perfekt sammen med QN900B's egne højttalere ved hjælp af Q-Symphony-teknologien. På den måde får du en meget mere fyldig lydoplevelse, især når det gælder dialoger.
Derudover kan Samsungs nyeste Neo QLED-flagskib også overføre Dolby Atmos-lyd til kompatible Samsung-soundbars via Wi-fi. Det giver dig en ekstra HDMI-port til andre formål.
Skal jeg købe Samsung QN900A Neo QLED?
Køb det hvis…
Du vil have den bedste Mini LED-oplevelse, der findes
Mini LED-teknologien er allerede fantastisk i sig selv, men Samsung har gjort den endnu bedre takket være den smarte implementering af AI og behandlingsfunktioner.
Du vil have et virkelig flot tv
Ligesom sidste års model er QN900B et af de flotteste tv’er på markedet med en næsten usynlig ramme og højttalere samt et stativ i et flot og minimalistisk design.
Du vil have det ultimative tv til gaming
Gamere vil elske QN900B's HDMI 2.1- og eARC-funktioner, som nu understøtter 144Hz til pc-gamere.
Køb det ikke hvis…
Du allerede har investeret i sidste års model
QN900B er et fantastisk tv, men forbedringerne fra forgængeren er ikke revolutionerende, så hvis du allerede ejer den tidligere model, kan du sagtens klare dig lidt endnu.
Du foretrækker en enkel brugergrænseflade
Samsungs nye Smart Hub UI er lidt af et tilbageskridt for virksomheden, men vi håber, at en fremtidig opdatering på en eller anden måde kan forbedre oplevelsen.
[Anmeldt første gang: april 2022]
Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.
- Stephen LambrechtsSenior Journalist, Phones and Entertainment