Anmeldelse: PlayStation VR

PlayStation VR er ikke en vild nytænkning af VR-headsettet, men det er en af de mest attraktive løsninger vi har set indtil videre.

Den hoved-monterede skærm skriger minimalisme med matte detaljer i sort og hvid plastik. Den endelige udgave er forsynet med syv blå lamper på fronten, som PlayStation Camera bruger til at registrere ens placering og hovedbevægelser. Til de spil, som kræver at man vender sig rundt, har Sony placeret to yderligere lamper bag på remmen, så det samlede antal lamper kommer op på ni.

Alt i alt er det en ganske elegant og præcis løsning.

PlayStation VR ser godt ud, og heldigvis er den også behagelig at have på – en vigtig faktor, som ikke alle VR-headsets kan tilbyde. Sony gik efter en oval form til PlayStation VR med en enkel mathvid rem, som går rundt om hovedet, og som kan justeres bagpå og tilpasses den enkeltes hovedform. På indersiden har remmen en tyk gummibelagt polstring, som på behagelig vis holder ens hoved på plads. Når headsettet sidder som det skal, kan man justere selve brillen forlæns og baglæns for at finde det perfekte fokuspunkt.

Hemmeligheden ved PSVR's komfort, er at den placerer al vægten på toppen af ens hoved, så der er så lidt tryk som muligt på næseryggen. Hvor andre headsets begynder at virke tunge efter en times tid, så havde vi ikke problemer med at bruge Sony-headsettet i længere tid, uden at vi begyndte at blive trætte i nakken

For at lukke af for det omgivende lys, har Sony installeret en gummikant, som går hele vejen rundt om brillen.

Selv om den er moderat effektiv til at blokere lyset fra venstre og højre side, så betyder den måde, som headsettet er konstrueret på, at der er et voldsomt gab mellem ens næse og headsettet, så lyset slipper ind på skærmen. Noget som kan være temmelig distraherende, når man prøver at fortabe sig i en virtuel verden.

Selv om headsettet teknisk set passer over et par briller, så er det med til at forværre problemet med det falske lys.

Det er irriterende, men det er ikke nødvendigvis noget, der direkte ødelægger fornøjelsen.

Indvendigt i headsettet finder man en 5,7” OLED-skærm med en opløsning på 1920 x RGB x 1080. PlayStation VR giver en synsfelt på 100 grader, en opdateringsfrekvens på 120Hz og en latency på mindre end 18ms. Det betyder, at den er mindre kvalme-fremkaldende end tidligere versioner af headsettet, der havde en højere latency og en langsommere opdateringsfrekvens.

PSVR-enheden bruger en kombination af hovedbevægelser med headsettet og PlayStation Move / DualShock 4-controllere til at styre det, der foregår i spillet. Move-controllerne så første gang dagens lys sammen med en række Wii-lignende spil til Playstation 3, og selv om de fungerede glimrende der, så var det ikke før PSVR, at de egentlig kom til deres ret.

Stavene virkede en smule halvfærdige til PS3, eller i det mindste som om de kun fandtes for at Sony kunne være med indenfor bevægelses-styret gaming. Men de virker helt rigtige til PSVR. Andre spil med mere komplekse bevægelsesmønstre – som for eksempel RIGS, som vi vil komme ind på om et øjeblik – bruger den trådløse DualShock 4-controller, der følger med PS4.

Hvis det ikke er sagt helt tydeligt indtil nu, så er det på tide, at afsløre den mest nedslående nyhed ved systemet: PSVR er ikke et trådløst headset. Hvor Samsung Gear VR og Google Cardboard kan hente alt, hvad de har brug for, fra ens mobile enhed, så er PlayStation VR nødt til hele tiden at være tøjret til konsollen. 

Det kabel, som løber fra headsettet til PlayStation VR’s processorenhed og derefter videre til PS4’eren, har en inline-styreenhed nær headsettet, som giver mulighed for at slå headsettet til og fra eller skrue op og ned for lydstyrken. Det er også her, man finder et hovedtelefonstik, som kan tage alt fra fra en par high-end Sennheiser-hovedtelefoner til et sæt billige ørepropper.

Sony leverer hvert headset med et par små hvide ørepropper, men de er i realiteten det dårligste valg til at opleve VR – de lyder hult, de er ikke behagelige at have på og de har det med at falde ud. Til vores uge med PlayStation VR valgte vi et par Creative Sound Blaster H5 på grund af deres polstring og fremragende lydkvalitet, men i realiteten kan man bruge et hvilket som helst fornuftigt sæt over-ear hovedtelefoner med kabel.

Den sidste brik i puslespillet er den Processor Unit, som vi nævnte kort ovenfor. Sony har gjort det klart ved flere lejligheder, at denne enhed ikke på nogen måde er ansvarlig for yderligere grafik-processing, og det er værd at nævne endnu en gang.

Med en størrelse på 143 × 36 × 143 mm (B x H x L), er processor-enhedens eneste opgave at assistere PS4 med 3D-lyd, HDMI-kabeltilslutning, Cinematic Mode og Social Screen TV-udgangen. Vi vil komme ind på de sidste to funktioner om et øjeblik, men man skal altså være opmærksom på, at der skal ryddes plads til endnu en sort boks på ens mediehylde, når man anskaffer sig en Playstation VR. 

Ydelse og indholdsbibliotek 

Hvis vi skulle opsummere Playstation VR’s ydelse med et enkelt ord, ville det være ‘overraskende’.

VR-konkurrenter som Oculus og HTC har sat barren ret højt i forhold til hvor godt VR-oplevelsen skal se ud og føles – hvilket giver god mening, når man tænker på, at disse to enheder kræver en seriøst kraftfuld gaming-pc, som koster to eller tre gange så meget som PSVR.

Med HTC Vive og Ocuclus Rift vidste vi, hvad vi fik. Vi kørte vores headsets fra vores egen high-end pc, som har tilstrækkeligt med kræfter til at køre de fleste spil ved maksimale indstillinger. Med PlayStation VR, var vi til gengæld mindre sikre på, hvordan det hele ville fungere.

Men som det har vist sig, så er PS4 uden problemer i stand til at vise to overraskende klare billeder, som måske ikke giver det mest overvældende resultat, men som er mere end tilstrækkeligt til langt de fleste spil (af de spil, vi prøvede, fungerede alle som angivet, men vi bemærkede, at mange af dem blev på den simple grafik i stedet for at gå efter et fuldt realistisk look).

På samme måde var head-tracking næsten lige så præcis på PSVR, som den var på både Oculus Rift og HTC Vive, og det eneste lille problem var, at systemet tabte forbindelsen til Touch-controllerne fra tid til anden, hvilket alene skyldes at det aktive fysiske område er så meget mere begrænset.

Til trods for, at den har et synsfelt, som er omkring 10 grader mindre end Oculus Rift (110 mod 100), så var det overraskende sjældent, at vi fik lidt kvalme af at bruge PlayStation VR. Det skyldes ikke mindst dens latency på kun 18ms, som får spillet til at køre ganske jævnt uden mærkbar lag eller hak.

Med hensyn til selve spillene, så har vi indtil videre været imponerede over udvalget til PlayStation VR. Batman: Arkham VR, Battlezone, Star Wars: X-Wing VR og Job Simulator er allesammen meget vellykkede på hver sin måde. Resident Evil VII kan imidlertid kun spilles i virtual reality, hvilket formentlig gør det til en af de længste virtual reality-oplevelser til dato.

Frekvensen af nye udgivelser ser ikke ud til at aftage lige med det første, som man kunne se i en nylig præsentation. Der er meget at se frem til. 

Typen af oplevelser varierede fra det legende til hyper-intense kampscener og der var sågar et horrorspil for at fuldende udvalget. Systemet og dets specifikationer lægger op til enkle og lette emner frem for de mere hæsblæsende og intense af slagsen, og selv om de sidstnævnte sagtens kan fungere, så har de det med at give mere kvalme end oplevelsen egentlig er værd (RIGS er det oplagte eksempel).

Heldigvis er VR ikke den ensomme oplevelse, som det bliver gjort til på film og TV. Familie og venner kan kigge med, mens man spiller takket være Social Screen TV, der viser en 2D-udgave på TV’et af det spilleren ser i 3D – visse spil, såsom Battlezone understøtter faktisk online multiplayer.

En anden nyttig feature er Cinematic Mode, der giver mulighed for at bruge VR-hjelmen til  at se 2D-indhold. Cinematic Mode omformer ikke 2D-indhold til 3D-indhold, men det giver en mulighed for at se sine yndlingsserier fra Netflix og YouTube – eller sågar spille 2D PS4-spil – på en virtuel skærm i overstørrelse.

Med hensyn til film og TV-serier, så er der i øjeblikket et antal korte VR-film, som er værd at tage et kig på. Kvaliteten er ikke på Oculus Studio-niveau, men de er ganske fine, og man får et godt grin, når man ser Invasion!, mens de fleste uden tvivl vil knibe en tåre mod slutningen af Allumette.

En nylig opdatering gør det også muligt at bruge headsettet til at se ikke blot 360 videoer på YouTube, men også at de 3D Blu-ray-diske, man måtte have liggende – så man burde ikke løbe tør for video-indhold.

Disse oplevelser, hvad enten det er spil eller film, er dog ikke hvad man ville kalde realistiske – man vil aldrig glemme, at man befinder sig i virtual reality, hvis det er noget, man bekymrer sig for. Nogle karakterer har takkede kanter og selv ikke de bedste animatorer kan trylle med teknologien.

I hvert fald på dette niveau, er det nemt at skille den virtuelle verden fra den virkelige, og for nogle vil det måske betyde, at PlayStation VR kommer til at virke mere som en gimmick frem for den mere banebrydende nyskabelse, som vi ser det som.