Skip to main content

Anmeldelse: Nintendo Switch

Det ultimative kompromis mellem konsol og håndholdt

Nintendo har designet nogle klassiske controllere igennem tiden. Den originale NES-controller satte den standard, som alle konsol-controllere har fulgt lige siden. N64 var den første konsol med en analog stick, og Wii introducerede bevægelsesstyret gaming.

Med den nye Switch har Nintendo kastet sig ud i den tilsyneladende umulige opgave, at skabe en controller, der på en gang er en hel controller og to separate controllere – samtidigt med at den også fungerer som controllere på den håndholdte enhed.

Joy-Cons: generelle indtryk 

  • Ved at prøve at gøre mange ting samtidigt, gør Joy-Cons intet af det perfekt 
  • HD Rumble-teknologien er imponerende – det er nu op til udviklerne at finde en måde at udnytte det på 

I sidste ende betyder disse mange roller, at controllerne ender med at kunne lidt af det hele uden at mestre noget af det. Ingen af de forskellige konfigurationerne er decideret uanvendelige, men vi har brugt mere behagelige controllere, som har haft fordel af kun at skulle kunne gøre en ting virkelig godt. 

Den venstre D-pad udstiller dette problem i en nøddeskal. Frem for at bruge det kryds, som producenten har benyttet siden NES-modellen, er den nye D-pad delt op på fire separate knapper, så de kan bruges som action-knapper, når Joy-Con bliver brugt som en individuel controller.

Resultatet er en D-pad, som man ikke har lyst til at bruge til klassiske spil, hvor man skal bruge den meget, såsom Street Fighter.

På samme måde virker de analoge sticks som et kompromis mellem de forskellige funktioner. De er for små som en traditionel gamepad, men alligevel store nok til at vi ikke ville have lyst til uden videre at kaste konsollen ned i en rygsæk af frygt for, at en af dem skulle knække af.

Man har selvfølgelig mulighed for at købe separat tilbehør, som ikke har disse problemer (Pro controlleren som det klareste eksempel), men i denne anmeldelse vil vi holde os til at beskrive det, som er med i boksen, da det vil være den primære måde, som folk kommer til at bruge konsollen på, i hvert fald til at begynde med.

En ting, som vi er ret vilde med, er action-knapperne. De er lidt mindre end dem på andre controllere, men de har et meget behageligt klik, som vi virkelig godt kan lide.

De to Joy-Cons har en interessant udgave af rumble-funktionen, som Nintendo har kaldt ‘HD Rumble’. Ud fra det vi har set indtil videre, er dette ikke blot en marketings-gimmick – det er virkelig et seriøst skridt fremad for rumble-teknologien.

Et af mini-spillene i 1-2 Switch, går ud på at man tæller antallet af (virtuelle) kugler inde i en Joy-Con, og det er imponerende hvor godt HD Rumble skaber indtrykket af, at der virkelig er kugler inde i controlleren. 

Et andet mini-spil imponerer med en opgave, hvor man skal åbne et pengeskab ved at mærke klikket fra en drejeskive, mens man bruger den.

Begge mini-spil lover godt for HD Rumble-teknologien, men hvor stor en succes det bliver, afhænger af i hvor høj grad udviklerne er i stand til at gøre brug af den – mulighederne er der, men vi har endnu ikke set en egentlig killer-app.

Nintendo har gjort praktisk brug af funktionen i deres Switch 3.0 OS-opdatering – hvis en Joy-Con er blevet væk og de to stadigvæk er parret, kan man få den anden til at vibrere, så den er nemmere at finde.

Der har været forlydender om problemer med at forbinde den venstre Joy-Con, hvilket vi faktisk også selv oplevede. Problemet er, at den venstre Joy-Con nogle gange dropper fuldstændigt ud, mens man spiller

Heldigvis tilbyder Nintendo nu en reparations-service, hvis ens Joy-Con, er gået i stykker. Det vil vi råde alle til at benytte sig af, hvis der skulle være problemer af nogen art.  

Håndholdt 

  • De håndholdte knapper virker en smule akavede 
  • Den højre analog-stick er især ubekvem 

Det er i den håndholdte konfiguration, at Switch-controllernes begrænsninger er mest tydelige. Det største problem er den lave placering af den højre analog-stick, som vi fandt meget svær at bruge på en behagelig måde.

Enten holder man Switch med det yderste af fingrene for at kunne betjene den analoge stick med spidsen af højre tommelfinger, eller også holder man mere fast på enheden og bruger stick’en med indersiden af knoen, hvilket føles besværligt og akavet.

Ser vi tilbage, så minder placeringen på Vita en del om denne, men den større vægt hos Nintendo Switch gør det meget vanskeligere at få et ordentlig greb med fingerspidserne. 

Det er en indstilling, som vi forestiller os fungerer i små doser, men den er ikke behagelig over længere perioder. Hvis man for eksempel bruger Switch på en flytur, vil vi mene, at de fleste mennesker foretrækker at placere konsollen i tabletop-mode på det lille bord foran dem. 

Vi er dog meget begejstrede for skulder-knapperne, som virker ganske store, uden at de gør konsollen alt for dyb.

Joy-Con greb

  • De analoge sticks er mindre end på en traditionel controller 
  • Alt i alt er controlleren behagelig og velfungerende 
  • Klikket på action-knapperne gør dem særligt vellykkede 

Den mest almindelige måde, som vi forestiller, at folk vil bruge konsollen på i docken, er ved at samle de to Joy-Cons til en enkelt controller.

Det gøres ved at bruge det medfølgende Joy-Con-greb, som de to sider passer ind i. 

Til at begynde med var vi noget forbeholdne, da det blev afsløret, at det Joy-Con-greb der følger med konsollen, ikke er i stand til at oplade de to controllere (for at kunne det, skal man købe det separate Joy-Con oplader-greb).

Det betyder, at hvis man vil oplade sine controllere, så er man nødt til at sætte dem tilbage på konsollens skærm.

Batteritiden for de to Joy-Cons er opgivet til 20 timer, så de vil næppe løbe tør for strøm midt i et spil, men det ville være løgn at påstå, at det ikke er irriterende at skulle afmontere controlleren hver gang man er færdig med at spille.

Der findes et greb som oplader konsollens Joy-Cons, men det skal man købe separat.

Bortset fra oplader-problematikken, var vi behageligt overraskede over, hvordan controlleren føles, når den er samlet i grebet.

Selv om de analoge sticks er lidt små, så fungerede de aldeles glimrende til lange Breath of the Wild spil-sessions, og tilføjelsen af en smule mere plastik hjælper utrolig meget på controllerens ergonomi.

Det er blot en skam, at controlleren ikke har en rigtig D-pad på venstre side. Som det forholder sig nu, er man nødt til at købe Pro-controlleren, hvis man vil have fornemmelsen af den helt rigtige Nintendo-controller.

Individuelle Joy-Cons 

  • Knapperne får en skæv placering, når delene skal fungere som en samlet controller 
  • En god mulighed, hvis man vil spille multiplayer med en ven 

Hver for sig kan de to Joy-Cons fungere som individuelle controllere komplet med en analog stick hver, fire action-knapper og (hvis man tilkobler en Joy-Con-rem) to skulder-knapper.

Det er denne konfiguration, der virker som det største kompromis i Nintendos bestræbelser på at få dem til at fungere på forskellige måder.

På den venstre Joy-Con er D-pad/action-knapperne placeret midt på controlleren, hvilket betyder at den højre tommelfinger kommer for langt over til at det er behageligt. Det samme gælder den analoge stick på den højre Joy-Con.

Den asymmetriske konfiguration gør det også meget svært at beskrive knapperne overfor en anden person, eftersom de har forskellige navne mellem de to Joy-Cons.

Størrelsen på controllerne gør også, at man nemt får krampe, når man bruger controllerne over længere perioder, især hvis det spil man er i gang med, er et hvor man bruger skulder-knapperne meget.

Som det sidste punkt, kan skulder-knapperne være lidt stive at trykke ned, hvilket gør dem lettere anstrengende at bruge over længere perioder.

Så selv om denne konfiguration kan fungere i en snæver vending, hvis man vil være to om et par runder af Mario Kart, så ser vi det ikke som noget, man vil bruge en masse tid på. 

Ydermere skal man huske at have sine Joy-Con-remme med sig, hvis man vil bruge skulder-knapperne. Igen noget som kan være et irritationsmoment for nogle.

Alternativt kan man bruge de to Joy-Cons som en enkelt controller, selv om de er skilt ad. Her fungerer de på samme måde, som når de er samlet i Joy-Con-grebet, selv om det føles mindre behageligt, fordi det er så besværligt at bruge den højre analog-stick.

Igen virker det som et kompromis, denne gang til når man har glemt sit Joy-Con-greb. Vi kan ikke se os selv bruge denne konfiguration, med mindre et særligt bevægelses-styret spil kræver det en gang i fremtiden.