Anmeldelse: Google Pixel 3

Den bedste kameratelefon til dato

TechRadar Konklusion

Google Pixel 3 har det bedste kamera, du kan få i en smartphone i dag. Lad dig ikke narre af de rå specifikationer, telefonens 12.2MP bagkamera med en f/1.8 blænde overpræsterer takket være maskinlæringssoftwaren i telefonen – Googles hemmelige våben til at gøre dine billeder bedre. Telefonens design er ikke noget enestående, og batteritiden er heller ikke imponerende. Til gengæld er det lykkedes Google at lave en telefon med 5.5” skærm og to fronthøjtalere, som stadig kan betjenes med en hånd. Det er Googles bedste telefon i en mindre størrelse.

For

  • +

    Googles fantastiske kamera er blevet endnu bedre.

  • +

    Den store 5.5” OLED skærm er en stor forbedring.

  • +

    God størrelse til at kunne betjenes med én hånd.

Imod

  • -

    Svagt batteri i den lille model.

  • -

    Farverne er en smule matte i år.

  • -

    4GB ram, når konkurrenterne leverer 6GB.

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Google Pixel 3 har det bedste kamera, du kan få i en telefon i dag. Oveni det kommer den med skærm, som størrelsesmæssigt burde tilfredsstille de fleste i 2018. Og nå ja, så kræver den blot en hånd at betjene.

Du behøver ikke en stor telefon, som fylder lommen for at kunne tage gode fotos (denne har 5.5” skærm), du behøver heller ikke to objektiver i kameraet bagpå (denne kommer med et enkelt), og du har heller ikke brug for den mindste blænde tilgængelig (f/1.8 er blevet slået af LG og Samsungs mindre f/1.5). Google har bevist, at deres 12.2MP billeder er bedre takket være deres software og pålidelighed.

Pixel 3 - og den større Pixel 3 XL - kan i visse situationen gøre kompaktkameraer og begynder spejlreflekskameraer overflødige. Den giver dig også mulighed, som du kun ville have i et professionelt kamera, hvis du skifter objektiver hele tiden. Du får to objektiver i frontkameraet på telefonen. Et standard og et ekstra objektiv tiltænkt selfies i vidvinkel, så du nu kan få alle vennerne med i billedet.

Selv den dag i dag er vi stadig meget begejstret for det kamera, som var i Google Pixel 2, og Pixel 3 bygger videre på successen forbedret HDR og flottere detaljer i billederne. Foruden kameraet så er Pixel 3 også sin forgænger overlegen alene på grund den nye farverige OLED skærm, som kommer i 18:9 format. Der er stadig ramme og kant på skærmen, men du får alligevel flere kvadratcentimeter end på de gamle Pixel 2, og så får du også de to fronthøjtalere. Mange har brokket sig over det indhak øverst i skærmen, som er på Pixel 3 XL, men vælger du den mindre udgave, så undgår du også det.  

Men du får ikke alting pakket ind i en lille størrelse. Som tidligere nævnt skuffer batteriet sammenlignet med de større modeller, og vores erfaring er, at kapaciteten på 2,915mAh ikke kan tilbyde dig mere end et døgns batteritid ved konservativ brug af talefonen.  De 100 fotos, vi tog på to timer, gjorde også et stort indhug på batteriet.
Du er også begrænset til enten 64GB eller 128GB, da der ikke er mulighed at sætte et microSD kort i, og så der i øvrigt heller ikke noget jackstik til dine høretelefoner. Og selvom vi er vilde med den bagvedliggende software i kameraet, så kommer app’en til kort, når det kommer til de fikse funktioner, som vi finder i Samsung og LG telefoner.

Google Pixel 3 er den ideelle smartphone til folk, som ikke vil gå på kompromis med hverken fotokvaliteten eller kameraet i deres telefon. Den har et kamera, som kommer med det hele og den kunstige intelligens fra Android Pie. Du undgår det irriterende indhak, som du finder på Pixel 3 XL, og så er den billig sammenlignet med konkurrenten iPhone XS – i hvert fald når snakken falder på flagskibsmodeller.

Se vores første indtryk af Pixel 3 i videoen her

Udgivelsesdato og pris

Google Pixel 3 bliver udgivet den 18. Oktober i USA og den 1. November i Storbritannien og Australien. Rammerne er også fastlagt for, hvornår den udgives i Canada, Frankrig, Tyskland, Japan, Indien, Irland, Italien, Singapore, Spanien og Taiwan. Forudbestilling har været muligt siden lanceringen den 9. Oktober.

Google Pixel 3 koster $799 for 64GB udgaven og $899 for 128GB. Da du ikke kan udvide lagerpladsen på telefonen, anbefaler vi, at du vælger den store model.
I USA fås telefonen eksklusivt på abonnement hos Verizon, men kan også fås uden i Googles egne butikker.

Prisstigningen på $150, sammenlignet med da Google Pixel 2 blev lanceret, er til at mærke, men du betaler for den dyrere skærm og det kloge kamera, og Pixel 3 er billigere end alle andre flagskibstelefoner på markedet, og $200 billigere end iPhone XS.

Design

Der er intet dramatisk sket med den nye Pixel 3, som er Googles genkendelig design i to toner. På bagsiden er den øverste femtedel i skinnende glas, mens resten af bagsiden har et mat finish. Overgangen mellem de to er meget glat og giver et indtryk af at være af høj kvaliteten.

Den passer let til en hånd, og i langt størstedelen af tilfældene behøver du ikke en ekstra hånd til at betjene den, og det er den bedste grund til at vælge denne model fremfor Pixel 3 XL. Du får her rigeligt med skærm, uden at den bliver besværlig at håndtere, og så slipper du for indhakket i skærmen øverst, som er en irritation for mange.

Pixel 3 serien ligner meget Googles telefoner fra sidste år, men den nye serie er faktisk fremstillet i anderledes materialer. Hele bagsiden fremstillet i Corning Gorilla Glass 5. Det er samme materiale, som også beskytter skærmen foran. Mellem de tog lag glas er aluminiumsrammen, og det er det eneste metal, som kan ses på telefonen.

Designet med glas overalt betyder selvfølgelig, at Pixel er mere modtagelig for skader(selvom vi har ikke har kunne finde de skrammer, som andre fortæller om), men glasdesignet er også med til at forbedre den trådløse opladning og LTE netværksforbindelsen. Det er af samme grund, at vi ser så mange flagskibstelefoner i 2018 uden aluminiumsryg. Pixel 3 er bare det seneste offer for aluminiumsudryddelsen.

Trådløs opladning er nyt for Googles telefoner, men falder fint i tråd med lanceringen af deres stander til samme formål. Der har ikke været trådløs opladning på en Google telefon siden Nexus 6.

Bløde former finder du overalt på den nye Pixel 3, og selve rammen virker også mindre kasseagtig end tidligere Google telefoner. Bløde former er ingen revolution, og vi kender det i forvejen fra blandt andet iPhone og andre telefoner. Det virker næsten til, at Google har taget den gamle Pixel 2 og kørt den igennem en blødgøringsmaskine. Væk er røget det sølv kant rundt om rammen og fingeraftrykslæseren bagpå. Ud af maskinen er kommet Pixel, og vi er vilde med resultatet.

De to fronthøjtalere får du stadig fra Google, og det er dejligt at se i en flagskibsmodel. Ingen andre gør det længere på nær Google og Razer Phone 2.
Du får også Active Edge, som betyder, at hvis du klemmer telefonen på siden, så aktiveres Google Assistant. Vi foretrække denne model fremfor en dedikeret knap ligesom vi ser Samsung gøre med Bixby knappen (Som vi hele tiden forveksler med skru-ned-knappen).

Som nævnt kommer Pixel 3 med et sæt USB-C hovedtelefoner, og ja, det betyder, at der intet jackstik er (præcis ligesom på Pixel 2). Der er heller intet hul til at smide et microSD kort, så du må nøjes med enten 64GB eller 128Gb.

Farverne, som Pixel 3 fås i, er ikke noget at råbe hurra for. ”Clearly White” ser billig ud, ”Not Pink” er ikke er for alle, så vores favorit af de tre muligheder er ”Just Black”. Vi kunne godt lide den unikke mintfarve, som kunne fås sidste år, og den savner vi. Vælger du ”Clearly White” skal det dog siges, at du får din tænd-knap i mint.

Skærm og ramme

Den 5.5” store OLED skærm passer fint med moderne tider. Den er stor og ekspansiv, og den sidder i en telefon, som er mindre, end vi havde regnet med, da vi første hørte rygterne om skærmstørrelsen. Hele telefonen måler 145.6 x 68.2 x 7.9 mm og vejer 148 g. Det er mere eller mindre det samme som Pixel 2, som havde en mindre 5” skærm.

Det virker til, at Pixel 3 er sidste års telefon, som er blevet voksen. Skærmen ser også bedre og mere farverig ud, end den vi så på Pixel 2. Ifølge specifikationerne er der kun et par ekstra pixels per tomme, men husk på at skærmen er noget højere, så alt i alt bliver det til mange pixels spredt henover den ekstra halve tomme.
Det er også kommet markant mindre ramme på skærmen takket være 18:9 perspektivet fremfor det forældede 16:9. Sidste år var den største designmæssige skuffelse den overdimensionerede ramme på Pixel 2XL. Samme skuffelse har vi ikke over Pixel 3.

Den er bestemt stadigvæk ramme på Pixel 3, for noget skal dække to fronthøjtalere og to frontkameraer. Men det er det flotteste, vi har set på en telefon uden et dybt indhak i skærmen.

Matt Swider