TechRadar Konklusion
På trods af sit beskedne udseende føles Galaxy S24 Plus som en flagskibstelefon. Den har en bedre skærm, lidt bedre batterilevetid og flere RAM end sin søskende i standardstørrelse, mens Samsungs serie af AI-funktioner - som er tilgængelige i samme omfang i hele Galaxy S24-serien - indsnævrer kløften mellem Plus og den dyrere S24 Ultra. Du får ikke sidstnævntes titaniumramme og overlegne kamera her, men Galaxy S24 Plus tilbyder en sammenlignelig smartphone-oplevelse til en mere tilgængelig pris.
For
- +
Stor, lysstærk, QHD+ skærm til udendørs brug
- +
Samme Galaxy AI-funktioner som S24 Ultra
- +
Fremragende batterilevetid
Imod
- -
Kameraerne forbliver uændrede
- -
Designet føles markant mindre eksklusivt end Ultra
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Samsung Galaxy S24 Plus: Anmeldelsen kort
Der gik rygter om, at Samsung Galaxy S23 Plus skulle være den sidste Plus-mobil i Samsungs mangeårige flagskibsserie Galaxy S, og hvis efterfølgeren - Samsung Galaxy S24 Plus - ikke var blevet præsenteret på Galaxy Unpacked 2024, ville vi næppe have savnet det lidt underlige midterbarn i mobilserien.
Selvom de giver os telefoner i Galaxy Ultra-størrelse til en lavere pris, har Samsungs Galaxy Plus-telefoner ind imellem været en lidt underlig størrelse. En telefon, som ikke var ret meget mere end en forvokset udgave af basismodellen. I år har Galaxy S24 Plus dog mere at byde på: Dens skærm er bedre end den, du finder på Samsung Galaxy S24 i standardstørrelse. Samtidig har den masser af de AI-funktioner, som Samsung fremhæver som det vigtigste salgsargument for Samsung Galaxy S24 Ultra.
Konkret har Galaxy S24 Plus QHD+ skærmteknologi - en funktion, der tidligere var forbeholdt Galaxy S23 Ultra - og et skræddersyet Snapdragon 8 Gen 3-chipsæt (eller Samsungs eget Exynos 2400, afhængigt af din region), der sætter AI i spidsen for mobiloplevelsen. Opgraderingen af skærmen betyder, at Plus' 6,7-tommers skærm er skarpere og mere detaljeret end basismodellen S24s FHD+-version. Det er nok til at Plus nu for alvor skiller sig ud fra de billigere basismodeller. AI-funktionerne hæver samtidig hele Galaxy S24-serien til et nyt og bedre niveau.
Galaxy AI er paraplybetegnelsen for Samsungs samling af AI-drevne funktioner, som spænder fra tekst- og opkaldsoversættelse i realtid (men endnu ikke på dansk) til generativ fotoredigering. I Danmark er det indtil videre fotoredigeringen, Circle to Search og muligheden for at ændre tonefald i tekster, der virkelig rykker nu. Men AI er uforudsigelig, så hvem ved, hvillke spændende og måske endda nyttige funktioner, vi vil se i fremtiden. Det er i hvert fald godt at se, at Samsung har valgt at fordele de forskellige AI-funktioner ligeligt til hele Galaxy S24-serien.
På den fysiske opgraderingsfront har Galaxy S24 Plus marginalt smallere kanter og et lidt fladere design end sin forgænger, selvom den stærkere Armor Aluminum-ramme er den mest mærkbare ændring. Telefonens 4.900 mAh-batteri er også en anelse større, men det betyder ikke, at batterilevetiden i den virkelige verden er forbedret i forhold til Galaxy S23 Plus (formentlig på grund af den nyere telefons mere krævende software). Alligevel er Galaxy S24 Plus objektivt set kongen af batterilevetid i Galaxy S24-serien.
Hvis du er på udkig efter den bedste kameratelefon, er Galaxy S24 Ultra vejen frem, men den nye Plus-model kan alligevel prale af en anstændig, om end ikke banebrydende, fotohardware. Telefonen beholder sin forgængers 50MP wide-linse (f/1.8), 12MP ultra-wide-linse (f/2.2), 10MP tele-linse (f/2.4, 3x optisk zoom) og 12MP selfie-kamera (f/2.2), selvom den førnævnte tilføjelse af Galaxy AI har kastet nogle nye AI-drevne redigeringsfunktioner ind i mixet.
Alt i alt er Samsungs seneste nyeste Plus-telefon en bedre telefon end sidste års S23 Plus, og den bør få potentielle købere af Galaxy S24 Ultra til at tænke over, om de skal købe Plus eller smide ekstra penge efter Ultra-versionen?
Samsung Galaxy S24 Plus: Pris og tilgængelighed
- Fra 8.999 kroner
- Tilgængelig hos de fleste danske forhandlere
Samsung Galaxy S24 Plus blev annonceret ved Samsungs seneste Galaxy Unpacked-event den 17. januar 2024. Telefonen kan bestilles nu i et udvalg af syv Samsung Galaxy S24-farver (mere om disse senere).
Galaxy S24 Plus koster 8.999 kroner for basiskonfigurationen (12GB RAM / 256GB lagerplads) og stiger til 9.999 kroner for modellen med 12GB RAM / 512GB lagerplads.
Hvad angår telefonens pris i forhold til resten af Galaxy S24-serien, starter den almindelige Galaxy S24 ved 6.999 kr., mens Galaxy S24 Ultra starter ved 11.499 kr.
- Værdi: 4 / 5
Samsung Galaxy S24 Plus: Specifikationer
Her er et kig på Samsung Galaxy S24 Plus' vigtigste specifikationer, og hvordan de står i forhold til de andre modeller:
Header Cell - Column 0 | Galaxy S24 | Galaxy S24 Plus | Galaxy S24 Ultra |
---|---|---|---|
Mål | 147 x 70.6 x 7.6mm | 158.5 x 75.9 x 7.7mm | 162.3 x 79.0 x 8.6mm |
Vægt | 167g | 196g | 232g |
Ramme | Enhanced Armor Aluminum | Enhanced Armor Aluminum | Titanium |
Skærm | 6,2-tommer AMOLED 1Hz til 120Hz | 6,7-tommer AMOLED 1Hz til 120Hz | 6,8-tommer AMOLED 1Hz til 120Hz |
Opløsning | 2340 x 1080 | 3088 × 1440 | 3088 × 1440 |
Chipset | Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy / Samsung Exynos 2400 for Galaxy | Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy / Samsung Exynos 2400 for Galaxy | Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy |
RAM | 8GB (LPDDR5X) | 12GB (LPDDR5X) | 12GB (LPDDR5X) |
Lagerplads | 128GB / 256GB (UFS 4.0) | 256GB / 512GB (UFS 4.0) | 256GB / 512GB / 1TB (UFS 4.0) |
Hovedkamera | 50MP | 50MP | 200MP |
Ultra-wide kamera | 12MP | 12MP | 12MP |
Tele-kamera | 10MP, 3X optisk zoom | 10MP, 3X optisk zoom | 10MP, 3X og 10X optisk zoom |
Selfie-kamera | 12MP | 12MP | 12MP |
Batteri | 4,000mAh | 4,900mAh | 5,000mAh |
Opladning | 25W kablet, 15W trådløs | 45W kablet, 15W trådløs | 45W kablet, 15W trådløs |
Farver | Onyx Black, Marble Gray, Cobalt Violet, Amber Yellow | Onyx Black, Marble Gray, Cobalt Violet, Amber Yellow | Titanium Black, Titanium Gray, Titanium Violet, Titanium Yellow |
Samsung.com eksklusive farver | Sandstone Orange, Sapphire Blue, Jade Green | Sandstone Orange, Sapphire Blue, Jade Green | Sandstone Orange, Sapphire Blue, Jade Green |
Samsung Galaxy S24 Plus: Design
- Lidt fladere kanter og smallere rammer
- Ny ramme af armeret aluminium
For andet år i træk lægger Samsungs nyeste Galaxy Plus-model vægt på fornuftige interne opgraderinger frem for et dramatisk æstetisk design; men det betyder ikke, at Galaxy S24 Plus ser identisk ud med sin forgænger.
Med målene 158,5 x 75,9 x 7,7 mm og en vægt på 196 g har dette års Plus-telefon lidt smallere rammer, lidt fladere kanter (tænk på iPhone 15 Pro og Galaxy Z Fold 5) og en mere holdbar Armor Aluminum-ramme end Galaxy S23 Plus. Det er vigtige ændringer - S23 Plus' spejlramme var en fingeraftryksmagnet - selvom det er svært at skelne Galaxy S24 Plus fra sin forgænger, når man ser de to telefoner ved første øjekast.
Galaxy S24 Plus er stadig udstyret med Gorilla Glass Victus 2 på forsiden, hvilket ikke ville være et problem, hvis ikke Galaxy S24 Ultras Gorilla Armor var så meget mere effektiv til at reducere ridser. Det er irriterende, at min Galaxy S24 Plus-anmeldelsesenhed har fået et par pletter på skærmen, mens den lå i min lomme og arbejdstaske, så jeg vil foreslå, at du anskaffer dig en kompatibel skærmbeskytter (hvis ikke et helt etui), hvis du køber denne telefon.
Hvad angår farverne på Samsung Galaxy S24, leveres Galaxy S24 Plus i Onyx Black, Marble Grey, Cobalt Violet, Amber Yellow, Sandstone Orange, Sapphire Blue og Jade Green, hvor de tre sidstnævnte farver er eksklusive og kun fås, hvis du køber direkte hos Samsung.
- Design score: 3 / 5
Samsung Galaxy S24 Plus: Skærm
- QHD+-skærm for første gang i en Plus-model
- Forbedret synlighed udendørs
- Ny maksimal lysstyrke på 2.600 nits
For første gang er skærmen på Samsungs Galaxy Plus-model bedre end den skærm, der bruges på basismodellen. Konkret bruger Galaxy S24 Plus en 6,65 tommer dynamisk AMOLED 2X-skærm med QHD+-teknologi, der giver forbedret skarphed og detaljer sammenlignet med skærmen på den mindre Galaxy S24. Tidligere har QHD+-skærme været forbeholdt Samsungs Ultra-telefoner, og selvom forskellene her ikke er så mærkbare, er det godt at se, at Samsung giver Galaxy S24 Plus den bedst mulige skærm.
De andre skærmopgraderinger deles mellem Galaxy S24 og S24 Plus. Begge telefoner får en ny maksimal lysstyrke på 2.600 nits samt forbedret udendørs synlighed takket være Samsungs Vision Booster-funktion. Deres opdateringshastigheder er også blevet forbedret - du får nu 1-120Hz i stedet for 48-120Hz.
Sidstnævnte funktion gør gaming på Galaxy S24 Plus til en fornøjelse (mere om det senere), mens Vision Booster sikrer, at synligheden af indhold, der streames via platforme som YouTube og Netflix, ikke påvirkes af direkte sollys; jeg blev glædeligt overrasket over, hvor nemt det var at se et nyligt afsnit af Masters of the Air på en bænk i den lokale park.
De sædvanlige fordele ved AMOLED-skærmteknologien med hensyn til farver, antiforvrængning og vidvinkel er også til stede og korrekte på Galaxy S24 Plus, og alle de ovennævnte funktioner kombineres for at levere den største, fedeste og klareste Galaxy S Plus-skærm til dato.
- Skærm: 5 / 5
Samsung Galaxy S24 Plus: Kameraer
- Samme opsætning med tre kameraer som Galaxy S23 Plus
- Op til 8K-video ved 30 fps
- AI-funktioner er imponerende, men også potentielt problematiske
Hvis der er én stor skuffelse ved Galaxy S24 Plus, er det manglen på ændringer i kameraets hardware. Telefonen beholder forgængerens 50MP wide-linse (f/1.8), 12MP ultra-wide-linse (f/2.2), 10MP tele-linse (f/2.4, 3x optisk zoom) og 12MP selfie-kamera (f/2.2). Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting - Galaxy S24 Plus' allround-fotoevner er objektivt set imponerende, hvis man ikke forventer den allerbedste kameratelefon - men en 200 MP-hovedsensor i stil med S23 Ultra ville ikke have været af vejen.
Alligevel er billeder taget med Galaxy S24 Plus' 50MP vidvinkelobjektiv konsekvent lyse, detaljerede og naturlige. Telefonens nye og forbedrede billedbehandling fjerner forgængerens tendens til at gøre billederne for skarpe, og selvom Galaxy S24 Plus nogle gange kan gå den anden vej, hvor billederne af og til virker for bløde, er resultaterne meget mere konsistente denne gang.
Galaxy S24 Plus understøtter også det nye Ultra HDR-billedformat, som sikrer, at de præcise farver bevares i selv de mest kontrastfyldte scener. Billeder, der deles på Instagram, bevarer denne HDR-information, så Galaxy S24 Plus er et godt valg for fans af sociale medier.
Telefonens evne til at styre kontrasten er ikke så imponerende i nattilstand, hvor visse farver bliver kunstigt lysnet lidt for meget (blå er den største synder). Når det er sagt, er Night mode (som altid) en udmærket funktion, og det samme gælder Portrait mode, som er blevet opgraderet til at omfatte forgrundssløring samt den allestedsnærværende baggrundssløring eller 'bokeh'-effekter på Galaxy S24 Plus.
Nye fototilstande omfatter Food mode og Dual Record. Sidstnævnte er særligt smart, da du kan optage videoer med en hvilken som helst kombination af Galaxy S24 Plus' fire linser, hvilket er endnu en fordel for indholdsskabende brugere af sociale medier.
Samsung har brugt AI til størstedelen af dette års kamerarelaterede Galaxy-opgraderinger med en række nye redigeringsværktøjer, der hjælper dig med at komponere og redigere fotos. Edit Suggestion, for eksempel, bruger Galaxy AI til at foreslå passende fotojusteringer, mens Generative Edit kan udfylde dele af et billedes baggrund med passende indhold. Instant Slow-mo kan generere ekstra billeder for at tilføje flere detaljer (eller illusionen af flere detaljer) til videoer, mens Super HDR viser livagtige forhåndsvisninger, før udløseren nogensinde er trykket ned.
Generative Edit er særligt imponerende, selvom det rejser nogle ubehagelige spørgsmål om autenticitet, skønhedsstandarder og værdien af fotografier som sandhedsvidner i 2024. Men hvis og når du får lyst til at slette nogle forbipasserende fra et sødt foto af din elskede hund, vil du uden tvivl være taknemmelig for, at Galaxy S24 Plus giver dig den mulighed.
- Kamera: 3 / 5
Samsung Galaxy S24 Plus: Ydelse
- Snapdragon 8 Gen 3-chipsæt i USA, Exynos 2400 andre steder
- Større vapor chamber og understøttelse af ray tracing
- Fænomenale højttalere
Til stor ærgrelse for Samsung-fans over hele verden har Samsung igen delt chipset-udbuddet til sine nyeste Galaxy-telefoner - selvom situationen ikke er så slem, som den var for Galaxy S22-serien, hvor Snapdragon 8 Gen 1 overgik Exynos 2200 med en god margin.
Specifikt afhænger chipsættet i din Galaxy S24 Plus af den region, hvor du køber telefonen. Dem i USA får en skræddersyet version af Qualcomms nyligt udgivne Snapdragon 8 Gen 3, mens dem i Europa og andre regioner får Samsungs nye Exynos 2400. Her i Danmark er det den Exynos-udstyrede version af Galaxy S24 Plus, vi har testet, og den føles på intet tidspunkt som et andenrangs chipsæt.
Hvis du er interesseret i benchmarks, opnåede min Exynos-udstyrede Galaxy S24 Plus en single-core Geekbench 6-score på 2002, en multi-core score på 6732 og en machine-learning Geekbench ML-score på 423. Til sammenligning opnåede denSnapdragon 8 Gen 3-udstyrede version af S24 Plus - som vores kolleger i USA har testet med de samme Geekbench-programmer - en single-core-score på 2272, en multi-core-score på 7083 og en machine-learning-score på 694 (med Geekbench ML). Alle tests blev udført med telefonerne i Standard-tilstand i stedet for Light-tilstand, som prioriterer batterilevetid og køleeffektivitet frem for processorhastighed.
Det er altså små forskelle i ydelse, og de har efter vores mening kun lille eller ingen indflydelse på Galaxy S24 Plus' ydeevne i den virkelige verden. Selv om Snapdragons machine learning-score er betydeligt højere end Exynos', får det ikke den store betydning i det daglige. For Galaxy AI foregår via cloud-baseret behandling - snarere end behandling på enheden.
I fremtiden vil maskinlæringsydelsen uden tvivl få større betydning, men indtil videre behøver alle, der køber en Exynos-version af Galaxy S24 Plus, ikke bekymre sig om de lidt bedre benchmarkresultater fra Snapdragon 8 Gen 3.
Apropos gaming, så nyder Galaxy S24 Plus godt af et vapor chamber (kølesystem), der er 1,9 gange større end Galaxy S23 Plus', hvilket forbedrer varmeafledningen markant. Alle tre Galaxy S24-telefoner understøtter også ray tracing, og i virkeligheden ville Galaxy S24 Plus godt kunne markere sig på en liste over gode gaming-telefoner.
Vi tilbragte et par timer med mobilversionen af EA Sports FC 24 på Galaxy S24 Plus, og oplevelsen var flydende og lækker. Samtidig kunne vi spille en times tid, inden mobilen blev mærkbart varmere. Til sammenligning gav FIFA 23 på sidste års Galaxy S23 Plus en varmere mobil efter cirka 30 minutters spil. Det hele understøttes af stereohøjttalere, der lyder fremragende.
- Ydelse: 5 / 5
Samsung Galaxy S24 Plus: Software
- Galaxy AI muliggør flere funktioner, der forbedrer oplevelsen
- Syv år med OS-opdateringer og syv år med sikkerhedsopdateringer
- One UI føles stadig overkompliceret
Du har sikkert bemærket, at det store markedsføringsfremstød for AI-funktionerne i Galaxy S24 Plus - og for den almindelige Galaxy S24 og Galaxy S24 Ultra. Funktionerne er en forbedring af smartphone-oplevelsen snarere end en revolution, men AI gør stadig S24 Plus til en mere alsidig telefon end de fleste.
De funktioner, der tilbydes her, spænder fra Live Translate (dvs. realtidsoversættelse af tovejsopkald) til Note Assist, som bruger AI til at opsummere og strømline tekst i Samsung Notes. Transcript Assist gør noget lignende med stemmeoptagelser, mens Googles Circle to Search-funktion lader dig søge efter indhold på nettet blot ved at tegne en cirkel om billedet af et objekt eller tekst.
Sidstnævnte fungerer særligt godt - vi var i stand til at identificere adskillige planter, ure, trøjer og møbler, som vi faldt over på internettet - selvom det egentlig bare er en mere brugervenlig version af Google Lens. Live Translate er også imponerende, men det fungerer bare ikke på dansk endnu, så du må altså vente lidt med at rejse ud i verden med en universaloversætter i lommen.
Chat Assist har til formål at hjælpe med at "perfektionere samtaletonen for at sikre, at kommunikationen lyder, som den var tiltænkt". Det er op til hver enkelt, om man synes, den rammer plet. Generelt fungerede indstillingerne Professionel og Afslappet faktisk ret naturligt, og Social og Høflig var nogle gange i plet og andre gange helt ved siden af. Med emojis-indstillingen var til at begynde med ret fyldt med emojis. Men efter noget tid, var der faktisk færre emojis. Måske, fordi vi aldrig valgte nogen af dem, der var plastret til i emojis.
Selv om Galaxy AI ikke er helt i mål, så vil funktionerne sikkert kun blive bedre med tiden, så der er ingen tvivl om, at Galaxy S24 Plus og dens søskende viser vejen i denne fagre nye verden af AI.
Hvad angår dommen over Galaxy S24 Plus' software mere generelt, er historien den samme, som den har været de sidste par år: OneUI er spækket med funktioner og tilbyder næsten uovertrufne muligheder for tilpasning, men det er også unødvendigt komplekst og indviklet. Der er så mange menuer på Samsungs nyeste Galaxy-telefoner, at det er let at fare vild, men man bliver belønnet for sin indsats med en detaljeret kontrol over næsten alt.
Der er også nogle gode nye funktioner i One UI 6.1, især en ny og forbedret version af Samsung DeX, som lader dig tilslutte Galaxy S24 Plus til en skærm eller et tv og bruge den som en stationær pc.
Samsung forpligter sig nu i øvrigt til syv års OS-opdateringer og syv års sikkerhedsopdateringer til Galaxy S24 Plus og resten af serien, hvilket er en stor forbedring i forhold til de fem år, der har været normalt for Samsung. Dermed er S24-serien på niveau med Google Pixel 8 og foran Apples nyeste iPhones. Du vil altså kunne bruge Galaxy S24 Plus indtil mindst 2031.
- Software: 3 / 5
Samsung Galaxy S24 Plus: Batteri
- 4.900 mAh batteri er en mindre opgradering
- 45 W kablet opladning, 15 W trådløs opladning
Galaxy S24 Plus har et batteri på 4.900 mAh, hvilket er en forøgelse på 200 mAh i forhold til S23 Plus med 4.700 mAh. Desværre resulterer den øgede størrelse ikke i meget (hvis overhovedet nogen) mærkbar forbedring af batterilevetiden, men Galaxy S24 Plus er stadig en fænomenal langtidsholdbar telefon, som overgår den almindelige Galaxy S24 med en vis margin i denne henseende.
Under testen holdt Galaxy S24 Plus langt over halvanden dag ved moderat brug, selv med den allways on-skærmen aktiveret. Når telefonen bliver brugt mere intensivt, holder den op til 15-16 timer på en opladning.
Galaxy S24 Plus har kan oplades med 45W kablet og 15W trådløst. Du får (som altid hos Samsung) ingen oplader med i æsken. I vores test, blev Galaxy S24 Plus opladt til 36% på 15 minutter og til 68% på 30 minutter. Telefonen nåede fuld opladning på lidt over en time. Det er ikke den bedste opladningshastighed, men Samsung kommer tættere på. Ideelt set bør det ikke tage mere end en halv time at lade op fra 0-100%. Her kan Samsung lære noget af OnePlus, der har haft dén funktion i flere år.
- Batteri: 5 / 5
Skal du købe Samsung Galaxy S24 Plus?
Egenskaber | Bemærkninger | Karakter |
---|---|---|
Værdi | Galaxy S24 Plus er betydeligt billigere end Galaxy S24 Ultra, men det er stadig en meget dyr telefon. | 4 / 5 |
Design | Telefonens tynde rammer og fladere sider ser godt ud, men manglen på Gorilla Armor-glas er skuffende. | 3 / 5 |
Skærm | Galaxy S24 Plus' skærm er stor, lysstærk, udendørsvenlig og lige så god som Galaxy S24 Ultras. | 5 / 5 |
Software | Samsungs Galaxy AI-funktioner er en værdifuld tilføjelse. Men vi vil stadig ønske, at One UIs var mere overskueligt og brugervenligt. | 3 / 5 |
Kameraer | Galaxy S24 Plus kameraer er objektivt set fine, men vi savner nogle hardwareopgraderinger. | 3 / 5 |
Ydelse | På trods af den regionsbaserede forskel i chipset er Galaxy S24 Plus en fænomenalt kraftfuld telefon. | 5 / 5 |
Batteri | Telefonens klasseledende batterilevetid og hurtige opladning gør den til en batterimester. | 5 / 5 |
Køb den, hvis...
Du vil have ultra-specifikationer til en lav pris
Galaxy S24 Plus er billigere end Galaxy S24 Ultra, men du får stadig et lige så kraftfuldt chipsæt, samme mængde RAM, samme opladningsmuligheder, samme maksimale lysstyrke, samme variable opdateringshastighed og endnu bedre batterilevetid.
Du er fan af store telefoner
Hvis du er ude efter en Samsung-telefon med stor skærm, som ikke tynger din lomme, er Galaxy S24 Plus så mobil, som 6,7-tommers telefoner kan blive.
Du vil have klasseledende batterilevetid
Galaxy S24 Plus er blandt de bedste Android-telefoner med hensyn til batterilevetid; hvis batterilevetid er din primære bekymring, er det denne telefon, du skal gå efter.
Køb den ikke, hvis...
Du vil have den bedste kameramobil
Kameraerne i Galaxy S24 Plus er på ingen måde dårlige, men dem på Galaxy S24 Ultra er i en klasse for sig selv. Hvis du vil have det bedste, skal du gå efter det bedste.
Du er ikke vil bruge en masse tid på at lære telefonen at kende
Hvis du aldrig har brugt Samsungs OneUI-software før, vil Galaxy S24 Plus kræve noget tilvænning.
Samsung Galaxy S24 Plus anmeldelse: Alternative muligheder
Som du sikkert har læst nu, er Samsung Galaxy S24 Plus en kraftfuld, alsidig og langtidsholdbar telefon. Men der er også andre muligheder derude...
Samsung Galaxy S24 Ultra
Galaxy S24 Ultra kan alt det, som Galaxy S24 Plus kan, men den har også bedre kameraer og et mere eksklusivt design. Men den er også meget dyr.
Apple iPhone 15 Plus
Hvis du ikke går op i AI-funktioner og foretrækker Apples mere tilgængelige iOS-software, er iPhone 15 Plus en telefon, der næsten svarer til Galaxy S24 Plus.
Google Pixel 8 Pro
Googles Pixel 8 Pro har samme størrelse og pris som Galaxy S24 Plus, men dens Google-baserede software og AI-funktioner er mere enkel.
Samsung Galaxy S24 Plus | Samsung Galaxy S24 Ultra | iPhone 15 Plus | Google Pixel 8 Pro | |
---|---|---|---|---|
Pris: | 8.999 kr. | 11.499 kr. | 8.799 kr. | 8.499 kr. |
Skærm: | 6,7 tommer AMOLED | 6,7 tommer AMOLED | 6,7 tommer OLED | 6,7 tommer OLED |
Kameraer: | 50MP wide, 12MP ultra-wide, 10MP tele (3x) | 200MP wide, 12MP ultra-wide, 50MP telephoto (5x), 10MP telephoto (3x) | 50MP wide, 12MP ultra-wide | 50MP wide, 48MP ultra-wide, 48MP telephoto (5x) |
Processor: | Samsung Exynos 2400 / Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy | Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy | Apple A16 Bionic | Google Tensor G3 |
Batteri: | 4,900mAh | 5,000mAh | 4,383mAh | 5,050mAh |
- Testperiode: En uge
- Test inkluderet: Daglig brug, herunder webbrowsing, sociale medier, fotografering, videoopkald, spil, streaming af video, musikafspilning
- Anvendte værktøjer: Geekbench 6, Geekbench ML, GFXBench, indbygget Android-statistik.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Axel MetzPhones Editor